Mads Hylleholt Bøttger: Hvad indad tabes skal udad vindes

i Erhvervsliv/Kulturhistorie/Liv & Mennesker af

ESSAY // LIV // KARRIERE – “Det lå ikke i kortene, at jeg skulle ende som ejer og forvalter af Dragsholm Slot”, skriver entreprenøren og slotsejeren Mads Hylleholt Bøttger i dette essay om sin personlige rejse og kærligheden til arven og et stykke enestående kulturhistorie i Oddsherred. Der var mange vildveje, kampe og sågar flugt, før han til slut valgte slottet.

Man kan have blåt blod i årerne, og så kan man have slotsblod. Dragsholm Slot har altid stået som et magisk eventyr for mig, placeret på Slotsholmen ved Draget med sine tykke hvide mure, tunge tegltage og 800 års historie i bagagen. Så langt tilbage jeg kan huske, siden jeg var en lille dreng i korte bukser, der fiskede i voldgraven og jagtede spøgelser på gangene, inspicerede jorderne omkring slottet i min morfars store Landrover og var på markvandringer med hænderne gennem gulerodstoppene og det bølgende korn, har Dragsholm Slot været en del af min fortælling og identitet.

Mit livs fortælling er ikke en, jeg blot har omfavnet. Tværtom har jeg flere gange forsøgt at løbe væk fra en familiehistorie, der har budt på omfattende fejder, økonomisk stormvejr og haft sine betydelige personlige omkostninger.

Første gang, jeg stak af, var, da jeg efter 10 år på en lille lokal privatskole var træt af at være ‘Mads, ham ude fra slottet’.

Den gang lå det bestemt ikke i kortene, at jeg en dag skulle overtage Dragsholm Slot.

Jeg forsøgte at brænde noget af alt det krudt af på idrætsefterskolen, som var svært at komme af med, når man skulle være en pæn dreng fra det store hvide slot

Min mor var den yngste arving, jeg havde ældre fætre og var udfordret af at være delvist ordblind i skolen, der gjorde det svært at læse salmeversene.

Der var ingen tvivl om, at jeg trængte til luftforandring, og turen gik til en idrætsefterskole, hvor jeg forsøgte at brænde noget af alt det krudt af, som var svært at komme af med, når man skulle være en pæn dreng fra det store hvide slot, hvis morfar havde kæmpet for modstandsbevægelsen og nu sad i bestyrelsen for De Konservative, og hvis mormor var medlem af det lokale menighedsråd.

Smukt er der rundt om Dragsholm, men teenageren Mads havde brug for luftforandring og for blot at være sig selv – uden arv eller familiehistorien ved sin side.

Efterskolen var en frisk start, hvor jeg mødte nogle lærere, der heldigvis så mig som blot og bart ‘Mads’. Samtidig knyttede jeg nogle tidlige venskaber til nogle mennesker, der den dag i dag betyder meget for mig også i professionel regi. En af dem er i dag advokat og formand for min bestyrelse, en anden er en af mine tætteste medarbejdere.

Flugt i fem omgange

Anden gang, jeg forsøgte at stikke af, gik turen til Israel, hvor jeg ville prøve kontrasten til det borgerlige liv i en kibbutz drevet efter socialistiske principper, hvor man yder efter evne og nyder efter behov.

Tredje gang blev målet sat til domkirkebyen Roskilde, hvor jeg gik i gymnasiet ved siden af den prægtige gamle domkirke. Det var måske ikke helt tilfældigt, men nok en ubevidst historisk reference til den biskop, der i fordums tid havde opført det store hvide slot på Slotsholmen ved Draget.

Fjerde gang, jeg forsøgte at stikke af, trak udlængslen igen, og atter var det muligvis en ubevidst historisk reference, som bragte mig til London, hvor en af slottets kendte historiske skikkelser, James Hepburn, Jarlen af Bothwell, havde forsøgt at erobre den engelske trone ved sit giftermål med Skotlands Dronning, Maria Stuart. I London blev jeg hurtigt suget ind i hotel- og restaurationsbranchen og havde et spændende og udfordrende år på et af Londons store hoteller.

Jeg tog en bachelor i Statskundskab og drømte om at blive minister – om end embedsmand nok var mere sandsynligt. Jeg øvede  mig i Udenrigsministeriet, men snart savnede jeg noget mere tempo, end det adstadige diplomati på Asiatisk Plads kunne udvise

Femte gang, jeg flygtede, var efter, jeg kom hjem fra London og mente, at jeg skulle studere medicin. Jeg nød rusturen, men det stod ret hurtigt klart for mig, at min begavelse ikke matchede de naturvidenskabelige og anatomiske videnskaber – og så har jeg ike sagt for meget.

Jeg tog en bachelor i Statskundskab og drømte om at blive minister – om end embedsmand nok var mere sandsynligt. Jeg øvede  mig i Udenrigsministeriet, men snart savnede jeg noget mere tempo, end det adstadige diplomati på Asiatisk Plads kunne udvise.

Derfor tog mit studieliv igen en drejning. Jeg havde læst om en ny uddannelse på Handelshøjskolen, en kombination af filosofi og økonomi. Efter et besøg på instituttet, der var nyetableret af frække drenge og piger, der var blevet tilovers fra nedlæggelsen af sociologiuddannelsen samt lektorer og professorer, der var for ”skæve” til Københavns Universitet og idehistorie, var jeg ikke i tvivl. Det var her, jeg skulle færdiggøre min uddannelse med fokus på immaterielle værdier.

Liv og glade dage på Cafe Victor

Dagen efter denne beslutning var taget, slentrede jeg forbi Cafe Victor i København og kunne se, at der så noget sjovere ud end på gangene i Udenrigsministeriet. Så jeg startede på et fantastisk studiejob, hvor jeg mødte spændende mennesker og opbyggede et netværk, som jeg stadig nyder den dag i dag.

Mange af de mennesker, jeg mødte i min studietid, da jeg arbejdede på Cafe Victor, kender jeg den dag i dag som både venner og kolleger – Foto: Tripadvisor

Og mens jeg læste, grublede over min livsbane og stod i baren, rasede der en familiefejde på det gamle slot, der i mellemtiden havde gennemført et generationsskifte fra mine bedsteforældre til min mor og hendes to brødre. Måske er det reglen uden undtagelse, at der skal være den slags fejder på de gamle slotte og herregårde – i hvert fald var de tre søskende ikke enige om ret meget andet end at være uenige.

Det endte i en voldgift med højeste bud i en lukket kuvert. Jeg husker spændingen om udfaldet den dag i dag, der endte med, at min del af familien skrev det største tal ned. Det krævede is i maven og en ikke ubetydelig portion mod fra mine forældre.

Mellem bøgerne og de fancy teorier indhentede historien og rødderne fra Lammefjorden mig … Jeg kunne mærke, at slottets historie og fortælling havde en kraft, jeg syntes burde fortælles

Fejden rasede samtidig med, at jeg var i færd med at færdiggøre mit studie, hvor jeg også havde læst i London og Los Angeles. Mit speciale  fokuserede på oplevelsesøkonomi, der dengang var ’State of the Art’ inden for den nye økonomiske tænkning.

Og det var lige her – midt i mellem bøgerne og de fancy teorier, at historien og rødderne fra Lammefjorden indhentede mig.

Jeg havde så meget på hjerte, som jeg ikke kunne løbe fra, og da muligheden bød sig, kunne jeg ikke lade være. Jeg forfattede et koncept og en forretningsplan for, hvordan jeg mente, at slottet skulle udvikle sig. Jeg kunne mærke, at slottets historie og fortælling havde en kraft, jeg syntes burde fortælles.

Fra spøgelser til det nordiske køkken

I mange år havde Dragsholm Slot primært været kendt som et sted, der var hjemsøgt af spøgelser og med et køkken af tvivlsom karakter, primært med importerede råvarer fra Frankrig i dåser og på glas.

Men i København etablerede strømningerne i det nordiske køkken sig med Nomas himmelflugt og Geranium, som blev etableret i den poetiske bygning i Kongens Have. Det var noget af et eventyr – Michelin-stjernerne begyndte at regne ned over byen.

Råvarerne og grøntsagerne til disse restauranter kom fra, ja, Lammefjorden, den fjord som baronen, min forgænger i gerningen på Dragsholm Slot, havde inddæmmet tilbage i slutningen af 1800-tallet efter devisen ”hvad udad tabes skal indad vindes”.

I kådhed meldte jeg ud, at Dragsholm Slot skulle have en Michelin-stjerne og ind i den prestigefyldte Relais & Châteaux-guide. Det var der ikke mange, der troede på. Michelin gav dengang kun stjerner i København og ikke mange troede på, at de ville komme ud til et gammelt slidt slot på Vestsjælland

En fantastisk historie om virksomme mænd i det ganske danske land, der satte sig for at genvinde det tabte landområde efter krigene i 1864, for fortsat at kunne brødføde den danske befolkning. Den historie sammen med den øvrige 800 år lange danmarkshistorie, som Dragsholm Slot repræsenterer, syntes jeg, fortjente at blive fortalt højt, så den kunne skabe lokal stolthed og international opmærksomhed.

Alt dette var min baggrund for at beslutte, at min karrierevej alligevel ville lede mig til Dragsholm Slot.

Måske karrieren alligevel skulle lede mod slottet.

Jeg aftalte med min daværende kæreste og nuværende hustru, at vi ville afsætte ti år til at lave en turn around for virksomheden som et fælles projekt. Vi vidste, at det ville have sine omkostninger, og der ville være perioder, hvor det krævede meget af os begge. Jeg tror, at det var vigtigt for vores forhold, at vi fra starten var fælles om projektet og realistiske omkring den pris og de afsavn, det også ville medføre.

Set med mine øjne har det været en kæmpe styrke, at jeg altid har kunne gå all in, når det var krævet uden at skulle have dårlig samvittighed og altid er kommet hjem til Gitte i forståelse af, at vi var et team, som arbejdede mod fælles mål. Ingen af os skulle bruge tid på at forklare sig, men vi kunne sammen bruge tiden på at perspektivere og løse udfordringerne både på arbejdet og i familien.

Kampen om Michelin-stjernen og Relais & Châteaux

Så nu sad jeg på hesten, og i kådhed meldte jeg ud, at Dragsholm Slot skulle have en Michelin-stjerne og ind i den prestigefyldte Relais & Châteaux-guide.

Det var der ikke mange, der troede på. Michelin gav dengang kun stjerner i København og ikke mange troede på, at de ville komme ud til et gammelt slidt slot på Vestsjælland. Vi tog kontakt til Relais & Châteaux-guiden, der efter en inspektion meddelte, at det var en af de værste inspektioner, de nogensinde havde foretaget i guidens historie.

Men det at ingen troede på det gjorde mig endnu mere tændt. Jeg ville have det umulige til at lykkes, og jeg så et potentiale eller en kraft i den fortælling, jeg ønskede at folde ud omkring slottet. Jeg havde med andre ord blikket stift rettet mod både stjerner og den franske lilje i Relais & Châteauxs logo.

De næste år gik med omfattende restaureringer af slottet, som i mange år havde været drevet af forskellige forpagtere og senest af tre søskende, der som sagt ikke kunne blive enige om ret meget.

De uopfindsomme spøgelsesfortællinger skulle ud og i stedet skulle der satses på kulturhistorien, bygningens skønhed, de mange originale detaljer i slottets arkitektur og æstetik sammen med 800 års danmarkshistorie

Men nu var kursen sat og den prætentiøse staffage, plastikmalingen, det billige linoleum, mdf-pladerne og andre billige og efter min mening temmelig uoriginale materialer, der havde været på tilbud i det lokale byggemarked gennem tiderne, skulle ud – og gerne sammen med de lige så uopfindsomme spøgelsesfortællinger. I stedet skulle der satses på kulturhistorien, bygningens skønhed, de mange originale detaljer i slottets arkitektur og æstetik sammen med 800 års danmarkshistorie.

Nye boller på slotssuppen med Adam Price

Gastronomisk blev der også sat en ny kurs.

Jeg var i mit liv i København stødt på Adam Price, der, som mange vil vide, er fra et hjem med både klaver og komfur. Og da han kort efter mit indtog på slottet meldte sin ankomst for at skrive et stykke dramaturgi til H.C. Andersen-året, slog jeg til.

Adam havde været på slottet et par år forinden i sit virke for TV2, hvor han havde oplevet en af slottets middelalderaftener. Den aften havde levet op til middelalderens rygte som en mørk og uoplyst tid med kød i en umiskendelig mørk sovs og hvinende sød vin.

Flemming Enevold, der var fortrop på Adam besøg, meldte ved sin ankomst, at Adams kommentar og forventninger til deres besøg, havde været, at han nok hellere måtte have madpakke med.

Den bemærkning tændte endnu en ild i mig og de kommende dage gjorde vi alt, hvad vi kunne for at vise Adam, at der var kommet nye boller på suppen. Efter besøget holdt vi kontakten og udviklede et  venskab, der senere fik mig til at invitere Adam med ind i slottets bestyrelse.

Sammen etablerede vi Brdr. Price restauranterne, som tager udgangspunkt i brødrenes familiefortællinger, hvor mad, mennesker og meninger altid har spillet en central rolle

Og det personlige og professionelle venskab udviklede sig til, at vi blev forretningspartnere sammen med Adams bror, James, og min ”wingman” på Dragsholm Slot, Claus Fribo. Sammen etablerede vi Brdr. Price restauranterne, som tager udgangspunkt i brødrenes familiefortællinger, hvor mad, mennesker og meninger altid har spillet en central rolle.

En sen aften efter et bestyrelsesmøde sad Adam og jeg på Bastionen og kiggede ud over markerne. Efter aftenens bestyrelsesmiddag var vi enige om, at nu var vi klar til at tage det store gastronomiske skridt. Det virkede så naturligt og indlysende at tage fat i slottets historie og de latente værdier på marker, i skoven og på stranden for fødderne af os.

Baronens inddæmmede fjord skulle på bordet!

Exit dåser – ind med de sprøde Lammefjordsrødder

Adam er venner med Claus Meyer og vi blev enige om, at han skulle stikke en finger i jorden for at høre, om vi kunne lokke Noma til at give os en hjælpende hånd med at udfolde det nye gastronomiske projekt.

Kort tid efter besøgte Nomas direktør Peter Kreiner og køkkenchefen René Redzepi slottet. René er et meget generøst menneske, og selvom Noma fik mange tilbud, opstod der sød musik, da René kunne se potentialet og idéen og gerne ville hjælpe os med at udstikke en retning og finde den rigtige køkkenchef, der kunne skabe et lokalt Nordisk køkken, som fortolkede slottets terroir.

Claus Henriksen havde været en dygtig souschef for René på Noma, hvorfor det var naturligt for René at anbefale Claus, der ankom en mørk dag i februar 2008, hvor han til gengæld så lyset og potentialet for køkkenet.

Nye gastronomiske tider på Dragsholm Slot. I dag er slottet et rejsemål for gastronomer.

En af vores dygtigste landmænd, der virkelig har formået at få det bedste ud af Lammefjordens muld, Søren Wiuff, som kendte Claus fra Noma, var også troppet op med en kasse af dagens høst for at byde Claus velkommen. Og det blev vendepunktet i slottets gastronomiske historie.

Der er ingen tvivl om, at Hans Kongelige Højhed har haft en stor betydning for udviklingen af dansk gastronomi

Ud røg konservesdåser og de tilhørende dåseåbnere og ind kom sprøde rødder fra Lammefjorden, urter fra stranden og bær fra skoven. Claus satte en helt ny standard i køkkenet, og de kommende år fik vi topanmeldelser i de danske dagblade, og slottet blev et rejsemål for gastronomer.

Men vi manglede stadig vores Michelin-stjerne, som jeg tilbage i 2005 i kådhed havde rakt ud efter. Vi startede et lobby-arbejde for at gøre Michelin opmærksomme på, at der også skete noget spændende i provinsen. Michelin-guiden er jo trods alt en guide med det formål at anvise bilister et godt og behageligt måltid på deres rejse. Mange menukort blev i disse år sendt fra Dragsholm Slot til Michelins hovedkontor i Paris med stående invitationer.

Da Prinsgemalen kom på slotsbesøg

En forårsdag i 2008 blev vi ringet op af Prinsgemalens adjudant. Prinsgemalen havde læst de fine anmeldelser af slottet og ønskede at få syn for sagen. Senere på dagen rullede en af kongehusets store kronebiler ind i slotsgården, og Prinsgemalen var rundt og se slottet, køkkenet og nød slottets urtehave.

Han var så begejstret, at adjudanten ad flere omgange måtte flytte reservationen til Rørvig-Hundested færgen, som Prinsgemalen skulle med på vej hjem til Fredensborg.

Vi fortalte blandt andet om vores store drøm om en Michelin-Stjerne til slotskøkkenet, hvilket blev taget ad notam. Og for mig er der ingen tvivl om at Hans Kongelige Højhed har haft en stor betydning for udviklingen af dansk gastronomi.

En anden vigtig begivenhed i slottets nyere historie, som virkelig gjorde det muligt for os at formidle slottets historiske placering i landskabet kom efter et besøg fra A. P. Møller Fonden. Fonden kunne se potentialet og det historisk vigtige i at formidle slottets placering i landskabet ved at foretage en større restaurering af, hvad der dengang var en forsømte park og voldanlæg.

Og det gjorde, at vi igen kunne formidle slottets placering på holmen ved draget samt det vigtige udsyn over Sejerøbugten. En restaurering, der formidlingsmæssigt er kommet mange besøgende til gavn og glæde.

Branden i køkkenet kunne være endt med en lukning

Årene gik og Michelin-guiden begyndte at rulle ud af byen på varme, brede dæk. Alt var klart, så vi kunne være med på Michelins første tur ud i landet.

Igen skulle det imidlertid vise sig ikke at være så nemt. Under juleforberedelserne i 2014 – den 27. november, en dato jeg sent vil glemme – opstod der brand i slotskøkkenet. Branden spredte sig gennem ventilationsanlægget og havde det ikke været for en heltemodig indsats fra det lokale brandvæsen, havde vi ikke haft slottet i dag.

Men selvom slottet stod, var ca. 2/3 enten brand-, vand- eller sod-skadet. Der var ikke andet at gøre end igen at komme op på hesten, og et enormt oprydnings- og restaureringsarbejde gik i gang.

Ved mit første møde med forsikringsselskabet blev det gjort mig klart, at driftstabsforsikringen foreskrev, at jeg skulle gøre mig fri af de omkostninger, der var muligt. Det betød, at hvis vi ikke lykkedes med at komme i drift inden for medarbejdernes opsigelsesvarsel, skulle jeg skrive fyresedler i stedet for julekort det år.

Trods brand lykkedes det at stå klar til gæsterne nytårsaften. Den oplevelse og kamp vil jeg aldrig glemme.

Det nægtede jeg. Mange af mine dygtige medarbejdere havde været hos mig i årevis, og uden dem og deres engagement var vi ingenting. Det lykkedes derfor at få forsikringsselskabet til at tro på, at vi kunne blive klar til at genåbne dele af slottet allerede Nytårsaften, hvilket endte med at lykkedes.

Da jeg vågnede nytårsmorgen klokken seks og kiggede ud i den snefyldte slotsgård, gik forsikringsselskabets storskadekonsulent og fejede, så der var klar til gæsterne

Den indsats har været min største professionelle udfordring og bedrift til dato, og jeg endte med en stor respekt for forsikringsselskabets engagement og professionalisme. De blev simpelthen stående i målet i en grad, jeg aldrig havde turde tro på. Hvilket blev fint eksemplificeret, da jeg vågnede nytårsmorgen klokken seks og kiggede ud i den snefyldte slotsgård, hvor forsikringsselskabets storskadekonsulent gik og fejede, så der var klar til gæsterne.

Men selv om slottet efter branden stod stærkt og smukt og nu var brandsikret til fingerspidserne, havde det også været enormt strabadserende. Jeg havde været nødt til at køre i et meget højt tempo, hvor der ikke havde været den store tid til rundbordssamtaler og diplomati.

Og det forløb bevirkede, at tiden var moden til at afgøre det fremtidige ejerskab af slottet. Jeg havde fra starten gjort det klart, at hvis min karriere skulle gå den vej, skulle det ske uden kompromiser. Derfor blev det til, at jeg købte mine forældre og søster ud efter branden og i dag står som eneejer.

Til Stockholm med sommerfugle i maven

Men Michelin-stjerne skulle stadig hentes ned, og det var stort, da vi i februar 2017 blev inviteret til uddelingen i Stockholm. Vi tog af sted med sommerfugle i maven. Turde vi tro på, at det virkelig kunne være sandt? Skulle 12 års hårdt og fokuseret arbejde endelig kulminere i stjerneregn?

Vi vidste det ikke, men det var en stor dag og utroligt rørende, da køkkenchefen, vores gastronomiske chef og jeg kom hjem til slottet og blev modtaget af medarbejderne, familie, venner af huset og en glad og stolt borgmester.

Michelin-stjernen har sikret, at vi i dag har et godt og sundt virke, har mulighed for at holde den gamle bygning i god stand og samtidig udvikle de mange idéer og tanker, vi har – også for den øvrige bygningsmasse og jorderne omkring slottet

Og det var naturligvis dejligt at have modtaget en Michelin-stjerne, men for mig havde det en ganske særlig betydning. Jeg har hele tiden set det som min fornemmeste opgave at sikre slottet for fremtiden. At kunne give slottet videre til de kommende generationer i god stand og med nærværende og aktuelt virke. Michelin-stjernen har sikret, at vi i dag har et godt og sundt virke, har mulighed for at holde den gamle bygning i god stand og samtidig udvikle de mange idéer og tanker, vi har – også for den øvrige bygningsmasse og jorderne omkring slottet.

Og for at det ikke skal være løgn var det nu Relais & Châteaux, der rakte ud til os med opfordring til at søge optagelse i guiden.

Jeg har hele tiden ment, at Relais & Châteaux var det rigtige sted for os at være. I guiden findes en fantastisk samling af verdens smukkeste og mest unikke ejendomme, der i dag er åbne som hotel og restauration. Guiden er kendt for meget høje standarder, når det kommer til værtskab og kvalitet og har et kulturelt udgangspunkt og værdisæt, som ligner vores.

At de mener det seriøst, når de siger, at det er en organisation/familie, hvor man står op for hinanden, blev os hurtigt klart, da deres delegerede repræsentant i Nordeuropa kastede sin kærlighed over os og gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe os til at blive klar til optagelsen.

En jublende optagelse i Québec

Efter en travl sommer med klargørelse fik vi besøg af anonyme inspektører, og det var en stor dag, da rapporten kom i midten af oktober, og vi var blevet accepteret.

Jeg har netop været i Québec med en håndfuld ledende medarbejdere for at deltage i Relais & Châteauxs årlige konvent. En fantastisk event, hvor vi blev budt velkommen og mødt af søde, ambitiøse mennesker fra hele verden.

Optagelsen giver os mulighed for at fortælle Relais & Châteaux-gæster fra hele verden vores historie, et stykke Danmarkshistorie og servere dem gastronomi med referencer til begge dele. Igen noget der vil sikre slottet en værdig fremtid

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et godt og nært samarbejde, der kan bringe os videre til det næste niveau og som samtidig giver os mulighed for at fortælle Relais & Châteaux-gæster fra hele verden vores historie, et stykke Danmarkshistorie og servere dem gastronomi med referencer til begge dele. Igen noget der vil sikre slottet en værdig fremtid.

Men rejsen slutter ikke her.

Vi har fortsat masser af planer, drømme og store ambitioner. Der er en bygningsmasse, som tidligere var en del af landbruget, der skal aktiveres, så de ikke står og forfalder, men kan bidrage til at formidle vores historie og skabe produktion og forædling af hele egnens råvarer.

Ligeledes har vi en skulptur, som kunstneren Olafur Eliasson, der har sine rødder i Odsherred, har skabt til egnen i forbindelse med kommunesammenlægningerne i 2007, hvor Odsherred kommune blev skabt ved en sammenlægning af Dragsholm kommune, Trundholm kommune og Nykøbing-Rørvig kommune. Jeg har doneret et stykke jord til skulpturen, som Olafur har udpeget ved porten til Odsherred med kig fra både slotsholm og Sejerøbugten. For mig er det et rigtigt og vigtigt værk, som jeg synes, at Odsherred fortjener.

Min næste drøm – genrejs provinsens fine hoteller

Senest har jeg fået en ny idé, der nu vil blive realiseret:

Claus Fribo og jeg har på vores søgen rundt i det ganske danske land efter gode locations til Brdr. Price restauranter, boet på et hav af hoteller i provinsen. Her ender vi ofte på gennemsnittelige koncepthoteller uden ret meget på hjerte og som ofte ikke har nogen klar idé eller identitet og som derfor ikke beriger deres gæster med ret meget andet end en seng at sove i og en tvivlsom morgenbuffet.

Vi ønsker at genrejse provinsens gamle stolte hoteller, så de igen bliver Byens Hotel. De skal være personlige og give gæsterne en nærværende og vedkommende fortælling om byen, borgerne og egnen

Men hvis man vil fokusere på oplevelser og kulturværdier – og det vil jeg – skal man sigte højere. Mange af de danske provinsbyer er begavet med fine og gamle hoteller, som man kender det fra Postgaarden i Matador. Hotellerne er ofte placeret i smukke gamle bygninger beliggende centralt i bybilledet, hvor de tidligere var byens samlingssted både for lokale og rejsende.

Når jeg i dag går på markerne mellem rødder og det bølgende korn, er jeg stadig inspireret af baronen og de andre virksomme mænd, der efter tabet af land i 1864 ville vinde indad, hvad udad var tabt ved at inddæmme landområdet til frugtbar jord.

Vi ønsker at genrejse provinsens gamle stolte hoteller, så de igen bliver Byens Hotel. De skal være personlige og give gæsterne en nærværende og vedkommende fortælling om byen, borgerne og egnen. I starten af året overtog vi det legendariske Jørgensens Hotel i Horsens, som trækker sine historiske rødder helt tilbage til Middelalderen og har været gæstgiveri og hotel siden 1813. Bygningen og egnen har mange historier at fortælle, så vi kunne ganske enkelt ikke lade være.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er stolt og ydmyg over de foreløbige resultater, jeg har nået. Men jeg er også taknemmelig over at være rundet af en evne til at se potentialer og muligheder frem for begrænsninger. Og jeg har stadig masser af drømme, ambitioner og gåpåmod, så fortællingen slutter ikke her – den er faktisk kun lige begyndt

For mig har det altid været både et privilegium og en pligt at have med kulturhistorie at gøre, og det er det stadig. Jeg er opdraget med, at hvis man har evnerne og muligheden, så har man også pligten, samt at hvis noget er værd at gøre, så gøres det ordentligt, og at man kan, hvis man skal.

Min fortælling er kun lige startet

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er stolt og ydmyg over de foreløbige resultater, jeg har nået. Men jeg er også taknemmelig over at være rundet af en evne til at se potentialer og muligheder frem for begrænsninger. Og når jeg har mødt modgang, tror jeg langt hen ad vejen, at den har gjort mig stærkere i den forstand, at den også har fungeret som en drivkraft og fået mig til at se alternativer og nye muligheder.

Man skal ikke lade sig nøje eller tro, at noget er umuligt, men tro på sine mål og gå efter dem med alt, hvad man har.

Hvis jeg skal rose mig selv lidt – og tro mig; jeg kender også mine begrænsninger og dem må man få det bedste ud af samtidig – så er jeg god til at skabe fortællinger og inspirere andre til at følge mig. Min hustru og jeg har insisteret på, at vi skulle indrette en tilværelse, der gjorde det muligt for os at være professionelle, ambitiøse og samtidig være hele mennesker sammen med vores tre dejlige børn.

Vi har altid set Dragsholm Slot som et fælles projekt, hvor vi har været hinandens værdige sparringspartnere. Jeg håber, at mine børn ser os voksne som de nærværende forældre, der er der for dem, som vi gerne vil være.

Når jeg i dag går på markerne mellem rødder og det bølgende korn, er jeg stadig inspireret af baronen og de andre virksomme mænd, der efter tabet af land i 1864 ville vinde indad, hvad udad var tabt ved at inddæmme landområdet til frugtbar jord.

Min tilgang har været udadtil at vinde den anciennitet, som de gamle slotte og herregårde har tabt indadtil. Jeg har gjort det ved at udbrede Dragsholm Slots brand, værdier og forretningsområde. Derfor er jeg stolt af, at Dragsholm Slot i dag er kommet på det internationale verdenskort i prestigefyldte guidebøger. Jeg har stadig masser af drømme, ambitioner og gåpåmod, så fortællingen slutter ikke her – den er faktisk kun lige begyndt.

Jeg er stolt af, at Dragsholm Slot i dag er kommet på det internationale verdenskort i prestigefyldte guidebøger. Og jeg synes også, vi fortjener det. Vi er et stykke dansk kulturhistorie, som jeg gerne vil dele med resten af verden.

Alle illustrationer tilhører Dragsholm Slot.

Mads Hylletoft Bøttger er administrerende direktør for Byens Hotel, Brd. Price og Dragsholm Slot. Af uddannelse er han cand.merc.fil fra CBS med speciale i innovation og oplevelsesøkonomi og har en bachelor i statskundskab. I 2012 tog han en Master i oplevelsesudvikling ligesom han også har læst på UCL og London School of Economics. Han bor sammen med sin hustru, Gitte Hylleholt Bøttger, der er cand.pæd.psyk. og parrets tre børn.
I sin fritid dyrker Mads løb, cykling og svømning og deltager i konkurrencer på motionsplan i både ind- og udland.
Han bruger også megen energi på at holde foredrag og deltage i debatter indenfor kulturformidling, ledelse og gastronomi.
Mads er medlem af direktionen og bestyrelsen for selskaberne
Brdr. Price, Dragsholm Slot og Byens Hotel. Han er også bestyrelsesformand for Odsherreds Turistråd og medlem af bestyrelsen for Udvikling Odsherred (et udviklingsorgan under kommunalbestyrelsen, der arbejder med erhvervs- og turismepolitik) og medlem af repræsentantselskabet for UNESCO Geopark Odsherred. Han er medlem af HORESTA, Landbrug og Fødevarer, VL-gruppe 12 samt Dansk kyst- og naturturisme samt Nordea-fondens bestyrelse.
Tidligere i sit liv har han arbejdet i London og Los Angeles.