Hvad må man sige?

af i Featured

KOMMENTAR // MEDIER OG YTRINGER – Problemet med den bølge af kritik, der rejste sig efter et indslag i det fiktive univers på Radio 24Syv kaldet Den Korte Radioavis om Henrik Sass og en ukendt DSU’er – anført af den fiktive karakter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, som spilles af Frederik Cilius – er, at vi ikke rigtig er blevet klogere på, hvori det grænseløse vs. det grænseoverskridende i humor og satire består. Det kan man til gengæld blive ved at lære af historien, skriver Michael Vernersen, som er lektor på Køge Gymnasium i filosofi, matematik, oldtidskundskab og latin. Det gode ved at kigge på historien er, at man derved kommer til at beskæftige sig med mennesker, der allerede har befundet sig i en lignende situation og gennemarbejdet lignende problemer som dem, vi selv bakser med.

En af de mest vildledende repræsentationsteknikker i sproget, siger Wittgenstein, er brugen af ordet ’jeg’.

Man skulle ellers tro, det var simpelt nok. ’Jeg’ henviser til den af os, der lige nu og her har ordet i en samtale.

Jo, men hvad nu hvis dette ’jeg’ henviser til en maske eller en persona i et fiktivt univers?

Hvem er det så, der har ordet i dette fiktive univers – er det personaen eller skuespilleren bag ved masken?

Jeg forstår, at det kan være svært at navigere i denne nye medievirkelighed med flydende grænser mellem virkelighed og satire; jeg påstår heller ikke, at jeg altid selv formår at finde rundt i det. Men derfra og så til at forlange, at skuespilleren smider masken, så alvoren og ikke mindst trygheden kan indfinde sig igen, er et udtryk for en himmelråbende naivitet og barnagtighed

Det har helt åbenbart været et utroligt vanskeligt at spørgsmål, når det kommer til karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, som spilles af Frederik Cilius i det fiktive univers, der går under navnet Den korte radioavis (DKR).

Jeg forestiller mig, at spindoktorer og mediefolk fra deres studietid er bekendt med begreber som sociale konstruktioner og medieskabt virkelighed.

Mange tidligere journaliststuderende og statskundskabsfolk, som gør sig til i Presselogen, og som nu lever af at analysere den politiske situation, har sikkert endda i sin tid brilleret med den slags begreber på skolebænken, men nu synes de selv at være blevet overhalet indenom af en ny medievirkelighed (en term, som DKR ynder at ironisere over).

Når det sker, er det givetvis lettere at ty til en simplere kommunikationsmodel, der beror på en mere stabil metafysik: Der må være en afsender bag ordene, og den afsender må være ansvarlig for de ord, der bliver sendt af sted.

Jeg forstår, at det kan være svært at navigere i denne nye medievirkelighed med flydende grænser mellem virkelighed og satire; jeg påstår heller ikke, at jeg altid selv formår at finde rundt i det.

Men derfra og så til at forlange, at skuespilleren smider masken, så alvoren og ikke mindst trygheden kan indfinde sig igen, er et udtryk for en himmelråbende naivitet og barnagtighed.

Det er ikke desto mindre en sådan tankegang, man finder hos mange tunge mediefigurer og politiske kommentatorer. F.eks. fra presserådgiver Christopher Arzrouni og hans reaktion på Kirsten Birgit-figuren eller hos Børsens Nikolaj Sommer, som også gerne vil ride med på forargelsesbølgen.

Disse tumpede reaktioner er der ingen grund til at beskæftige sig yderligere med her.

Jeg vil til gengæld anbefale læseren at gå ind på radio 24syv’s hjemmeside og finde DKR’s afsnit fra d. 28. juni under titlen ”RasRas og rejsen til Arzrounis grænse” – et højest originalt stykke radioteater med forlæg i Tintin.

Hele affæren angående Kirsten Birgits grænseoverskridende adfærd tog dog først for alvor fart med en leder af Martin Krasnik i Weekendavisen for små tre uger siden, hvor chefredaktøren anfører, at ”det grænseoverskridende er netop ikke grænseløst”.

Der havde godt nok allerede været nogle indlæg, men fordi Krasnik er en slags ypperstepræst i den fornemme journalistkaste, blev det naturligt nok hans indlæg, som tiltrak sig mest opmærksomhed, og så måske også fordi forargelsen her trods alt ikke var helt så skinger som i de andre indlæg.

Krasnik lagde nemlig ud med at sige, at han er stor fan af Den Korte radioavis, men at det alligevel nu lige godt er blevet for meget.

Det er lidt, ligesom når Mogens Jensen tweeter, at han har masser af humor, og at vi selvfølgelig skal have satire, men …, hvorefter der kommer en svada, der bedst kan betegnes som censur.

Det er muligvis ikke fair at kategorisere en intellektuel sværvægter som Krasnik i samme kategori som Mogens Jensen, og til forskel fra Mogens Jensen er Krasnik da også inde på noget interessant i forbindelse med det grænseløse versus det grænseoverskridende.

Problemet med historien og med Krasniks leder er dog, at vi ikke rigtig bliver klogere på, hvori det grænseløse består. Det kan man til gengæld blive ved at kigge forskellige steder hen i historien

Radioens direktør, Jørgen Ramskov, var – skal det nævnes – ude at undskylde for det satiriske indslag i DKR om Sass – mere specifikt, at DSU’er Alexander Grandt blev omtalt: “Vi lægger os fladt ned og undskylder. Det var en klokkeren fejl, at han blev nævnt. Han er en ukendt person og har ikke noget at gøre i det indslag. Satire handler om hån, spe og spot rettet mod magthaverne, og han er ikke en magthaver,” sagde Ramskov til Berlingske.

Problemet med historien og med Krasniks leder er dog, at vi ikke rigtig bliver klogere på, hvori det grænseløse består. Det kan man til gengæld blive ved at kigge forskellige steder hen i historien.

Det gode ved at kigge på historien er, at man derved kommer til at beskæftige sig med mennesker, der allerede har befundet sig i en lignende situation og gennemarbejdet lignende problemer som dem, vi selv bakser med.

Og hvor finder vi så den slags mennesker?

Forfatteren Niels Lyngsøe har i en eminent tekst henledt opmærksomheden på den middelalderlige karnevalskultur og den rolle, som narren her spiller, som en slags foreløbig forståelsesramme for nutidens satire.

Et andet godt bud på en forståelsesramme er det antikke Grækenland og nærmere bestemt Aristofanes’ komedie, som også godt kunne finde ud af at uddele svirpere til magteliten, og som bestemt ikke står tilbage for DKR med hensyn til obskøn sprogbrug og seksuelle fornærmelser.

Aristofanes’ komedie er en polyfonisk genre, hvor de stemmer og karakterer, der frembringer det satiriske univers, er radikalt ustabile og ikke kan føres tilbage til en fast kerne. Den komiske helt er fuldstændig individualistisk og fri, en ordjonglør af guds nåde og endelig et spejl på tilskuernes drømme om en mere retfærdig verden, drømme, som er båret af en grundlæggende indignation over hykleriet i samfundet. Kort sagt, en Kirsten Birgit med det for hende så karakteristiske umættelige libido og kolossale intellektuelle overskud til at gennemskue det hele.

En sådan grænseløs subjektivitet, som den komiske helt inkarnerer, kommer fx til udtryk i komedien Frøerne fra 405 f.Kr., hvor selveste teaterguden, Dionysos, indtager hovedrollen. Plottet er, at de store tragediedigtere, Aischylos, Sofokles og Euripides alle er døde uden nogen til at overtage og videreføre tragedien. Og uden teater, ingen Dionysos-festivaler, og dermed ingen opmærksomhed til Dionysos selv.

Derfor beslutter Dionysos sig for at drage til Hades og hente Euripides tilbage, selvom det er Aischylos, der ender med at komme med tilbage. Med sig har han slaven Xanthias, der som en anden Sancho Panza eller Rasmus Bruun må gennemleve diverse y’mygelser i løbet af stykket.

At lade teaterguden selv indtage hovedrollen i et stykke, som indgår i en konkurrence i en teaterfestival til Dionysos’ ære er i sig selv en mindre genistreg og på mange måder grænseoverskridende.

Her kan jeg simpelthen ikke lade være med at nævne, at Kirsten Birgit selv kalder sig gudinde samt en masse andre ting, når hun afslutter sin nyhedsoplæsning, og at hun ligesom Dionysos har en temmelig vinøs identitet, som opretholdes af et velspækket arkivskab

Men er det også grænseløst?

Både ja og nej. Dionysos er selv en personificering af det grænseoverskridende, i og med at alle de gængse og faste distinktioner såsom død/levende, menneske/gud, fast/flydende, øvre/nedre, herre/slave ophæves og gøres flydende ligesom Dionysos’ egen vinøse identitet. Her kan jeg simpelthen ikke lade være med at nævne, at Kirsten Birgit selv kalder sig gudinde samt en masse andre ting, når hun afslutter sin nyhedsoplæsning, og at hun ligesom Dionysos har en temmelig vinøs identitet, som opretholdes af et velspækket arkivskab.

Man bemærker nu to ting i forbindelse med ophævelsen af disse distinktioner: For det første sætter det Aristofanes i stand til at portrættere Dionysos med særdeles menneskelige træk. Da Dionysos iført et Herakles-kostume skal ind i Hades sammen med Xanthias, bliver han truet med tørre tæsk og det, der er værre, fordi dørvagten, Aiakos, tror, at det Herakles, der er vendt tilbage.

Det burde jo ikke have nogen nævneværdig effekt på en gud, men det får simpelthen Dionysos til at skide i bukserne af skræk, hvilket Xanthias da også kækt bemærker (vers 476): ”Har du det skidt, eller har du bare skidt?”

For det andet kommer Dionysos til at repræsentere de laverestående og de dumme mennesker, men på en lidt Klods-Hans-agtig måde. Det viser sig nemlig, at da Dionysos skal være dommer i tragediekonkurrencen i Hades mellem Aischylos og Euripides, har han (heller) ikke forstået en skid af det hele, selvom alle deres tragedieopførelser har været til hans ære. Ikke desto mindre formår han at sno sig ud af enhver ærgerlig situation til Xanthias’ store fortrydelse, da det er ham det ender med at gå ud over.

Det imponerende er, at denne tilsvining af guden faktisk er inden for skiven. Betyder det så, at guder altid kan være genstand for menneskers tilsvininger? Næppe. Hvis man går ti år tilbage i tiden fandt en begivenhed sted, som vidner om, at alt bestemt ikke var tilladt over for guderne. På den store afrejsedag for Athens Sicilienstogt i 415 f.Kr. vågnede athenerne nemlig op til en skandale af dimensioner.

Et antal hermer (den tids vejskilte) var blevet skændet ved, at hermens fallosvedhæng var blevet knust – en alvorlig gudsbespottelse og langt over grænsen for det tilladelige. Mistanken faldt på athenernes darling, Alkibiades, som man forsøgte at hente tilbage fra det sicilianske felttog for at bringe ham for retten. Men da var han allerede over alle bjerge og på vej i favnen på Sparta.

Så længe man er inden for teatret og laver komedie, er stort set alt tilladt, selvom teatret er overvåget af en guddom, hvorimod der uden for teatret hersker helt andre restriktive normer

Så der er altså grænser for, hvad man må udsætte guderne for. Denne grænse hviler imidlertid på en distinktion, som der til gengæld ikke synes at kunne rokkes ved, nemlig inden for/uden for teatret.

Så længe man er inden for teatret og laver komedie, er stort set alt tilladt, selvom teatret er overvåget af en guddom, hvorimod der uden for teatret hersker helt andre restriktive normer.

Grænseløsheden er altså en realitet inden for teatrets vægge, men ikke udenfor. Og jeg synes egentlig også, at et radioprogram i tidsrummet 12.05-13 på radio 24syv, som er varedeklareret som satire, udgør en udmærket grænse, inden for hvilken det er muligt at sige: Det, der foregår her, er satire og skal ikke tages alt for alvorligt.

Men guder er jo ikke af kød og blod og kan ikke mærke satirens ondskab, vil nogen nok hævde.

Og det er også rigtigt, men man har trods alt set mange eksempler i historien på, hvordan folk bliver forargede på gudernes vegne, ligesom folk nu har travlt med at lade sig forarge på Alexander Grandts vegne (selvom han ikke er en gud). Så det er ikke givet på forhånd, at det er gratis at lave sjov med guder (eller profeter).

Der kan dog være en pointe i, at vi i dag ikke længere finder morskab i at latterliggøre vores gud, som jo længe har været død. Til alt held er Frøerne heller ikke bare absurde klovnerier med en guddom, men har netop også en krog i den politiske virkelighed i samtidens Athen. I 405 f.Kr. (ét år før Athens endelige nederlag til Sparta i den 27 år lange Peloponnesiske krig, kun afbrudt af enkelte nominelle fredstilstande) er situationen den, at Athen faktisk er kommet sejrrigt ud af et søslag ved Arginusserne ovre ved Lilleasiens kyst.

Men i stedet for at udnytte dette til at opnå fordelagtige fredsforhandlinger vælger Athen at sætte alt på ét bræt og koncentrere sig om at retsforfølge de generaler, som på grund af et stormvejr ikke formåede at bjærge de omkomne i slaget.

En af disse hærførere var den sleske og åleglatte Theramenes, som, på trods af at han principielt også var ansvarlig for at bjærge ligene, udnyttede situationens kaos og skyndte sig hjem til Athen for at forberede en retssag mod de øvrige hærførere. To af de otte var kloge nok til ikke at vende tilbage til Athen, mens de seks resterende blev smidt under bussen og henrettet få dage senere.

Allerede i 411 havde Theramenes gjort sig bemærket som leder af et oligarkisk kup mod Athens demokrati og må dermed med rette betegnes som noget af en vendekåbe, hvilket Aristofanes da heller ikke undlader at pointere i en korsang (vers 533-40):

”Den justérbare mand med forstand. / Fleksibel, smart, ret rå. / Har han lært den i flåden, måden? / Den der med: Lad andre stå: / ’God vind!’/ ’Vand ind!’/ Bøj knæ / Søg læ / Vær elastisk. Skift side i tide. / Gå i dækning. Vend kåbe, tåbe. / Er det lusk? / Nej, husk, / det er: / Theramenes’ natur, der dur.”

Men der er andre personligheder i den athenske offentlighed, der også får med grovfilen.

Sass er altså ikke den første politiker i historien, der har måttet lægge øre til seksuelle fornærmelser, og teamet bag DKR er forhåbentlig heller ikke den sidste satireskaber, der i satirens navn bevæger sig på en knivsæg i forhold til de sociale normer

Således hedder det om politikerne Kleisthenes og Kallias (vers 422-432): ”Sin fader op ad dage / lar Kleisthenes’ søn sig rage / i rumpen, og på kirkegården flænger han sin kind. / Hans sorg ej finder enden, – / Sebinos, bøssevennen / han mødte i Masturbien, ak, han er sovet ind. / Forklædt i løvehuden / drog Kallias ud med skuden / til søslag ved Kap Klitoris – der drev han kæk sit spil”.

Sass er altså ikke den første politiker i historien, der har måttet lægge øre til seksuelle fornærmelser, og teamet bag DKR er forhåbentlig heller ikke den sidste satireskaber, der i satirens navn bevæger sig på en knivsæg i forhold til de sociale normer.

De athenske politikere var med andre ord ikke et hak bedre dengang end vores nuværende politikere. De gjorde også hvad de kunne for at besværliggøre betingelserne for komediens iscenesættelse, enten pekuniært eller ved hjælp af mere eller mindre fordækte trusler. Sådanne trusler har det bare sjovt nok bare med at kalde på endnu mere saftig satire og endnu mere subtile tilsvininger.

Men DKR er jo netop ikke længere subtil i sin komik, kan jeg høre folk indvende.

Nej, ikke altid, og Aristofanes’ komedier vandt heller ikke altid førsteprisen, men måtte nogle gange tage til takke med en anden eller tredje plads. Men når de rammer rigtigt – og det gør de tit – så er deres satire simpelthen grænsesprængende fryd.

Det sjove ved et sådant satireunivers er, at karaktererne heri netop argumenterer mest effektfuldt, når de bliver inden for satirens rammer. Dermed er enhver seriøs forsvarstale for satiren, som mit eget indlæg her, i virkeligheden også overflødig og hjælper heller ikke med til at understøtte eller forlænge DKR’s levetid.

Men det er heldigvis heller ikke op til Krasnik & Co. om DKR’s lys skal brænde ud eller ej.

Det er langt mere sandsynligt, at alle de kritiske røster, der har været omkring DKR, og som har bebudet dens snarlige død, er med til at aktualisere og give liv til DKR, fordi der nu igen er noget at overskride. Det vidnede den sidste uge op til sommerferien muligvis om.


De to og-citater i artiklen stammer fra to udgaver af Aristofanes’ Frøerne: Kai Møller Nielsens oversættelse fra 2006 (Aristofanes’ samlede komedier, bind 3) og fra Ellen A. Madsen og Erik H. Madsens oversættelse fra 1985.

Topillustration: Radio 24Syv.

Michael Vernersen er er lektor på Køge Gymnasium i fagene filosofi, matematik, oldtidskundskab og latin. Han har oversat tre filosofiske værker til dansk: Ludwig Wittgenstein, Den blå og den brune bog; Aristoteles, Tre naturfilosofiske skrifter og endelig Richard Rorty, Filosofi og socialt håb. Derudover har han udgivet en enkelt bog: 'Introduktion til Aristoteles' Metafysik og skrevet enkelte artikler.'

Seneste artikler om Featured