UKRAINE // ANALYSE – Ukrainerne havde både håb og frygt før topmøderne i Alaska og Washington i de forgangne uger. Få ukrainere tror stadig, at Trump kan sikre dem en god fred.
Der er indimellem begivenheder, hvor man ved, at mediebilledet vil blive overvældet af detaljer og information, der ender ud i ingenting og resulterer i ren støj. Topmødet i Alaska og det efterfølgende i Washington tilhører den kategori.
Det første møde, den 15. august, startede ildevarslende. Trump og Putin havde talt sammen, og Putin forsikrede, at han ønskede fred. Freden skulle blot være holdbar og opfylde de russiske punkter, som reelt er et krav om kapitulation og det første af nogle få hurtige skridt til at eliminere den ukrainske stats eksistens.
Trump gik ikke med til det hele, men han accepterede meget. Omverdenen og ikke mindst stemmer fra USA fik ham dog siden til at afvise en del af Putins krav. Tilbage står spørgsmålet om ”land swap”, som stadig er uafklaret: Rusland krævede kontrol over hele Donbas-regionen og dermed de stærkeste forsvarspositioner langs fronten, mens Ukraine kunne få små områder af Sumy og Kharkiv tilbage.
Rusland gjorde heller ikke krav på de dele af Kherson-regionen, som stadig er under ukrainsk kontrol. Kombineret med Putins krav om nedrustning og stop af vestlig hjælp, ville sådan en aftale overlade Ukraine til Ruslands nåde.
Trump og Putin
De to præsidenter havde kun deres tolke med til mødet i Alaska, og det gav Putin enorme fordele. Han er kendt for at være flittig, han er inde i detaljerne – også de tekniske. Trump er modsat kendt for at være svingende og ikke arbejdsom, og sjældent har hans påstande bund i fakta. Læg hertil at Putin taler udmærket engelsk. Ifølge mine kilder til i det gamle KGB var Putin en middelmådig elev og fik en middelmådig eksamen, men det ændrer ikke ved mit indtryk af, at det var en professionel og en bodega-ekspert, der mødtes ansigt til ansigt.
Trump sagde efterfølgende, at han havde talt med Putin om brevafstemning. Det er ikke demokratisk, mente Trump. Putin gav ham ret, sagde Trump. Der er 50 lande i verden, hvor man tillader brevstemmer, og Rusland er et af dem. Dét kan muligvis give anledning til en vis skepsis over for metoden, men det siger noget om Trumps amatørisme. Jeg tænker, at den amerikanske præsident har rablet om almindeligheder, og at Putin har snakket ham efter munden.
Det står klart, at Rusland ønsker ikke at stoppe krigen
Trump så i øvrigt træt ud, mens Putin virkede veloplagt. Med sine 72 år er Putin er ikke nogen årsunge, men han så ud til at være i fin form. Trump er syv år ældre, og fremstår i stigende grad alderssvækket. Efter mødet blev de videre arrangementer aflyst, og der var mange teorier om årsagen: at mødet var gået helt galt. At de var blevet uvenner. Noget tyder på, at den virkelige årsag var, at Trump var træt. Modsat den tidligere præsident Joe Biden, er han heller ikke omgivet af ikke dygtige eksperter, der kan afværge eventuelle udfald.
Putin tog tilbage til Moskva, og begge talte efterfølgende om det gode møde. Putin inviterede Trump til Moskva, og foreslog at de kunne mødes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj dér og forhandle en fredsaftale. Det virkede som om Trump faldt halvt ned i – hvad der virkede som – en fælde. Fordi han ikke afviste forslaget eller i det mindste sagde, at det var der ingen aftale om.
Facit for Alaska
Det står klart, at Rusland ønsker ikke at stoppe krigen. Den går egentlig meget godt for dem, og lige op til topmødet fik russerne et gennembrud på fronten mellem Pokrovsk og Kostjantiniivka. Nogle dage senere formåede to af Ukraines brigader dog at tage meget af det tabte tilbage og at omringe mange russiske tropper der. Men sådan en manøvre koster, fordi det svækker andre frontafsnit, og det giver tab at skulle angribe.
Under de to topmøder var Ukraine forholdsvis tilbageholdende på slagmarken. Mens Trump og Putin var i Alaska udførte Rusland til gengæld store drone- og missilangreb på civile i Østukraine, hvilket kan opfattes som en ekstra ydmygelse af Vesten – og specifikt af Trump.
Putin opnåede desuden at komme ud af sin isolation, i det mindste i forhold til USA. Han forhindrede Trumps planer om at indføre nye sanktioner. Det ser endda ud til, at Putin fik diskuteret muligheden for at ophæve sanktioner og indgå handelsaftaler. Han fik Trump til at køre Europa og Ukraine ud på et sidespor. Putin fremstod på overfladen indstillet på fred, men på helt uacceptable vilkår. Han gav sig ikke et eneste sted.
Europæisk feberredning
Trump er som bekendt meget opmærksom på sin egen popularitet. I kølvandet på Alaska var der lidt for mange memes på sociale medier med referencer til München 1938 til at han kunne overse dem. Han er desuden blevet mere og mere åben om sit store ønske om at få tildelt Nobels Fredspris. Måske derfor blev Zelenskyj inviteret til at mødes med Trump i Washington ugen efter – den 18. august.
Europa reagerede ved, at repræsentanter fra Storbritannien, EU og Nato mere eller mindre inviterede sig selv med til møderne i Det Hvide Hus. De kunne dermed danne en samlet front med præsident Zelenskyj og vise solidaritet med Ukraine.
Det ser ud til, at Europa har afværget den diplomatiske krise. Det var vigtigt, naturligvis. Men endnu en gang blev der ikke blevet talt om at bringe Ukraine til sejr
Med var blandt andre Natos generalsekretær Mark Rutte, EU’s formand, Ursula von der Leyen, Italiens Giorgia Meloni, Frankrigs Emmanuel Macron, Tysklands Friedrich Merz og Finlands Alexander Stubb. De første giver god mening, men Stubb? Jo, Trump synes at være ekstra glad for netop ham. Et lidt mærkeligt fænomen, for Stubb er bestemt ikke slesk over for Trump, men et klogt træk.
Zelenskyj havde taget jakkesæt på i dagens anledning. Der var meget small talk, og på mig virkede det hele virkede som anden akt af en slags cirkusforestilling. Trump sad lige foran Stubb og kunne ikke finde ham, mens han talte venligt om ham. Rutte var som altid slesk over for Trump. De andre fulgte godt med. Trumps forgængere Reagan, Nixon, Johnson, Kennedy, Eisenhower, Truman, Roosevelt, Wilson og Roosevelt (Teddy) må vende sig i deres grave! For slet ikke at tale om Churchill.
Status på diplomatiet
Hvor absurd det end var at følge de europæiske lederes febrilske forsøg på at gøre Trump glad med slesk tale (og næppe billig portvin), så må man give dem, at operationen lykkedes. Lige nu er det svært at se, at der kommer et topmøde mellem Putin og Trump i Moskva. Ukraine blev ikke sat under yderligere pres. Putin opnåede ikke noget konkret.
Der kæmpes fortsat, og det meget intensivt. Den 23. august blev for eksempel Kramatorsk og nærmeste omegn udsat for 24 glide- og flybomber, hvilket er et stort tal i forhold til tidligere. Alene i de tre dage, jeg var i området for nylig var den fire-fem af dem, og det syntes de ukrainske soldater var mange.
Ukraine har foreløbig sat prop i det russiske gennembrud fra lige før topmødet, men som nævnt har det omkostninger, og USA har fortsat lukket af for våbenhjælp. Dog vil amerikanerne gerne levere våben, hvis Europa betaler. Der er også tegn på, at USA tillader eksport af flere våbentyper og opgiver hidtidige restriktioner for ukrainernes brug af de leverede våben. Det er fint, men det bringer ikke krigen til en afslutning.
Mange i Vesten håber, at Rusland bryder sammen. Det er uklogt, og ukrainerne tror ikke på det
Det ser ud til, at Europa har afværget den diplomatiske krise. Det var vigtigt, naturligvis. Men endnu en gang blev der ikke blevet talt om at bringe Ukraine til sejr, og hvad det vil betyde økonomisk at få de rette forsyninger frem og i øvrigt engagere sig aktivt i krigen. Tror man på, at den skal afgøres militært, så står vi nu længere fra freden, end vi gjorde før topmøderne for cirka to uger siden.
Sagen er, at så længe Rusland kan trække krigen ud, så længe vil de bide deres tab i sig og udstå alle prøvelser. Russerne satser på, at ukrainernes støtter i Vesten før eller siden bliver trætte og opgiver, og så bliver Ukraine deres, tror de. Det kan kun en succesfuld ukrainsk offensiv lave om på.
Apati fra ukrainernes side
Som tiden går, er mange ukrainerne blevet opgivende. Det er rigtigt, at flere taler om, at de nu ønsker fred. Det siges i dag langt mere direkte i dag, end jeg tidligere har hørt, og jeg har opholdt mig meget i landet siden 2017. Men når jeg spørger dem, om de så vil opgive deres provinser til Rusland og acceptere Putins øvrige krav, så er det en blank afvisning.
Ikke en eneste gang har jeg hørt en ukrainer tale om den mulighed, og sådan er det fortsat. Desværre har de to topmøder ikke givet ukrainerne anledning til mere optimisme. Ret skal være ret: Min venne- og bekendtskabskreds består ikke just af folk fra det meget lille russiskvenlige mindretal i Ukraine. De sidder i deres boliger i for eksempel Kramatorsk og venter med længsel på deres ”befrielse”, uagtet at de russiske ”befrierne” er i fuld gang med at pulverisere deres byer.
Mange i Vesten håber, at Rusland bryder sammen. Det er uklogt, og ukrainerne tror ikke på det. Måske sker det. Måske ikke. Vi kan ikke vide det. Håb kan som bekendt aldrig være en strategi. Det ser ud til, at almindelige russere langt om længe har fået svært ved at få brændstof til deres biler. Det skyldes de systematiske ukrainske angreb på de russiske raffinaderier, men der er langt fra benzinmangel til et sammenbrud. Der skal mere til, og det mere er, at den russiske hær inde i Ukraine skal elimineres. Det er, hvad jeg får ud af Putins og Trumps topmøde. Putin har ikke rokket sig en tomme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og