Sine Gerstenberg: Da horebukken mødte Twitter-trolden

Sine Gerstenberg 24.11.2017

LITTERATUR – Hver gang, vi bryder med tabu, der ikke skyldes rigid konservatisme, men derimod skal beskytte en udsat minoritet, er vi måske et skridt tættere på at legitimere en adfærd? Er det sjovt, når vi spøger med Bill Cosbys overgreb, men upassende med Holocaust-komik? Sine Gerstenberg var ude på dybt vand, da hun læste Anaïs Nin og Angela Nagle i denne uge, og mærkede Nins ældre tekst støde sammen med en ny tids virkelighed.

Jeg gik rundt om mig selv, flere gange, da jeg skulle skrive denne uges klumme. Jeg har brugt efterårets aftenpauser til at genlæse en erotisk klassiker og havde egentligt sat mig for, at netop denne bogs noveller skulle være dagens fyldte chokolade. En lille lækkerbisken på sengekanten, der satte tankerne på gled, skabte varme i kinderne og kildede alle de rigtige steder.

Men som læsningen Nin skred frem, læste jeg mig mere og mere ud af Anaïs Nins samtid og ind i min egen. Og var det så så hedt og fedt det hele? Kan man tillade sig formørket litterær, mental onani midt i post-Weinstein-kulturen, Trump-tiden og Tumblr-turbulensen?

Jeg blev i tvivl. Og det var slet ikke sexet.

15 fantasier – vælg din perversion

Anaïs Nin skriver flabet, snørklet og alt andet end pudderfarvet. De 15 noveller, der udgør Venusdeltaet, som netop er genudgivet hos Rosinante i labre, lyserøde boudoirgevandter, var oprindeligt bestillingsarbejde fra 1940’erne, men blev først udgivet posthumt i 1977:

“Jeg skrev disse erotiske fortællinger for at underholde, under pres fra en klient, som ønskede, at jeg skulle ‘udelade det poetiske’. Jeg troede, at min stil stammede fra læsning af mænds værker. Af den grund følte jeg længe, at jeg var gået på akkord med min identitet som kvinde. Jeg gemte de erotiske fortællinger væk.”

“Ved at gennemlæse dem så mange år efter kan jeg se, at min egen stemme ikke var blevet helt undertrykt. I utallige passager brugte jeg intuitivt en kvindes synsvinkel. Jeg besluttede til sidst at udgive dem, fordi de viser de første forsøg af en kvinde i en verden, der hidtil havde været mændenes domæne.”

Jeg ved ikke, om hun skriver maskulint eller feminint; jeg kan ikke engang afgøre, om jeg vil kalde historierne for erotiske. Subversive, grænseløse og næsten anakronistiske føles de snarere.

Som læser forstår jeg godt missionen: Nin udforsker vovet grænserne for, hvad vi må være draget af (munken af knægten), hvem vi må knalde (faderen sine døtre), og hvor sultent vi må udstille vores promiskuitet (den umættelige hore).

Men ved sit brud med tabu, indskriver hun sig ikke kun som en litterær rebel fra en amerikansk kulturelite. Læst gennem nutidens nørdbrille bliver ’Venusdeltaet’ også en del af en langt mere grænseoverskridende diskurs, der pt. udfolder sig anonymt, voldsomt, vredt og med ublu ironisk distance på 4chan, Tumblr, på Twitter og i de såkaldte offensive memes.

Jeg redte min egen seng

Man ligger som bekendt, som man har redt, og man reflekterer, som man har læst.

At jeg valgte at læse Angela Nagles Kill all Normies side om side med Venusdeltaet, var omtrent ligeså velvalgt en timing, som da jeg i sin tid læste Joan Didions Blue Nights – der beskriver hendes eneste datters død – omkring terminsdatoen for min eneste datters ankomst.

Angela Nagle undersøger en hadsk, patriarkalsk, digital, hvid og vred subkultur, der ikke er ny i sig selv, men som har fundet sine ultimative platforme i hemmelige Facebook-grupper, Tumblr-profiler med eksplosivt indhold og mere eller mindre åbne communities såsom alt-right-gruppen 4chan, der er en slags Pinterest, der ofte viser stødende, racistisk eller misogynt indhold.

Hvad har online-bullying anno 2017 så med erotik a la Anaïs med hinanden at gøre?

Nagle illustrerer i sin gennemresearchede og gruopvækkende bog, hvordan internettets trolls (cyber-slyngler, der finder fælles ofre såsom kvindelige gamere, feministiske debattører eller venstreorienterede kulturradikale, og gruppemobber, hacker og chikanerer ad absurdum og anonymt) ikke bare besudler digitalt dekorum og forulemper deres magtesløse ofre, men også kan ændre den politiske historie.

Inspireret af Occupy-bevægelsen og Det arabiske forårs SoMe-strategi har internettets bullies effektivt lukket ned for deres udsøgte ofres profiler, deres indtægtskilde som skribenter og foredragsholdere – og i yderste konsekvens: lysten til at leve.

Spørgsmålet, jeg stiller mig selv disse dage, er dette: er jeg blevet snerpet?

Og hvad har online bullying anno 2017 så med erotik à la Anaïs med hinanden at gøre?

På overfladen meget lidt, men tekstuelt foruroligende meget: for hver gang vi bryder med et tabu, der ikke skyldes en rigid konservatisme, men derimod skal beskytte en udsat minoritet, et barn eller den fysisk svageste aktør, er vi måske et skridt tættere på at legitimere en adfærd?

Er det sjovt, når vi spøger med Bill Cosbys overgreb, men upassende med Holocaust-komik? Er børneporno modbydeligt, men incestfantasier fine, hvis de optræder i hardback og med en pæn font?

Er jeg blevet snerpet?

Spørgsmålet, jeg stiller mig selv disse dage er dette: er jeg blevet snerpet?

Eller savner jeg måske bare en internetmoral, der opretholder en civilisationskultur, vi kan være bekendt at videregive til vores børn og unge; og en kulturhistorie, der ikke blindt hylder litterære klassikere, men også tør at problematisere koryfæernes efterladte skrifter og opdatere deres betegnelser.

Er Venusdeltaet en fræk bestillingsvare eller i virkeligheden en problematisk tekst om transgression, aggression og underkastelse? Læs og døm selv – men bland ikke titlerne. Dén cocktail blev besk i denne læsers mund.

Angela Nagle: Kill All Normies: Online Culture Wars From 4Chan And Tumblr To Trump And The Alt-Right. 120 sider. Zero Books 2017
Anaïs Nin: Venusdeltaet – erotiske noveller, 375 sider. Rosinante.

Topfoto: Anaïs Nin – fra bogen.

Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.