BØGER // INTERVIEW – Den engelske elites enhedskultur har traditionelt været garanten for et samlet England, et samlet Storbritannien eller et samlet britisk imperium. Når eliten er i splid med sig selv og mister indflydelse, afsløres et grundlæggende skel mellem det nordlige og sydlige England. Det er hovedsynspunktet i James Hawes’ nye bog Den korte historie om England. Rasmus Friis Effersøe har mødt forfatteren, der mener, at Labour er dødt, fordi det har tabt Skotland.
For historikeren og forfatteren James Hawes betød valget i 2019 et nybrud.
Hvor Det Konservative Parti historisk havde kæmpet for imperiet og for Det Forenede Kongerige, afskrev man nu groft sagt de ydre dele af Storbritannien i et forsøg på at få samlet selve England. Det Konservative Parti blev for første gang en slags engelsk nationalt parti med en fortælling om det nordlige og sydlige Englands fælles interesser i og oven på Brexit.
Men, mener forfatteren, den oldgamle nord-syd konflikt er for grundlæggende til lige at få has på: ”Så snart den første krise kommer i form af covid19 er nord-syd splittelsen tilbage. Og så finder du nordengelske parlamentsmedlemmer fra Labour og Det Konservative Parti, der går sammen og argumenterer mod London. Folk, som egentlig er dødsfjender, bliver forenet i en fornemmelse af at være dårligt behandlet.”
Ifølge Hawes markerer udvidelsen af stemmeretten i 1885 et afgørende vendepunkt i landets historie.
Fra da af blev både Storbritanniens og Englands splittelse tydelig for alle og enhver: Wales, Skotland og Irland valgte nationalistiske politikere, mens selve England også viste en klar opdelingstendens. Det Konservative parti dominerede i sydøst, men De Liberale og senere Labour kom til at dominere i nord.
Det er en splittelse, vi stadig ser, og forskellen på nord og syd er ifølge James Hawes lige så gammel som England selv: ”England er usædvanligt for små lande delt af en vigtig geologisk forkastning, hvilket betyder, at det sydlige England eller den sydøstlige kvarte del af Storbritannien for altid vil have bedre jord og bedre klima og i øvrigt lettere kontakt med resten af Europa. Floden Trent følger denne skillelinje. Den første engelske historieskriver, Beda Vulnerabilis, skrev sin krønike i det tidlige 8. århundrede. I en ellers kort bog gør han ni gange opmærksom på, at englænderne er delt mellem the northumbrians i nord og resten. Og skillelinjen er for ham Humber-floden, hvilket er det samme som udmundingen af Trent.
For Hawes har dette skel medført, at meget forskellige kulturer har udviklet sig:
”Indtil for 200 år siden var landbruget den helt dominerende del af økonomien og hele livet udspillede sig for de flestes vedkommende i en landbrugskultur. Samtidig undervurderer man, hvor lidt folk flyttede indtil for ganske nylig. Og hvis du lever i områder med meget dårligere jord og markant dårligere klima, så vil vilkårene være anderledes end i områder med bedre jord. Det er andre erfaringer, der nedarves gennem generationerne og andre fortællinger, der bliver overleveret. Så den nord-sydlige deling af England er en geologisk skillelinje og en kulturel skillelinje, men når alt kommer til alt også en national skillelinje.”
Eliten bliver samlingspunktet
Et af de mest berømte skel i engelsk historie er den normanniske erobring i 1066. Normannerne anført af Wilhelm Erobreren erobrede England på ganske kort tid. Den manglende politiske og kulturelle enhed i England var årsagen til, at en normannisk hær på 500 mand kunne erobre landet så let som ingenting.
Men samtidig medbragte normannerne den koloniale elitekultur, som siden blev den samlende kraft i riget. En elitekultur, som havde brug for nytilkomne, og som man ikke behøvede den rigtige afstamning for at blive en del af.
”Det var altid lettere at komme ind i den engelske elite end i den franske og tyske. Min kone er for eksempel fra en aristokratisk preussisk familie, og de tillod ingen at komme ind. Selv på kejser Wilhelms tid var det svært at få en titel. Krupp var den rigeste mand i Europa, men blev aldrig en ”von”, for det kunne man ikke blive. I England var det helt anderledes fra 1100-tallet og frem. Hvis du havde penge og gik åbent ud og sagde, at du nu ville tale fransk, så ville du blive lukket ind i varmen.
Men den mere åbne engelske elitekultur har på andre måder lagt større distance til den jævne befolkning end tilsvarende tyske og danske elitekulturer, forklarer Hawes: ”Når en dansker eller tysker hører en uddannet person tale, kan de høre en mere avanceret udgave af deres eget sprog, men det er stadig det samme sprog. Men en englænder, som hører et medlem af eliten tale, vil grundlæggende høre en fremmed. For du kan simpelthen ikke forstå elitens engelsk uden at have været igennem en formel uddannelse i det. Du kan ikke nødvendigvis bare tage et ord fra den ene udgave af engelsk og bruge i den anden.”
Denne historiske splittelse mellem det angelsaksiske og det fransk/normannisk-influerede engelsk har også haft indflydelse i den moderne politiske debat. Bevidstheden om sprogbrugen har været en stor fordel for Boris Johnson.
”I forbindelse med Brexit har Johnson været klog. Man lytter til hans taler og hører ham tale angelsaksisk. Han ved, hvad det handler om. Han siger: ’I see the sun lit. We must go through that door.’ Modstanderne siger: ’It´s important to consider the consequences.’ Lad være med at tale fransk til folket! Det er derfor I tabte.”
Når eliten splittes, splittes hele England
For James Hawes viser det sig gang på gang gennem historien, hvordan det er eliten, der holder sammen på riget, hvad enten det er tale om imperiet eller Det Forenede Kongerige. Omvendt er det i de perioder, hvor eliten er splittet, at de store konflikter viser sig.
I 1400-tallet er det Rose-krigene. I 1500-tallet Reformationen. I 1600-tallet Den Engelske Borgerkrig og i vor tid Brexit. I slutningen af 1800-tallet kan man ikke afgøre med sig selv, om man skal alliere sig med Frankrig/Rusland eller med Tyskland i en kommende europæisk storkrig. Samtidig har udvidelsen af stemmeretten i 1885 medført den tidligere nævnte øgede indflydelse til nationalistiske kræfter i Skotland, Wales og Irland, og den nord-sydlige skillelinje viser sig ved stemmeafgivelsen. Da folket får mere indflydelse, krakelerer den af eliten skabte samling.
I 1912 arbejder ingen ringere end Winston Churchill – der på dette tidspunkt var en del af ledelsen hos De Liberale – med planer om en gennemgribende føderal opdeling af Det Forenede Kongerige. Der skulle være selvstyre i Wales, Skotland og Irland, men England skulle også deles op. Man vurderede ikke, at det ville fungere med et stort, Tory-domineret England i en føderation med de mindre nationer. ”Churchill opfattede det som den eneste måde at opretholde Det Forenede Kongerige. Han ville give øget selvstyre til både Lancashire, Yorkshire og Midlands,” siger James Hawes.
I samme periode herskede stor splittelse i det østrig-ungarske Habsburgerrige. Det har man i eftertiden vurderet til at være dømt til undergang på grund de mange nationale grupper og folkeslag. Men for James Hawes er og var der grundlæggende ligheder mellem Habsburgerimperiet og Det Forenede Kongerige. Forskellen er, at Storbritannien vandt 1. og 2. verdenskrig og derfor kunne videreføre en form for status quo – dog uden Irland og med et opløst imperium og en ødelagt økonomi.
For Hawes er begivenhederne i slutningen af 1800-tallet derfor afgørende for den nuværende situation:
”Hvad ødelagde UK? Vi er så vant til at tale om, at Habsburgerimperiet var dømt til at gå i opløsning på grund af nationalisme og interne konflikter, men det overlevede til afslutningen af 1. verdenskrig, og hvis det havde vundet, kunne det formentlig have overlevet endnu længere. Storbritannien begynder at kollapse i det sene 19. århundrede. Fra det øjeblik folk kan stemme, bliver, hvad vi kalder ”Det Liberale Parti”, og hvad vi kalder ”Labour”, simpelthen kodeord for en alliance mellem Nordengland og det keltiske. I praksis er det, hvad det er. Det er derfor, Labour er dødt. For Skotland er ved at gå, og Labour er ikke et engelsk parti. Det er et parti for Outer Britain. Og uden Skotland bliver det aldrig muligt for dem at vinde.”
James Hawes: Den korte historie om England
Forlaget Svane & Bilgrav.
Topfoto: James Hawes er ph.d. i tysk og har undervist på universiteterne i Maynooth, Sheffield, Swansea og Oxford.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
