KUNST – Moderna Museet i Stockholm har netop åbnet en stor udstilling af konkret kunst, ”Concrete Matters”. Udstillingen viser vejen ind i motorrummet på det 20. århundredes nu tabte frihedsfølelse og den viser, hvad det er for en kunst, vi har brug for i dag. Den der kan få os til at investere os selv.
Hvem kender ikke de grafiske kunstværker, der består af et stykke papir med en rød firkant og knap så rød firkant på? Placeret i forhold til hinanden på en måde, så man ser, at der er en dynamik mellem dem, både farvemæssigt og geometrisk?
Skal det nu være kunst? Ja, det skal det i høj grad. Det er ikke engang abstrakt kunst, tværtimod, det er konkret kunst.
Moderna Museet i Stockholm åbnede forleden en af de fineste udstillinger af konkret kunst, man kan tænke sig. Det er en udstilling, der sender bølger ned gennem de seneste otte-ni årtiers kunsthistorie.
Den store og spændende udvikling af den konkrete kunst skete først og fremmest i de hurtigt voksende kulturcentre i Argentina, Uruguay, Brasilien og Venezuela, hvor en ny moderne tids kunstnere kæmpede for at finde et eget udtryk i frigørelsen fra den tunge koloniale arv
Concrete Art udstiller mere end 80 værker fra den konkrete kunsts første tid, fra 1930’erne, frem til 1970’erne. Værkerne er alle af sydamerikanske billedkunstnere og stammer fra en samling, Collecion Patricia Phelps de Cisneros, bygget op af to kunstsamlere og -formidlere, Gustavo og Patricia Phelps de Cisneros, dels i Caracas, dels i New York. Der er det spektakulære ved udstillingen, at den er sidste skridt på samlingens vej fra de sydamerikanske atelierer til en permanent plads i samlingen på Museum of Modern Art (MOMA) i New York, som har modtaget den som donation.
Hvad har Sydamerika med den konkrete kunst at gøre?
Den konkrete kunst stammer fra Europa, og særligt fra Schweiz og fra den tid, da man skrev manifester om kunst og politik. I 1930’erne opstod en kortlivet kunstnergruppe, Art Concret, omkring bl.a den hollandske kunstner Theo van Doesburg. Men den store og spændende udvikling af den konkrete kunst skete først og fremmest i de hurtigt voksende kulturcentre i Argentina, Uruguay, Brasilien og Venezuela, hvor en ny moderne tids kunstnere kæmpede for at finde et eget udtryk i frigørelsen fra den tunge koloniale arv.
Udstillingen i Stockholm er ledsaget af et meget fint katalog, hvor værkerne er gengivet og hvor en del af de kunstneriske manifester, der blev skrevet til den konkrete kunst er taget med, sådan at udstillingen står i samklang med teksterne som en helhed.
Det konkrete og det referentielle
Den konkrete kunst har et grundlæggende formål, som netop giver dyb mening i den postkoloniale sammenhæng. Den søger bevidst ikke at referere til noget. Den kendte afbildning af motiver refererer til motiver, til traditioner, i dybere forstand til menneskesyn, politiske ideologier, også dem, der ligger under os, som vi ikke ser, fordi de er en del af ”det normale”.
Når man tænker på den nye hovedstad Brasilia, som blev bygget fra grunden i 1950’erne, midt ude i junglen med den intention at frigøre landet fra det koloniale Rio de Janeiro, kan man godt se lighederne. Det bevidste opgør med formernes referencer til historien.
Den abstrakte kunst referer ofte til noget, selvom den ikke afbilder noget. Det ser man tydeligt i det kunstneriske strømninger, der går forud for den konkrete. Surrealismen referer f.eks. til det indre ubevidste eller til en moderne form for metafysik. Futurismen referer til den teknologiske udvikling. Den konkrete kunst vil tage bevægelsen et skridt videre og ikke referere til noget som helst.
Men noget må der være, og det kan derfor kun blive farve, form og materiale (papir eller lærred). Til dels bevægelse.
Der opstår den konkrete kunst og den kan tage mange udtryk. Det har den så gjort siden, som man kan se på udstillingen, der er forbløffende varieret indenfor sit tema. Det geometriske eller den rene farve- eller materialegengivelse er blevet en del af vores kunstopfattelse. Ofte blot stumt stirrende.
Jeg er gået igennem rigtig mange faser med den konkrete kunst. Jeg har været vred på den, jeg har været fuldstændig ligeglad, jeg har været ved at falde i søvn, og jeg har været varmt glad for den
Per Kirkebys murstensskulptur på Vesterbro er et eksempel på det. Der står nogle røde mursten, som ser ud som noget, nogen har glemt at lave færdig eller tage med, da de opgav det. Umiddelbart referer det ikke til andet end materiale, men når man ser på det, ser man, at værket alligevel overskrider de snævre begrænsninger og fortæller en historie om en verden, der var lavet af et smukkere materiale end den beton og asfalt, der omgiver det.
Alligevel er jeg kritisk overfor det. Det er ikke vellykket som udsigelse, hvor det står. Det er klemt inde på en måde, så den reference, vi måtte opleve til murstensverdenen – den virkelige verden, verden udenfor teknokratiets hegemoniske undertrykkelse af det musiske og det rent menneskelige – den reference skaber ikke billeder af frihed i os, men af åndenød. Af en accept af, at vi må leve med en undertrykt længsel i livet.
Nogle vil opfatte netop det som et mægtigt kunstnerisk udsagn, fordi kunsten ikke skal eller bør moralisere. Man vil sige, at det godt nok heller ikke er meningen, du skal kunne lide det, og at kunstens berettigelse ligger i rummet mellem værket og den kraft, der ligger i din følelsesmæssige reaktion.
Men man kan stille det spørgsmål, om det ikke er den kunstopfattelse, der har gjort den så ligegyldig, at den ikke for alvor i dag kan opfattes som modstandskraft til vores designede forbrugerliv, hvor vores længsler og drømme er udskiftet med den flygtige stimulans, der gør, at vi lever mere i virtuelle end i forpligtende fællesskaber.
Jeg er gået igennem rigtig mange faser med den konkrete kunst. Jeg har været vred på den, jeg har været fuldstændig ligeglad, jeg har været ved at falde i søvn, og jeg har været varmt glad for den på en måde og på et sted, jeg ikke rigtig har kunnet komme nær eller formulere.
Hullerne i skulpturen udgjorde en reference… Fremfor at frisætte dem, der sad der midt i deres arbejde, tyngede skulpturen dem ned, trykkede dem mod deres skriveborde
Jeg var f.eks. vred på den konkrete kunst, da billedhuggeren og galleristen Max Seidenfaden for mange år siden stolt viste mig en skulptur, han havde lavet i et kontorlandskab og fået et sekscifret beløb for. Skulpturen var netop konkret i sin yderste forstand. Den havde knapt en reference. Det var en bølgeformet metalplade, gennemhullet, den var – som jeg husker det – kæmpestor og hang oppe i loftet.
Jeg opdagede, at hullerne i skulpturen udgjorde en reference. Den spillede på de huller, der var i siderne af det tidlige printerpapir til computere. Fremfor at frisætte dem, der sad der midt i deres arbejde, tyngede skulpturen dem ned, trykkede dem mod deres skriveborde. Hvis det var meningen, at den først og fremmest skulle tale til lidt frisk og underspillet muntert til mennesker, der besøgte kontorlandskabet – var det en A-kasse? – var værket i bedste fald hensynsløst overfor dem, der altid var der.
Mira Schendels bogstaver kan danse
Jeg har mange gange været ligeglad med den konkrete kunst. Det er f.eks. sket, når jeg har set Poul ”bogstav” Pedersens arbejder. Udstillingen i Stockholm har endelig vist mig, hvorfor.
Poul Bogstavs værker er interessant nok også referenceløse, selvom de anvender det mest referende, vi næsten har. De fortæller ingenting med bogstaverne. Dette billede skriver tre navne uden nogen særlig sammenhæng. På den måde virker de som konkret kunst i sin yderste form: Helt referenceløse, bortset fra til en tom epitet på et ukendt og vilkårligt og foreløbig ikke-eksisterende menneske. Men for mig kommer de også til at referere til skoletiden, når den var kedeligst. Og det var den trods alt som regel, fordi den så ofte måtte se bort fra det musiske i livet, det intuitive.
Vekselvirkningen mellem det lyttende og det modtagende blev båret af tvang og ikke nysgerrighed.
Mira Schendels bogstavbillede kan noget helt andet. Det kan danse. Det er også næsten uden referencer, men bare det, at de store og de små bogstaver er så enormt forskellige og at der ingen streng orden er for deres opstilling, vækker alt muligt andet i billedet. Leg, tanker, skrift. Og som så mange andre af værkerne i Moderna Museets sydamerikanske udstilling: Humor.
Den tid er forbi for mit vedkommende med den konkrete kunst, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge den til. Jeg tror, at jeg endelig har forstået, hvad det er der også lejlighedsvis har gjort mig meget glad for den. Det er det, at den er prætentiøs og uprætentiøs på en gang. Den står der og vil være kunst, men den vil ikke lægge andet i kunsten end nogle få identifikationspunkter. Så vi selv kan møde den, hvor vi er, hvem vi er, hvordan vi er. Er det ikke det vigtigste, der er i verden lige nu: Muligheden for at møde noget, hvor vi er, som hvem vi er, hvordan vi er?
Den sydamerikanske konkrete kunst er sit ophav tro: den kommer med mange flere ansatser til følelser end den konkrete kunst, der har gjort sig til naturlig i vores byrum og andre offentlige rum
Selvfølgelig kan man ikke forblive i en tilstand, hvor det meste er referenceløst. Straks det kommer til stede, begynder det at referere til et eller andet. Blot ved at være til. Den sydamerikanske konkrete kunst er sit ophav tro: den kommer med mange flere ansatser til følelser end den konkrete kunst, der har gjort sig til naturlig i vores byrum og andre offentlige rum, hvor den har fået godkendelse fra alle sider, fordi enhver kan se, at den er kunst, men den forstyrrer næsten ikke.
Den sydamerikanske kunst har humor, den har antydninger. Den har øjeblikke.
Bevægelsen i kontakt med jorden
Et af disse øjeblikke er afbildet i artiklens topfoto, Alejandro Oteros Estudio 2 fra 1952. Det viser en stærk bevægelse i hele værket, som kan minde lidt om de nye digitale billedtæpper af bits, der løber ned over skærmen i visse amerikanske science fiction thrillers. Men bevægelsen her er renere, den er i kontakt med jorden, som et tæppe af lys og skygge, som en organisme, der tager ny form hele tiden, og som bevæger sig en retning, man endnu ikke kan forudsige.
Det viser også, hvorfor andre kunstnere som Klee, Miro og Kandinsky blev opfattet, som om de stod i randen af den konkrete kunst. Eller omvendt, som om den konkrete kunst i virkeligheden ikke blot voksede ud af futurismens teknokratiske begær men også af den fabulerende, abstrakte kunst.
Vi aldrig haft så meget brug for den konkrete kunst, som vi har nu. Vi ved ingenting om, hvem vi er, og vi ved ikke, hvor vi er på vej hen, andet end at vi er på vej mod frygten
Vi aldrig haft så meget brug for den konkrete kunst, som vi har nu. Vi ved ingenting om, hvem vi er, og vi ved ikke, hvor vi er på vej hen, andet end at vi er på vej mod frygten. Og vi har glemt at huske, hvor vi kom fra. Livet bliver gjort til en serie øjeblikke, der kan materialisere sig og forsvinde igen, men det er meget mere. Den tømte konkrete kunst kan vække dette meget mere, helt uden at ville tage mig et andet sted hen, end der, hvor jeg er. Den er, menneskeligt set, revolutionært frisættende.
Det meste af den konkrete kunst er helt uden for tiden, den prøver endda nogle gange at være udenfor tid og rum eller måske kun være rum eller være hele rummet på en gang. Der er noget tidløst over det. Noget evighedsmættet over det. Noget øjeblikkeligt.
Jeg kommer ofte i en situation, hvor jeg opdager, at jeg er kommet til at forlange af kunsten, at den skal have potentiale til at ændre ens liv. Det har den konkrete kunst virkelig. Og på den rigtige måde. Den kræver, at man investerer sig selv, og så er forandringen i gang.
Concrete Matters
Moderna Museet
Stockholm, 24.2 2018 – 13.5 2018
Topfoto: Alejandro Otero: Estudio 2, 1952 – Gouache, tusch och blyant på papier (19,5 x 24,8 cm). The Museum of Modern Art. Promised gift of Patricia Phelps de Cisneros through the Latin American and Caribbean Fund in honor of Rafael Santana © Alejandro Otero-Mercedes Pardo Foundation
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her