KONTANTHJÆLPSLAND – Hos psykologen lærte jeg hurtigt, at jeg kun har mig selv at takke for, at jeg er arbejdsløs: “Hvis du har søgt så mange jobs, som du fortæller og har deltaget i alle de beskæftigelsesmæssige tiltag, som jobcentret har givet dig, så må der være noget galt. Jeg nægter at tro på, at jobkonsulenterne er så dårlige. Der må være en anden grund. Hvad tror du, det kan være? Har det noget at gøre med, at du er svær at hjælpe?” Maria Busch har været til baglokaleterapi i sit jobcenter.
Lokalet er anonymt. Gardinerne er de samme, som alle gardiner er sådan nogle steder. Skrivebordet, reolen og de to stole ligner skriveborde, reoler og stole på sådan nogle steder. Der er intet personligt i rummet. Ingen tegninger fra børnene, ingen potteplanter, intet umage krus med blyanter, kuglepenne og viskelæder. Fra min stol kan jeg gennem glasdøren se ud på gangen. Jeg kan høre stemmer fra et sted tæt på.
Jeg er hos psykolog i et baglokale i jobcentret.
Jeg fik valget: I endnu et praktikforløb eller til psykolog. Jeg bad om et par dages betænkningstid, inden min aktivitetsplan blev skrevet. Hvad skulle jeg sælge? Min krop eller min sjæl? Pest eller kolera?
Jeg valgte kolera ud fra den betragtning, at jeg allerede havde stiftet bekendtskab med pesten. Et bekendtskab, jeg delte med jer i artiklen, I have become comfortably numb. Et bekendtskab, der, i forlængelse af en lang række lignende bekendtskaber, drev mig ud i en dyb depression.
Jeg havde selvfølgelig yderligere to valg: Jeg kunne framelde mig jobcentret som ledig og miste mit eksistensgrundlag – min kontanthjælp. Jeg ville blive hjemløs og håbe på, at politiet efterfølgende anholdt mig for tiggeri og sende mig 14 dage i fængsel, så jeg kunne få tag over hoved og tre måltider mad om dagen.
Det andet valg var selvmord.
Disse to valg forekom mig at være pest, kolera, malaria, ebola og zikavirus på én og samme tid. Desuden ville det være valg, der gik ud over andre mennesker, end mig selv.
Jeg havde ikke lyst til, at en ansat i jobcentret skulle rode og rage i mit allerhelligste – det eneste, jeg indtil da, havde for mig selv. Det eneste, der var mit
Jeg diskuterede mit valg mellem pest og kolera med min praktiserende læge. Han har fulgt mig siden mit jobcenterhelvede fik min private film til at knække og har forsøgt at hjælpe mig med at sætte stumperne sammen. Han er, som jeg har beskrevet i artiklen, Et forsvar for familielægen. anerkendelsens sidste holdeplads og væbner ved humanismens sidste bastion.
Hos ham bliver jeg set som et menneske i sin helhed og af værdi, bare fordi jeg er til, og ikke kun som et hjul i konkurrencestatens maskine, hvis eneste nytte ligger i min evne til at generere økonomisk værdi.
Jeg fortalte ham, at jeg hældte til at vælge at gå til psykolog, selvom alt i mig sagde, at det var så forkert.
Jeg havde ikke lyst til, at en ansat i jobcentret skulle rode og rage i mit allerhelligste – det eneste, jeg indtil da, havde for mig selv. Det eneste, der var mit.
Men alternativet var endnu værre. Jeg havde en intens følelse af, at jeg slet ikke var psykisk stærk nok til at gennemgå endnu et praktikforløb. At det ville få filmen til at bryde ud i lys lue og efterlade mig uden de stumper, jeg trods alt havde til at stykke min historie sammen.
Jeg delte min frygt over, at psykologen i jobcentret skulle rippe op i gamle sår, der indtil for nylig blev ved med at springe op. “Du må fortælle psykologen, at du ikke vil tale om disse ting”, rådede min læge mig. “Der er stor fare for, at du bliver re-traumatiseret.”
Dagen inden jeg skulle til baglokaleterapi havde jeg ondt i maven, kvalme og kunne ikke sove om natten. “Du skal bare holde ud”, fortalte jeg mig selv. “Bid tænderne sammen og hold ud”
Denne udsigt lød ikke umiddelbart tiltrækkende, så ved mit første møde med psykologen (hvor det lige i parentes skal nævnes, at jobkonsulenten også var med) gjorde jeg det høfligt klart, at der var ting, jeg ikke havde lyst til at tale om.
Det blev dog prompte fejet af bordet – et bord, der nu fangede.
“Vi stykker det sådan sammen, at du får tre forløb på fire uger lige efter hinanden. Det skal du ikke gå så højt op i. Det er bare fordi, at kommunen ikke må udøve terapi,” hed det.
Lucky me. Jeg skal deltage i et langt forløb, jeg ikke har det mindste lyst til at deltage i, som udgør en risiko for mit psykiske helbred, som strider mod min inderste overbevisning om, hvad statsmagten har lov til at gøre ved sine borgere og er ulovligt.
For hver uge talte jeg ned: Nu er der kun 11 gange tilbage, nu er der kun 10 gange tilbage… Dagen inden jeg skulle til baglokaleterapi havde jeg ondt i maven, kvalme og kunne ikke sove om natten. “Du skal bare holde ud”, fortalte jeg mig selv. “Bid tænderne sammen og hold ud.”
Jeg kan ikke lyve. Det er faktisk ikke så godt – eller sundt. Det betød, at jeg svarede på alle de spørgsmål, som psykologen stillede mig. Det spiller selvfølgelig også ind, at jeg ikke havde lyst til, at han skrev i min sag, at jeg var vrangvillig.
Nogle gange nev det bare lidt, andre gange gik jeg blødende derfra. Når jeg kom hjem, faldt jeg om på sofaen og sov resten af dagen. Når jeg vågende var jeg som en søvngænger hele aftenen
Time efter time, uge efter uge prikkede, pirkede og lejlighedsvis svang han skalpellen for lag for lag at blotlægge mit indre.
Nogle gange nev det bare lidt, andre gange gik jeg blødende derfra. Når jeg kom hjem, faldt jeg om på sofaen og sov resten af dagen. Når jeg vågende var jeg som en søvngænger hele aftenen. Lettet over, at det var ovre for denne gang, men også rungende tom.
Jeg lærte hurtigt, at jeg kun har mig selv at takke for, at jeg er arbejdsløs.
“Hvis du har søgt så mange jobs, som du fortæller og har deltaget i alle de beskæftigelsesmæssige tiltag, som jobcentret har givet dig, så må der være noget galt. Jeg nægter at tro på, at jobkonsulenterne er så dårlige. Der må være en anden grund. Hvad tror du, det kan være?” “Har det noget at gøre med, at du er svær at hjælpe?” “Hvis man er motiveret, så lykkes man altid.”
Det gælder om at balancere på en knivspids, når man skal svare på slige spørgsmål eller kommentere på slige udtalelser. Kuglepennen noterer ivrigt, og det er min opgave at sørge for, at den ikke noterer noget, der senere kan blive brugt mod mig af jobcentret.
Jeg skal forholde mig selvkritisk og reflekterende. Jeg skal for alt i verden ikke hidse mig op.
Hvis jeg taler om systemfejl, får han et mistænkeligt udtryk i ansigtet. “Hvorfor er det dig så magtpåliggende at få mig til at synes, at det ikke er din skyld, at du er arbejdsløs?”
Men jeg skal også kunne leve med mig selv. Jeg kan ikke prostituere mig fuldstændigt. Jeg er nødt til at give udtryk for mine overbevisninger, bevare min integritet. Jeg forsøger derfor at besvare baglokalepsykologens spørgsmål i en balancekunst, der er en linedanser værdig.
Han ser som oftest ud som om, jeg er faldet ned fra en ukendt planet, når jeg forsøger at redegøre for kompleksiteten i de forhold, vi taler om. Hvis jeg taler om systemfejl, får han et mistænkeligt udtryk i ansigtet. “Hvorfor er det dig så magtpåliggende at få mig til at synes, at det ikke er din skyld, at du er arbejdsløs”, spørger han.
“Måske fordi jeg i et svagt øjeblik troede, at hvis bare jeg forklarede dig, hvordan tingene også kunne hænge sammen, kunne det være, at du i fremtiden bedre ville kunne hjælpe dine patienter”. Dette tænker jeg selvfølgelig blot. Jeg er bange for kuglepennen.
Det du siger, er, at det er min egen skyld, at jeg er arbejdsløs”, får jeg sagt med så lidt følelse som jeg kan mestre. “Det er ikke det, jeg sagde, men det er det, du hører, jeg siger”, er svaret
Jeg synker for at kvæle vreden og få knuden i halsen til at gå væk. “Det du siger, er, at det er min egen skyld, at jeg er arbejdsløs”, får jeg sagt med så lidt følelse som jeg kan mestre.
“Det er ikke det, jeg sagde, men det er det, du hører, jeg siger”, er svaret.
Jeg analyserer lynhurtigt argumentationsrækken: “Hvis man er motiveret, så lykkes man altid.” Det vil sige, at hvis man ikke lykkes, så er det fordi, man ikke er motiveret. Hvis man ikke er motiveret, har man kun sig selv at bebrejde, at man ikke er lykkedes.
Stemmerne tæt på forstummer. Jeg kan høre computerens sagte summen. Fra min stol kan jeg gennem glasdøren kigge ud på gangen.
Jeg er hos psykolog i et baglokale i jobcentret.
Topillustration: Pxhere/POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
