Andreas-ordenen, Tøjhusmuseet 2005: Et af Danmarkshistoriens mest lønsomme tyverier

i Kulturhistorie/Kultur af

KULTURHISTORIE // BAGGRUND – Tyveri af vores fælles kulturarv som nattens spektakulære indbrud i Grünes Gewolbe er utilgiveligt men ikke enestående, skriver museumsinspektør Jakob Seerup. Alt taler for et bestillingsarbejde, ligesom tyveriet af den uerstattelige Andreas-orden på Tøjhusmuseet i 2005 der formentlig var resultat af russisk røverøkonomi og nationalisme.

Fredag den 7. januar 2005 var en søvnig dag som så mange andre på Tøjhusmuseet i København. Men noget var alligevel ud over det sædvanlige. Klokken 20.23 sneg et par mænd sig i ly af vintermørket ind i gården bag Tøjhusmuseet og brød ind gennem en dør.

Med et stort koben brækkede de en svær dør op, der ellers så solid nok ud med svære smedejernsbeslag fra Christian 4.s tid, men altså ikke var nær solid nok, da det kom til stykket. De spænede hurtigt op på første sal, hvor de løb direkte hen til den montre, hvor et af museets klenodier var udstillet: Den russiske Andreas-orden med lyseblåt silkebånd og brillantbryststjerne. De smadrede montrens glas og tog ordenen og løb ned igen. Der var andre værdifulde ordner og medaljer i de øvrige montrer, men dem lod røverne være.

Forbrydere har alle dage tænkt, at det der kunne stjæles, det var deres. Men det, der i særlig grad gør netop disse to forbrydelser til afskyelige og usle gerninger er, at det var tyveri af vores fælles kulturarv

Alt tydede på, at det var et bestillingsarbejde. På vejen ud af museet blev tyvene anråbt af en vagt, der øjeblikkeligt var løbet til, da alarmen gik. Der var gået mindre end tre minutter. Røverne pegede på vagten med en pistollignende genstand og forsvandt på en 45-knallert. Et af de mest spektakulære – og mest oversete – museumsrøverier i Danmarkshistorien var overstået i løbet af få øjeblikke.

Tyveri af vores fælles kulturarv

Mandag den 25. november 2019 gennemførte en tyvebande et andet spektakulært indbrud i Dresden, hvor de fornemste kulturskatte i Sachsen opbevaredes i Grünes Gewölbe i det genopbyggede kurfyrstelige residensslot. Rummene, hvor disse historiske klenodier blev opbevaret, svarer til skatkammeret i kælderen under Rosenborg i København og tåler også sagtens sammenligning med Tower of London, hvor de britiske tilsvarende skatte opbevares.


Tyvene brød ind gennem et hjørnevindue efter på en endnu ukendt måde at have deaktiveret alarmen. Med en stor medbragt økse tævede de løs på det sikrede glas på de store montrer, der indeholdt diamantgarniturer af ufattelig værdi. Det var pansret glas, men den store økse trængte til sidst ind igennem glasset, og tyvene kunne hurtigt plyndre det værdifulde indhold og forsvinde – ligesom det var sket i København 14 år tidligere.

Det var formentlig ikke de samme forbrydere, der stod bag de to indbrud. Men den bagvedliggende mentalitet og hensynsløse grådighed var den samme. Forbrydere har alle dage tænkt, at det der kunne stjæles, det var deres.

Men det, der i særlig grad gør netop disse to forbrydelser til afskyelige og usle gerninger er, at det var tyveri af vores fælles kulturarv. Genstandene har det til fælles, at de måske nok repræsenterer en høj økonomisk værdi – men i virkeligheden er uvurderlige i kulturhistorisk forstand.

Museerne viser nemlig ikke genstande frem, fordi de er meget værd i kroner og øre. Gå ind i en smykkebutik, hvis du vil se ting, som der sidder en prisseddel på – ikke på museum! Museerne viser genstande, der er med til at danne vores forståelse af den fælles fortid. De giver os identitet og dybde i vores kultur. Vi bliver alle fattigere, når museerne mister kulturværdier.

Storfyrstens orden

”Det må være en samler, der har skullet have fat i det her”, udtalte kriminalinspektør Per Leo Jepsen fra Københavns Politis station City dengang i januar 2005. Røveriet var målrettet og brutalt udført.

Men hvordan kunne det dog komme så vidt? Og hvorfor lige denne russiske orden? St. Andreas-ordenen var den fornemste kejserlige russiske orden. Den blev indstiftet i 1698, men det eksemplar, der blev røvet i 2005, var formentlig fra omkring år 1900 og havde med stor sikkerhed tilhørt den russiske storfyrste Mikhail Mikhailovitj, som efter den russiske revolution i 1917 levede sine sidste år i eksil i Cannes i Sydfrankrig.

Den slags ordenstegn er så sjældne, at der ganske enkelt aldrig har været handlet en i Danmark. De russiske kejsere uddelte færre end 200 af de fine diamantbesatte Andreas-ordner, og kun meget få er tilbage på verdensplan

Ordenen var kommet til museet sammen med en samling af russiske uniformer og våben fra general Gudim-Levkovitj’ private museum i Frankrig midt under 2. Verdenskrig. I modsætning til diamantgarniturerne i Grünes Gewölbe var ordenen i København i 2005 ikke udstillet bag panserglas. Så havde det ikke gået så stærkt. Men ”genstandene står under publikums beskyttelse”, som der stod på museerne i gamle dage. Og ordner og medaljer var på Tøjhuset ikke beskyttet af andet end tre millimeter vinduesglas. Det var bare at sætte albuen til, så kunne man tage for sig.

Røveriet i 2005 blev den direkte anledning til, at sikkerheden på Tøjhusmuseet blev skærpet væsentligt, og i dag ville et tilsvarende røveri ikke kunne finde sted. Men det bringer jo desværre ikke det stjålne klenodie tilbage.

Et af Danmarkshistoriens mest lønsomme tyverier

Storfyrst Mikhail Mikhailovitj. Foto: Krigsmuseet.

I modsætning til de helt unikke og uerstattelige diamantgarniturer i Dresden, så var Andreas-ordenen i København lidt mere anonym. Der findes andre tilsvarende. Og ordenstegnene skulle jo gerne ligne hinanden.

Tøjhusmuseets medarbejdere fortalte hinanden, at det jo nok ikke var så galt endda med det røveri. For ordenstegnet var ganske vist af den fornemste slags, men der var ikke diamanter på, som der egentlig burde være, men derimod ”bare” zirkoner – en billig efterligning.

Men når man taler med rutinerede vurderingsfolk fra seriøse auktionshuse, så er det en anden historie, man får. Zirkoner eller ej, tilbage i 2005 ville de store auktionshuse i London ikke have tøvet med at sætte en ”reserve price” på 1 mio. pund for sådan en genstand. Altså, man ville ikke have solgt den for mindre end, hvad der dengang svarede til 10 mio. kroner.

En forespørgsel hos danske auktionshuse er resultatløs. Den slags ordenstegn er så sjældne, at der ganske enkelt aldrig har været handlet en i Danmark. De russiske kejsere uddelte færre end 200 af de fine diamantbesatte Andreas-ordner, og kun meget få er tilbage på verdensplan.

Det betyder, at hvis man absolut skal sætte en økonomisk værdi på tyvegodset fra Tøjhusmuseet i 2005, så er det et af de mest lønsomme tyverier nogensinde i danmarkshistorien. Det var ikke Guldhornene – men det var mange, mange penge.

Russisk røverøkonomi og nationalisme

I årene efter Sovjetunionens opløsning i 1991 skete der to ting. På den ene side gik det store samfund nærmest i opløsning, og utroligt mange mennesker mistede deres levebrød med udbredt fattigdom, social nød og kriminalitet til følge. På den anden side gav den kaotiske politiske og samfundsmæssige situation frit spil for gangstere og røverkapitalister til at skovle penge ind på mere eller mindre lyssky projekter.

En klasse af nyrige russere med et afslappet forhold til lov og orden lå pludselig inde med enorme formuer. Samtidig rejste der sig på ruinerne af den socialistiske stormagt en ny nationalisme: Nogle ville genindføre kejserriget, andre nøjedes med at dyrke minderne om fortidens storhed. Før-revolutionære russiske antikviteter kom pludselig i høj kurs, rigmænd var parat til at betale store summer for de fine, gamle ting – og de spurgte ikke til, hvorfra de stammede.

Da jeg begyndte at arbejde med den russiske samling, talte jeg med en nu desværre afdød samler, der fortalte, hvordan han i årene efter 2000 skilte sig af med sin samling af russiske ordner og medaljer, som han ellers holdt meget af. Det var ikke kun, fordi han kunne opnå en god pris for dem, men også fordi han simpelthen var nervøs for, hvad der kunne ske. I samlermiljøet hviskede man historier om voldelige røverier, afpresning og lignende. De russiske gangstere var berygtede for deres brutalitet. Så føltes det alligevel sikrere at sælge de fine ting.

Det er ærgerligt, at denne kombination af russisk røverøkonomi og nationalisme skulle ramme museet i 2005.

Hvorfor er det vigtigt?

Jeg har i en årrække forsket i og skrevet om den russiske samling af uniformer og andre genstande på Tøjhusmuseet (i dag kaldet Krigsmuseet). Da jeg begyndte det arbejde, vidste ingen, at samlingen havde den forbindelse til de russiske storfyrster, som blandt andet betød, at Mikhail Mikhailovitj’ Andreas-orden var havnet på museet.

I dag, efter at jeg har udgivet min bog Den Russiske General – Et Liv for Zaren, ville ordenen have kunnet indgå i udstillingen i sin rette sammenhæng. Men det er nu desværre umuligt – indtil den forhåbentlig en dag dukker op.

Når genstande på den måde forsvinder, så bliver vores kollektive arv fattigere. Der bliver færre facetter at se fortiden igennem. De genstande, som engang strålede som diamanter for os alle, er nu reduceret til et minde af slebent glas.


Illustrationer: Krigsmuseet og Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Seerup (født 1975) er kulturhistoriker, museumsinspektør og lejlighedsvis debattør. Han har skrevet bøger og artikler primært om flådehistorie og interesserer sig levende for kulturhistorien og hvordan den afspejler sig i vores samfund.

Seneste artikler om Kulturhistorie