Fortiden er offer for volden i vores tid

Richard N Haass 24.02.2017

Fremtiden er uvis og fortiden er i fare i det Mellemøsten, der er i opløsning, skriver Richard N. Haass, tidligere rådgiver for præsident George W. Bush. Haass bemærker med forfærdelse, at ISIS’ ødelæggelser af kulturværdier er sket på en uhørt skala, og at selv velfungerende samfund reelt står uden ansvar for beskyttelse af menneskehedens kulturarv.

I en verden i opløsning er Mellemøsten et kapitel for sig. Den samfundsorden, der blev etableret efter 1. verdenskrig, er faldet fra hinanden i store dele af regionen. Befolkningerne i Syrien, Irak, Yemen og Libyen har betalt en enorm pris.

Men det er ikke kun regionens samtid og fremtid, der er ramt. Fortiden er endnu et offer for volden i vor tid.

Islamisk Stat (ISIS) har gjort det til en dyd at ødelægge ting, som bevægelsen vurderer ikke er tilstrækkeligt islamiske. Det mest dramatiske eksempel er destruktionen af det storslåede Baal-tempel i Palmyra i Syrien. Mens jeg skriver dette, er befrielsen af byen Mosul i det nordlige Irak i gang efter mere end to år under ISIS’ kontrol. Det kommer ikke til at ske tids nok til at redde de mange skulpturer, der allerede er ødelagt, de biblioteker der er brændt, eller de grave der er røvet.

Ødelæggelsen af kulturobjekter er ikke begrænset til Mellemøsten. I 2001 så verden til med forfærdelse, da Taliban sprængte kæmpestatuerne af Buddha i Bamiyan i stykker. For nylig udslettede radikale islamister grave og manuskripter i Timbuktu. Men ISIS’ ødelæggelser sker på en skala, vi aldrig har set tidligere.

De revolutionære tror, at det er nødvendigt at udslette symboler og udtryk for disse identiteter og de idéer, de symboliserer, for at bygge et nyt samfund, en ny kultur og/eller politisk styreform

At søge at ramme fortiden er ikke nyt. Alexander den Store ødelagde store dele af det, der i dag kaldes Persepolis for mere end 2000 år siden. Religionskrigene, der hærgede Europa over flere århundreder, krævede sin pris af kirker, ikoner og malerier. Stalin, Hitler og Mao gjorde deres bedste for at destruere bygninger og kunstværker, der var forbundet med kulturer og idéer, de betragtede som farlige. For et halvt århundrede siden udslettede Khmer Rouge templer og monumenter over hele Cambodia.

Det, vi bedst kan beskrive som “historiemord”, er faktisk lige så forståeligt, som det er perverst. Ledere, der ønsker at forme et samfund omkring nye og anderledes idéer, loyalitetsforhold og adfærdsmønstre, er nødt til først at ødelægge voksne menneskers eksisterende identitet og forhindre overførslen af disse identiteter til børn. De revolutionære tror, at det er nødvendigt at udslette symboler og udtryk for disse identiteter og de idéer, de symboliserer, for at bygge et nyt samfund, en ny kultur og/eller politisk styreform

Af denne grund er bevaring og beskyttelse af fortiden central for de, der ønsker at sikre, at vor tids farlige fundamentalister ikke lykkedes med deres forehavende. Museer og biblioteker er uvurderlige, ikke kun fordi de er hjem for og udstiller genstande af stor skønhed, men fordi de beskytter den arv, de værdier og idéer og fortællinger, der gør os til dem, vi er, og hjælper os med at videreføre den viden til de, der kommer efter os.

Regeringers primære respons til historiemord har været at forbyde handel med stjålne kunstgenstande. Det er ønskværdigt af mange årsager blandt andet fordi, de, der destruerer kultursteder og slavebinder og myrder uskyldige mænd, kvinder og børn, delvis finansierer deres bevægelser med salg af røverbytte.

Palmyra-området blev i foråret 2015 erobret af den islamistiske milits ISIS. Flere af monumenterne, heriblandt Beltemplet, Baal-Shamin-templet og Trebueporten, blev sprængt i stykker.

Haagkonventionen fra 1954 opfordrer stater til at afholde sig fra at bruge kulturområder som mål og fra at bruge dem til militære formål som eksempelvis kamppositioner, soldaterindkvartering og som våbenlagre. Målet er enkelt: At beskytte og bevare fortiden.

Man kan desværre ikke tillægge sådanne internationale aftaler for stor betydning. De er kun gældende for regeringer, der har valgt at være del af dem. Der er ingen hæftelse, hvis 1954-konventionen tilsidesættes, som det er sket i både Irak og Syrien, eller for at trække sig ud af aftalen, der heller ikke omfatter ikke-statslige enheder (som ISIS).

Der findes videre ingen sanktionsmuligheder, selv hvis en underskriver af konventionen eller andre alligevel agerer mod konventionens intention.

Den hårde, sørgelige sandhed er, at det internationale samfund ikke eksisterer i det omfang, man skulle tro, når man påtænker, hvor ofte det påkaldes. En verden, der ikke er villig til at møde sin forpligtelse for beskyttelse af sit folk, kan sandsynligvis ikke samles på vegne af statuer, manuskripter og malerier.

Indtil da vil historiemord forblive en trussel og, som vi har set, en virkelighed. Fortiden vil være i fare. I den forstand er det ikke anderledes end vores nutid og fremtid.

Der er ikke noget, der kan erstatte den præventive indsats overfor de, der ønsker at destruere kulturværdier. I forhold til de største trusler mod fortiden i dag, så imødegås de bedst ved at søge at afholde unge mennesker fra at vælge radikaliseringens vej, at dæmme op for strømmen af rekrutter og ressourcer til ekstremistiske grupper, at overtale regeringer til at anvise politi og militærenheder til beskyttelse af bevaringsværdige område, og, hvor det er muligt, at angribe terrorister, før de slår til.

Hvis en regering udgør en trussel mod kulturmonumenter, så kan sanktioner være et mere passende værktøj. At rejse anklage mod, retsforfølge, fælde dom over og fængsle de, der udfører den form for ødelæggelse, kan måske virke afskrækkende for andre – på samme måde som det bruges til at forhindre vold mod mennesker.

Indtil da vil historiemord forblive en trussel og, som vi har set, en virkelighed. Fortiden vil være i fare. I den forstand er det ikke anderledes end vores nutid og fremtid.

Copyright: Project Syndicate 2017
Oversættelse: Alexander Meinertz.
Fotos: Buddha-statue i Bamiyan. Baal-Templet i Palmyra. Wiki Commons.

Richard N Haass

Richard N. Haass, der er præsident for Council on Foreign Relations, har tidligere været Director of Policy Planning for det amerikanske udenrigsministerium (2001-2003) og var Præsident George W. Bush's særlige udsending til Nordirland og koordinator for Fremtid for Afghanistan. Han er forfatter af A World in Disarray: American Foreign Policy and the Crisis of the Old Order.