HUNDE // KUNST – Selvom den firbenede skabelse altid har været menneskets bedste ven – så har hunden i kunsten ofte en helt anden karakter. Tag med på rejse rundt i kunsten, hvor hunden er hovedkarakteren.
Selvom hunden altid har været menneskets bedste ven – så har hundens rolle i kunsten interessant nok ofte en helt anden karakter. I middelalderens-, renæssancens- og barokkens kunst, som ofte blev bestilt af paver, prælater, konger, adelige og velhavende købmænd, skulle maleriernes scener fra Bibelen eller den græske mytologi vise det rigtige budskab om protektoren, og hvis der var hunde med på billedet, var de ikke altid udtryk for loyalitet eller hengivenhed.
Hunden i kunsten: Fire hunde, fire betydninger
I dag er de symbolske betydninger af en hund på et kunstværk tit gået tabt, men de fire udvalgte eksempler nedenfor kan give et indblik i de forskellige måder, hunde kan repræsenteres på: De kan symbolisere en vifte fra kristen dyd til liderlig utugt, og mange malere bruger hundens skjulte symbolik til at understrege deres budskab.
Den lille mops i kirken bærer altså et af de rigtig tungt ladede symboler på den kristne autoritet
Efter 1900, da kunst ikke behøvede at repræsentere andet end sig selv, mister hunde stort set deres symbolske betydning, men kan dog bruges til at udforske begreber om form eller bevægelse. Det ses i det sidste eksempel.
Så lad os snuse til fire kunstværker, hver med forskelligt syn på hunden.
En heftig og mægtig mops
Marias åbenbaring til Sankt Dominikus, panel, Nordholland, omkring 1500. Museum Catharijneconvent, Utrecht, Holland.
Der er tale om et panel fra omkring 1500, hvor vi ser den hellige jomfru vise sig for Sankt Dominikus og en gruppe munke i en rigt dekoreret gotisk kirke. Dominikanerordenen blev grundlagt i 1215 for at forkynde evangeliet og bekæmpe kætteri.
Brødrene i Dominikanerordenen dyrkede stor hengivenhed for Maria, og maleriet skildrer legenden, hvor hun viser sig for Dominikus og de andre brødre, mens de synger Salve Regina (Hil den hellige dronning).
Den lille mops ved Dominikus’ fødder er forbundet til endnu en legende: Under sin graviditet drømte helgenens mor, at hun havde født en lille plettet hund, som satte ild til verden med en fakkel. Historien er udtryk for den voldsomhed, som de sort-hvidklædte dominikanere bekæmpede kætteri med; ja de kaldes endda nogle gange Domini canes’, Herrens vagthunde.
Hunden bærer ikke en rigtig fakkel, men holder et scepter med rigsæble og kors. Korset sat ovenpå over et rigsæble repræsenterer Kristi herredømme over verden. Den lille mops i kirken bærer altså et af de rigtig tungt ladede symboler på den kristne autoritet.
Så hvem kunne tro, at den lille køter er på sådan et powertrip?
Loyal – eller sjofel – skødehund
‘Arnolfini-portrættet’ eller ’Portræt af Giovanni Arnolfini og hans kone’ eller ‘Arnolfini-brylluppet’, Jan van Eyck, 1434, oliemaleri på egetræspanel, National Gallery, London.
Et af de mest fascinerende værker i kunsthistorien, malet af den nederlandske maler Jan van Eyck (1390-1441), har også en lille hund med. Arnolfini-maleriet fra 1434 er et dobbeltportræt i fuld figur. Det menes at forestille den italienske købmand Giovanni di Nicolao Arnolfini og hans kone i deres bolig i Brügge i Flandern.
Maleriet af det velhavende par er fyldt med symboler og tegn og genstand for en løbende debat om deres betydning – og har derfor mange titler: viser det en forlovelse eller et bryllup, hvem er egentlig kvinden, og hvad er betydningen af detaljer som spejlet, hændernes placering, vinduet og lysekronen? Hvorfor står han ved vinduet og hun ved sengen? Her fokuserer vi på den lille skødehund.
At kvinden er malet med rund mave kan – men behøver ikke nødvendigvis – angive, at hun er gravid. For på det tidspunkt var dette look for kvinders kjoler på mode, og mange lag stof på en afrundet mave kunne signalere rigdom og ikke nødvendigvis frugtbarhed, altså ganske passende for en velhavende klædehandlers kone.
Ligeledes skal en bordelscene med drikkende og svælgende mænd og kvinder moralisere over liderlighed og dårskab
Det er tidligere foreslået, at der er tale om et bryllupsportræt og ikke blot en skildring af en forlovelse, og at den fidele skødehund symboliserede troskab (fra latin‘fides’ tro). En anden fortolkning taler for, at scenen udtrykker ønsket om frugtbarhed; at parret ønsker at få et barn og Fido symboliserer ‘lyst’.
Nyere tolkninger har dog sået tvivl om disse teorier. Kunsthistorikere er nu tilbøjelige til at tro, at der er tale om et posthumt portræt af Giovannis første hustru, Costanza Arnolfini. Hun døde i barselssengen på det tidspunkt, hvor Jan van Eyck var ved at male portrætterne. De slukkede stearinlys i lysekronen over hendes hoved, de små dødsscener afbildet i spejlets ramme på hendes side og den måde, hunden er afbildet på, kan antyde, at vi her ser et posthumt portræt, et memento mori.
I modsætning til parret, møder hunden beskuerens blik, og dyret er også placeret på samme måde ved hendes fødder, hvor hunde ofte sidder ved kvinders gravmæle. Disse grave viser et billede af kvinden i fuld længde med en hund ved sine fødder. Jan van Eyck har i så fald ment, at dyret skulle symbolisere en loyal følgesvend i efterlivet, evighedens skødehund.
Kopulerende køtere gør det doggy style
‘Bordelscene’, Frans van Mieris, omkring 1655, olie på panel, Mauritshuis, Haag, Holland.
I en scene med et krointeriør i 1600-tallet fylder en smilende kvinde et glas i en soldats ivrigt udstrakte hånd, mens han med den anden hånd prøver at trække hende ind til sig. Den måde, de ser på hinanden, og hendes dybe kavalergang, giver et fingerpeg om, at der er kærlighed i luften. Et par kysser og krammer i baggrunden, og sengetøjet hænger ned fra galleriet ovenover. Kombineret med den ligefremme skildring af køtere, der parrer sig ved siden af soldaten, gør at man ikke spor er i tvivl: dette er en bordelscene.
Det var typisk for 1600-tallets maleri at fremme en positiv holdning ved hjælp af et negativt billede. For eksempel opfordrede kunstneren til ‘mådehold’ ved at male ‘ekstravagance’, såsom fyldte vinflasker, glas og ølkrus. Ligeledes skal en bordelscene med drikkende og svælgende mænd og kvinder moralisere over liderlighed og dårskab – som kun fører til fattigdom, ja endda ruin, noget Frans van Mieris (1635-1681) i øvrigt oplevede på egen krop.
Selvom Frans van Mieris, en af Leidens såkaldte ’fine malere’ (fijnschilders) var en af de bedst betalte i den hollandske guldalder med en kundekreds, der spændte fra velhavende Leiden-borgere til Cosimo III de’ Medici, Storhertugen af Toscana, havde han katastrofalt dårlig styr på sin økonomi, en situation, der blev forværret af hans kæmpestore alkoholforbrug. Næsten hele sit liv stod han i dyb gæld til udlejere, kroejere og endda andre kunstnere.
Frans van Mieris døde i gæld i 1681. Gået i hundene, kan man godt sige.
Dynamisk gravhund
‘Dynamism of a Dog on a Leash’, Giacomo Balla, 1912, olie på lærred, Buffalo AKG Art Museum, Delaware, USA.
Denne humoristiske scene viser en gravhund i snor og fødderne af en kvinde, som begge traver rask af sted. Det er et oliemaleri fra 1912 af den italienske futurist Giacomo Balla (1871-1958). Han var fascineret af såkaldte ‘kronofotografiske’ undersøgelser af dyr, en teknik som blev udviklet mellem 1878 og 1886 af den engelske fotograf Eadweard Muybridge (1830-1904). Muybridge brugte flere kameraer til at fange de forskellige positioner i dyrs bevægelse, Balla fanger så hundens bevægelse i ét maleri og giver kæledyret ti, tolv, tyve ben på én gang.
Futuristerne var medlemmer af en kunstnerisk bevægelse fra det tidlige 20. århundrede, oprindeligt fra Italien. De var inspireret af fart, dynamik, teknologi, vold og krig, og fascineret af den fremadstormende industrielle tid, udtrykt i storbyen eller i hurtiggående køretøjer som bilen og flyet. De erklærede: Alt bevæger sig, alt kører, alt ændrer sig hurtigt. . .
I modsætning til de førende futurister var Giacomo Balla – maler, lærer og digter – ikke interesseret i maskiner eller vold; han ledte efter en mere munter tilgang til skildringen af fart og bevægelse, som vist i hans gengivelse af den dynamiske gravhund.
En hidsig ildsjæl, en følgesvend i det evige liv, en advarsel mod utugt eller et livligt udtryk for bevægelse: Hunde spiller også en rolle i kunst, som rækker ud over det velkendte trofaste kæledyr.
Næste gang du får øje på en hund på et maleri, så kig godt efter en ekstra gang, måske får du øje på dens superkraft, en skjult mening med dyret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og