Hvad sker der lige med Etiopien? Ja, jeg tænker da på den graciøse etiopiske løber Almaz Ayana, der i går på fænomenal vis smadrede verdensrekorden i 10.000 meter for kvinder ved OL i Rio de Janeiro. Men sandelig også på de hundreder af mennesker, der de seneste uger er blevet dræbt under regeringsfjendtlige demonstrationer i hendes hjemland.
Verdenspressen er ved at vågne op overfor de blodige etniske uroligheder i Etiopien, der er det næstmest folkerige land i Afrika. Dette alene er en af grundene til, at udviklingen i landet på Afrikas Horn kan få vidtrækkende følger. Fredag stillede New York Times spørgsmålet: ”Står Etiopien foran at bryde sammen?”
”Gennem det seneste årti har Etiopien været en af Afrikas mest stabile nationer, en solid vestlig allieret med en hurtigvoksende økonomi. Men i de seneste måneder har regeringsfjendtlige demonstrationer rystet landet og har bredt sig mere og mere. Alene i den forgangne uge er tusinder af mennesker strømmet i gaderne med krav om fundamentale politiske forandringer”, skriver avisen og fortsætter:
”Regeringens respons har, ifølge menneskeretsorganisationer, været skånselsløs. Øjenvidner siger, at politifolk har skudt og dræbt snesevis af ubevæbnede demonstranter. Videoer i omløb, der menes at være fra slutningen af sidste år eller tidligere i år, viser sikkerhedspoliti i færd med at tæve unge mennesker med stokke, mens de tvinges til at stå på hænder op ad en mur”.
Snarere end at fordømme og kritisere Etiopiens brutale tiltag, har det internationale samfund vendt det blinde øje til, frasagt sig sit ansvar og i stedet samtykket til Etiopiens vedvarende overgreb og undertrykkelse
I en artikel offentliggjort fredag skriver Foreign Policy Journal, at det skønnes, at flere end 400 demonstranter og andre er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i Etiopien og at titusinder af andre er blevet anholdt. Samtidig kritiserer tidsskriftet omverdenen for ikke at reagere på udviklingen.
”Snarere end at fordømme og kritisere Etiopiens brutale tiltag, har det internationale samfund vendt det blinde øje til, frasagt sig sit ansvar og i stedet samtykket til Etiopiens vedvarende overgreb og undertrykkelse”, skriver tidsskriftet.
Foreign Policy Journal påpeger, at USA’s præsident, Barack Obama, sidste år blåstemplede Etiopiens regering ved at hylde ”demokratiet” i landet – til trods for, at Etiopiens regeringsparti, EPRDF, lige havde sikret sig samtlige 546 pladser i parlamentet ved et valg.
Men, som Afrika-kenderen Knud Vilby påpeger i en blog på Globalnyt fredag, så er Etiopien også en af USA’s værdifulde allierede i området – ikke mindst i forhold til udviklingen i nabolandet Somalia.
”Så Etiopien får lov til meget, som andre lande ikke får lov til”, skriver Vilby.
Han giver også i sin blog en udmærket indføring i, hvad der ligger til grund for den den etiopiske regerings seneste blodige fremfærd.
”Etiopien har stort set altid haft meget håndfaste autoritære og temmelig brutale regeringer. Normalt er de udsprunget af befolkningen i Amhara-regionen, der er den næststørste gruppe i forbundsstaten. De sidste mange år har styret imidlertid været helt domineret af folk fra Tigray i det nordlige Etiopien. Det hænger sammen med, at det var styrker fra Tigray og Eritrea, der i sin tid væltede diktatoren Mengistu”.
”Siden fik Eritrea selvstændighed, og så var tigrinerne næsten alene tilbage i ledelsen. Men tigrinerne udgør kun 6-7 procent af Etiopiens befolkning, og de to store etniske grupper, oromoerne i Oromia og Amharas befolkning, har længe følt, at de er sat uden for indflydelse. Der har været spændinger og drab tidligere, men i 2015 startede en ny bølge af demonstrationer i Oromia”, forklarer Knud Vilby.
Det er en udvikling, der eskalerede mærkbart i den forgangne uge. En udvikling, vi i Vesten måske burde holde lidt mere øje med. Etiopien er i disse dage andet og mere end guldmedaljer i Rio. Der er et blodigt oprør i gang i dette det næstmest folkerige land i Afrika.
Foto: Den etiopiske løber Almaz Ayana (Wikimedia Commons)
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her