Caliber 3: På besøg i en israelsk militærtræningslejr

af i Mellemøsten

REPORTAGE – De kalder sig Israels ledende træningsakademi for antiterrorisme og sikkerhedstræning. Men det er ikke kun hærenheder og efterretningstjenester, der kan booke et kursus på det israelske militærakademi Caliber 3. Turister kan også komme forbi og lege soldat for en dag. Det er der et sted mellem 15.000 og 25.000 mennesker, der gør om året. Jeg er en af dem.

Det er en smule kringlet at komme derud.

Vi bliver sat af ved Gush Etzion. Det er en lille klase af israelske bosættelser på Vestbredden i Palæstina, cirka 30 kilometer fra Jerusalem. Derfra går vi langs en støvet vej blandt bosættelserne, der ligger bag pigtråd og bastante betonudkigstårne. Landskabet er tørt. De eneste mennesker, vi får øje på – foruden dem der kommer drønende forbi i deres biler – er unge værnepligtige israelere i fuld kampuniform.

Jeg vil helt ind til den mørkeste del af den israelske hverdag – jeg vil opleve militæret og deres soldater

Efter 20 minutters gang finder vi Caliber 3 bag en tung metaldør.

Ankomsten

Jeg elsker at rejse og gerne til afsides steder på kloden. De steder hvor røverhistorierne gemmer sig. Der hvor selv kragerne ikke længere har tænkt sig at vende om.

Men Israel har aldrig rigtigt været på min ønskeliste. Besættelsen af de palæstinensiske områder og den hårdhændede behandling af araberne og de afrikanske immigranter strider mod mit menneskesyn.

Netop derfor er jeg alligevel taget af sted: For ved selvsyn at opleve den stat jeg er så bitter over.

Men jeg vil helt ind til den mørkeste del af den israelske hverdag – jeg vil opleve militæret og deres soldater. Derfor har jeg booket tid hos Caliber 3.

Vi bliver budt velkommen af en lille soldat i starten af 40’erne med vågne øjne, maskingevær og morgenhår. Vi bliver fulgt ind til informationsdisken.

Kvinden bag skrivebordet tager en kopi af vores pas og afkræver 115 dollars for smagsprøven på israelsk militærtræning. Vi får en kop kaffe og sætter os til at vente udenfor med de andre besøgende. De er alle sammen amerikanere.

Gæsterne

Jeg observerer et par familier, der sammen er taget på ferie i Israel. Deres børn hviner op, hver gang den ellers rolige schæferhund lusker forbi.

En karseklippet og nærmest bodybuilderagtig soldat med hurtigsolbriller prøver at berolige børnene. Han fortæller, at hunden er strengt disciplineret og – ligesom ham – hårdt trænet til at forsvare Israel. Den ville aldrig angribe uskyldige. Ungerne virker ikke overbevist.

Forældrene taler om Donald Trumps kvaliteter frem for Hillary Clinton. Deres tykke sydstatsdialekt er vand på min fordomsmølle.

Sydstatsamerikanerne – de hører for mig til en sjælden art. Når man bor i Skandinavien, er republikanske ærkeamerikanere noget man ser i fjernsynet og hører om på nettet. Det er sjældent man rent faktisk møder dem. Trump-vælgerne. De er mytiske som vampyrer eller smølfer. Men her er der 26 af dem.

En af fædrene er iklædt en bagvendt baseballkasket og en ærmeløs t-shirt fra Reagan/Bush-valgkampagnen i 1984. Han holder sin datter i hånden og lokker hende til at klappe den militærtrænede hund. Selvom den er trænet til at slå ihjel, er den børnevenlig.

Markedspladsen

I flok bliver vi ført ind i et træningslokale. Gulvet er dækket af skumgummi, og der hænger store sorte sandsække ned fra loftet.

Vores instruktør og guide, Eitan Cohen, spørger, hvad vi synes her dufter af. Det stinker af drengenes omklædningsrum i folkeskolen. De amerikanske familier larmer en del uden at komme med nogle bud. “Hårdt arbejde!” svarede Eitan på sit eget spørgsmål.

Med de israelske militærbriller på består en almindelig arabisk markedsplads altså tilsyneladende af en skøn sammenblanding af terrorister og handlende

Så fortæller han kort om ’Krav Maga’, en kampart der blev opfundet i Bratislavas jødiske ghettoer, er videreudviklet af det israelske militær og som er et led i soldaternes træning.

Derefter bliver vi ledt igennem fem skydebaner, til vi kommer til den sjette. Her skal resten af den turistvenlige militærtræning foregå.

Vi får et par ørepropper hver og bliver bedt om at gå rundt og orientere os på den udendørs skydebane.

Banen er et halvhjertet forsøg på at efterligne en arabisk markedsplads. Der er spredt sandsække rundt omkring og sat boder op, hvorpå der står “gud er stor” på arabisk.

Mellem boderne er der opsat skydeskiver med billeder af mennesker på. Et par af dem viser israelske soldater, andre viser arabiske mænd med partisanertørklæder og forskellige redskaber – nogle af dem bærer også våben.

Med de israelske militærbriller på består en almindelig arabisk markedsplads altså tilsyneladende af en skøn sammenblanding af terrorister og handlende.

Uskadeliggørelsen

Eitan Cohen og de andre instruktører, som hver har over 15 års kamperfaring, gør, hvad de kan for at gøre scenariet autentisk. Tonelejet er højt og råt, og de ligner udpluk fra 80’er-krigsfilm. Men de andre turisters fnis og smarte kommentarer minder soldaterne om virkeligheden.

Pludselig begynder instruktørerne at råbe og løbe rundt mellem os med hævede våben.

De beordrer os ned på jorden, stiller sig i dækning og begynder at skyde mod nogle af skydeskiverne.

Flere af de besøgende bliver forskrækkede, især et par af børnene. De bliver grebet af situationen og skriger op – i et kort øjeblik er den kunstige opsætning præget af delvis panik.

Men få sekunder efter har den lagt sig igen, da de terrormistænkte skydeskiver er uskadeliggjort.

Evaluering

Soldaterne gennemgår først situationen og derefter billederne på skydeskiverne. Gæsterne skal vurdere om billedet forestiller en terrorist eller ej.

Det første billede forestiller en midaldrende araber i arbejdstøj, med partisanertørklæde om hovedet og en greb i hånden. Alle der mener, at han var terrorist, skal række hånden op.

Det er vi to ud af 28, der ikke gør.

Alle får udleveret en ballon, som vi skal puste op. Børn som voksne – en absurd børnefødselsdag. De bliver hængt op og så skudt i stykker

Det vækker en del diskussion. Soldaterne mener, at han ligner en almindelig mand. De amerikanske turister er uenige. En af dem slår sågar fast, at han har en masse våben derhjemme i Arizona, og hvis den arabiske mand kom forbi og ringede på dørklokken, ville han helt bestemt skyde ham i selvforsvar.

I den midaldrende amerikanske mands hoved, var partisanertørklædet et terrorsymbol. Er man iført sådan et, er man nok også en blodtørstig islamist.

Skydetræningen

Og meget apropos, er skydetræning det næste på programmet.

Alle får stukket et trægevær i hånden. Først skal vi lære at stå rigtigt med det, men derefter kommer vi til aggressionen. Soldatens vigtigste våben, ifølge Eitan Cohen: ”Israelerne er aggressive af natur. Selv når de står nede i supermarkedet. For de skal altid være klar til kamp”.

Vi skal finde vreden frem, når vi står med geværet. Der skal konstant råbes “esh, esh, esh” – “fyr, fyr, fyr” på hebraisk.

Eitan er ikke sådan lige umidelbart tilfreds med vores råbefærdigheder. Først da vi virkelig præsterer på dét punkt, får vi lov til at prøve med rigtige våben og ægte ammunition. En ruger, en MP5 og som kronen på værket et M-16 maskingevær.

Først skal vi skyde efter skydeskiver – flere af dem er dekoreret med billeder af arabisk udseende mænd.

Derefter får alle udleveret en ballon, som vi skal puste op. Børn som voksne – en absurd børnefødselsdag. De bliver hængt op og så skudt i stykker.

Alle de besøgende skytter er fordelt i tre rækker. To for voksne og en for børn – som i øvrigt kom ind til børneprisen på 85 dollars. Dette her er tænkt som en familieaktivitet. Skydetræning og antiterrorisme for hele familien.

Den børnevenlige schæferhund får da også lov til at vise sine egenskaber frem:

En af stedets karseklippede soldater iklædt en tyk specialsyet dragt kommer med ét løbende imod os. Han råber højt nogle uforståelige ting og har en kniv hævet over hovedet. Hunden springer op. Den er helt vild og frådende. Den bider, river og flår i mandens ærme, indtil han taber kniven.

De skræmte børn ser måbende til.

En af instruktørerne fortæller, at selv det israelske militærs hunde er velopdragne og altid har humanismen i fokus – selv i kamp!

View this post on Instagram

#caliber3 #idf

A post shared by Joshua Newman (@joshuanewman9798) on

Budskabet

Træningen er overstået, og vi bliver samlet i en rundkreds, så vi kan få vores belønning i form af et diplom for at have gennemført de to timers militærkursus.

Ifølge den israelske avis Haaretz er kurserne for turister blevet ganske populære.

Tidligere blev de primært besøgt af amerikanske jøder på bar-mitzvah-besøg, men nu kommer der også turister fra Europa, Sydamerika, Rusland og især Kina.

Foruden Caliber 3, der ligger i en bosættelse, er der fem-seks andre af disse militære turistattraktioner, og flere steder tilbyder sommerlejre for teenagere, der foruden militærtræning også indeholder tre daglige koshermåltider, oplæg om zionisme og sociale hyggeaftener.

Men man kan tydeligt mærke, at det er vigtigt for folkene Caliber 3 at slå fast, at dette ikke drejer sig om profit. Tværtimod er der tale om ren og skær idealisme: De vil så gerne sprede det glade budskab om den israelske hærs høje moral og hvordan humanismen altid er i højsædet.

Betryggende.

Hovedillustration: Shahin Aakjær.

Shahin Aakjær er ved at afslutte sin kandidat i Mellemøsstudier og er medskaber af AltOmIran.dk. Han er rejseleder i Iran og Tadsjikistan og underviser i rap.

Seneste artikler om Mellemøsten