TEATER // ANMELDELSE – Der er tilskuere og aktører i dette drama. Den ene halvdel af jordens befolkning kan aldrig blive andet end tilskuere. For den anden halvdel er der et før og et efter. Du kan være myndig og moden. Du kan have rejst verden rundt. Men du bliver først lukket ind i Mødrenes hus, når du har født.
Mødrenes hus på Mungo Park efter Liv Nimand Duvås roman er mange ting på en gang. Det er ur-myte. Det er en aktuel kommentar til et presset hospitalsvæsen. Og til tidens instagramvenlige narrativ om moderskabet. Det er en gyser. Det er selvfølgelig også klassisk Mungo-teater, hvor der er plads til et grin.
Rikke Westi demonstrerer stor fysisk komik omkring alt det, der ikke er ligetil, når man er højgravid
Det sidste kan vi alle være med på. Nogle fordi de selv har været der, andre fordi de har været tilskuere.
Det er her, vi starter i selskab med Rosa, der sorterer sække med arvet tøj midt om natten, mens kæresten Gilbert sover. Rikke Westi demonstrerer stor fysisk komik omkring alt det, der ikke er ligetil, når man er højgravid.
Rikke Westi fylder Mødrenes hus
I det hele taget ejer Rikke Westi forestillingen. Hun er alene på scenen i en time og 20 minutter kun med enkelte kropsløse stemmer at reagere på. Hun spiller flere roller, og hun gør det i øvrigt uden mikrofon. Hvad det fysiske spil angår, så er hendes veer på scenen overbevisende nok for dem, der har prøvet det.
I de fleste store fortællinger er fødslen, uanset om det går godt eller dårligt, blot et plotpoint, der skal drive handlingen videre. Her er det hele historien.
Egentlig har Rosa forberedt en moderigtig, naturlig fødsel på en privat fødeklinik. Egen stue (lyserød) til hende og Gilbert, god tid, ingen smertestillende medicin og et varmt badekar til selve fødslen. Men timerne går, uden at fødslen går i gang. Rosa bliver sendt til hospitalet, får smertestillende medicin, bliver sendt hjem, kommer tilbage, får ve-stimulerende medicin og ender med at få et kejsersnit.
Familiepolitik
Så vidt historien på overfladen. Den er vigtig nok, og den får sendt nogle stikpiller til højre og venstre. Nogle vil måske mene, at nutidens unge – herunder unge mødre – bliver pakket ind i vat, men min ledsager og jeg måtte lige bekræfte hinanden i erindringen om, at unge mødre så sent som i 90’erne kunne blive på barselsgangen i op til fem dage efter fødslen.
Her bevæger Mødrenes hus sig ind i mytestoffet, samtidig med at den sætter fødslen og moderskabet i historisk perspektiv
Fædrene havde til gengæld ikke de samme barselsrettigheder som i dag, men allerede dengang blev de inddraget i fødslen. Til at holde i hånd og motivere til vejrtrækningsøvelserne. Men – som Mødrenes hus tydeligt illustrerer ved aldrig at lade os se Gilbert – egentligt også som lidt magtesløse tilskuere.
Til gengæld åbner den morfinindsprøjtning, som Rosa får, også for en slags kollektiv bevidsthed. Det er en hallucination, en fiktion eller en fortrængt erindring om familiens fødsler gennem mange generationer.
Vølvens spådom
Rosas guide i hendes omtågede tilstand bliver hendes mormor. Spillet af Rikke Westi i dialog med sig selv og med vandrestav i hånden. Hvilket i bogstavelig forstand betyder, at hun er en vølve. Her bevæger Mødrenes hus sig ind i mytestoffet, samtidig med at den sætter fødslen og moderskabet i historisk perspektiv.
Det er også her, det bliver uhyggeligt. I baggrunden tuder ulven som en symbolsk trussel. Nogle vil måske tænke på folkeeventyr. Selv blev jeg mindet om en grusom – muligvis opdigtet – historie om en plyndrende bande på 30-årskrigens tid, der efterlod en fødende kvinde bundet til et træ. Blodlugten tiltrak ulve, der gik efter det letteste bytte, mens moderen stadig var i live.
I alle tilfælde er det umuligt ikke at blive opslugt af Rosas subjektive oplevelse af den langstrakte fødsel. Hendes bekymring for barnet er alle kvinders bekymring. Eller: Det er alle mødres bekymring. Selv om alle fødsler heldigvis ikke er så problematiske som Rosas, så giver Mødrenes hus et dramatisk veludført indblik i dette overgangsritual. Langt mere dramatisk end overgangen fra barn til voksen, som vi har set skildret til hudløshed.
Evas forbandelse
At se fødslen iscenesat på Mungo Park sætter tidens almindelige iscenesættelse af fødsel og moderskab i perspektiv. Den vil vække til eftertanke hos mænd og yngre kvinder. Den vil få mødre til at nikke og muligvis trække på smilebåndet. Til gengæld er Mødrenes hus ikke ligefrem en godnathistorie for højgravide.
Mødrenes hus må også meget gerne komme repertoiret, tak
Langt de fleste fødsler er som nævnt mindre problematiske end Rosas. Overskriftens citat fra Første Mosebog 3.16 står dog til troende. Vi vælger bare som regel at tage billeder af den trætte, men lykkelige mor med den nyfødte. Smerten får ikke de store overskrifter. Den bliver måske en sjov anekdote. Vi vælger ikke at dvæle ved de ulykkelige slutninger.
I en sæson, hvor Mungo Park har trukket deres gamle succesforestilling om livets slutning, Den allersidste dans, ind i repertoiret, er det meget passende, at en forestilling om livets begyndelse også kommer på plakaten. Mødrenes hus må også meget gerne komme på repertoiret, tak.
Du kan finde nyt om kulturen hver uge på Kulturlisten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
