VESTERHAVET // REPORTAGE – Det er i Danmark ikke muligt at bevæge sig længere væk end små 50 kilometer fra kysten. Havet er en stor del af den danske selvforståelse, og i en tid, hvor den danske natur er til konstant debat, er det mere end relevant at stille spørgsmålet: hvad vil det sige at leve i og med naturen?
For enden af den jyske vesterhavskyst bor 34 mennesker på en ø, som ikke altid ligner det, den egentlig er. Nemlig en ø. Det meste af tiden er den omgivet af hav, men to gange i døgnet trækker tidevandet sig tilbage og blotter den bumlede grusvej, der forbinder øen med landsbyen Vester Vedsted inde på fastlandet.
Mandø er et af landets mørkeste steder og har et fugleliv som få andre steder på Danmarkskortet. Men den er også, ligesom en stor del af resten af den jyske vestkyst, fredet natur. Ja, faktisk er strækningen fra Lønstrup i nord og ned til vadehavsøen Mandø i syd, noget af det mest unikke natur, Danmark har at byde på.
Og så er denne landsdel også et billede på en natur, som fra kontorerne på Christiansborg til klitterne i Lønstrup gennem flere år har været genstand for debat. I 2024 blev Den Grønne Trepart vedtaget, en lov, som indleder en af vor tids mest omfattende forandringer af landskabet, og tidligere i år sendte regeringen 15 milliarder kroner afsted mod kystbeskyttelse. Med andre ord skifter naturen ikke blot udseende i disse år. Vores blik på den er også under forandring.
Spørgsmålet er derfor, hvordan danskerne vil affinde sig med et landkort, der i højere og højere grad bliver tegnet på naturens præmisser. POV International retter nu fokus mod denne udvikling og sætter fingeren på den vestjyske puls. Gennem tre lokale ildsjæle, tre mennesker, som alle spiller en stor rolle i deres egns forhold til havet, forsøger vi at forstå, hvad det vil sige at leve i og med den danske natur.
Murer-Kjeld beskytter det menneskeskabte mod havet
Midt i det naturfredede landskab udenfor den nordvestjyske by Lønstrup, før klitplanter bliver til sand, står et særligt træ. Et vindblæst træ, der gennem tiden er blevet skævt af den kraftige vind ved Vesterhavet.
Og så er det Kjeld Pedersens yndlingstræ. For Murer-Kjeld, som de lokale fra Lønstrup kalder ham, har naturen omkring den lille, nordjyske by en særlig plads i hjertet. Han er fascineret af den voldsomme natur. Og det vilde landskab, der bravt kæmper for at overleve.
“Knud Holst, der var forfatter, har engang sagt noget, jeg pissegodt kan lide: Du kan bøje mig, men du kan ikke knække mig,” fortæller Murer-Kjeld.
I det fjerne bag tågen kan man ane Rubjerg Knude Fyr, der i 2019 var omdrejningspunktet, da Murer-Kjelds opgave om at flytte det blev dækket af verdenspressen.
Murer-Kjeld kan huske, at når han fiskede fra sin jolle i 1985, kunne han ikke se fyret fra havet. Over tid blev det mere synligt i takt med at den store sandklit, Rubjerg Knude, bevægede sig forbi. Den bevæger sig mere end en meter om året, og på få årtier gik det fra, at store dele af fyret var dækket i sand og gemt bag sandklit, til at den havde bevæget sig forbi fyret.
Det var nu så faretruende tæt på at falde i havet, at Hjørring Kommune endte med at hyre Kjeld til at flytte fyret – en opgave, mange mente ikke var mulig. Men i samarbejde med virksomheden BMS fik han lagt en plan, hvor det store fyr blev sat på en slags store rulleskøjter og flyttet 70 meter på seks timer.
Men vestkystens natur er ikke bare vind og sandfygning. Netop havet, der lå faretruende under fyret inden dets flytning, har en stor betydning for egnen. Det vilde hav er nemlig ikke bare vildt for tyske turister på oppustede luftmadrasser, der falder i søvn og driver til havs. Det er også en trussel mod kysten, hvor det spiser sig længere og længere ind.
I Lønstrup by har man valgt at kystsikre, men når man kommer væk fra byen langs Lønstrup Klint og Rubjerg Knude, lader man naturen passe sig selv. Her æder havet sig ind på land. En til to meter om året. Og det har betydet, at huse falder i havet, og at man i 2008 blev nødt til at hyre Murer-Kjeld til at hjælpe med at fjerne Mårup Kirke, så den ikke ville falde i havet. Lokale finder stadig knogler fra den gamle kirkegård, når de går ture langs stranden.
Havet har jo formet mig. Kunne det høre mig, ville jeg fortælle, at det er min moder
Selvom Murer-Kjelds store mission handlede om at redde det menneskeskabte fra det vilde hav, er netop havet også en vigtig del af hans tilværelse.
“Havet har jo haft en kæmpe betydning. Når jeg har besvær med noget, som volder mig problemer, så går jeg langs havet. Så har jeg en leveregel, som kan hjælpe på det: ‘Gå langs havet indtil dit problem er løst.’ Og så kan der en gang imellem godt være langt hjem. Men det er den bedste psykolog, jeg kender. Vinden og havet.”
Rav-Bjarne og havet som livets eliksir
Når miljøaktivisten Bjarne Hansen får besøg af journalister, og det gør han altså af og til, så står der altid en danskvand klar på bordet. På dåse. Ikke fordi vandet i hanen er udrikkeligt, men for at minde gæsterne om havet og lokalmiljøets tilstand omkring Thyborøn. Et lokalmiljø, hvis tilstand i høj grad peger én vej, og det er mod byens nabo, kemikaliefabrikken Cheminova.
”Havet har formet mig. Om sommeren kan jeg nogle gange stille mig ud på terrassen, inden jeg går i seng. Så står jeg bare der og hører bølgerne rulle ind. Det er simpelthen eliksir for sjælen,” fortæller Rav-Bjarne, som lokalområdet, med henvisning til hans enorme ravsamling, har døbt ham.
Den 75-årige miljøforkæmper er tidligere fisker og husker ikke selv første gang, han stævnede ud på Vesterhavet. Sandsynligvis fordi det var i så tidlig en alder, at hukommelsen endnu ikke havde formet sig.
Men Nordsøens voldsomme bølgegang tvang ham ud af faget med to diskusprolapser i ryggen som tak. Det førte til en karrieremæssig omsadling. Først som pædagog, siden som lokalpolitiker. Men i dag er han drevet af noget tredje.
For faderen Rav-Aage, der besad den samme passion for ravet, var nemlig pioner i kampen mod Cheminova. Faktisk sikrede hans intense kamp for naturen omkring Thyborøn ham senere titlen som Danmarks første miljøaktivist. Og det er lige præcis den kamp, Rav-Bjarne fortsatte efter faderens død i 2007.
“Nu er jeg miljøforkæmper. Det var der engang en journalist, som spurgte mig, om han måtte kalde mig. Og det er jeg stolt af. Ét hundrede procent.”
Rav-Bjarne bor stadig i hjertet af Thyborøn. I fødehjemmet, som ligger fem minutter fra både kemikaliegiganten, han har viet sin miljøkamp mod, og havet, han kæmper for. Og huset – det er stadig fyldt med ravklumper.
“Ravet sætter vores tid i perspektiv. Vores liv er bare et fingerknips i sammenligning med naturen,” fortæller han.
Faktisk er det lille hus blevet fyldt så meget op med den millioner år gamle natur, som ravet er, at samlingen er blevet til et museum.
Og uden for hoveddøren har den tidligere fisker opstillet en 2,3 meter høj sten. En skamstøtte, kalder han det. En statue, som symboliserer skammen over Cheminovas forurening, og en direkte henvisning til det miljø, han kæmper for at bevare.
“For når du kommer herud til Vestkysten, så bliver du på en eller anden måde ramt af havet. Det er jo et fantastisk sted, som ser lidt truende ud. Men hvis man behandler det med omhu, så skal man nok holde skansen.”
I Thyborøn er naturen nemlig ikke noget, man besøger. Man lever i det, og man lever side om side med det. På en ordentlig måde, som Rav-Bjarne siger. Og tager man turen med miljøaktivisten ned til stedet, hvor Cheminova dumpede sit kemiske affald – den efterhånden mytiske Høfde 42, stilner miljøaktivistens ord da også lidt af. For her er det naturen, som taler.
“Havet har jo formet mig. Kunne det høre mig, ville jeg fortælle, at det er min moder.”
Vi siger farvel ved kanten af Vesterhavet. Den tidligere fisker kører fra høfden forbi Cheminova, inden han fem minutter senere vil nå hjem. En tur som på mange måder har defineret Rav-Bjarnes liv, karriere og aktivisme. Selv fortsætter POV International. For på Vestkystens sydligste spids – der venter en dronning.
Dronningen af Mandø og det at leve med naturen
På sydenden af Mandø står en lille pige og spejder udover havet. Hun er hugget ud af træ og forestiller sagnfiguren Fru Ingeborg som, når der var måneklare nætter med vestenvind, stod op fra de døde, for at skue efter sin mand, der aldrig var hjemkommet fra et havtogt. Der er skåret tal i søjlen, som den lille pige står på. Årstal, der står til varsel og minde om de stormfloder, Mandø har klaret sig igennem.
Vanddamen bliver jeg også kaldt. Når folk ringer til mig, er det vandet, de vil snakke om. I sommeren har jeg jo nok 500-600 opkald over tre dage. De spørger, om de kan komme herover eller ej
“Det er et barskt sted at bo, men det er dejligt. Lige så barskt det kan være, lige så godt er det også at bo på Mandø.”
Ellen Christensen står og kigger udover Vesterhavet, mens hun fortæller, at det ikke er sjældent, at lokale siger, at den lille pige på træsøjlen er hende.
Stormfloder er ikke en sjælden ting på Mandø, men særligt stormfloderne i 1981 og 1999 står klart i Ellens hukommelse. Og selvom den i 1999 var den højeste, var de ikke bange for, at øen skulle blive oversvømmet. I 1981 derimod stod 90 procent af øen under vand.
“Den i 1981 var ikke rar. Vi har da været nervøse, men siden vi har fået vores diger forstærket, er jeg ikke så nervøs mere.”
Og de gemmer sig ikke. Digerne. Kører man over grusvejen fra fastlandet og ind mod Mandø markerer digerne skellet mellem ø og hav. Et hav du ikke skal være bange for, men som du skal have respekt for, fortæller hun.
“Det er fordi, vi lever med naturen.”
Ellen, der også bliver kaldt Dronningen af Mandø, bestyrer den lokale Brugs, der er landets mindste, hun er formand i det lokale menighedsråd og i Mandøforeningen.
Og så er hun den, man ringer til, hvis man skal vide, om tidevandet er lavt nok til, at man kan komme ud på den lille ø, der lever på vadehavets nåde. Man kan nemlig kun krydse den lille vej i Vadehavet, når der er lavvande – og det har Ellen styr på.
“Vanddamen bliver jeg også kaldt. Når folk ringer til mig, er det vandet, de vil snakke om. I sommeren har jeg jo nok 500-600 opkald over tre dage. De spørger, om de kan komme herover eller ej,” siger Ellen.
Ligesom Ellen er en stor del af Mandø, er Mandø en stor del af hende. Faktisk kan hun ikke forestille sig at bo et andet sted end den lille ø, hvor 21 af de 34 øboere er i hendes nære familie.
“Min yndlingssang er ‘I Vesterhavets Salte Em’. Den er blevet min, og den skal synges til min begravelse,” fortæller Ellen.
I mandøsangen af J.K. Hansen fylder netop naturen og det vilde hav:
“Jeg elsker strandens fuglefløjt og fugletræk om ø; jeg elsker havets skum og sprøjt i pålandsstorm og sø.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og