Den liberale verdensorden står overfor et muligt kollaps, og hvis Vestens politiske ledere ikke kan blive enige om ansvaret for at opretholde ordenen, er det tvivlsomt, om de overhovedet vil forsøge, skriver Mark Leonard, der er direktør for den britiske tænketank European Council on Foreign Relations. Omkostningen ved et kollaps kan blive alvorlig: moderne og præmoderne mønstre vil dominere som f.eks. støtte til regimers undertrykkelse af befolkningen, som Rusland har gjort det i Syrien, eller etnisk-religiøse setdfortræder-krige, som dem Saudi Arabien og Iran har ført i Mellemøsten. Internettet, migration, handel og håndhævelse af international lov vil blive gjort til våben i de nye konflikter. Og i stedet for globale regler vil konflikterne hovedsagelig blive drevet af national politik bygget på angst for at miste status, mistro til institutioner og snæversynet nationalisme.
LONDON – Efter 2016, et annus horribilis ifølge de fleste politiske iagttagere, står det klart, at den liberale verdensorden er i alvorlige vanskeligheder.
Men dér slutter enigheden også. Ved den nyligt afholdte sikkerhedskonference i München viste debatten om emnet klart den manglende konsensus om, hvad man forstår ved den liberale orden, blandt ledere som den tyske kansler, Angela Merkel, USA’s vicepræsident, Mike Pence, den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, og den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov.
Og den uenighed gør det sværere at forudsige, hvad der vil ske med den.
Da Vesten, specielt USA, dominerede verden, var den liberale orden stort set, hvad supermagten med dens allierede sagde, at den var. Andre lande brokkede sig godt nok og fremlagde alternative forståelser og tilgange, men i store træk fulgte de ikke desto mindre reglerne, som Vesten definerede dem.
Men nu hvor den globale magt er flyttet fra Vesten til “resten”, bliver ideen om den liberale verdensorden udfordret i stigende grad.
De opkommende magter som Rusland, Kina og Indien udfordrer i højere grad det vestlige perspektiv. Et eksempel så vi, da Merkel i München kritiserede Rusland for invasionen af Krim og støtten til den syriske præsident, Bashar al-Assad, hvor hun straks blev imødegået af Lavrov med en påstand om, at Vesten jo selv havde ignoreret de internationale loves normer for suverænitet tidligere ved f.eks. at invadere Irak og anerkende Kosovos selvstændighed.
Fra Liberal Orden 1.0 til 2.0
Nu er det ikke sådan, at den liberale verdensorden er et fuldkommen uklart koncept.
Den oprindelige opfattelse – lad os kalde den “Liberal Orden 1.0” – opstod af asken efter Anden Verdenskrig for at bevare freden og fremme den globale velstand.
Den blev understøttet af institutioner som Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), senere kendt som Verdensbanken, og den Internationale Valutafund (IMF), og også regionale sikkerhedsorganisationer som NATO. Den liberale orden understregede multilateralisme, herunder gennem FN, og fremmede frihandel.
Men Liberal Orden 1.0 havde sin begrænsning – nemlig de suveræne landegrænser. Med den løbende geopolitiske kamp mellem USA og Sovjetunionen kunne den end ikke kaldes en “verdensorden”. Hvad landene foretog sig nationalt var i bund og grund deres egen sag, så længe det ikke påvirkede rivaliseringen mellem supermagterne.
Efter Sovjetunionens kollaps udvidede de triumferende vestmagter imidlertid konceptet om den liberale verdensorden betragteligt. Resultatet – Liberal Orden 2.0 – gennembrød landenes grænser for at tage sig af rettighederne for dem, der boede der.
I stedet for at opretholde den nationale suverænitet for enhver pris, forsøgte den udvidede orden at slå suveræniteten sammen og etablere fælles regler, som de nationale regeringer måtte følge.
På mange måder forsøgte Liberal Orden 2.0 at forme verden i Vestens billede – understøttet af verdenshandelsorganisationen (WTO) og Den Internationale Domstol (ICC) og nye normer som ”Ansvar for at Beskytte” (Responsibility to Protect, R2P), der blev brugt som argumenter for, at man i særlige tilfælde kunne gribe ind overfor suveræne staters magtanvendelse indadtil, hvis der f.eks. pågik et folkemord, hvor en universel forpligtelse overfor menneskeheden (heraf udtrykket om ansvaret for at beskytte nogen) trådte i kraft.
Og på et tidspunkt stoppede suverænitetsbegejstrede magter som Rusland og Kina så ordenens videreførelse, samtidig med at Vestens politikere var ansvarlige for fatale fejltagelser som den langtrukne krig i Irak og den globale økonomiske krise, hvilket cementerede forandringen af Liberal Orden 2.0.
Lige nu forkaster Vesten så også selv den orden, den skabte, ofte med samme argumenter om suverænitet, som de nye magter benyttede. Og det er ikke bare de senest tilkomne institutioner som ICC og R2P, der er i farezonen. Når Storbritannien har forkastet EU, og den amerikanske præsident, Donald Trump, tager afstand fra frihandelsaftaler og Paris klimaaftalen, trues den mere fundamentale Liberale Orden 1.0.
Selv Trumps Amerika har stadig brug for Liberal Order 1.0 – og den multilateralisme, der understøtter den. Ellers vil man stå over for en ny type globalisering, der kombinerer fremtidens teknologier med fortidens fjendskaber.
Nogle hævder, at Vesten gik for langt ved at oprette Liberal Order 2.0. Men selv Trumps Amerika har stadig brug for Liberal Order 1.0 – og den multilateralisme, der understøtter den. Ellers vil man stå over for en ny type globalisering, der kombinerer fremtidens teknologier med fortidens fjendskaber.
I et sådant, tænkt scenario vil militær indgriben fortsætte, men ikke i den postmoderne udgave, der har til formål at opretholde orden (som for eksempel vestmagternes modstand mod folkedrabene i Kosovo og Sierra Leone). I stedet vil moderne og præmoderne mønstre blive fremherskende som f.eks. støtte til regimers undertrykkelse af befolkningen, som Rusland har gjort det i Syrien, eller etnisk-religiøse setdfortræder-krige, som dem Saudi Arabien og Iran har ført i Mellemøsten.
Internettet, migration, handel og håndhævelse af international lov vil blive gjort til våben i nye konflikter i stedet for at blive effektivt styret af globale regler. Internationale konflikter vil hovedsagelig blive drevet af national politik og i stigende grad bygget på angst for at miste status, mistro til institutioner og snæversynet nationalisme.
Tre strategier mod den nye globale uorden
De europæiske lande er usikre på, hvordan de skal reagere imod denne nye globale uorden. Tre potentielle strategier er opstået.
Den første kræver, at et land som Tyskland, der opfatter sig selv som ansvarligt og med en vis international tyngde, tager over som toneangivende beskytter af den liberale verdensorden. I dette scenarie skal Tyskland arbejde for at opretholde Liberal Orden 1.0 globalt og bevare Liberal Orden 2.0 inden for Europa.
En anden strategi, eksemplificeret ved Tyrkiet under præsident Recep Tayyip Erdoğan, kan kaldes profitmaksimering. Tyrkiet forsøger ikke at tilsidesætte den eksisterende orden, men man føler sig heller ikke forpligtet til at opretholde den.
I stedet søger Tyrkiet at trække mest muligt ud af de vestligt ledede institutioner som EU og NATO, samtidig med at landet plejer gensidigt gunstige relationer til andre lande som Rusland, Iran og Kina, der ofte prøver at underminere disse institutioner.
Den tredje strategi er simpelt hykleri: Europa vil tale som ansvarlig partner, men opføre sig som tilhænger af profitmaksimering. Det er denne vej den britiske premierminister, Theresa May, betrådte, da hun mødtes med Trump i Washington D.C. Hun sagde alle de rigtige ting om NATO, EU og frihandel, men tryglede om en speciel aftale med USA uden for disse rammer.
Internettet, migration, handel og håndhævelse af international lov vil blive gjort til våben i nye konflikter i stedet for at blive effektivt styret af globale regler. Internationale konflikter vil hovedsagelig blive drevet af national politik og i stigende grad bygget på angst for at miste status, mistro til institutioner og snæversynet nationalisme.
I de kommende måneder bliver mange ledere nødt til at overveje, om de tror, at den liberale orden vil overleve – og om de vil investere resurser i at få det til at ske. Vesten har kollektivt magten til at opretholde Liberal Orden 1.0. Men hvis vestmagterne ikke kan blive enige om, hvad de vil have ud den orden eller om ansvaret for at opretholde den, er det tvivlsomt, om de overhovedet vil forsøge.
Topillustration:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
