Hverdagsdansk: Hvidvask og en spand med lort

Mette Bærbach Bas 02.11.2018

KLUMME – Oktober 2018 vil blive husket som grådighedens måned. Den måned, hvor griske personers handlinger for alvor blev blottet i de danske medier med breaking news om hvidvask, skattesvig og svindelsager. For idéhistoriker Mette Bærbach Bas blev oktober også måneden, hvor nøjsomhedens aktie steg i vejret.

Jeg kunne mærke det, så snart bilen kørte over Øresund. Grådigheden.

Vi havde lagt den nøjsomhed bag os, som vi netop havde genopdaget i en ydmyg svensk bjælkehytte. Foran os tronede grådighedens land og lokkede os tilbage til overforbruget, som vi kender så godt: På broen mellem nøjsomhed og grådighed blev vi overhalet inden om af en flot, sort BMW. Manden bag rattet var en lækker og selvsikker fyr midt i fyrrene med smarte solbriller og en nice haircut.

Jeg blev øjeblikkeligt tiltrukket af det, han repræsenterede: Overskud, luksus, stil og styr på tingene. Pludselig var de værdier, jeg havde genfundet i den svenske hytte, langt mindre vigtige: Ro, natur, refleksion og balance.

Det var med andre ord ikke længe, vores nye harmoni fik lov at vare. Vi havde ellers gjort os den erfaring fra den primitive hytte i Sverige, at vi følte os mere forbundne med hinanden i vores lille familie, vi lo mere, trak vejret friere – og vi brugte ikke ret mange penge.

Vi trykkede heller ikke på så mange knapper. Når jeg er hjemme i mit hus i Brabrand, trykker jeg på knapper hele tiden. Jeg trykker for eksempel på tastaturet lige nu. Jeg trykker på lyskontakter for at få lys, på toilettet for at skylle ud, på komfuret for at lave mad og på termostaten for at få varme.

Når vi ville have varme i hytten i Sverige, måtte vi finde brænde, lægge det i brændeovnen, finde noget at tænde op med og derefter stå og holde øje med ilden, som den tog fat. Det kunne vi bruge lang tid på, min mand og jeg. Altså det med at stirre ind i ilden. Sammen. Lænet stille op ad hinanden.

Hyttens køkken var udstyret med sådan et komfur, som Laura har i Matador. Sådan et, hvor der er ild nede under kogepladerne. Det var mildt sagt en udfordring at varme den omgang pytt i panna, vi havde indkøbt til aftensmaden.

Da jeg pludselig skulle skide ned i en spand og dække det til med sand, blev det ekstra tydeligt, at mine efterladenskaber reelt udgjorde en fysisk manifestation.

Biotoilettet skulle også tømmes, og det fik mig til at huske udtrykket ”Ud af vinduet er ikke væk”, som jeg vist har hørt i forbindelse med en kampagne om ikke at smide skrald ud fra bilen, når du kører på motorvejen. Da jeg pludselig skulle skide ned i en spand og dække det til med sand, blev det ekstra tydeligt, at mine efterladenskaber reelt udgjorde en fysisk manifestation. Ud i kloakken er ikke væk.

Selvom de var besværlige, var disse handlinger også umådeligt tilfredsstillende. Jo flere mekaniske handlinger, jeg måtte udføre, jo mere bevidst blev jeg om mine egne handlinger. Hvis jeg ikke tændte op, ville vi fryse. Hvis jeg ikke lærte at betjene det gammeldags komfur, ville ungerne blive umulige, fordi de var sultne. Hvis jeg ikke forholdt mig til spanden med lort, ville hele hytten stinke.

Mit ego kom på den måde til at fylde mindre, og det samme gjorde min selvoptagethed. Når du bruger din tankevirksomhed på de her helt basale, mekaniske og meget meningsfulde handlinger, så slipper din hjerne for at tænke over, om du nu ser tyk ud i de her bukser.

De nøjsomme omgivelser mindede mig om, at jeg er et stykke natur, og jeg fik sådan en trang til at blive i den naturtilstand. Sagen er bare den, at det også er en del af min menneskelige natur at udvikle og optimere. Det er nemmere og smartere at trykke på at knap, og så er lorten skyllet væk, og nogen andre har til opgave at tage sig af det.

Om det er i den menneskelige natur at være grisk og grådig og rage til sig på andres bekostning, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg er begyndt at tro det efter den sidste måneds afsløringer om økonomisk svindel i pressen. Jeg er begyndt at tro, at vi mennesker har fjernet os så meget fra vores natur, at vi ville have godt af at gå med en spand i hånden, der indeholder vores egen lort, og selv tage ansvar for at bortskaffe den på behørig vis.

Privatfoto.

Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserierne Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.