
STÅR EUROPA ALENE? #2 // TEMA – Da Rusland sendte 19 droner ind over Polen, kom det ikke som nogen overraskelse for polakkerne. De oplever jævnligt meget håndfaste eksempler på, at Rusland er fjendtligt indstillet, og at der er krig i nabolandet Ukraine. Polen har brug for stærke allierede og ser på mange områder USA som en væsentligere partner end EU.
På baggrund af truslen fra Rusland opruster Polen kraftigt. Landet har nu EU’s største væbnede styrker på 216.000 mand, og udgifterne til forsvaret som andel af bruttonationalproduktet er blandt de højeste i Nato, 4,7 %, og fortsat stigende.
Forsvarsbudgettet er det eneste område, hvor de notorisk stridende politiske partier i Polen er enige. Der er dog en yderligere faktor, som mange polakker indregner i forsvaret af fædrelandet: et særligt forhold til USA.
Polens nuværende regering, som er af centrum-liberal observans, har et mere afdæmpet forhold til USA og er ganske EU-orienteret, men generelt er polske regeringer positive over for USA
Det mener den nye præsident, national-konservative Karol Nawrocki, at han har med sin relation til Donald Trump. De har ensartede politiske opfattelser og den samme væremåde, og det ser ud, som om Karol Nawrocki har lært meget af Donald Trumps metoder til at skaffe sig opmærksomhed og midler i en hård valgkamp.
USA’s regering sendte ligefrem i valgkampen i juni en særlig udsending til Polen, der opfordrede polakkerne til at stemme på Karol Nawrocki, og i Washington er man altså ganske tilfreds med, at Karol Nawrocki vandt.

USA’s interesse i at have et særligt forhold til Nawrocki er, at han er særdeles EU-skeptisk og næppe vil være loyal over for EU i samme grad som over for USA. Også præsidenten før Karol Nawrocki, national-konservative Andrzej Duda, der var på posten i ti år, forsøgte i sin periode at dyrke et særligt forhold til USA og mødtes blandt andet syv gange med Donald Trump.
Polens nuværende regering, som er af centrum-liberal observans, har et mere afdæmpet forhold til USA og er ganske EU-orienteret, men generelt er polske regeringer positive over for USA.
Våbenkøb skaber relationer
Polen har i sine omfattende investeringer i militært udstyr ved tidligere nationalkonservative regeringer inden for de seneste ti år i høj grad valgt amerikanske leverandører frem for europæiske, hvilket også kan gavne et særligt forhold mellem de to lande.
Blandt indkøbene til i alt omkring 32 mia. USD er:
- Abrams-tanks
- Apache-helikoptere
- HIMARS-luftforsvar
- F-35 kampfly
De polske indkøb har også indeholdt aftaler om amerikanske modkøb i Polen, hvilket bliver realiseret, men med en del forsinkelser og vanskeligheder som følge af krav om hastighed.
Ud over alt dette fine amerikanske udstyr har Polen også et betydeligt samarbejde med sydkoreanske våbenproducenter, og der er også købt ind hos europæiske leverandører og egen industri.
Et særligt forhold i historien
USA er en ledestjerne og har et godt image i Polen, fordi de amerikanske idealer ligner Polens: Frihed, konservatisme og fri konkurrence.
I Warszawa kan man se det gode amerikanske image ved, at præsidenterne George Washington og Woodrow Wilson (1913-1921) har hver sin store plads i byen, der også har æret Ronald Reagan med en statue. Den polske diaspora i USA tæller 8,4 millioner mennesker, der opfatter sig som polske og medvirker til vedligeholdelsen af det amerikanske image i Polen.
Polen har også vist sin loyalitet over for USA ved at støtte krigene i Irak og Afghanistan. Polen tilsluttede sig hurtigt George W. Bushs militære kampagne i Irak, hvor 28 mand døde i 2004, og i Afghanistan var antallet af døde polakker 41.
Selv om Polen har haft utroligt store gevinster via EU-samarbejdet, har landet også generelt været et skeptisk medlem, der ofte har brugt vetoretten
En af de største helte i Polen er Tadeusz Kościuszko (1746-1817), som kæmpede mod Rusland, der havde besat den østlige del af landet. Tadeusz Kościuszko var leder af det væsentligste oprør mod Rusland, men drog til Amerika og fortsatte sin indsats for frihed i amerikanernes kamp imod Storbritannien.
Når polakkerne altid har tilstræbt et særligt forhold til USA, er det bl.a., fordi Polen i Europa er blevet hårdt udplyndret af naboerne Tyskland og Rusland. Ja, også svenskerne har udplyndret Polen, men det var meget tidligere, i 1655-1660.
USA fremstår som den stærke modpol til Rusland/Sovjetunionen og var en støtte i Solidaritets kamp i 1980’erne. De europæiske lande har efter polsk opfattelse historisk set svigtet Polen, mest tydeligt i 1939. Selv om Polen har haft utroligt store gevinster via EU-samarbejdet, har landet også generelt været et skeptisk medlem, der ofte har brugt vetoretten.
Relationen til USA er derimod traditionelt uden de store forbehold.

Giver forholdet til USA særlige gevinster?
Og hvad har Polen så opnået ved sin loyale støtte? På forsvarsområdet er der etableret fire amerikanske militærbaser i Polen bemandet med ca. 10.000 amerikanske soldater. Og Trump har nævnt, at flere soldater vil blive udstationeret. Desuden har USA og Polen en aftale om forsvaret, ”Enhanced Defence Cooperation Agreement” fra 2020.
Sagen om de 19 droner viser, at det er de nære naboer, der er den vigtigste hjælp i de mindre konflikter. Desuden har Polen igen fået bekræftet, at det har brug for egne styrker
Da Polen blev angrebet af de 19 eller flere droner den 9. september, var det dog hollandske F-35’ere, der støttede det polske luftforsvar, og siden tilkoblede det danske flyvevåben sig. Donald Trumps reaktion på det russiske droneangreb var en udtalelse om, at det måske skyldtes en fejltagelse. Efter droneangrebet er Nato-landene blevet enige om at forstærke luftforsvaret i Polen, bl.a. med to F-16 fly fra Danmark.
USA og Donald Trumps afslappede holdning til de 19 droner er skuffende for polakkerne. Et særligt forhold mellem Polen og USA blev heller ikke set på det møde, som Donald Trump afholdt den 18. august kort efter Alaska-mødet. Polen var ikke med.
Sagen om de 19 droner viser, at det er de nære naboer, der er den vigtigste hjælp i de mindre konflikter. Desuden har Polen igen fået bekræftet, at det har brug for egne styrker.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og