POLITIK // ANALYSE – Alle taler om midten. Om behovet for det brede samarbejde hen over midten. Behovet for en regering bestående af både røde og blå partier med deltagelse af mindst et midterparti, der som i en anden demilitariseret zone kan være fredsbevarende styrke. Problemet – eller udfordringen om man vil – er blot, at kun et fåtal af vælgerne handler på deres ord og sætter deres kryds på midten.
Midten er groft sagt kun en uomgængelig nødvendighed, når regeringens farve skal afgøres og derudover en glad modtager af mindre pebernødder den ene gang om året, når regeringen honorerer sine parlamentariske støttepartier.
Men midten driver ingen politik selv. Klimapolitikken drives af venstrefløjen og udlændingepolitikken af højrefløjen. Tilbage til midten er der kun den økonomiske politik, og da dansk økonomi p.t. er stærk, er der ikke noget akut behov for at ændre kursen. Kun energikrisen og de stigende priser udgør i dag en trussel mod samfundsøkonomien, men også det lader til at være gået midtens næse forbi.
Midten er overflødig
I virkelighedens realpolitiske verden spiller midten derfor ikke den store rolle, hvilket i de seneste år har betydet, at skiftende radikale ledere har skullet puste sig op med ultimative krav for at blive hørt. Ultimative krav med deadlines for det ene og det andet – men uden reel vilje til at stå ved deres krav. Det har udstillet midten – og opbakningen til De Radikale har derfor også været vigende gennem hele valgperioden.
(Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, red.) synes at have gjort en dyd ud af skræmme flere vælgergrupper med en blanding af planøkonomiske og liberale forslag i den lette afdeling
Når det kommer til de store politiske beslutninger med langtrækkende konsekvenser for borgerne og virksomhederne, finder de fire gamle partier, S, R, V og K alligevel altid sammen i enighed. Senest illustreret ved forsvarsaftalen, klimaaftalen, energiaftaler, infrastrukturaftaler samt ikke mindst diverse corona-love og -restriktioner.
Her er alle de gamle partier bevidste om deres ansvar, og der behøves ingen midterpartier til at bringe partierne sammen.
Hvad vil midterpartierne?
Forud for det kommende valg, som Det Radikale Venstre og Sofie Carsten Nielsen bryster sig af at ville fremtvinge, når den nye folketingssæson skydes ind den 4. okt., er det utroligt vanskeligt at forstå, hvad De Radikale egentlig forestiller sig af regeringskonstellationer efter næste valg.
Dermed adskiller De Radikale sig i øvrigt ikke fra det andet midterparti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der foreløbigt ikke har fremlagt nogen større lækkerbiskner for vælgerne, men tværtimod synes at have gjort en dyd ud af skræmme flere vælgergrupper med en blanding af planøkonomiske og liberale forslag i den lette afdeling.
Strategien er risikabel, og den afslører, at Konservative enten fornægter eller bevidst ikke ønsker at tage ved lære af den politiske historie
Lars Løkke Rasmussen lægger ikke skjul på, at hans eksistensberettigelse er at sikre et samarbejde hen over midten, fordi der forude venter store nødvendige reformer, der kun kan gennemføres med deltagelse af partier fra begge blokke.
Lars Løkke ved imidlertid godt, at vi ikke får en regering, hvor Socialdemokratiet kommer til at sidde i regering med Venstre eller Konservative eller blot et af de to borgerlige partier. Venstre har af bitter erfaring prøvet det tilbage i 1978-79, mens der hos De Konservative nok har været fremtrædende medlemmer, der periodevis har drømt om en SK-regering, når partiet følte sig kørt over af Venstre.
Søren Papes gigantiske højresving
Det gør de ikke mere. Konservative har bevæget sig væk fra midten, og et samarbejde med Socialdemokratiet er en fjern illusion.
Partiet har foretaget et gigantisk højresving under Søren Pape. Det gælder på udlændingepolitikken, hvor Marcus Knuth, Britt Bager og Rasmus Jarlov har fået lov til at være hard-linere. Men det gælder nu også på den økonomiske politik, hvor partiet har adopteret den liberale tænketank, Cepos’, økonomiske forslag og lagt en meget liberal linje med bl.a. en afskaffelse af topskatten og en minimal vækst i de offentlige udgifter på 0,13 pct.
En beskeden vækst, der, ifølge Finansministeriet, vil reducere den offentlige beskæftigelse med 40.000 personer, og som allerede er blevet et stridspunkt i den valgkamp, der reelt er skudt i gang.
Det vil være et brandudsalg af mærkesager til en pris, der er meget smertelig for partiet
For Konservative er det knald eller fald. Chancen for at indtage statsministerposten er bestemt til stede for Søren Pape. Hvis det glipper denne gang, har Pape muligheden for at blive oppositionens leder op til et valg om ca. fire år.
Men strategien er risikabel, og den afslører, at Konservative enten fornægter eller bevidst ikke ønsker at tage ved lære af den politiske historie fra 1998, hvor det lykkedes Socialdemokratiet at føre skræmmekampagne imod Venstres boligpolitik, der ville have givet dem med de dyreste huse store skattelettelser.
Bl.a. Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, hvis rækkehus i Hellerup DSU var så skamløse at udstille i medierne. Et hus, der i øvrigt lige er solgt for den nette sum af 68 mio. kr.
Taber blå blok igen, vil De Konservative til gengæld komme til at revidere deres politik ganske alvorligt, ligesom det er totalt umuligt at se Konservative indgå i noget som helst forpligtende samarbejde med Socialdemokratiet. Det vil være et brandudsalg af mærkesager til en pris, der er meget smertelig for partiet.
Tør Løkke pege rødt?
Så hvad er det egentlig, at De Radikale og Moderaterne – forudsat Løkke klarer spærregrænsen – pønser på?
Hvad er det, de vil sige til vælgerne, når pressen trykker dem på maven og beder om præcise svar på, hvor de vil lægge deres lod efter valget? Tør Sofie Carsten Nielsen melde klart ud og sige, at hun vil pege blåt, og tør Lars Løkke gå full monty og sige, at han vil pege rødt?
Næppe. Ingen af de to scenarier er sandsynlige. Det vil i givet fald være forbundet med en meget stor selvmordsrisiko for begge partiledere, og med Lars Løkke dansende omkring de 2 pct. skal der nok ikke storsatses.
Problemet for midten og især for De Radikale er i virkeligheden, at de længe har været ideforladte
På samme måde med Sofie Carsten Nielsen, der har gjort det klart, at hun ikke kommer til at pege på en regering, der arbejder for en dansk asyllejr i Rwanda. Men forestiller hun sig, at den blå blok med støtte fra Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti kommer til at stå for en mildere udlændingepolitik?
Det vil valgkampen hurtigt afsløre, at de ikke gør. Her kommer den til at lyde på en langt mere resolut hjemsendelsespolitik, der får hele Rwandaprojektet til at ligne en søndagsudflugt ved siden af. Messerschmidt har allerede givet en forsmag på, hvad der venter, da han på weekendens landsmøde sammenlignede danske hospitaler med en beduinlejr.
Problemet for midten og især for De Radikale er i virkeligheden, at de længe har været ideforladte. Marianne Jelved og Margrethe Vestager fik sig markeret som politikere med indflydelse, og nu vil Sofie Carsten Nielsen gerne gøre dem kunsten efter.
Radikale er profilløse
Men på trods af, at der ligger en hel verden åben for gode forslag, står Radikale i dag uden en klar profil. Som et trodsigt parti, der skælder ud på regeringen, og som kræver udefinerbare reformer, som ingen efterspørger.
Dansk økonomi er bomstærk. Vi har den laveste ledighed i mands minde. Vi har kæmpe overskud på betalingsbalancen og statsbudgettet, men den stigende inflation bliver et tema og måske ovenikøbet valgets vigtigste tema, nu da udlændinge- og klimadebatten er trængt i baggrunden.
Men hvor er De Radikale i den debat? Hvor er løsningerne fra et parti, der var kendt for at svinge håndtasken, når det handlede om at få sin vilje igennem?
Partiet er i dag en skygge af sig selv, og hverken De Radikale eller Moderaterne kommer igennem en valgkamp uden at blive klarere i spyttet og vise, at midten ikke er til at komme uden om.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og