KONCERT // ANMELDELSE – Purcells Dido og Æneas fra 1680 sat overfor Weills De syv dødssynder og forbundet af Danielle de Niese som den centrale figur i disse diametralt modsatte musikalske universer.
I ugens torsdagskoncert kom vi ud på ikke så lidt af en musikalsk rejse over mere end 250 år. Både Henry Purcells mesteropera Dido og Æneas fra 1680 og Kurt Weills musikdrama De syv dødssynder fra 1933 blev opført i nærmest quasi-sceniske fortolkninger, hvor sangsolisterne agerede deres partier ved skiftevis at entrere, interagere og forlade tribunen på skift.
At begge disse værker falder udenfor, hvad vi i dag almindeligvis opfatter som operamusikteater, gør, at det giver særlig god mening at opføre dem efter hinanden på én og samme aften.
At tage springet fra Purcell til Weill kræver dog mere end almindelig mobilisering af ens omstillingsparathed. Men aftenen blev vellykket med sin særegne konstellation. Ikke mindst fordi den havde en kunstner til fælles i hvert værks hovedparti, som mere end opfyldte kravene i såvel vokal som dramatisk henseende.
Sjælden vokal indlevelse
Sopranen Danielle de Niese har nu godt tyve år efter sit sensationelle internationale gennembrud som Cleopatra i Händels opera Julius Cæsar stadig sin stemmes fulde pragt i behold. Men også hendes forståelse af den tekstlige og sproglige intensitet i de væsensforskellige udtryksformer, som Purcell og Weill fordrer, er helt i top. Sjældent oplever man en så stærk vokal indlevelse i hver enkelt frases tekstgrundlag som her. Og når man til dette lægger den unikke stemmebeherskelse, som netop de Niese ejer, bliver resultatet overvældende, uanset udtryksformerne i barokken og mellemkrigstidens musik unægtelig ligger adskillige lysår fra hinanden.
Danielle de Niese besidder en kunnen til at udforme sit vokale volumen på, som er helt hendes eget, og hvor hun fra sin stemmes fulde volumen kan skifte om til et tyst sotto voce-leje på blot et splitsekund, og det vel og mærke indenfor én og samme strofe. Denne volumenmæssige frasering er måske hendes virkelige særkende og tilføjer de stærke dramatiske strofer i hver af koncertens to værker en kvalitet og opmærksomhedsskabende kvalitet, der gør dem decideret sceniske af natur, uanset om den ydre opførelsesform er holdt i koncertregi eller ej.
I sin fortolkning i koncertform lykkedes det de Niese at illudere de to søstrefigurer på overbevisende måde, såvel vokalt som kropsligt
Når hun og de medagerende sangere samtidig med behersket og præcis scenisk ageren føres os gennem værkernes handling, bliver man næsten forført til fremover alene at ville opleve dem som koncertværker. Det var både stort og flot realiseret under Geoffrey Patersons inciterende direktion.
I Dido og Æneas var de Niese sekunderet af den islandske baryton Jóhann Kristinsson, der i forhold til hende vokalt måske var lidt svag rent styrkemæssigt, men til gengæld fyldte partiet ud på smukkeste vis overfor den dronning, han ved heksenes trolddom må forlade og overgive til den sikre død.
Heksene anført af den amerikanske alt Jasmin White farvelagde vokalt gruen bag denne uforløste kærlighed gennem deres målrettede og bestandige vokale nålestik mod de to elskende, hvis kærlighedslykke de alene er sat i verden for at forhindre.
Korniveau på allerøverste hylde
Blandt koncertens mest opløftende elementer var Malmø Operakors udførelse af de centrale korpassager, som ledsager beretningen, og var af en så fin grad af vokal afstemthed, dramatisk intensitet og indre smerte, som jeg ikke mindes at have hørt bedre selv på de største operascener og koncerttribuner i den store verden. Vi fik her præsenteret et korniveau, der befinder sig på allerøverste hylde.
Efter pausen var det fascinerende at opleve Danielle de Niese i Kurt Weills og Bertold Brechts musikalske teaterværk De syv dødssynder, som de skabte under deres fælles landflygtighed i Paris i 1933. Det blev samtidig deres sidste fælles værk, inden Weill drog til Amerika, mens Brecht forblev i Europa.
Deres mål var her et genremix af kabaret, opera, teater og ballet, hvor den kvindelige hovedrolle er dobbelt og udføres af en sangerinde og en danserinde, henholdsvis benævnt Anna 1 og Anna 2.
I sin fortolkning i koncertform lykkedes det de Niese at illudere de to søstrefigurer på overbevisende måde, såvel vokalt som kropsligt, idet hun iført en blomstret andendags ungpigekjole både sang og bevægede sig rundt i værkets syv satser, alt imens hun fra sidelinjen blev sekunderet af fire mandlige sangere, der som i oldtidens tragedier kommenterer handlingens udvikling.
Weill og Brecht leverer i De syv dødssynder her tillige en særdeles skarp samfundskritisk satire med brug af deres mest hvæssede knive i form af skærende orkesterdissonanser og spiddende tekster, som ikke lader meget håb tilbage for fremtiden.
Deres fælles strukturelle opbygning stod som værk betragtet fint overfor koncertens første afdeling med Purcells intense operatragedie, der på samme vis har et ledsagende baggrundskor som kommenterende og perspektiverende element, og hvor Dido med sin smertelige klagesang til slut tager afsked med livet efterfulgt af korets sluthymne, der blev udført med millimetermæssig præcision og intensitet under Geoffrey Patersons indfølte ledelse.
At koncertens to værker fordrer mere end almindelig omstillingsparathed af lytterens modtagelsesapparat er ubestrideligt. Men med et orkester og et korsangsformat, hvor alle mellem- og underlagsstemmer stod glasklart, og konstant var med helt fremme i første geled, var oplevelsen af disse to musikalske universer en både sjælden og opløftende begivenhed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og