USA // PORTRÆT & ANALYSE – USA // ANALYSE – ”Den eneste, der potentielt kan true vicepræsident J.D. Vance som Republikanernes præsidentkandidat i 2028” kalder USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen USA’s udenrigsminister Marco Rubio i denne analyse. Rubio har forvandlet sig fra en moderat og valgbar republikansk senator til en af præsident Trumps betroede mænd i forhandlingerne om Ukraine, og allerede nu finder der en magtkamp sted mellem Rubio og Vance: I Bruxelles noterer man sig, at hver gang Rubio træder ind i forhandlingerne, ændrer fredsplanen sig fra en russisk ønskeseddel til en aftale, både Europa og Kyiv kan leve med.
NEW YORK – Marco Rubio har tre titler i Trumps regering: Han er USA’s udenrigsminister, Secretary of State, han er fungerende national sikkerhedsrådgiver for præsident Trump, Acting National Security Advisor, og så har han også det midlertidige ansvar for det stort set forsvundne United States Agency for International Development (USAID), USA’s udviklingsagentur.
Og p.t. – med de fleste af verdens øjne hvilende på sig – har han også forhandlet på USA’s vegne i Genève for at omforme en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, der startede som et udkast, der så ud, som om det var designet og aftalt i Moskva, til et forslag, som Europa og Ukraine kan acceptere, og som USA (efter sigende) også ”i brede træk” tilslutter sig.
Hvis Ukraine-krigen får et politisk efterspil i USA, vil Marco Rubios navn stå skrevet direkte ind i det
Men før vi tror på mirakler eller julemanden – og vi har tidligere set den amerikanske præsident ændre holdning om både Ukraine og en fredsaftale, efter han har talt med præsident Putin – er det værd at se nærmere på Rubio, en mand, der ikke bare har de tre tunge og førnævnte titler, men som også er den eneste, der potentielt kunne true vicepræsident J.D. Vance som Republikanernes præsidentkandidat i 2028.
Et sindbillede på den amerikanske drøm
Så hvem er han?
Lad os slå noget fast, der er både aktuelt og relevant set med danske briller, før vi går tilbage i tiden:
Hver gang Marco Rubio sætter sig for bordenden i fredsforhandlingerne, synes teksten om en mulig aftale at flytte sig et stykke væk fra Kremls maksimale krav. Når det er Donald Trump selv, eller især præsidentens private forhandler Steve Witkoff, der styrer, ryger tyngdepunktet tilbage mod Moskva.
Det burde ikke overraske, for i sine mange år som senator for Florida var Rubio kendt som en udenrigspolitisk høg og en skarp kritiker af netop Rusland.
Men lad os gå tilbage til starten: Marco Rubio kom til verden i Miami i 1971, og som søn af cubanske immigranter blev han i mange år set som en klassisk version af The American Dream. Som State Department anfører i præsentationen af ministeren, er han faktisk ”det levende bevis på, at den amerikanske drøm findes”.
Først var han lokalpolitiker i West Miami, senere blev han formand for Floridas delstatsparlament, og i 2011 ankom han som senator i Washington, D.C. i et midtvejsvalg, hvor Republikanerne triumferede efter to år med præsident Obama i Det Hvide Hus.
I primærvalget, hvor Rubio stillede op som partiets mulige præsidentkandidat, kaldte han sin rival, Donald Trump, for en ”con man” (en svindler) og advarede mod ham som en fare for partiet og for USA
I 2010’erne var han en af det republikanske establishments yndlinge. Han var ung, veltalende og konservativ, men moderat i sin retorik, især i udlændingepolitikken. Han var frontfigur i the Gang of Eight, et tværpolitisk forsøg på en immigrationsreform med fire demokrater og fire republikanere som forslagsstillere. De otte fremlagde et lovforslag i Senatet, der imidlertid aldrig havde en chance i det polariserede Repræsentanternes Hus.
Ikke desto mindre blev Rubio dengang af analytikere beskrevet som den ”valgbare konservative”, der kunne bygge bro mellem partiets centrum og højrefløj.
En kandidat, der udfordrede Trump i 2016 og undskyldte for sin hån bagefter
Præsidentvalget i 2016 ændrede i mellemtiden på ligningen. I primærvalget, hvor Rubio stillede op som partiets mulige præsidentkandidat, kaldte han sin rival, Donald Trump, for en ”con man” (en svindler) og advarede mod ham som en fare for partiet og for USA. De to rivaler havde også en underholdende, men uskøn udveksling af skældsord om, hvem af dem der havde den største penis. Her ses dette øjeblik, hvor Rubio også fik sagt, at Trump aldrig ville Make America Great Again, men derimod ”orange” som hans spray tan. Se den ekstraordinære optræden her:
Trump svarede dengang, at han ikke havde problemer i ”that department”, og Rubio undskyldte i øvrigt. Og efter nederlaget til Trump i primærvalget lagde han sig på linje med den nye partiledelse.
Som senator i perioden 2016-20 stemte han for stort set alt på Trumps politiske dagsorden og profilerede sig som en udenrigspolitisk høg med en hård kurs mod Kina, Iran, Cuba og Venezuela samt en stærk støtte for Israel.
Da Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus efter præsidentvalget i 2024, blev Rubio fyrsteligt belønnet. I januar 2025 blev han udnævnt til udenrigsminister og blev i øvrigt godkendt af Senatet med stemmerne 99 for og 0 imod – en bemærkelsesværdig og sjælden enighed om en MAGA-profil. Siden har han også midlertidigt fået ansvar for USAID og senere posten som fungerende national sikkerhedsrådgiver, som i D.C. resulterede i øgenavnet ”ministeren med de mange hatte”. Og netop den kombination, en hård og kompromisløs retorik over for autoritære regimer og en 100 % loyalitet over for Trump, er nøglen til at forstå hans rolle i de aktuelle Ukraine-forhandlinger.
Den russiske ønskeseddel
Udgangspunktet for den aktuelle situation er et 28-punkts fredsudkast, som i midten af november blev lækket til flere medier. Dokumentet blev hurtigt kritiseret som åbent pro-russisk: Ukraine skulle opgive fuld kontrol over Krim og hele Donbas, acceptere et loft over sin hær på 600.000 soldater, love aldrig at tilslutte sig Nato og indgå en række uklare aftaler, der samtidig ville bringe Rusland tilbage i G8 og lette de internationale sanktioner mod landet.
Mediet Bloomberg kunne onsdag berette, at Witkoff i et telefonopkald foreslog en højtstående russisk embedsmand, at de i fællesskab skulle ”arbejde på en plan”, og at Putin selv burde foreslå den over for Trump
Som en detaljeret analyse fra tænketanken CSIS konkluderer, var planen ”ikke en aftale, men muligvis et udgangspunkt”, fyldt med løse ender, inkonsistens og antagelser, der gør den umulig at implementere som skrevet og på flere nøglepunkter markant mere imødekommende over for Rusland end tidligere udkast. Ifølge CSIS’s gennemgang og flere lækkede historier havde Trumps særlige udsending Steve Witkoff spillet en central rolle sammen med den russiske forhandler Kirill Dmitriev.
The Kyiv Independent har beskrevet, hvordan Witkoff gradvist har skubbet mere traditionelle – og mere pro-ukrainske – embedsmænd ud af processen i Det Hvide Hus og i praksis ledt en kanal direkte ind i Kreml. Og som om det ikke var nok, kunne mediet Bloomberg berette onsdag i denne uge, at Witkoff i et telefonopkald foreslog en højtstående russisk embedsmand, at de i fællesskab skulle ”arbejde på en plan”, og at Putin selv burde foreslå den over for Trump.
Reaktionerne på planen var ikke venlig i hverken Bruxelles eller Kyiv. Europæiske ledere og flere republikanske og demokratiske medlemmer af USA’s kongres beskrev samstemmende den lækkede tekst som en plan, der i store træk accepterede Ruslands territoriale gevinster. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj sagde i en tv-tale, at landet risikerede at skulle vælge mellem ”tab af værdighed” og risikoen for at miste en nøglepartner, USA.
Når Witkoff og Trumps dealmaking er i førersædet i Washington, ender alle forsøg på fredsplaner med andre ord, som var de en russisk ønskeseddel. Den første plan blev derfor i Europa og Kyiv læst som klassisk appeasement til en brutal stormagt.
Marco Rubios krisehåndtering i Genève
Men præcis på dette tidspunkt trådte Rubio for alvor i karakter. Først opstod der dog forvirring, da flere amerikanske senatorer i sidste uge fortalte, at Rubio i telefonopkald havde givet indtryk af, at den udskældte plan i virkeligheden var indsendt af russerne, og at USA blot havde videresendt den.
Rubio gik imidlertid ud umiddelbart efterfølgende og insisterede på, at udkastet var amerikansk:
”It is offered as a strong framework for ongoing negotiations,” lød det også.
Dermed positionerede udenrigsministeren sig mellem Det Hvide Hus, europæerne og sine egne republikanske kritikere.
Han reducerede også udkastet til et uforpligtende udgangspunkt, som kan omskrives, en formulering som Trump i øvrigt tilsluttede sig, da han understregede, at dokumentet var ”et forslag, og ikke skrevet i sten”.
Udkastet til en aftale gør bestemt ikke Rubio til nogen helt i hverken Kyiv eller Bruxelles. Men han er i praksis det nærmeste, europæerne og ukrainerne har at håbe på i Trumps inderkreds
Og efter dages forhandlinger i Bruxelles, hvor europæerne og ukrainerne sad med ved bordet, blev det nuværende 19-punkts-udkast til en fredsaftale i Genève.
Udkastet er på flere centrale områder mindre pro-russisk, og der er ingen yderligere territoriale indrømmelser fra Ukraine, loftet over den ukrainske hærs størrelse er hævet til 800.000, og der er ingen amerikansk kontrol med russiske indefrosne midler. Endelig offentliggjorde USA og Ukraine en fælles erklæring om et ”opdateret og forfinet fredsgrundlag”, der skal ”opretholde Ukraines suverænitet” og sikre en ”bæredygtig og retfærdig fred. Der dog stadigvæk, som Rubio sagde i starten af ugen, er et ”living, breathing document”, som ændrer sig hver dag
Der er altså stadig tale om en plan, hvor Ukraine må acceptere smertefulde indrømmelser, og hvor Nato-medlemskab fortsat ser ud til at være udelukket.
Udkastet til en aftale gør dermed bestemt ikke Rubio til nogen helt i hverken Kyiv eller Bruxelles, men han er i praksis det nærmeste, europæerne og ukrainerne har at håbe på i Trumps inderkreds.
Hvad driver Marco Rubio?
Hvis man skal forsøge at forstå Rubios linje, er den formet af tre hovedingredienser:
a) Hans ideologiske bagage: Som søn af antikommunistiske cubanske immigranter har han talt dunder mod Moskva og Beijing i hele sit politiske liv. Han har tidligere kaldt Putin en bølle og advokeret for hårde sanktioner.
b) Hans rolle som Trumps udenrigspolitiske chef: Som udenrigsminister og midlertidig national sikkerhedsrådgiver er det Rubio, der skal oversætte Trumps impulsive forhandlingsstil til noget, der kan fungere både hos USA’s allierede, i MAGA-kredsen, i embedsværket og i de internationale institutioner. Mediet Axios har beskrevet, hvordan det har styrket Rubios position betydeligt på de indre linjer, at Trump gang på gang betror ham flere kasketter, netop fordi den tidligere senator leverer resultater uden at skabe åben intern konflikt.
Rubio er 54 år, og alt tyder på, at han ser sig selv som en potentiel arvtager til Trump og dermed mulig præsidentkandidat i 2028
c) Endelig er der som allerede nævnt hans egen fremtid: Rubio er 54 år, og alle amerikanske analytikere ser ham – og det gør han sandsynligvis også selv – som en potentiel arvtager til Trump og dermed mulig præsidentkandidat i 2028.
Time og flere andre medier har beskrevet, hvordan Trump, der altid godt kan lide, at hans løjtnanter strides og aldrig føler sig alt for sikre i sadlen, i august 2025 godt nok kaldte J.D. Vance for sin ”mest sandsynlige” arvtagerskikkelse, men i samme åndedrag pegede på Rubio som en oplagt makker og mulig fremtidig vicepræsidentkandidat.
Og mens medier og politiske æggehoveder allerede nu gætter løs, gør udenrigsministeren en del for at optræde så statsmandsagtigt som muligt. Nedenfor ses hans tale 11. september, hvor han mindes ofrene for terrorangrebet samme dato i 2001:
Udenrigsministeren kan i den optik ikke tillade sig at fremstå som svag over for Rusland, men heller ikke som en neo-con eller establishment-høg, der torpederer Trumps løfte om at stoppe krigen så hurtigt som muligt. Resultatet er en balancekunst og er foreløbig resulteret i en plan, der stadig kræver store indrømmelser fra Ukraine, men hvor Rubio foreløbig har haft succes med at indbygge flere vestlige sikkerhedsgarantier, lidt mere klarhed om rekonstruktionen og lidt færre blankochecks til Moskva.
En fredsplan som et skridt mod 2028 – eller et muligt nederlag for en ”globalist”?
Det store og ubesvarede spørgsmål er selvsagt, om denne rolle styrker eller svækker Rubio frem mod 2028.
På den ene side er Rubio en ideologisk høg, der i princippet deler Europas og Ukraines bekymring for russisk revisionisme og gerne taler om ”sikkerhedsarkitektur” og institutionelle garantier. På den anden side er han nu politisk og personligt bundet så tæt til Trump, at han sjældent offentligt korrigerer præsidenten, heller ikke når Trump taler om at standse militær assistance til Ukraine.
Hvis planen bryder sammen, og Putin udnytter processen til at vinde tid og mere territorium, risikerer Rubio at stå tilbage som manden, der satte navn og ansigt på et forfejlet projekt. I den situation vil Vance og andre nemt kunne portrættere Rubio som endnu en ”globalist”, der lod sig presse
Men hvis der faktisk kommer en aftale, der kan sælges som ”fred med nogenlunde ære og værdighed”, dvs. hvor Ukraine overlever som en stat med klare sikkerhedsgarantier, og hvor Vesten bevarer en vis troværdighed, vil Rubio kunne markedsføre sig som the adult in the room, der leverede, hvor andre gav op. Også uden at overskygge Trump, der ikke bryder sig om at dele rampelyset med nogen som helst.
Det vil ikke nødvendigvis gøre Rubio mere populær blandt de mest loyale MAGA-vælgere, men det vil gøre ham næsten uundgåelig i den del af partiet, som både vil have Trump-linjen og samtidig gerne ser et minimum af regeringsduelighed.
Men hvis planen bryder sammen, og hvis Putin udnytter processen til at vinde tid og mere territorium, risikerer Rubio at stå tilbage som manden, der satte navn og ansigt på et forfejlet projekt. I den situation vil Vance og andre nemt kunne portrættere Rubio som endnu en ”globalist”, der lod sig presse af europæerne og det udenrigspolitiske establishment.
Det spørgsmål kan selvsagt endnu ikke besvares, men en ting er sikker: Marco Rubio er blevet en figur, verdens diplomater ser på med et vist håb, hver gang processen omkring Ukraine nærmer sig briste- eller kogepunktet.
Ikke fordi udenrigsministeren er ”krigens arkitekt”, men fordi han er blevet den hovedforhandler, som både Europa og Ukraine stadig mere desperat klynger sig til. En mand, der forsøger at forvandle Trumps brutale og uforudsigelige tilgang til noget, der ligner en strategi. Eller sagt anderledes: Hvis Ukraine-krigen får et politisk efterspil i USA, vil Marco Rubios navn stå skrevet direkte ind i det.
Læs mere om USA og amerikansk politik – følg vores USA-korrespondent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og