Blodets chokfarve: Historien om dronning Margot

af i Featured/Kultur

HISTORISKE FILM – Kan man filmatisere en massakre? Svaret er ja. Især hvis man har en god historie, som kun franskmænd kender. Sådan en historie er den om den franske dronning Margot i filmen La Reine Margot fra 1994, der er et forelsket og fascineret renæssanceportræt instrueret af Patrice Chéreau.

Hånden på hjertet, hvor meget kender vi til fransk historie – og så i 1500-tallet?

Måske husker man vagt ordet Bartholomæusnatten og bingo, det er netop emnet for Patrice Chéreaus film La Reine Margot fra 1994. Som tilmed er en filmatisering af en roman af samme navn af Alexandre Dumas, der i dag i udlandet næsten kun er kendt for De Tre Musketerer.

Men Dumas skrev også mere alvorlige historisk-romantiske romaner, der rummer alt, hvad man i årtier kunne forvente af genren: Giftmord, intriger, illegitim kærlighed, forfølgelse og forsoning. La Reine Margot er mere brutal og direkte end mange andre i genren.

Måske var det derfor, Chéreau netop valgte denne roman.

Den svære overgang fra bog til film

Filmatiseringens store problem er og bliver spørgsmålet om, hvor trofast man skal være over for forlægget. Transformationen ændrer fascinationspunktet. Man kan meget vanskeligt filmatisere sproget i en roman. Man kan forsøge at omsætte sprog til billeder og montage, men der er altså tale om en helt anden kunstform.

Det mærkedes, da Hilary Mantels to fremragende romaner om Henry VIII, Anne Boleyn og Thomas Cromwell, Wolf Hall og Bringing Up the Bodies, blev forvandlet til en spændende, handlingsorienteret tv-serie i 2015. Tre til fire gange i det lange format blev man mindet om særlige steder i romanerne, hvor Mantel tolkede og brugte sprog og tone til at formidle det nødvendige.

Scenerne kom til at virke sælsomt kunstige, hvor de i romanerne tværtimod førte os dybt ind i Cromwells bevidsthed.

Som regel kommer film og bog til at leve i et ulige symbiotisk forhold. Gone With the Wind er den store undtagelse: Filmen synes faktisk at have trængt bogen i baggrunden. Kommer man til romanen efter at have lært filmen at kende, virker Margaret Mitchells fortælling ofte gumpetung, sentimental og unødigt pumpet med fakta (og racisme).

Den mangler filmens lethed, og karakteren Rhett Butler er simpelthen mere tiltalende og indtagende i film end i bog. Det er lettere at bytte loyalitet i filmen og at anskue konflikten fra Rhetts synsvinkel.

La Reine Margot virker bedre som film end Dumas’ fortælling gør som roman.

Prisen for renæssancens frihed

Hvor britisk renæssancehistorie er filmatiseret på kryds og tværs siden trediverne, skulle man helt frem til 1994, før Patrice Chéreau tog fat på den franske renæssance og forsøget på om ikke reformation, så samliv mellem forskellige trosretninger.

Så skete det endda med filmisk præcision og begejstring, som tydeliggør, at der er forskel på angelsaksisk og fransk film. I dette tilfælde gør fransk films særheder filmen langt mere dirrende uforudsigelig, end hvis man havde valgt traditionel dramaturgi.

Der er også større sandsynlighed for, at et internationalt publikum er uvidende om figurernes skæbne. Derfor er filmens handling simpelthen – overraskende.

I denne films verden kan volden eksplodere når som helst. Renæssancen er langt mere kaotisk, voldelig og ustyrlig end i de pænt kontrollerede britiske film: Her fornemmer man prisen, der skal betales for renæssancens frihed

Romanen af Alexandre Dumas kombinerer Margots egne erindringer, nedskrevet da hendes politiske karriere var forbi, med Dumas’ egen samtids romankonventioner. Men hvor Dumas måtte omskrive, skjule og fortie, går Chéreau lige til grænsen.

Når Dumas bare sender kongedatteren Margot ud i byen for at finde en mand natten før brylluppet, lader Chéreau hende have hed sex med den unge mand, op ad en fugtig væg. Og hendes vandring gennem gaderne, kun skjult af en halvmaske og med snørelivet halvt åbent, tydeliggør situationens farlighed. Her er ingen uskyld.

Foto: IMDb

I denne films verden kan volden eksplodere når som helst. Renæssancen er langt mere kaotisk, voldelig og ustyrlig end i de pænt kontrollerede britiske film: Her fornemmer man prisen, der skal betales for renæssancens frihed, den enkelte får også ret til at handle afskyvækkende. Privat. Politisk.

La Reine Margot er ikke en halvfemser-fantasi over Dumas – den er et skoleeksempel på, hvad vellykket, tidsbundet filmatisering betyder. Det fornemmes nemlig intet sted i filmen, at dette er en gengivelse af en roman fra midten af 1800-tallet. Der er heller ingen respekt for forlægget – kun for dets kvaliteter.

Fra operaiscenesættelser til “La Reine Margot”

Patrice Chéreau fik et tidligt og voldsomt internationalt gennembrud i årene 1976-80, hvor han på Wagnerfestspillene i Bayreuth fik til opgave et iscenesætte Das Ring des Nibelungens – i hundredåret for værkets premiere. Før da havde han kun iscenesat to operaer og var et ret ukendt, ubeskrevet blad i internationalt kulturliv. Dog ikke i Frankrig, hvor han blev betragtet som et af de ”unge håb” – en usleben diamant.

”Ringen” skabte hans navn: Opsætningen blev både en skandale og en succes. Den blev ændret voldsomt fra 76 til 80, og på grund af det utroligt fintmærkende personregi fungerede den faktisk bedst på tv/video/dvd – Chéreaus Jahrhundertring blev den første operaopsætning, der solgte bedre i videoformat end som plade og cd.

”Ringen” blev århundredets beretning om 1800-tallet – og en myte om enten at kunne elske eller ønske sig magt. Det, som Wagner selv mente, hans tetralogi handlede om. På grund af den fornemme personinstruktion er hans ”Ring” stadig et levende mesterværk

Med god grund. Chéreau, der ikke engang kunne tysk før engagementet, lærte sproget, læste operaerne ud fra både tekst og musik og satte alle Wagners idéer i scene – ud fra sin egen tids læsemåde. Han anvendte hyperrealistisk spillestil, afskaffede tom sanger-gestik, gjorde det nødvendigt for publikum at høre teksten – og stolede på, hvad tekst og musik udsagde.

”Ringen” blev århundredets beretning om 1800-tallet – og en myte om enten at kunne elske eller ønske sig magt. Det, som Wagner selv mente, hans tetralogi handlede om. På grund af den fornemme personinstruktion er hans ”Ring” stadig et levende mesterværk, og fortolkningen holder, selv om den er halvfjerdser-radikal.

Ingen af Chéreaus senere arbejder på film eller scene kom op at røre ”Ringen”. Han iscenesatte også den fuldførte version af Alban Bergs opera Lulu på Pariseroperaen, med stor succes, i 1979. Resten af karrieren har budt på en række fine film og diverse operaiscenesættelser (Mozarts Don Giovanni og Lucio Silla), men det er La Reine Margot, som er hovedværket i hans virke som filminstruktør.

Og filmen har de fleste af kvaliteterne fra “Ringen”, blandt andet den realistiske spillestil. 1500-tallets mennesker var histrioniske, og sådan fremtræder de i filmen. De kigger ikke særlig ofte sig selv i spejlet, men deres ansigter veksler imellem at skjule eller forråde tanker.

Blodets chokfarve

Dumas’ roman var egentlig ikke et logisk valg.

Originalen er et virvar af sidehistorier og intriger, giftmord og rænker. Den har som kerne Bartholomæusnatten 1572, hvor de franske protestanter (huguenotterne) blev nedslagtet i Paris, mens de fejrede brylluppet mellem den katolske kongedatter Marguerite (Margot) og den lutheranske leder Henri de Navarre (den senere Henri IV).

Det er da også massakren, som udgør filmens hjerte: Ingen af de opfindsomt filmede tableauer kan konkurrere med den præcise, nøgterne og ekstremt blodige skildring af massakren. Godt nok er den talmæssigt beskeden efter moderne forhold, vi har jo lært at tælle ofre i millioner eller procentdele af befolkningen.

Foto: IMDb

Men i Chéreaus fortolkning er Bartholomæusnatten et ragnarok af drab og død. Massemordet forløser intet, det trækker blot alle de følgende katastrofer efter sig. Selv den sarte forelskelse, som Dumas bygger sin bog på, mellem Margot og den unge huguenot La Môle, som hun tilfældigt udvælger til et one night stand, bliver farvet af massakren: Det drejer sig først og fremmest om at redde hans liv, ikke om at få lov at leve sammen med ham.

Margot har lært ikke at kræve for meget af livet.

Chéreau viser os blodets chokfarve. Og tager os med på en kaotisk dunkelrejse med mordere og ofre

Renæssancens mennesker var ikke i tvivl om, at de levede i en voldelig og vilkårlig tid. Det er en af grundene til, at renæssancekunst så ofte skildrer vold: I Frankrig maledes der under religionskrigene i 1500-tallet regulære massakre-skildringer, der gik som varmt brød, af mesteren Antoine Caron. Og drab, voldtægt og rov var standardingredienser i for eksempel kunstneren Tizians værker. Ofte vold mod kvinder.

Dumas kunne i sine romaner slippe om ved at antyde massakrens voldsomhed – Chéreau viser os blodets chokfarve. Og tager os med på en kaotisk dunkelrejse med mordere og ofre.

Et krisefyldt tvangsægteskab

Margot er datter af den afdøde franske konge Henri II og hans hustru Catherine af Medici fra Firenze. Catherine regerer egentlig landet, selv om skiftende uduelige, syge og sindssvage sønner veksler på tronen.

I årtier har hun forsøgt at skabe fred mellem katolikker og protestanter, men efter borgerkrig og snigmord får hun nok og beslutter sig for at nedslagte de huguenotter, som er taget til Paris for at fejre deres leders, Henri af Navarre, bryllup. Slip af med problemet på én gang, og hvem skulle stoppe endsige straffe hende?

I kirken nægtede Margot at svare ja på præstens spørgsmål, hvorfor hendes bror med vold tvang hende til at nikke – en handling, som senere gjorde det muligt for hende at få ægteskabet annulleret af paven

Virkelighedens Catherine havde næppe noget at gøre med at give ordren til massakren. Virkelighedens Catherine veg ikke tilbage for at myrde politiske modstandere, men Dumas’ skildring af en psykopatisk morder, der forgifter bogsider, handsker, smykker etc. er det pure opspind. Hun er bare en formidabel enhed i både roman og film… og foruroligende troværdig.

Margot var hendes eneste kønne, normale barn, og alligevel hadede Catherine hende. Margot havde forsøgt at gennemtvinge et ægteskab med sin elsker, hertugen af Guise, men blev gennemtævet af mor og bror og tvunget til i stedet at gifte sig med Henri af Navarre.

I kirken nægtede hun at svare ja på præstens spørgsmål, hvorfor hendes bror med vold tvang hende til at nikke – en handling, som senere gjorde det muligt for hende at få ægteskabet annulleret af paven. Og denne handling er – uden at man har gjort særlig meget ud af den – med i filmen.

Foto: IMDb

Margot og Henri var meget unge, da de blev gift – Henri, der i filmen fremstilles som en moden og erfaren mand, var kun atten. Han havde lige mistet sin dominerende mor, Jeanne af Navarre, og skulle nu leve op til hendes idé om at skabe fred gennem dette ægteskab, som han slet ikke ønskede.

Henri og Margot fik som ventet et yderst krisefyldt ægteskab og havde begge elskere og elskerinder. De blev skilt, og Margot nedskrev – hvad kun få mennesker i renæssancen overvejede – sine erindringer; et enestående åbenhjertigt dokument. Hun havde arvet sin mors store begavelse – og var tilmed smuk, en farlig blanding. Romanens handling er Dumas’ fantasi.

Begavelsens og handlekraftens bagside

Som sædvanlig hos Chéreau er skuespillet et fint spind af modsatrettede følelser og idéer udtrykt i gestisk sprog og mimik.

Isabelle Adjani som Margot har mange stærke udtryk for den stolte unge pige, der egentlig hellere vil leve et vildt liv end gifte sig med en politisk leder, og for den forelskede kvinde, man fornemmer, at hun er et splitsekund efter begivenhederne, ofte undrende og fyldt med afsky.

Hun er bundet til sin dysfunktionelle familie, hvor alle brødrene, der skal være konger, er ubrugelige. Hun er så pletfri yndig, lækker og appetitlig, at man har svært ved at acceptere hende som søster til de skrækkelige brødre, endsige som dronning Catherines datter. Men hun spiller fortvivlelsen, vreden, magtesløsheden med frapperende ægthed. Man tror alligevel på hende, hvert et sekund. Det ER hendes film.

Foto: IMDb

Som hendes modstræbende, protestantiske frier Henri giver Daniel Auteuil et af sine første helstøbte filmroller. Han er ikke – som Margot – vokset op i slotte, hvor væggene har ører, og hvor man gør klogt i at lade en mundskænk afprøve alt, hvad man spiser eller drikker.

Han er modvilligt nysgerrig og altid på vagt i disse afskyelige menneskers verden og formår aldrig helt at acceptere dem – ikke engang den vege, svage kong Charles’ lykkelige lille surrogatfamilie med den borgerlige elskerinde og den nyfødte søn. For slet ikke at tale om den alt for komplicerede Margot.

Men det er Virna Lisi som Catherine af Medici, enkedronningen, der ændrer filmen. Catherine er så magtfuld en figur, at hun kan tillade sig at hvile i sin sorte, evige enkedragt, inderst i det enorme knitrende renæssanceskørt. Hun er egentlig ikke spor grim, men hun fremstiller dronningen tørt forgiftet af politisk forbrydelse. Begavelsens og handlekraftens bagside.

Dumas og filmen forlader hende siddende forstenet i en vogn med La Môles balsamerede, afhuggede hoved i hænderne. Men den virkelige Margot fik en lang og livlig skæbne. Hun var en overlever, i modsætning til sine søskende

I filmen står hun selvfølgelig bag massakren. Og som Lisi fremstiller hende, er der fornuft i galskaben. Hun er en effektiv hersker uden pjattede følelser som samvittighed og syndsbevidsthed. Ikke så meget katolik som hersker.

Margot føler – hos Chéreau – en dyb loyalitet over for sin uønskede ægtemand Henri. Ganske som hendes bror, kongen Charles, opfatter den protestantiske leder, admiral Coligny, som sin ”far”, har Margot brug for en virkelig ven. Henri er hverken et monster som hendes mor eller så psykisk skadet som hendes brødre.

Margot er nok katolik, men først og fremmest menneske: Det er hendes utrolige mod, som redder den unge huguenottiske adelsmand La Môle fra døden, da hun vover – med sværdet mod struben – at trodse sine brødre.

Mellem virkelighed og fantasi

I virkelighedens verden brød massakren først løs seks dage efter brylluppet tidligt om morgenen. Men det er korrekt, at huguenotterne flokkedes i Paris, og at mange tilrejsende sov i gaderne – det var august og hedebølge. Margot, der strejfer gennem gaderne i maske for at finde sig en ny elsker, er et produkt af hendes modstanderes propaganda.

For hendes liv endte ikke med La Môle død. Tværtimod.

Dumas og filmen forlader hende siddende forstenet i en vogn medLa Môles balsamerede, afhuggede hoved i hænderne. Men den virkelige Margot fik en lang og livlig skæbne. Hun var en overlever, i modsætning til sine søskende.

Foto: IMDb

I virkeligheden sad Margot og Henri som kongefamiliens fanger i Louvre i tre år efter massakren. Kong Charles døde i Vincennes i 1574 og overlod tronen til sin bror, Henri III, der udmærkede sig ved at være lige så ude af stand til at avle sønner som sine brødre. Og i Frankrig var kvinder ved lov udelukket fra at arve tronen. Ellers kunne Margot være blevet en formidabel regent.

I november 1578 ledede hun en opstand i Gascogne, som ikke ville lykkes, og fra 1582 forsøgte hun at forsone sig med sin bror, kongen. Han var barnløs, hvilket gjorde hendes mand Henri til Frankrigs tronarving nr. 1. Det var Margot ikke meget for.

I 1584 sluttede hun sig sammen med sin gamle elsker, hertugen af Guise, og bekæmpede ihærdigt, at Henri skulle overtage Frankrigs trone. Desværre blev hun fanget af sin bror. I 1589 blev hendes han myrdet, og Margot måtte se i øjnene, at hendes ”mand” stod til at blive Frankrigs næste konge.

Margot forvandlede sig fra en skandaliseret kvinde til en hovedperson i Frankrigs litterære liv. Hun skrev ikke kun memoirer, men en del lyrik i tidens stil og vittige tekster og noveller

Paradoksalt nok kom det til at gå hende meget bedre, Henri blev kasseret af både katolikker og protestanter, men blev alligevel en duelig og populær konge, der ikke ønskede Margot spor ondt. De blev omsider skilt i 1599. Ægteskabet blev annulleret.

Henri gik tilbage til katolicismen (”Paris er vel en messe værd”), giftede sig med Marie af Medici og fik fem børn med hende. Det var heller ikke just noget lykkeligt ægteskab – Marie viste sig at være en lige så formidabel dame som Catherine, og da Henri blev myrdet i 1610, overtog Marie simpelthen magten som regentinde – stærkt støttet af Margot, der var blevet hendes nærmeste veninde og politiske mentor.

For Margot havde forvandlet sig fra en skandaliseret kvinde til en hovedperson i Frankrigs litterære liv. I 1605 mødtes hun efter tyve års adskillelse igen med Henri i Paris, og de to opdagede, at de egentlig havde en del til fælles. Hun skrev ikke kun memoirer, men en del lyrik i tidens stil og vittige tekster og noveller.

Det er tankevækkende og morsomt at huske den virkelige Margots senere liv, når man ser filmen, for hendes politiske betydning begynder egentlig først, da filmen er slut; dens handling repræsenterer hendes læreår som politisk aktør. Den ægte Margot kunne nok fortjene at blive emne for en indfølt film, men gerne i fransk regi.

Margot bruger La Môle som one night stand på sin bryllupsnat. Alle bruger hinanden, kun ikke La Môle, vores identifikationsfigur. Han bliver brugt og suget længere og længere ind i den forbandede verdenshistorie

Da hun døde i 1615, var hun blevet grænseløst populær som både kunstmæcen og de fattiges beskytter, og hun havde påtaget sig at opdrage og uddanne Henri og Maries efterladte børn.

Dumas og filmen har en ekstra hovedfigur: Den unge protestantiske adelsmand La Môle, som i virkeligheden også var Margots elsker – om end han først dukkede op i hendes liv langt inde i hendes og Henris kaotiske ægteskab (ja, den ægte La Môle overlevede massakren).

La Môle får frastjålet alt under forberedelserne til Margots bryllup, og den arvede, kostbare bog, han nu må sælge for at skaffe penge til at overleve, bliver brugt af enkedronningen til et giftmord. Margot bruger La Môle som one night stand på sin bryllupsnat. Alle bruger hinanden, kun ikke La Môle, vores identifikationsfigur. Han bliver brugt og suget længere og længere ind i den forbandede verdenshistorie.

Han forelsker sig i Margot, og da han ved et tilfælde søger tilflugt i Louvre under massakren, falder han igen i armene på hende. I mellemtiden har han oparbejdet et venskab med katolikken Coconas, som varer til begges død. I bog og film forelsker Margot sig passioneret i La Môle og søger uden held at beskytte og redde ham.

Et forelsket og fascineret portræt

Chéreau fortæller denne blodige og sammenfiltrede historie uden at bekymre sig om, hvorvidt publikum er inde i de politiske/historiske/religiøse forhold eller ej. Her er – som i den tidligere Waterloo – ikke spildt tid på at indflette små forklarende scener, der skal give publikum oplysninger om, hvem personerne er. Det må man selv finde ud af.

Til en vis grad genanvender Chéreau forfatterens kortfattede forklaringer i replikkerne – men der er en ekstra charme i, at man som publikum selv skal tænke, huske og kombinere. Det giver også en sitrende følelse af usikkerhed; af at alt kan ske – som i Tarantinos samtidige, halvt ironiske, halvt apokalyptiske fim.

Det er nok mest franskmænd, som er rigtig godt inde i landets historie, og som umiddelbart kan gøre rede for Catherine af Medicis børns navne eller for admiral Colignys rolle i det politiske spil op til Bartholomæusnattens massakre.

“La Reine Margot” er aldrig i nærheden af at blive til en pæn, høflig ”historisk film” – det er langt snarere et forsøg på at bruge et på mange måder forældet værk til at fortælle en historie om tider, der ligner vor egen

Chéreau fortæller ikke hele forhistorien, vi falder ind i historien, mens tingene sker, og tvinges til at opleve begivenhederne med samme umiddelbarhed, hvormed historiens figurer må reagere på det uventede. Bedst som vi tror, at nu har vi fattet, hvad der MÅ ske, twistes handlingen endnu en gang, og til sidst forekommer det ganske logisk, at historien ender i tragedie og sammenbrud.

La Reine Margot er aldrig i nærheden af at blive til en pæn, høflig ”historisk film” – det er langt snarere et forsøg på at bruge et på mange måder forældet værk til at fortælle en historie om tider, der ligner vor egen.

Set i den sammenhæng er filmen forbavsende omhyggelig med udenværkerne: Sjældent er renæssancens sært formløse hofliv med intriger, kærlighedsforhold, snigmord og alskens løse muligheder fremstillet så forelsket og fascineret som her.

Sjældent er klædedragt, gestik og rum gengivet så opfindsomt – nej, ikke korrekt, men med kærlighed til tidens stilistiske udtryk. Chéreau er velsignet lidt optaget af al denne ”historie” – for folk i 1570’erne var det jo bare hverdag, tøj og boliger og masker.

Kun under Margot og Henris bryllup åbner han op for tidens storhed: De endeløse rækker af folk i festtøj, en væg af magt.

Topfoto: Pinterest

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Featured