KLUMME // FILM – For mange danske film handler om parforholdsproblemer i middelklassen. Sådan lyder det i hvert fald ofte. Men Paprika Steens film Den tid på året giver anledning til at se lidt mere nuanceret på problemet med de danske middelklassefilm.
For nylig fik vi et nyt filmforlig, og det blev et af de mindre kontroversielle af slagsen. Samtlige danske partier deltog, og der blev ikke ændret ved det helt store. Den største ændring blev, at DFI blev fritaget for krav om at skulle støtte så og så mange film på markedsordningen, beregnet til at sælge billetter, og så og så mange film på konsulentordningen, støttet ud fra deres kunstneriske perspektiver.
I stedet for regler blev der stillet krav: Krav til antal solgte billetter og krav til antal festivaldeltagelser. Så må eksperterne selv finde ud af, hvordan man lever op til dem.
Måske netop fordi det ikke er forklaret, hvordan dansk film skal kunne imødekomme politikernes krav, var der mange selvbestaltede eksperter, der straks stod klar til at give den skudsikre formel for succes. Og når der er plads til selvbestaltede eksperter, så stiller jeg mig naturligvis op i køen.
Samtalekøkkenet
Anledningen er todelt, og omhandler noget så dansk som samtalekøkkenet. Til dr.dk udtalte Ole Bornedal nemlig om filmforliget:
“Hvis det ikke var kommet, så tror jeg virkelig, dansk spillefilm var blevet lammet. Der skulle ruskes op, så vi kan lave store, fantasifulde film – og film, der kommer udover samtalekøkkenet, hvor alt for mange film har foregået de sidste 20 år”.
Det falder dog ironisk nok sammen med premieren på Paprika Steens film Den tid på året, hvori en af årets bedste scener i dansk film udspiller sig i lige præcis et samtalekøkken. Filmen skildrer en familie, der samles til jul, og i en af de første scener ankommer de løbende til førnævnte køkken samtidig med at maden laves. Morfar sidder med et glas rødvin og en hund, far laver mad. Folk kommer ind med deres retter, kommer med spydige bemærkninger, rundt og rundt går det. Kameraet er håndholdt og klipningen skarp. Stemningen bliver mere og mere anspændt.
Og så til sidst dukker farmor og farfar op, og med dem er det bare latter og interne bemærkninger. Det er ikke bare stress; der er noget galt i mors del af familien.
Det er samtidig lige så klart, at der intet som helst problem er med at lave film i et samtalekøkken: Vi må finde problemet andetsteds.
Men først nogle ord mere om Den tid på året.
Den tid på året
Den tid på året har et af den slags fabelagtige plots, der kan forklares på to sekunder: En familie samles til jul, og alt er kaos. Dertil har den et gudsbenådet cast bestående af Paprika Steen selv, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Jacob Lohman, Lars Knutzon og Karen-Lise Mynster i de bærende roller.
Skuespillet er på vanvittigt højt niveau, karakterne knivskarpe og den ros skal især gives til Steen: Når også børneskuespillerne skaber stærke mennesker, så er det ret tydeligt, at der er tale om eminent personinstruktion.
Manuskriptet skal også fremhæves. Jakob Weis, der vandt Danske Dramatikeres Hæderspris, beviser formatet med sit første filmmanuskript. Det nærer en drøm om kommende indflydelse fra Danmarks bedste teaterforfattere; andre former for manuskriptprincipper end den Mogens Rukovske ‘naturlige historie’.
Når Sofie Gråbøls karakter Barbara tidligt i filmen skal holde sin første juleprædiken, så havde det været let at lave noget rent parodisk. Men hendes tale virkede egentlig ret interessant, den er bare komplet malplaceret som juleprædiken med sine utallige kloge referencer. Det er emblematisk for et manuskript, der finder sin humor i troværdige menneskeskikkelser med genkendelige styrker og svagheder og en såre menneskelig trang til at fremhæve sig selv og skyde skylden på andre.
En film, der kan det, der kan tage nogle af landets bedste skuespillere og slippe dem løs på ægte mennesker, burde være blandt årets bedste danske film. Og det er Den tid på året da også. At den måske ikke kommer helt i top, siger noget om det kunstneriske niveau i landet for tiden og er såmænd glædeligt.
Men der er også enkelte ting, der hiver ned og ærgrer, især fordi det overhovedet ikke behøvede at være sådan.
Mest uforståeligt er enkelte øjeblikke, hvor mærkværdig klipning synes at dække over et par linjer, der har skullet eftersynkroniseres. Det virker billigt. Jeg ved ikke, hvad det er tegn på, måske en perfektion i forhold til timing, men det bryder magien. Derudover er musikken malplaceret, og det siger jeg med største respekt for Jeppe Kaas, der har lavet musik til både Sommeren 92 og Mænd og høns. At han også har lavet musik til utallige Far til fire-film skal ikke ligge ham til last, men det virker desværre som om, han har taget de musikalske idéer med fra den serie, og det er bare to forskellige slags film.
Manuskriptet finder sin humor i troværdige menneskeskikkelser med genkendelige styrker og svagheder og en såre menneskelig trang til at fremhæve sig selv og skyde skylden på andre
Der er grundlæggende forskel på at lave en film som Far til fire eller Klassefesten (en serie som fotografen på Den tid på året, Jens Schlosser, også har arbejdet på) og en film som Den tid på året. I folkekomedier som Klassefesten skal publikum bæres med og manipuleres – og Schlosser gør det ret fortrinligt i den undervurderede Klassefesten 3: Dåben – men i en film som Den tid på året, skal der være plads til indlevelse og identifikation. Det skal gøre ondt, det skal gå lidt langsommere. Vi skal ikke have pointen ind med skeer. Til tider er det som om Den tid på året ikke helt kan blive enig med sig selv om, hvad slags film den er.
Det er synd, for når den er bedst – som den er langt det meste af tiden, jeg giver ikke stjerner, men vi er oppe i den høje ende – som f.eks. i den forrygende køkkensekvens, hvor de spidse bemærkninger flyver som pile blandt de fleste af filmens roller, så er der et taletempo, som er nærmest Altmansk, og en æstetik der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som giver plads og hjælper.
Her fanger Paprika Steen dels noget som er dansk, som er sandt, som er folkeligt, men gør det samtidig på et niveau, så det er så ægte, at det burde kunne klare sig også internationalt.
Problemet
Hvad er det folk har imod samtalekøkkenet, og film der foregår i samtalekøkkener?
Det bliver endnu mere mærkværdigt, når vi medtager, hvad Dansk Folkeparti ønskede sig: De krævede nemlig i deres oplæg til forliget, film der ‘taler et filmsprog, der taler til det brede publikum, og som tager fat i emner, der interesserer danskerne.’
Men når vi ser på tv-seertal, er der så noget, der interesserer danskerne mere end folks hjem og boligindretning? Og er den bredeste befolkningsgruppe ikke lige netop den middelklasse, der holder til i samtalekøkkenet?
Samtidig kommer vi ikke uden om, at der er et kønsaspekt involveret i det her. Når folk snakker om ‘køkkenet’ som et sted vi skal væk fra, så er det et sted, hvor man som regel tænker at kvinder hører til
Når Bornedal nævner ‘samtalekøkkenet’, er det sat sammen med et positivt ønske om at lave ‘store’ og ‘fantasifulde’ film – med andre ord genrefilm, hvad enten det er krimi-, action-, krigsfilm, eller kostumedramaer. Det er et tilbagevendende omkvæd i snakken om dansk filmkritik; endelig en sci-fi-film (Qeda), endelig en horrorfilm (Shelley), endelig en gedigen actionfilm (Underverdenen), noget andet end de evindelige film om parforholdsproblemer i middelklassen.
I og for sig har vi hørt det siden Dogmedagene, hvor regel nummer otte sagde: Genrefilm accepteres ikke.
Eftersom dansk film var dogmefilm, så måtte genrefilm også være negligerede. Men Dogmeårene var samtidig også de år, hvor folk som Nicholas Winding Refn og Anders Thomas Jensen slog igennem. Der har reelt set aldrig været en periode i dansk film der ikke bød på glimrende genrefilm. Der har bare altid været et ønske om mere af det.
Samtidig kommer vi ikke uden om, at der er et kønsaspekt involveret i det her. Når folk snakker om ‘køkkenet’, som et sted vi skal væk fra, så er det et sted, hvor man som regel tænker, at kvinder hører til (desuagtet at i en film som Den tid på året er det far, der laver mad). De fleste instruktører, som folk forbinder med de her film, er også folk som Susanne Bier, Hella Joof, Paprika Steen, Lone Scherfig.
Jeg ser sjældent nogen nævne Christian Tafdrup som en del af problemet, men En frygtelig kvinde er sådan set den mest succesfulde parforholdsfilm, vi har set de seneste par år. Tafdrup har også en eminent forståelse for at skildre de rum, vi bor i, hvilket inkluderer de seneste års bedste samtalekøkkenscene i Forældre, hvor Søren Malling og Bodil Jørgensen laver mad, mens de danser til TV-2. Problemet er altså ikke at lave film, der inkluderer et samtalekøkken.
Middelklassen
Jeg tror, problemet kommer et andet sted fra, og som sædvanlig må det lokaliseres i sluthalvfemserne og ved det øgede fokus på manuskriptskrivning og Mogens Rukovs idé om ‘den naturlige fortælling’. Vi har faktisk et ganske glimrende eksempel, der kan forklare, hvad der er galt, nemlig Per Flys klassetrilogi: Bænken, Arven og Drabet.
Læg mærke til navnene. Både bænke, hvor drankere sidder, og arv er ret typiske ting for henholdsvis underklassen og overklassen. Men drab? Det er altså ikke et typisk middelklasseproblem, at ens elskerinde myrder en politimand. Det er påfaldende, at Fly ikke kunne lave en film om middelklassen uden at skulle tilføre et yderst sjældent krimiplot.
Hvis vi går hen til Mogens Rukovs idéer om manuskriptskrivning, så skulle et manuskript indeholde både det ‘naturlige’ og det ‘skandaløse’ – eksemplificeret i Festen hvor vi både har en naturlig familiefest og en skandaløs historie om incest. Men når vi ser på fortællingerne i Bænken og Arven, så er selve situationerne – en dranker skal redde sin datter fra en voldelig ægtemand, en arving må fyre sine medarbejdere for at redde familievirksomheden – i sig selv skandaløse. De film foregik i verdener af svigt og uretfærdigheder, og derfor kunne filmene også fungere uden de store plotforviklinger og med et såre realistisk kameraarbejde.
Det er altså ikke et typisk middelklasseproblem, at ens elskerinde myrder en politimand
Det samme kunne ikke siges om middelklassen, den er simpelthen for naturlig, og derfor måtte plottet tilføre skandalerne. Men det er ikke et problem ved middelklassen, det er et problem ved det Rukovske ideal om film.
Det kan også ses i en film som Paprika Steens tidligere Lad de små børn, der omhandler et par i sorg efter deres barn dør, men som er så mørk og indeholder så mange plotforviklinger, at det til sidst bliver parodisk.
Løsningen: Æstetik (duh)
Løsningen er ikke at forvise filmen fra samtalekøkkenet, men at finde en måde at fortælle historier derinde uden at være nødt til at forfalde til ekstreme skandaler eller utallige råbescener. Og løsningen er den samme som den altid er: Æstetik. Filmisk arbejde.
Og heldigvis er dansk film eminent positioneret til at lave bedre køkkenæstetik. På grund af lavbudgetordningen har vi på det seneste set en stribe af film, der udspiller sig i blot et enkelt rum, film som 3 Ting, Cutterhead, Lifeboat og ikke mindst hittet Den skyldige. Unge fotografer som Maria von Hauswolff (Forældre) Jasper Spanning (Den skyldige) og Catherine Pattinama Coleman (The Return, Lifeboat, Christian IV – Den sidste rejse) kan få et hvilket som helst rum til at leve, så hvad kan der ikke ske, når vi slipper dem fri i samtalekøkkenet?
Hvis dansk film på samme tid skal kunne sælge flere billetter og blive inviteret til flere filmfestivaler, så er der ikke nogen nemme løsninger. En to-tre film flyttet ud af køkkenet og ned i en skyttegrav kommer ikke til at kunne gøre det.
Det eneste, der kan gøre det – når nu ikke politikerne sendte flere penge med de skærpede krav – er, at alle involverede ganske enkelt bliver bedre. Hvilket ikke er så nemt.
Men her har kritikere og andre selvbestaltede eksperter dog også en rolle at spille. Dansk film har ganske enkelt brug for bedre kritik, for bedre blik for alle elementerne i en film, på både godt og ondt. En sortering efter en sekstrinsstjerneskala er ikke nok, vi må pinpointe præcis, hvad der fungerer, og hvad der i mindre grad gør det, og lokalisere ting, der går igen og har gjort det igennem dansk filmhistorie.
Her er Den tid på året heldigvis et stjerneeksempel. Personinstruktion og manusskrivning på særpræget højt niveau – please lad os ikke vente så længe, før du instruerer igen, Paprika – men samtidig er der også mærkværdige æstetiske valg, der sigter mere efter folkekomedien og rammer lidt ved siden af. Jeg tror ikke, musikken sælger billetter, men omvendt kunne den mærkelige tone måske godt koste en festivaldeltagelse på f.eks. San Sebastian?
En ting er dog sikkert: Det er ikke samtalekøkkenet, der er problemet. Den tid på året dyrker sit hus, sin familie og sit emne med dedikation og uden at undskylde for det. Og gudskelov for det.
Fotos: Kino.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og