POLITIK // BOGUDDRAG – Som SF-formand, minister og mangeårig folketingspolitiker har Holger K. Nielsen gennem flere årtier spillet en central rolle i dansk politik. Han giver i Det var det værd et enestående indblik i det maskinrum, hvor magten udøves og idealer udmønter sig i konkret politik og fortæller ærligt om egne sejre og nederlag – og lægger ikke fingrene imellem når omkostningerne har været høje og tilliden bliver brudt. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
Kapitel 21: Udenrigsminister for en stund
Onsdag morgen 11. december 2013 bad Annette mig komme op i Socialministeriet, hvor hun ville drøfte en sag. Jeg anede ikke, hvad det handlede om, og jeg blev noget overrasket, da hun fortalte, at Villy på grund af problemer med hjertet måtte trække sig som udenrigsminister – og at hun gerne ville have mig til at overtage posten.
Det ville jeg umiddelbart gerne, men jeg måtte naturligvis først drøfte det med Elisabeth. Vi mødtes på en café tæt på hendes arbejde på Frederiksberg, hvor jeg spurgte hende til råds. Udenrigspolitik havde altid haft min store interesse, og jeg ville gerne overtage posten, men jeg vidste jo også, at der ville komme mange rejser, hvilket skulle passes ind med hjemmefronten.
Katrine var på udvekslingsophold i Brasilien, men Elisabeth havde også et krævende arbejde i Dansk Magisterforening, så det var noget, vi skulle være enige om. Hun kunne godt forstå mig og bakkede mig op, så jeg ringede til Annette og meddelte, at jeg gerne ville være udenrigsminister.
Senere på dagen og om aftenen var der forhandlinger i Statsministeriet om regeringsrokaden. De var vist ikke helt nemme og trak så meget ud, at rokaden var begyndt at sive til pressen. Jeg blev kontaktet af nogle journalister, men svarede ikke. Helle Thorning kontaktede mig sent på aftenen, hvorefter jeg ringede til Jens Brøchner.
Jeg var glad for, at Elisabeth og børn og svigerbørn var til stede ved overdragelsen – politik kan være svigefuldt og ensomt, og så meget desto vigtigere er det, at du har et sted, hvor opbakningen er uden forbehold
Han virkede ikke meget overrasket, men ærgrede sig sikkert over, at han igen skulle skifte minister. Da jeg mødte i Skatteministeriet torsdag, var der indkøbt kage og en afskedsgave (en fodbold, som jeg stadig har liggende) fra med- arbejderne i forkontoret.
Det er altid vemodigt at sige farvel til gode medarbejdere, og jeg havde været glad for at arbejde sammen med Anne, Helene og Troels som ministersekretærer og med chaufføren René, med hvem jeg havde haft talrige diskussioner om Brøndbys og Esbjergs præstationer på fodboldbanen. Skiftet skulle ske hurtigt, så jeg fik i al hast ryddet skrivebordet, da Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard ringede og ønskede mig tillykke.
Han var personligt glad for, at det var mig, der skulle overtage efter Villy – vi havde mødtes i forskellige sammenhænge, og kemien mellem os var god.
Der skulle være fremvisning hos dronningen og ministerover dragelse i både Skatteministeriet og Udenrigsministeriet. Jonas Dahl blev udnævnt som skatteminister, og jeg var ikke i tvivl om, at det ville gå fint. Han havde politisk sans og var begavet – synd, han fik så kort tid. Jonas blev en uvurderlig hjælp for Pia, da hun overtog formandsposten i SF efter Annette, og det var naturligt, at
han overtog posten som gruppeformand.
Efter valget i 2015 så han næppe det store perspektiv i at fortsætte i Folketinget, så han slog til, da han fik mulighed for at blive hospitalsdirektør i Randers, hvilket også var godt af familiemæssige årsager. Det kan være hårdt at passe familien, når den bor i Aarhus, og man selv en stor del af tiden befinder sig i København – uden faste arbejdstider.
Andre havde siddet i kortere tid, så de 55 dage, jeg fik, var ikke rekorden. Det var i den forbindelse fin humor, at medarbejderne i ministeriet ved min afgang forærede mig en fodboldtrøje med rygnummeret 55
I Udenrigsministeriet var Villy ved godt mod. Efter lægens dom var han helt afklaret omkring nødvendigheden af at trække sig. Jeg holdt en tale, der som nævnt fik Søren Pind op i det røde felt, men hvor jeg ellers lagde vægt på vores fælles fortid i SF. Vi havde kendt hinanden og arbejdet sammen i mange år, og vore politiske skæbner var på mange måder viklet ind i hinanden. Politikens Kristian Klarskov skrev dagen efter, at det havde været en “vandring på Memory Lane”.
Men arbejdet skulle i gang. Der var selvsamme eftermiddag en mindehøjtidelighed i domkirken for Nelson Mandela, og jeg fik besked om, at jeg allerede den følgende mandag skulle til udenrigsministermøde i Bruxelles, og at jeg burde tage af sted allerede om søndagen. Og der var så også tv-interviews om aftenen. Jeg var glad for, at Elisabeth og børn og svigerbørn var til stede ved overdragelsen – politik kan være svigefuldt og ensomt, og så meget desto vigtigere er det, at du har et sted, hvor opbakningen er uden forbehold.
55 dage
På femte sal i Udenrigsministeriet hænger der portrætter af alle tidligere udenrigsministre. Ved billedet af mig kan man se, at jeg var udenrigsminister 2013-14. Det ser nydeligt ud, og det er pænt af dem, at der ikke er sat datoer på, for reelt var jeg én af de kortest siddende udenrigsministre i historien.
Dog ikke den allerkortest siddende: I forbindelse med min afgang forærede Tove Hayeem fra forkontoret mig en liste over alle tidligere udenrigsministre, og jeg kan se, at D.G. Monrad var udenrigsminister i ca. en uge ved årsskiftet 1863/64. Estrup havde posten i ti dage i 1875, og minsandten om ikke Edvard Brandes i 1913 sad tre dage på udenrigsministerposten. Også andre havde siddet i kortere tid, så de 55 dage, jeg fik, var ikke rekorden. Det var i den forbindelse fin humor, at medarbejderne i ministeriet ved min afgang forærede mig en fodboldtrøje med rygnummeret 55.
Som departementschef havde Ulrik Vestergaard tre ministre at passe på – foruden mig Nick Hækkerup som europaminister og Rasmus Helveg som udviklingsminister. Det betød så også, at jeg ikke i samme grad som i Skatteministeriet havde en daglig kontakt til departementschefen.
Jeg huskede selv fra min tid i Ø-udvalget, at embedsmændene i Finansministeriet ikke havde overvældende respekt for Udenrigsministeriet, og at der ingen sentimentale følelser var i forhold til nedskæringer
Den var overladt til den politiske direktør, Kim Jørgensen (der senere blev EU-ambassadør i Bruxelles). Kim var hverken jurist, økonom eller scient.pol., men derimod – ret usædvanligt – historiker, og vi kom hurtigt på bølgelængde med hinanden. Jeg fik to ministersekretærer, Anne Hougaard og Thure Krarup, begge unge, dynamiske og knalddygtige. Det gik hurtigt op for mig, at den gamle forestilling om diplomater som folk, der udelukkende evnede at smalltalke med et cocktailglas i hånden, var og blev en myte.
Der var mange unge i ministeriet, der havde set verden som backpackere, talte andre sprog end engelsk og i det hele taget havde en glubende interesse for det, der skete uden for Danmarks grænser.
Men Udenrigsministeriet var samtidig presset, hvad angår ressourcer. Man havde gennem adskillige år oplevet nedskæringer, og jeg huskede selv fra min tid i Ø-udvalget, at embedsmændene i Finansministeriet ikke havde overvældende respekt for Udenrigsministeriet, og at der ingen sentimentale følelser var i forhold til nedskæringer. Der var samtidig sket det, at Statsministeriet havde fået en mere fremtrædende rolle i udenrigspolitikken, ligesom der var lagt flere opgaver ud til fagministerierne.
Udenrigsministeriet var i defensiven, og det hjalp ikke, at der umiddelbart efter min tiltræden kom en rapport, som viste, at ministeriet havde svigtet i håndteringen af den sag i GGGI, som kort forinden havde kostet Christian Friis Bach posten som udviklingsminister.
Jeg drøftede problemerne med Ulrik, og vi var enige om, at det isoleret set kunne være udmærket, at dele af udenrigspolitikken blev “decentraliseret” til fagministerier, men at det skulle være i en ramme, hvor der var en overordnet linje. I Tyskland var Frank-Walter Steinmeier tiltrådt som ny tysk udenrigsminister stort set samtidig.
Jeg læste med stor interesse hans første tale til ministeriets ansatte og blev inspireret af et forslag, han søsatte: Steinmeier ønskede en grundig analyse af de udenrigspolitiske muligheder og udfordringer, Tyskland som et stort europæisk land stod over for, og han ønskede, at alle i ministeriet tænkte med. Ministeriets ansatte skulle have medejerskab.
Jeg mente, at vi også i Danmark havde brug for en mere principiel diskussion af, hvordan vi som småstat kunne agere i en verden, som blev stadig vanskeligere at manøvrere i. Og ikke mindst hvilken rolle Udenrigsministeriet kunne spille i den udvikling. Som inspiration nævnte jeg Per Hækkerups bog Dansk udenrigspolitik fra 1965, hvor han i let fattelig form forklarede muligheder og begrænsninger i Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed. Både Ulrik og Nick Hækkerup og Rasmus Helveg syntes om ideen, og blandt medarbejderne var der stor entusiasme.
Det var min klare opfattelse, at vi måtte orientere os mere i retning af Tyskland og det øvrige Europa – også selvom det blev på bekostning af USA
Da jeg gik af, opfordrede jeg Martin Lidegaard til at fortsætte projektet. Det gjorde han ikke, og det døde stille hen – om end det genopstod i en anderledes form gennem den såkaldte Taksøe-rapport fra 2016. Her var det imidlertid ikke Udenrigsministeriet, men Statsministeriet, som havde sat den danske ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at udarbejde en udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rapporten var udmærket, om end den hurtigt forsvandt i den daglige nyhedstummel.
På dagen for min udnævnelse blev jeg ringet op af Carl Bildt, den svenske udenrigsminister, som ønskede mig tillykke, og vi blev enige om at mødes umiddelbart efter nytår for at hilse på. Min norske kollega, Børge Brende, var også forholdsvis nyudnævnt, men af logistiske grunde lykkedes det ikke at arrangere et møde. Det har stor symbolsk betydning, hvilket land en nyudnævnt udenrigsminister besøger først, og derfor lagde jeg stor vægt på umiddelbart efter nytår at mødes med min tyske kollega, Frank-Walter Steinmeier.
Det var min klare opfattelse, at vi måtte orientere os mere i retning af Tyskland og det øvrige Europa – også selvom det blev på bekostning af USA.
Både Bildt og Steinmeier var gode at tale med. Carl Bildt havde en kolossal erfaring og spillede med sit intellekt og skarpe analytiske evner en stor rolle i kredsen af EU’s udenrigsministre. Også Steinmeier var et godt bekendtskab. Han havde i mange år været den dominerende socialdemokratiske politiker i Tyskland: vicekansler, partiformand, kanslerkandidat, udenrigsminister, oppositionsleder og nu igen i 2014 udenrigsminister efter forbundsdagsvalget i 2013.
Det viser noget om hans kvaliteter, at han siden er blevet valgt til tysk præsident.
Jeg lagde stor vægt på at komme ind på livet af kollegerne. Udenrigspolitik handler naturligvis i første række om landenes interesser, men personlige relationer spiller også en stor rolle. På mit første møde blandt EU’s udenrigsministre mandagen efter min udnævnelse brugte jeg tid på at gå rundt og hilse på.
Der var frokost med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Da vi hilste, spurgte han til Villy og var meget interesseret i, om kronprinsen ville komme til vinter-OL i Sotji. Men bortset fra det virkede han lige så begavet og kynisk, som han var fremstillet i medierne. Ukraine-krisen brød ud kort tid efter, og Rusland blev lagt på is af Vesten. Jeg tror ikke, at Lavrov siden har spist frokost
med EU’s udenrigsministre.
Spændende var det, og jeg var vildt optaget af at komme i gang på et område, som i alle årene havde haft min store interesse. Men sådan skulle det ikke være.
Holger K. Nielsen: DET VAR DET VÆRD – politisk tilbageblik
365 sider
299 kroner
Bogen udkom 24. september på forlaget Momenta
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
