anmeldelser

Jan Eriksen: Sofistikeret pop, legesyg rock og no shit-blues

i Kultur/Musik af
ANMELDELSER // NYE PLADER – Efter et halvår i isolation udkommer der p.t. så mange nye plader, at det det er lige før, der virker uoverskueligt. Midt i denne tsunami af ny musik har POV’s musikredaktør Jan Eriksen udvalgt tre album med kunstnere, som alle indenfor de seneste år har givet ham store koncertoplevelser. Det handler om Marie Key, The Blue Van og Lucinda Williams.

Marie Key: Popmusik par excellence

 

 

Den 5. juli 2013 oplevede jeg et af disse momenter på Roskilde Festivalen, der kan få en let påvirkelig anmelder til at bruge udtrykket ’lykkestund’.

På scenen stod Marie Key, der red på toppen af sin succesbølge. Under den grønne teltdug skabte den sky sangerinde sammen med tre musikere et utroligt øjeblik, hvor sange og et modtageligt middagspublikum gav hinanden et ordentlig kram.

Mest vedkommende i de sange, hvor Key bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig

Efter et musikalsk sidespring med produceren Rasmus Bille Bähncke på albummet Giganter er Marie Key tilbage i trygge hænder hos musiker og producer Andreas Sommer, som hun arbejdede sammen med på sine tre første soloplader.

Marie Key kan noget særligt. Med en for lytteren følbar tilstedeværelse i sangene synger hun ’dig og mig og vi to’-tekster, hvor selv banale klicheer som ’Du er min dyrebareste skat’ og ’Jeg savner dig’ falder ubesværet ind de øvrige ranker af ord. Ord, der simpelthen fungerer som charmerende staffage for en god popmelodi. I øvrigt er der intet i vejen med banale tekster.

Singlen True Love er en glad, kærlig sang helt blottet for de ironiske lag i nogle af Keys tidlige sange. ”Der er ingen ordspil her, det er bare True Love,” synger hun til en melodi, der er svær at undslippe. Elegant arrangeret med meget lang digital guitarsolo. Popmusik par excellence.

Der er det rastløst drum’n’bass-agtige Tænker på dig, det dreampop/chill-agtige Din bar, igen meget sofistikeret arrangeret. En sang, der helt uden vemod handler om at være dér, hvor Marie Key er i dag – nu sidder vi her og er pludselig blevet fyrre. Det er en fin, varm sang om at tænke på det, der var, det der er nu og det, der kommer.

For mig er Marie Key mest vedkommende i de sange, hvor hun bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning af Danmark med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig, mens hun kører i de næsten tomme gader.

I Sommers sikre produktion med clap, audiotune og programmerede effekter fornemmer man tomheden og sangerens undren.

Især er jeg glad for albummets topnummer Problemer, hvor Key på vandring i København bruger sin egen situation som sangskriver i en verden af strategi og prognoser som afsæt for samtidskritik.

Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej

Her er en skarphed, som jeg tidligere mest har hørt mellem linjerne i Keys sange.

”Husk det Dylan sagde / man skal jo tjene nogen / Husk det med ikke at være alene på tronen / Så er du bare Trump” – og senere de sarkastiske, CV Jørgensen’ske linjer ”I tager business og I tager penge / og jeg tager kaffen og sover længe.” Værsgo, det tvedelte Danmark i to linjer. Måske ligefrem et lille drilleri til bagmændene. Dylan udkommer på samme pladeselskab som Marie Key.

Heartland Dag 1: Sang, dans og lykke i forsamlingshuset

Albummet afrundes af hele tre mere eller mindre akustiske sange akkompagneret af Key selv på guitar med lidt elektronisk støtte. Det er hørt før, ikke mindst i hittet Skagen. Det er slående, hvordan Marie Key alene med den seksstrengede kan skabe farver og følelse. Hendes vokal er ikke ligefrem Celine Dion-stor, men kors, hvor har den mange nuancer.

Og det er det fine ved denne plade – at Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej.

The Blue Van: Genreforelskelse i rockhjerterne

 

 

En søndag middagsstund i juni 2014 så jeg det danske classic rock-band The Blue Van spille på Northside Festivalen med en indædthed, som var det store gennembrud lige om hjørnet. Så meget energi har jeg sjældent oplevet ved tidlige søndagskoncerter.

Med genreforelskelse i rockhjerterne som hos en forårsramt teenagepige ryster The Blue Van retro-posen på albummet From Responsible Sources i tolv sange, der hele vejen igennem sprudler af spilleglæde. Som indimellem må kompensere for manglede struktur.

The Singer lyder som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino

I begyndelsen af årtusindet kom The Blue Van kom ridende ind fra Brønderslev på en retro-bølge, der ude i den store verden omfattede kunstnere som Jack White/White Stripes, The Hives og lidt senere Alabama Shakes.

Anmeldelse: The Blue Van (pressefoto)
Anmeldelse: The Blue Van (pressefoto)

På dette nye album rabler de garagerockende ind i første nummer Disaster. For derefter at fortsætte i Beggar med stemning af britisk new wave scene i begyndelsen af firserne. Med en lille Prince-hyldest i begyndelsen. Måske er det Søren Christensens orgel og Steffen Westmarks vokal, der får mig til at tænke på den tidlige Elvis Costello.

Tredje nummer Heavy Load lyder som tidlig glamrock hånd i hånd med samtidige hardrock bands som Led Zeppelin og det tidlige Pink Floyd, nu jeg er i gang med at frådse med referencerne.

Det er ikke det hele, der hænger lige godt sammen i det kaos, der indimellem også er The Blue Van. Men sanger og guitarist Steffen Westmark og hans håndgangne mænd ved, hvad en skamløst iørefaldende melodi kan gøre for at lukke lyset ind.

F.eks. lyder The Singer som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino.

Det gælder de plaskcharmerende charmerende Enevitable Goodbye, der begynder som en Carole King-ballade og ender i en fest. Den corny ballroom-ballade Eyes Full of Stairlight og især da Star Pharmacy, der lyder som hvis en tidlig David Bowie en enkelt gang havde ladet ‘Manden, som kom ned på jorden’ tage en tur på pub, drikke sig en pint i øret og derefter skrevet en sang The Noddy Holder-way. Bagt på en bund af The Rolling Stones’ Beast of Burden.

Lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne

Det er sikkert en tilsnigelse, noget, jeg synes jeg hører – men det lyder som om, Westmarks vokal tager farve af de sange, han synger. Ligesom ansigter ændrer karakter alt efter omgivelsernes lys. F.eks. i nævnte The Singer, hvor sanger Westmark og resten af hans band mere end nogensinde lyder som Arctic Monkeys.

Men end én gang, mens jeg lyttede til det smittende begejstrede overflødighedshorn, kom jeg til at tænke på de arktiske aber fra Sheffield.

Hvis man har det som Bob Dylan, der engang sang, ”If there is an original thought outthere I could really use it now,” skal man ikke lytte til The Blue Van. Originale kan ikke beskylde dem for at være. Men lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne.

Lucinda Williams: Tung bluesrock i slow tempo

 

 

På Tønder Festivalen 24. august 2017 så jeg Lucinda Williams spille sig selv og sit band op fra et umanerlig sløvt udgangspunkt til et sted, hvor dengang 64-årige Williams gav sine skrammede sangene al den rurale sydstatsvarme og – hjerte, som de fordrer.

Hvast henover sin knastørre ’72 Fender Thinline Tele Deluxe-guitar indleder Lucinda Williams sit nye album med ordene ”You can’t rule me”. Lidt længere inde i åbningsnummeret bliver det til foot stomping, swamp’et bluesrock. You can’t rule me. Du kan ikke styre mig. Man tror hende. Svært at forestille sig nogen trække i Austin, Texas’ egen Lucindas tråde. Det skulle da lige være de fysiske (rygmarvsbrok) og mentale dæmoner, der har styret hende livet igennem, og som hun har dulmet på sunde og mindre sunde måder.

You Can’t Rule Me er oprindelig skrevet af den kvindelige bluespioner Memphis Minnie, som kæmpede sine kampe. Mod racisme og en mandsdomineret, chauvinistisk scene – for bluesmusikken i al almindelighed. Som Minnie var forbillede for Lucinda, er hun selv i dag forbillede for unge kvindelige sangskrivere.

Anmeldelse: Lucinda WIlliams' 'Good Souls Better Angels' (Pressefoto)
Anmeldelse: Lucinda WIlliams’ ‘Good Souls Better Angels’ (Pressefoto)

Efter sin debut i 1979 fik Williams sit kommercielle gennembrud 19 år senere med albummet Car Wheels on a Gravel Road  og igen en form for comeback i 2012 med Blessed.

Hun har aldrig opnået stjernestatus på niveau med kolleger som Bonnie Raitt og Emmylou Harris. I det store billede regnes Williams vist mest som alt-countrymusiker, selvom hendes musik lige så meget står på blues og sydstatsrock. Lad os kalde det Americana.

Good Soul Better Angels er hun tilbage ved sine bluesrødder. Over hele albummet er der en mørk, bluesy grundstemning med trommeslager Butch Norton og bassist David Sutton i den klægest tænkelige Mississippi-sumpbund. Nyd det solide samspil f.eks. i Bad News Blues.

Musikken bevæger sig som det godstog, hun synger om i Big Black Train – langsomt, sikkert, skinnerne skriger lidt i Williams’ og guitarist Stuart Mathis’ soli. Det er råt som den 67-årige sangers vokal. Harsk. Når ms. Williams åbner munden er det no shit.

For den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels

I Man Without a Soul synger hun “You are a man without truth / a man of greed, a man of hate … there’s a darkness all around you / you’re a man without a soul.” Hvem ’you’ er? Gæt selv. Han er snart på valg.

Henover en enkelt guitar hvæser Lucinda hæst vibrerende linjerne i det Bob Dylanske Pray the Devil Back to Hell, “Yeah, inside the dark / behind these walls / there used to be a spark / but now the devil calls”. En sang til alle, der som Lucinda Williams selv har levet i et voldeligt forhold.

I Shadows & Doubts lyder det som, hvis en tung hjerterytme flyder ind i hovedtelefonerne. Det er, har Williams bekræftet, inspireret af vennen Ryan Adams, der har været involveret i nogle sexkrænkelsessager. Faktisk en interessant og måske for mange overraskende empatisk sang kommende fra alt-countryscenens stærkeste kvindestemme, der her synger om krænkerens behov for helbredelse for sin sygdom.

Good Soul Better Angels er kompromisløst gennemsyret af sjæl, levet liv, tro, vrede, håb og omtanke, men det er ikke det hele, der lige interessant. Et par numre skulle aldrig være udgivet. Men for den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels.


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER


Marie Key: Marie Key, album
The Blue Van: From Responsible Sources
Lucinda Williams: Good Souls Better Angels, album


Fotos: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur