SYRIEN // REPORTAGE – Siden 2017 har Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien været kontrolleret af landets nye regime, HTS. Her eksisterer teltlejre side om side med smukke og velhavende hjem.
IDLIB – Støvet hvirvler op bag lastbiler og scootere, mens solen ubarmhjertigt bager ned over vejene i Idlib-provinsen. Der er næsten ingen kvinder i gadebilledet. Dem, man ser, bærer mørke tørklæder tæt om hovedet og følger oftest efter en mand. Området er domineret af streng konservatisme, så mænd og kvinder lever adskilt. Butiksskiltene er modsat storbyer som Damaskus og Aleppo udelukkende på arabisk, og religiøs ortodoksi præger det offentlige rum. Og så er der de traditionelle biavlere.
Langs vejene strækker teltlejre sig ud i horisonten, som spor fra borgerkrigen. Her bor mennesker, der mistede deres bolig, da bomberne faldt. For mange er det over ti år siden, og flere af børnene, der leger i skyggen af presenningerne, har aldrig kendt andet end teltdug som vægge.
Idlib-provinsen er hjemegn for Syriens nye regeringsmagt, den tidligere oprørsgruppe Hay’at Tahrir al-Sham, HTS. Gruppen er af USA og EU klassificeret som en terrorgruppe, men har siden december 2024 kontrolleret størstedelen af landet. POV International er taget til området for at forstå, hvad det nye Syriens magthavere kommer af.
Kun få minutters kørsel fra teltlejrene, op gennem det kuperede terræn, forandrer landskabet sig brat. Bag høje mure ligger store huse omgivet af frugttræer og vinstokke, der slynger sig over indgangene som grønne tage. Inde i stuerne er gulvene dækket af bløde arabiske tæpper.
Kontrasterne er umulige at overse. Mellem permanent midlertidighed og diskret velstand. Mellem dem, der har overlevet, og dem, der forsøger at leve.
Idlib er en provins, der med støtte og indflydelse fra Tyrkiet har opnået en vis grad af økonomisk stabilitet, især gennem grænsehandel mod nord. Men det er også i et område med en uventet tradition: Biavl. Honningproduktion. Et lille fristed, hvor generationer har skabt noget sødt midt i alt det bitre. Et holdepunkt før, under og efter at bombeflyene fra Assad-regimet trak spor hen over himlen.
Omstridt slagmark
”Bierne er smukke dyr. Deres bistader er som fuldkomne universer, hver bi har sin rolle, og sammen opretholder de stadet som et lille kongerige. Det er næsten som her i Idlib,” fortæller Mostafa Jilo hjemme i stuen.
Smilende beretter han om et af sit livs store passioner, bier. Den 45-årige pædagog måtte opgive sit liv som biavler under borgerkrigen, men udlægger med ivrige armbevægelser sit tidligere erhvervs betydning for sin hjemprovins.
”Biavl er en stor tradition for mange arabere. Men i Idlib producerer vi en special type honning, der giver en helt unik smag, og som også er grunden til at kulturen for biavl er så stærk i vores provins,” forklarer han.
Men biavl er ikke Idlibs eneste arv. Området har med sin særdeles konservative fortolkning af islam været en omstridt slagmark under den syriske borgerkrig. Skiftende mellem at have været kontrolleret af den tidligere diktator Bashar Al-Assads regeringsstyrker og islamistiske oprørsgrupper som Jabhat Al-Nusra har dets befolkning gennemlevet voldsomme magtkampe.
Før krigen var vi 1.600 biavlere i Idlib. Nu er vi omkring 1.000 tilbage
På trods af grupper som Islamisk Stats indflydelse på provinsen har HTS-bevægelsen kontrolleret området i otte år. Omar Jilo, Mostafas fætter, fortæller senere på dagen, at Abu Bakr Al-Baghdadi begik selvmord få hundrede meter fra hans hjem i landsbyen Barisha i 2019. Al-Baghdadi var en af verdens mest eftersøgte terrorister efter Osama Bin Ladens død i 2011 og stod i spidsen for Islamisk Stat gennem en stor del af den syriske borgerkrig og kalifatets storhedstid.
”Det var en stor glæde at se HTS-styrkerne befri resten af Syrien, da tyrannen Assad faldt. I dag er vores provins fri, og jeg tror, at 80 % af Idlibs borgere, ligesom mig, støtter den nye regering,” fortæller Mostafa Jilo.
Den midlertidige syriske præsident Ahmed Al-Sharaas bagland er med andre ord dybt rodfæstet i Idlib. Præsidenten med en længere fortid i Al-Qaeda kan derfor ikke undgå denne komplekse provins, når det fremtidige Syrien skal formes. En provins, hvor kvinder som nævnt er et særsyn i gadebilledet, hvor terrorgrupper som Islamisk Stat tidligere har fået stærkt fodfæste, men altså også et område, hvor noget så fredeligt som biavl dyrkes intenst.
Helligt erhverv under pres
Biavl har dybe rødder i Syriens historie. Men ligesom Idlib-provinsen er blevet forandret af år med krig, revolution og økonomisk kollaps, har bierhvervet lidt under tidens pres.
”Under krigen mistede vi halvdelen af vores bier. Eksplosionerne slog dem ihjel. Fattigdommen gjorde, at folk ikke længere havde råd til honning, og det betød, at mange biavlere måtte opgive deres levebrød. Før krigen var vi 1600 biavlere i Idlib. Nu er vi omkring 1000 tilbage,” fortæller 55-årige Omar Jilo, som selv er biavler.
Han slog sig ned i Idlib for 30 år siden, dengang landskabet var grønnere og livet mere stabilt. I dag er han en kraftig mand med markerede armbevægelser og en stemme, der skærer gennem rummet. Siden ankomsten til området har han forvandlet sin have til et frugtbart paradis og opfostret ni børn.
Men krigen er kun én del af forklaringen på biernes tilbagegang. Klimaforandringer og kemikalier spiller også en ødelæggende rolle.
”Pesticiderne alene kan dræbe op mod halvdelen af bierne i Idlib. Dertil kommer tørken og varmen. Floden, der før løb få kilometer herfra, er forsvundet. Vandet blev brugt til husholdning og drikke, og til sidst var der intet tilbage,” siger han.
Han retter sin kraftige pegefinger mod den døråbning, hvor solen strømmer ind:
”Tidligere voksede der særlige træer i det område. De var vigtige for biernes trivsel. Nu er de væk. Døde i tørken, eller de blev fældet og brugt som brænde, fordi fattigdommen efterlod folk uden alternativer.”
Trods det har den 55-årige biavler aldrig overvejet at opgive sit liv med bierne.
”Bien er nævnt i Koranen. Jeg har altid været stolt af mit arbejde. Det er et smukt og vigtigt dyr. Bierne er vores helbred, vores næring. De har hjulpet os gennem livet, også i de sværeste tider,” fortæller Omar Joli.
Mens han taler, træder en ung mand ind i rummet. Han medbringer et sølvfad, som næsten er for stort til, at han kan bære det. Det er fyldt med hjemmedyrkede frugter og gylden honning. Det er Omar Jolis søn. Uden et ord dækker han op. Omar Joli ser mod ham og nikker, før han med et diskret vink vifter ham ud af stuen.
I marts blev næsten 1.500 civile alawitter massakreret i den vestlige Latakia-provins
Stuen er et særligt rum, adskilt fra resten af huset. Her modtages gæster, her serveres te og honning, og her færdes som udgangspunkt kun mænd. Inde bag gardinet er hustruen og døtrene, som har tilberedt måltidet, men ikke selv tager del i det. Her er kun POV Internationals kvindelige skribent inviteret indenfor. En invitation kun herren af huset kan give.
Usikker fremtid
”Syrien blev ødelagt under borgerkrigen. Assad støttede os aldrig, men selv nu modtager vi ingen støtte. Vi kan til tider føle os glemt, fordi der er så langt fra Damaskus hertil. Men HTS kommer jo herfra, så vi burde have en særlig betydning i det nye Syrien.”
Omar Jilo slår ud med hænderne, mens han taler i de 15 minutter, det tager at køre fra hjemmet uden for Barisha og til bistaderne i byen Sarmada.
”Der har altid været en naturlig skønhed i Idlib. Især før krigen, hvor livet var godt. Det er det på nogle måder stadig, men det er alligevel ikke det samme i dag,” fortæller han.
En køretur forbi provinsens mange checkpoints kontrolleret af, hvad der sandsynligvis er tidligere jihadistiske soldater, vidner om at Idlib er et område, som allerede har haft en tydelig indflydelse på HTS-bevægelsen. Og dermed også på dagens Syrien.
Siden HTS for ni måneder siden satte sig på magten, har det nye styre i adskillige episoder sat sit markante aftryk på landet. I marts blev næsten 1.500 civile alawitter massakreret i den vestlige Latakia-provins. Det alawittiske mindretal havde en unik status i Syrien, eftersom tidligere diktator Bashar Al-Assad selv var alawit. Dette har dog siden regimets fald gjort alawitterne særdeles udsatte for hævnangreb, hvilket altså kulminerede i foråret. Og i juli brød kampe ud mellem det etniske og religiøse mindretal, druserne, og sunnimuslimske beduin-klaner. Kampe, som efterlod hundredvis af dræbte, og som HTS-styret beskyldes for at have haft en aktiv rolle i.
Begge massakrer har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt HTS egentligt har bevæget sig væk fra sin status som terrorgruppe. En terrororganisation, hvor den sunnimuslimske araber betragtes som den eneste sande syrer.
Jeg frygter selvfølgelig, at flere og flere af minoriteterne vil gøre oprør
Landet har de seneste måneder bevæget sig i udkanten af uigenkaldelige skilleveje. Nu nærmer det sig måske endnu en. Et kommende parlamentsvalg skal efter planen afholdes i september, men om det vil have en reel betydning for den enkelte syrer, er tvivlsomt. Og selvom Damaskus føles langt væk for Omar Jilo, finder HTS-styrets ageren stadig tydelig støtte i Idlib.
”Hvis jeg havde magten, ville det vigtigste være at integrere alle de revolutionære fra Idlib længere ind i regeringen. Men jeg frygter selvfølgelig, at flere og flere af minoriteterne vil gøre oprør,” siger Mostafa Jilo, kort inden muezzinens kald markerer indledningen på fredagsbønnen og dermed også samtalens naturlige afslutning.
Og alt imens POV Internationals udsendte takker for introduktionen til provinsen, som de seneste 15 år har sat et markant præg, ikke bare på Syrien men på hele Mellemøsten, slentrer den tidligere biavler og hans fætter med resten af områdets mænd mod den nærmeste moské. Og kvinderne; ja, de er stadig ingen vegne at se.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og