Hvad er ånd? Ånd er det store fællesskab, som binder Danmark sammen

Kirsten Jørgensen 07.10.2019

SAMFUND // KRONIK – Mistilliden i samfundet breder sig både i befolkningen og statens institutioner, skriver provst Kirsten Jørgensen. Vi har brug for at tænke om. Og tænke nyt. Den kristne forståelse af ånd rummer et frugtbart perspektiv: Ånd er fællesskab og kærlighed – ikke bare i de nære relationer, men også på samfundsplan.

At Smørrebrød er ikke Mad
og Kierlighed er ikke Had,
det er for Tiden hvad jeg ved
om Smørrebrød og Kierlighed.

Det er Johan Hermann Wessel (1742-85). Jeg citerer tit hans lille digt for mig selv, når jeg bliver mødt af noget, som jeg kun kan forholde mig til på en prøvende, tøvende og uafsluttet måde. Sådan har jeg det med ånd.

Jeg er præst, så man kunne måske godt forvente et færdigpakket svar på spørgsmålet om, hvad ånd er. Sådan et kan jeg desværre ikke levere. Men jeg kan dog godt give et bud på en mulig beskrivelse af, hvad ånd er, kan og gør. Følgende tekst er sådan et forsøg. Overskriften er, at ånd er fællesskab.

Fællesskab kan man forstå på mange måder. Vi kan tale om den slags fællesskaber, som jeg vil kalde de varme fællesskaber. Det er dem, vi har med hinanden som familiemedlemmer, som venner. Det er de fælleskaber, der er båret af sympati, af den spontane anerkendelse af hinanden og som vokser ud af den umiddelbare oplevelse af at være forbundet med hjertebånd til hinanden. Her er ånd = fællesskab = kærlighed. Ånden er kærlighedens ånd, der binder os sammen med dem, vi deler navne og slægt med, eller dem, som vi har draget ind i vores intimsfære gennem venskabets kærlighed.

Faktisk er det i dag nærmest kættersk at gå imod den opfattelse – altså at familie og venner ikke skulle være det absolut vigtigste i forhold til, hvordan vi kan komme til at føle os hjemme i verden. Ikke desto mindre vover jeg at påstå det omvendte: At det er de svale fællesskaber, som vi deler i samfundet ”derude”, der er de vigtigste fællesskaber

Men der findes også kølige fællesskaber. Kølige fællesskaber, her forstået i den mest positive forstand af ordet kølig – som den skønne brise på en hed sommerdag. Kølige, svale fællesskaber, der binder os sammen i det, vi kalder samfund, der er et andet ord for fællesskab.

Det svale fællesskab er det liv, vi har med hinanden i det offentlige. Det fællesskab, vi er en del af, når vi lukker døren derhjemme bag os og går ud i verden. Her er vi ikke sammen, fordi vi holder af hinanden som i familien og i vennekredsen. Vi er sammen, fordi vi deler en verden sammen lige her på vores sted i vores tid.

De svale fællesskaber

Vi har tendens til at mene, at det varme fællesskab, baseret på forkærligheden for de nærmeste, er det vigtigste fællesskab. Faktisk er det i dag nærmest kættersk at gå imod den opfattelse – altså at familie og venner ikke skulle være det absolut vigtigste i forhold til, hvordan vi kan komme til at føle os hjemme i verden. Ikke desto mindre vover jeg at påstå det omvendte: At det er de svale fællesskaber, som vi deler i samfundet ”derude”, der er de vigtigste fællesskaber.

Der er en klog mand, der har sagt, “at staten rækker ud over, hvad sympatifølelser varigt kan omspænde og kun her findes den virkelige frihed. For først i et samfund kan et levevæsen blive et selvstændigt og uforveksleligt” individ (Nils Gunder Hansen i hans bog om J.K. Bukdahl: Tanker af en anden verden, 2019.).

Det betyder, at de varme fællesskaber har deres begrænsning og lige så vel kan vende om til deres egen modsætning og vise deres mulighed for dæmoni. Det kender alle, der lider under at være sat i konflikten i en brudt familie: alle, der kender til bitterheden, vreden, hævntørsten mellem familiemedlemmer, ved, at de varme fællesskaber baseret på følelsernes kærlighed desværre alt for let kan blive en ødelæggende spændetrøje, en destruktiv magt, der kan komme til at definere dit liv negativt.

Vi har skabt en mistillid til staten. Og staten er selv begyndt at bygge på mistænkelighed i stedet for tillid og har indført et kontrolregime, der er ved at slå os ihjel. Mistilliden er vokset ind i institutionernes dna, og det er farligt. Vi har brug for at tænke om. Tænke nyt

Du bliver dig selv, når du træder ud i fællesskabet med andre. Ikke sådan at forstå, at du skal eksportere de varme indre fælleskaber til de fællesskaber, du har ude i samfundet. Slet ikke. Opfordringen er at lære at sætte pris på de svale fælleskaber, fordi de udgør det rum, hvor du kan blive dig selv. Hvor du kan være fri. Hvor de muligheder, du har, kan blive tydelige og gøres konkrete. For dit sande væsen er ikke kun dit indre, dine tanker og følelser. Dit sande væsen er i høj grad dine handlinger.

Hvad er det så for svale fællesskaber, jeg taler om? Helt bredt sagt er det staten. Staten rækker ud over, hvad sympatifølelser varigt kan omspænde og kun her findes den virkelige frihed, som jeg citerede lige før. Ikke staten forstået om bureaukratiet og administrationen på Slotsholmen. Ikke staten som ”de andre”. Men staten forstået som vores fællesskab. Staten med alle dens institutioner, der bærer vores fælles liv.

Det er det kommunale fællesskab. Det er folkeskolen, børneinstitutioner, sygehusvæsen, forsvaret, omsorgsvæsenet med dets mange ansigter. Det er staten forstået som demokratiet i alle dens former. Det er staten forstået som det væsen i dets mange udgaver, der tager hånd om vores fælles liv. Det er svømmehaller og jernbaner, Storebæltsbroer og jordmoderklinikker, kystsikring og jobcentre. Det er alt det, der binder os sammen som samfund, og som ikke er bygget på familielivets varme kærlighed, men på fællesskabets svale gensidige anerkendelse og respekt. På det fælles arbejde for det fælles gode.

Samfundets institutioner binder os sammen

Den gensidige anerkendelse og det at være hjemme i sin verden kalder filosoffen G.W.F. Hegel (1770-1831) for ånd. Ånd er den institutionelle virkelighed, hvor den enkelte er sammen med de andre. Ånd er alt det, vi deler, som de siger i TV 2’s reklamer.

Hvad siger præsten så? Hvad har den kristne forståelse af ånd med alt dette at gøre? Rigtig meget faktisk. For i kristendommen lægger vi vægt på det enkelte menneskes absolutte værd. Vi agter mennesker som et menneske i sin egen ret, der ikke defineres af andet end at have Guds ånd i sig. Og samtidig så siger vi, at det kristne menneske aldrig kun er sig selv, men for alvor bliver sig selv i fællesskabet med andre.

Samfundets institutioner giver mennesker frihedsmuligheder og binder os sammen, uden at vi behøver at klæbe til hinanden eller være bundet til hinanden på ufri vis

Der er kun frihed i fællesskabet med andre. Vi kalder det næstekærlighed, og her skal kærlighed netop ikke forstås som den varme kærlighed til dem, vi er intimt forbundet med, men som den svale kærlighed, der gør, at kærlighedens fællesskab er mere end gensidig sympati; den er i langt højere grad respekt, venlighed, ansvarlighed, engagement. Den er sval og i den mest konkrete forstand af ordet bæredygtig.

Samfundets institutioner giver mennesker frihedsmuligheder og binder os sammen, uden at vi behøver at klæbe til hinanden eller være bundet til hinanden på ufri vis. Derfor er det trist, at vi i de seneste år har fået en tendens til at se offentlige institutioner som fremmedgørende, udygtige, lukkede, massive, måske ligefrem døde.

Vi har skabt en mistillid til staten. Og staten er selv begyndt at bygge på mistænkelighed i stedet for tillid og har indført et kontrolregime, der er ved at slå os ihjel. Mistilliden er vokset ind i institutionernes dna, og det er farligt. Vi har brug for at tænke om. Tænke nyt. Tænke om alle vores institutioner, at de er de rette bærere af vores fællesskaber. Tænke dem som åndens sted. For ånd er fællesskab.

Det seneste folketingsvalg den 5. juni faldt på en smuk dag, fordi det var grundlovsdag. Den lov, der juridisk slår fast, at vi lever sammen i et stort fællesskab, bundet sammen af de institutioner, der bærer os, bærer Danmark.

Valget faldt også på det rigtige tidspunkt i forhold til kirkens kalender: lige før pinse, hvor Guds ånd, fællesskabets ånd ifølge vores helligtekst strømmer ud over alle: Vi københavnere, jyder og lollændere, vi der bor på Frederiksberg, Anholt og Møn, i Aarhus, Holte og Gram. Vi tilflyttede somaliere, syrere, afghanere og irakere. Ikke bare ved pinsetid men altid kan vi høre ånden tale til os om fællesskab, ansvar, delagtighed, anerkendelse og engagement. For ånd er fællesskab.

Foto: Storebæltsbroen, Wikimedia Commons.

Kirsten Jørgensen

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.