POV SPORT // WRAP UP-KLUMME – De danske ishockeyherrer spillede onsdag deres første kamp ved OL nogensinde, og i et brag af en historisk præstation slog de favoritterne fra Tjekkiet med 2-1.
I en Michael Falch-sportsversion ville titlen nok lyde noget i retning af: ”I et land uden skøjtehaller…” Det holder naturligvis ikke helt, for vi har 25 centreret i få byer, i Sverige har de flere end 300. Blot for at sige, at ishockey ikke lige ligger til højreskøjten som første sportsvalg hertillands.
For en fem-seksårig pige eller purk er puck ikke den første ”bold”, de får i hænderne i skolegården eller på græsplæner. Der er langt flere grønne knæ eller asfalteksem efter fodbold eller håndbold på parcelhusplæner og veje i lukkede kvarterer i omløb i et typisk dansk barns opvækst.
Gennempolstret beskyttelse
Ikke nødvendigvis i Vojens, Esbjerg, Herning, Aalborg, Frederikshavn, Odense eller forstæderne til København, hvor en ishockeystav, skøjter under fødderne for nogle få er et omdrejningspunktet for flere gange om ugen at være med i kørselsordningen til hallen og at jagte den lille sorte gummipuck i gennempolstret beskyttelse.
Efternavnene har det med at gå igen. Ehlers, True, Eller, Bjørkstrand eller hos de mere almindelige efternavne Nielsen og Andersen skal man på jagt efter fornavnene Frits for Nielsen og Ernst for Andersen, som Herning-legender. Sidstnævnte, Frederik Andersen, er ikke med til OL, fordi NHL-spillerne ikke har fået lov til at deltage, så vi må undvære efternavne som Ehlers, Bjørkstrand, Eller og hvad de ellers hedder.
En af vores allerbedste igennem tiderne lå altså og tjente omkring 30-40 millioner kroner om året i NHL
Så man mere end aner familiemønstret i sporten for de største talenter, om end det i sagens natur ikke kun handler om frugter, der er faldet tæt på stammen. For andre igen har dyrket sporten uden fædrene eller mødrene ophav indover. Og de mange svenske haller har da også haft en betydning, fordi de allerbedste gerne har været en tur over Sverige, inden eksporten af danskere til NHL op igennem 00’erne tog til.
En af vores allerbedste igennem tiderne lå altså og tjente omkring 30-40 millioner kroner om året i NHL, og heldigvis nåede Frans Nielsen at skifte fra NHL til tysk ishockey til denne sæson som 37-årig, så kan kunne være med landsholdet til OL for første gang.
Lillesøster til OL
Mens målmand Frederik Andersen må se til fra USA, har hans lillesøster Amailie dog været med i Beijing og var med til forleden at vinde den første OL-kamp for et dansk hold nogensinde, da kvinderne ditto sensationelt slog Tjekkiet 3-2, selvom de alligevel ikke kom videre fra den indledende gruppe.
Men de var ikke rejst hjem endnu og heppede i hallen, da deres mandlige kolleger tog hul på turneringen onsdag eftermiddag dansk tid. Og så var der lige den med Frans Nielsen og servere et straffeslag til hans stok. Det skal man helst ikke, fordi han har for vane at score på dem. Og det gjorde han da også med sin signaturscoring og et vip med baghånden i første periode til 2-0, da herrerne ligeledes mødte storfavoritterne fra Tjekkiet.
Efter et hårdt 10 minutters pres i den periode, fik danskerne bedre fat, og med to måls luft et stykke ind i 2. periode, inden tjekkerne fik reduceret til 2-1, lykkedes det på defensivt disciplineret spil at holde føringen hele vejen hjem med et gisp af et stolpeskud fra tjekkerne få sekunder før tid. Skudstatistikken hed 40-17 i Tjekkiets favør. På måltavlen stod der 2-1, og det var vigtigere og i den grad historisk.
Jeg er vokset op med koldkrig på isen. Stormagternes indædte kamp om verdensherredømmet som symbol på selvsamme magtforhold uden for. Ikke mindst OL-finalen i 1980 i Lake Placid, da USA stillede op med udelukkende collegespillere og slog de firedobbelte OL-vindere fra Sovjetunionen 4-3 i kampen, som for eftertiden blev døbt ”Miracle on ice”. Og den danske kommentator Palle Holgersen halvvejs faldt i søvn i en bagskid.
White endnu mere historisk
Alt imens jeg selv som uddannet sportsjournalist begyndte at dække ishockey med udgangspunkt i Esbjerg og drabelige kampe mod rivalerne fra især Herning og Vojens. Og når jeg en sjælden gang rejste med landsholdet var det for at berette fra tilskuertomme haller ved B-VM i Eindhoven. 15 år før det havde landsholdet fyldt Forum i København til C-VM og missede oprykningen til B-gruppen.
Nu står vi på randen af en ny koldkrig ude i virkeligheden, mens det danske ishockeylandshold i den grad er inde i varmen. Og har været det i næsten 20 år. For nogenlunde samtidig med, at de danske håndboldherrer spillede sig ind i medaljetoppen på landsholdsniveau med bronzemedaljer ved EM i Sverige i 2002, rykkede ishockeylandsholdet op i A-gruppen, og der har det befundet sig lige siden.
Vi er vel nærmest ovre i klicheen om humlebien. Hvor langt og højt den kan flyve ved OL får vi at se i de næste to kampe mod Schweiz og Rusland. Og i modsætning til kvinderne er det ikke direkte til kvartfinalerne for de tre bedste, der venter en ottendedelsfinale for herrerne for at nå så langt.
Helt til finalen nåede også OL-legenden Shaun White på sit snowboard, da han i allersidste forsøg, måske sit allersidste løb, i halfpipe, kørte et sikkert andet gennemløb og kvalificerede sig som fjerdebedste til fredagens finale.
De danske curlingherrer tabte deres første kamp ved OL mod Canada, mens den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin, der var dobbelt guldvinder for fire år siden i slalom og storslalom i Beijing sejlede ud af begge løb.
Man er nødt til at passe på, hvad man siger, og hvor man siger det
Natalie Geisenberger fra Tyskland kører på kælk og er én af historiens bedste til det. Onsdag vandt hun sin femte OL-guldmedalje i disciplinen. Mere opsigtsvækkende var hendes ord på den efterfølgende pressekonference, da hun blev spurgt ind til de manglende udtalelser fra atleter om menneskerettighedsvilkårene i Kina:
”Man er nødt til at passe på, hvad man siger, og hvor man siger det. Når jeg er tilbage i Tyskland, er der nok et par ting, jeg vil sige, men det bliver altså ikke her,” sagde Natalie Geisenberger ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Og husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her