BØGER // ANMELDELSE – Jeppe Krogsgaard Christensen skriver øko-dystopisk poesi om livet under glaskupler, hvor naturens skønhed synges frem som et tabt minde. Melankolien er stærk, men originaliteten halter i en bog, der føjer sig til klimakriselitteraturens voksende kor.
Jeppe Krogsgaard Christensens nye bog er en fin, lille én. Smukt indpakket og i hardback består den af tre ubrudte, lyriske forløb på omkring 20 sider stykket og må nærmest siges at tilhøre genren science fiction-poesi.
Som det forklares grundigt i pressemeddelelsen, er det en “øko-dystopi”, og det er lige før, den forklaring burde have stået bag på bogen også. For har man ikke fået forklaret dét, og at det er en fremtidsvision, kan man godt i skyndingen læse henover det.
Jeppe Krogsgaard Christensens bog er en lovprisning af verden og naturen, og kan som sådan næsten læses som bare dét. Men indimellem dukker så små antydninger op, som gør, at man begynder at forstå, at der er et eller andet sært på spil. Der er datid i de ting, der var, og altså ikke længere er, såsom “i den sene aften / hvor luften var kølig”.
Og så er der referencer til, hvad der godt kunne lyde til at være en form for teknologi eller medier, vi (endnu ikke) kender til. Såsom “zephyr”, måske en art identitetskort, eller “goze-meme”, som vel må være noget, der florerer på sociale medier.
Til sidst fornemmer man – igen: godt hjulpet på vej af pressemeddelelsen – at fortællestemmen er en forælder, der fortæller sit barn om den verden, der er forsvundet (og om Odysseus “der var væk hjemmefra / i ti år” – men det var nu tyve). Den natur og det dyreliv, der var engang uden for domen – den glaskuppel mennesker nu bor under. Digtene er denne fortælling, og det er derfor, den har en lovprisende karakter. For det er en sørgmodig besyngelse af alt det, som er forsvundet. Altså den verden, vi med forurening og global opvarmning stadigt styrer lystigt imod.
Jeppe Krogsgaard Christensen skriver klimalitteratur
Som sådan taler bogen ind i den knopskydende klimakriselitteratur – og det gør den hverken særlig originalt eller prægnant. Sproget er fint, flere steder poleret op til blød messingglans, glider lindt afsted – og hakker så alligevel en smule i det. Linjerne er ekstremt korte, består ind i mellem kun af en enkelt ord, og flere steder vælger forfatteren at knække ord for enden af en linje.
Formålet med dette er ikke altid klart. Nogle gange er det rent meningsforstyrrende, som f.eks. helt i begyndelsen af bogen, hvor vi læser: “byger / bare et lille øje / blik”, hvor det ikke lægger noget meningsfuldt til teksten, at man et kort øjeblik tror, at der er tale om et lille øje. Andre gange lægger det en mild flertydighed ind i sætningen, som når der lidt længere henne i første del står: “tæt ved søens spejl / vending”.
Temaet med livet i glaskupler er vel næsten så gammel som sci-fi-genren selv. Ikke blot på andre planeter, men også på Jorden, både under og over havet. Som relativt nyere eksempel kan man nævne filmen Logan’s Run (1976), hvor menneskeheden i år 2274 lever i byer under glaskupler på en postapokalyptisk jord. Så her er der altså ikke noget nyt på færde i Christensens bog.
“det var dengang / den slags stadig var science fiction” står der nær bogens slutning. Referencen er til den såkaldte “seed vault” i Svalbard – en hule boret ind i et bjerg og fyldt med et lager af alverdens plantefrø. Sådan at man har til nødstilfælde. I det hele taget er Christensens bog et eksempel på, at så meget af det, der før førte en lidt paria-agtig tilværelse bag science fiction-genrens pulpede glitterforsider, nu bliver en del af mainstreamlitteraturen.
Man kan f.eks. tænke på Olga Ravns De ansatte, eller Viggo Bjerrings Verdenshjertet. Ganske vist skriver nogen sci-fi-inspirerede mainstreamforfattere, som om der aldrig var skrevet science fiction før, men det ændrer ikke på tendensen. Når dette sker nu, har det at gøre med, at den fremtid der har været definerende for genren, nu er ved at blive en del af alles liv: Robotter, kunstig intelligens, verdens klimaundergang, kolonisering af rummet, flyvende biler, vakuumtunneltog – you name it.
Når man skriver om den almindelige virkelighed i dag, skriver man altså for så vidt helt uundgåeligt science fiction. Det kan få en til at overveje, om der så ikke burde opstå en ny genre – måske om en nyere fremtid, end den, der nu er blevet vores nutid? Hvis det er muligt, er det ikke i Christensens bog, man finder den. Og uanset har sci-fi-genren allerede været der. En klimasmadret verden, der fører til en tilværelse under domer, er trods alt kun en af mange mulige fremtider, som genren har kortlagt.
At den forekommer rædselsvækkende nær i disse år, er der ingen tvivl om. I forhold til de scenarier, forskerne konstant advarer os imod, synes en beskyttet tilværelse under glaskupler vel nærmest som en form for utopi, uanset at man så må undvære rødkælke, egern og ræve. Melankolien i Christensens sci-fi-poesi er til at tage at føle på. Rækkevidden og dybden ikke så meget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og