UNDSKYLDNING // TALE – “Af alle former for mangel på frihed er slaveri den mest sårende, den mest ydmygende, den mest nedværdigende,” sagde Hollands konge i sin historiske tale 1. juli 2023 om et mørkt kapitel i Nederlandenes historie. Oversat af Alex Frank Larsen. Foto: Jette Rosenkilde.
Af Willem-Alexander Claus George Ferdinand, Konge af Nederlandene
Mine damer og herrer, her i Oosterpark, på Museumspladsen, i Surinam, i den caribiske del af vores kongerige, og hvor i verden I end er og ser på.
“Inden for byen Amstelredamme og dens frihed er alle mænd frie og ingen slaver.”
Sådan lød det officielle dekret fra 1644. Sammen med jer står jeg her i byen, der i århundreder har elsket frihed frem for alt. Hovedstaden i et land, der gennem historien har kæmpet mod tyranni og undertrykkelse.
Vi kender til grusomhederne mod de oprindelige folk i kolonierne
Men hvad der var indlysende i denne by og i dette land, var ikke sandt uden for vores grænser. Slaveri var forbudt her. Ikke hinsides havet.
Af alle former for mangel på frihed er slaveri den mest sårende, den mest ydmygende, den mest nedværdigende. At betragte sine medmennesker som varer, man kan disponere over, som man finder passende. Som et viljeløst redskab til at tjene penge. Som man kan lænke, handle, brændemærke, torturere, straffe, endog dræbe ustraffet.
Dronningen og jeg har for nylig haft mange samtaler i Holland og på øerne i den caribiske del af kongeriget. Vi har talt med folk, der har deres rødder i Surinam og også med mennesker, der har en forbindelse til Indonesien. Blandt dem mennesker, der kun skal tre generationer tilbage til en slægtning, der blev født i slaveri. De har gjort det klart for os, hvor meget smerten stadig er i årerne.
Takket være engagerede forskeres arbejde ved vi mere og mere om den hollandske slavefortid. Vi ved, at mere end 600.000 mennesker blev transporteret på hollandske skibe fra Afrika over Atlanterhavet for at blive solgt til slaveri eller udnyttet på plantager. 75.000 af dem overlevede ikke overfarten. Vi kender også til den omfattende slavehandel østpå, i områder under VOC-kontrol [Verenigde Oostindische Compagnie, det ostindiske monopol-selskab]. Og vi kender til grusomhederne mod de oprindelige folk i kolonierne.
I arkiverne er de fleste af de tørre tal blevet overleveret. De viser os fakta set gennem bogholderes øjne. Men de slavegjortes stemmer er blæst bort i vinden. De efterlod næsten ingen spor
Men der er også meget, vi ikke ved. I arkiverne er de fleste af de tørre tal blevet overleveret. De viser os fakta set gennem bogholderes øjne. Men de slavegjortes stemmer er blæst bort i vinden. De efterlod næsten ingen spor.
Jeg spekulerer på, hvordan disse mennesker følte. Revet ud af deres samfund. Afskåret fra deres kultur, deres ritualer, den jord hvor deres forfædre levede. Hvad tænkte de på under rejsen, proppet ind i indelukkede rum, mændene lænket sammen, to og to.
Hvad gik gennem deres tanker på slavemarkederne under de granskende blikke fra købmænd, som om de ikke var mennesker, men kvæg. Og hvad oplevede de ved at høre kawina-trommerne eller tambú, deres egen musik, der kun kunne lyde i det skjulte?
Det indgyder respekt, at ikke så få af dem fandt styrken til oprør, selvom det ofte var med desperationens mod. Fra Surinams store skov- og sumpområder udfordrede modstandskæmpere som Boni, Baron og Joli-Coeur det umenneskelige slavesystem. Deres heltemod – og mange andres – vidner om stolthed og en styrke, der ikke kan brydes.
For den åbenlyse mangel på handling mod denne forbrydelse mod menneskeheden, beder jeg i dag, på denne dag, hvor vi sammen mindes den hollandske fortid med slaveri, om tilgivelse
Undertiden er en sort frihedskæmpers stemme blevet overleveret til os via skriftlige kilder. Ligesom stemmen fra Tula, lederen af 1795-opstanden på Curaçao. For fem måneder siden var vi sammen med vores ældste datter på det sted, hvor han boede og arbejdede: den daværende plantage Knip. Hvor fornuftige og humane lyder Tulas ord i vores moderne ører. Han påberåbte sig idealerne fra den franske revolution og lighed for alle mennesker, uanset deres hudfarve. “Vi ønsker ikke at skade nogen,” sagde han. “Vi ønsker kun vores frihed.” Svaret fra myndighederne var brutalt og nådesløst. Tula blev radbrækket på hjulet og halshugget som straf.
Vi bærer slaveriets grusomhed med os. Konsekvenser af dette kan stadig mærkes i dag som racisme i vores samfund. Den 19. december sidste år undskyldte premierministeren på vegne af den hollandske regering for, at mennesker i den hollandske stats navn blev gjort til handelsvarer og i århundreder er blevet udnyttet og mishandlet.
I dag står jeg her foran jer. Som jeres konge og som en del af regeringen giver jeg i dag denne undskyldning personligt. Den kommer intenst fra mig med hjerte og sjæl. Men desuden er der for mig en anden personlig dimension. Slavehandel og slaveri anerkendes som en forbrydelse mod menneskeheden. Guvernører og konger af Huset Orange-Nassau gjorde intet imod dette.
De handlede inden for rammerne af, hvad der dengang var anset for lovmæssigt tilladt. Men slaveriet illustrerede disse loves uretfærdighed. Anden Verdenskrig lærte os, at man ikke kan gemme sig bag love, når medmennesker reduceres til udyr og er prisgivet magthavernes nåde. På et tidspunkt vokser den moralske pligt til at handle. Især fordi slaveri var strengt forbudt her i de europæiske Nederlande. Hvad der i kolonierne og den oversøiske handel blev betragtet som normalt og bredt praktiseret og opmuntret, var ikke tilladt her. Det hænger ikke sammen.
Den uafhængige undersøgelse, som jeg har besluttet, vil kaste mere lys over præcis den rolle, som Huset Orange har spillet i kolonihistorien og slaveriet. Men for den åbenlyse mangel på handling mod denne forbrydelse mod menneskeheden, beder jeg i dag, på denne dag, hvor vi sammen mindes den hollandske fortid med slaveri, om tilgivelse.
Jeg håber, at efterkommere af slaver og af dem, der har været i tvangsarbejde i andre dele af verden, føler sig inkluderet i denne sammenkomst i dag. At de også føler sig hørt
Jeg ved godt, at ikke alle har de samme følelser ved denne mindehøjtidelighed. Der er også indbyggere i Holland, som finder det overdrevent at undskylde så længe efter slaveriets afskaffelse. Men langt de fleste støtter dog kampen for alle menneskers ligestilling, uanset farve eller kulturel baggrund.
Derfor vil jeg bede jer om at åbne jeres hjerter for alle de mennesker, der ikke er her i dag, men som ønsker at arbejde sammen med jer om et samfund, hvor alle kan deltage fuldt ud. Respekter venligst, at der er forskelle i erfaring, baggrund og fantasi.
Under de samtaler, som dronningen og jeg har haft med efterkommere af slaver, sagde en af dem: “Vi må bryde os fri af den forkrampede tilstand. Det er tilladt at lave fejl.” En anden sagde: “Lad os omfavne ubehaget. Der er ingen plan for processen med heling, forsoning og genopretning. Vi går ind på nyt territorium sammen. Lad os støtte hinanden og holde sammen!”
I dag er det tres år siden, at en gruppe surinamske hollændere drog gennem Amsterdam med bannere, hvor der stod ‘Keti Koti fri musu de’ [lænkerne er brudt, frihed for alle!]. De tændte mindebålet, som vi fortsætter med at brænde i dag. Dette er en vigtig dag for alle, der har forbindelse til Surinam, også dem, hvis forfædre kom til kolonien som kontraktarbejdere.
Efter anerkendelse og undskyldning kan vi arbejde sammen om heling, forsoning og genopretning. Så vi alle i sidste ende kan være stolte af, hvad vi deler
Jeg håber, at efterkommere af slaver og af dem, der har været i tvangsarbejde i andre dele af verden, føler sig inkluderet i denne sammenkomst i dag. At de også føler sig hørt. Folk fra den caribiske del af kongeriget. Og de mange hollændere, der har et bånd til Indonesien, og som bærer smerten af fortidens grove uretfærdighed med sig.
Vi har alle vores egen familiehistorie. Vores egne følelser. Vores egen kulturelle tradition, der vejleder os. Vores ritualer, der trøster, symboler, der opmuntrer, visdomsord, der genlyder i vore hjerter. Alle disse traditioner er dyrebare og fortjener respekt. Men lad os i forlængelse heraf række hinanden hånden og sammen bygge en verden uden racisme, diskrimination og økonomisk udnyttelse.
Efter anerkendelse og undskyldning kan vi arbejde sammen om heling, forsoning og genopretning. Så vi alle i sidste ende kan være stolte af, hvad vi deler. Og kan sige:
Ten kon drai. Tiderne er skiftet. Den keti koti, brada, sisa. Kæderne er brudt, bror, søster. Ten kon drai. Tiderne er skiftet. Den keti koti, fu tru! Kæderne er i sandhed brudt!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
