VÅBENHVILE // ANALYSE – På mange måder kan man konkludere, at radikalisterne på begge sider er kommet til fadet i de to års krig, og at de på sin vis har sejret, skriver udlandsredaktør Hans Henrik Fafner i denne analyse. Men nu, da en plan med en vej ud af krigen er ved at materialisere sig, fremstår den messianske højrefløj i Netanyahu-regeringen som stærkt svækket, og det samme gør Hamas. Der er en tydelig følelse af, at der er et tungt ansvar, som skal placeres hos lederne på begge sider af krigen.
HAIFA – Tidligt lørdag morgen kunne man høre jagerfly i nattemørket over det nordlige Israel. De var på vej et sted hen. Straks meldte spørgsmålene sig. Gjaldt det nye mål i Gaza?
Våbenhvilen mellem Israel og Hamas var i princippet allerede på plads, men det var stadig inden for det tidsspand på 24 timer, hvor alle kamphandlinger ifølge aftalen skulle ophøre endeligt. Men dette lød voldsomt, og ville nogen allerede på dette tidlige tidspunkt foretage sig noget, der kunne få den skrøbelige våbenhvile til at falde sammen?
Da det blev dag, viste det sig, at Israel havde rettet et bombeangreb mod et anlægsarbejde i Libanon. Det forlød, at Hizbollah dér var i færd med at skabe noget infrastruktur, som kunne indgå i den shiamuslimske bevægelses formodede bestræbelser på at genetablere sig som militær faktor, og det så man altså et formål i at standse i opløbet.
Dette er i sig selv kendetegnende for atmosfæren i regionen i disse dage, hvor man måske og måske ikke står over for en afslutning på to års blodig krig i Gaza. Og i den forbindelse er det naturligt at spørge, hvorfor det tilsyneladende var så uopsætteligt at bombe et mål i Libanon, og så på en sabbat, hvor det israelske forsvar kun opererer, hvis det er absolut nødvendigt.
Israelerne ved godt, at det ville være risikabelt at sende dette signal ved at bombe nye mål i Gaza, og derfor blev det Libanon
Det vil være naturligt at mene, at dette er en del af den større sammenhæng, og at der var en strategisk mening bag det hele.
Angrebet, som uden tvivl kunne være blevet sat i værk søndag, mandag eller sågar tirsdag, uden at det ville ændre noget, kan ses som et tydeligt signal til Hamas i Gaza: Israelerne ved godt, at det ville være risikabelt at sende dette signal ved at bombe nye mål i Gaza, og derfor blev det Libanon.
Og i den givne situation vil man kunne se det i direkte forlængelse af premierminister Netanyahus ord for et par dage siden. Efter underskrivelsen af aftalen udtalte han, at hvis det forløb, man nu går ind til, ikke kommer til at gå gnidningsfrit, vil han ikke tøve med at vælge den hårde vej.
Dette kan kun forstås som en nogenlunde utilsløret trussel om at genstarte krigen, hvis tingene ikke kommer til at forløbe glat. Og i den forbindelse kan man med god grund betragte det israelske angreb mod noget infrastruktur i Libanon som en kontant illustration af, hvad der i givet fald kan forventes at ske i Gaza.
Boooh! mod Netanyahu
Også Hamas har benyttet de sidste par dage med forskellige manøvrer, der på papiret kunne få våbenhvilen til at falde sammen, før den overhovedet var begyndt. Bevægelsens operationelle råderum er langt snævrere end Israels, men også dette søgte man at udnytte optimalt.
Hamas kom med indvendinger mod den liste over palæstinensiske indsatte, som skal løslades fra israelske fængsler i forbindelse med implementeringen af Trump-planens første fase. Ud over de godt 1.722 palæstinensere, som er blevet fængslet i forbindelse med selve krigen, omfatter dette 250, som allerede før krigen afsonede lange fængselsstraffe.
I sidstnævnte gruppe finder vi eksempelvis Iyad Abu al-Rub, en kommandør fra Islamisk Jihad i Jenin på Vestbredden, der under Al-Aqsa intifadaen planlagde tre forskellige angreb, der kostede i alt 13 israelere livet. Listen omfatter også Muhammed Zakarneh, der sidder inde for drabet på en israelsk taxichauffør i 2009, ligesom en række Hamas-folk står til løsladelse.
Både truslerne fra Hamas og det israelske angreb i Libanon kendetegner det skift, som allerede er ved at sætte sig
Men Hamas krævede løsladelse af en stribe højprofilerede fanger, såsom Abbas al-Sayed, der stod bag bombeangrebet i 2002 på et hotel i Netanya, hvor 39 mennesker mistede livet. Og ikke mindst krævede man løsladelse af et antal Hamas-folk, der deltog direkte i terrorangrebet på Israel den 7. oktober forrige år.
Hamas tilføjede, at kravet var ultimativt, og at man var villige til at se våbenhvilen bryde sammen, hvis det ikke blev imødekommet. Som forventet afviste israelerne dette blankt, og så gik sagen i sig selv igen.
Både truslerne fra Hamas og det israelske angreb i Libanon kendetegner det skift, som allerede er ved at sætte sig. For blot et par uger siden ville israelerne have iværksat angreb, som gik meget mere direkte mod målet, og Hamas ville ikke have ønsket at tabe ansigt ved at bøje af på et ultimatum, der blev præsenteret som ultimativt.
Dette giver et klart billede af ledere på begge sider af konflikten, som står tydeligt svækket.
Dette kom meget tydeligt frem, da titusinder af israelere lørdag aften gik på gaden i det centrale Tel Aviv – til noget, der i højere grad fik karakter af folkefest end de protestdemonstrationer, der gennem de forløbne to år har fundet sted i de samme gader.
Til stede var Trumps særlige mellemøstudsending Steve Witkoff og svigersønnen Jared Kushner, der begge holdt taler til begejstrede bifald og billeder af gidslerne i baggrunden. Hver gang Netanyahus navn blev nævnt fra talerstolen reagerede det tusindtallige publikum med gjaldende boooh-råb.
Hamas har tabt
Netanyahu er bestemt ikke i kridthuset. Mens han naturligvis fortsat har sine tilhængere, kan man se en bred israelsk vilje til at få krigen standset så effektivt som muligt.
Som man kunne læse her i POV, ligner det en folkelig fredsvilje, noget der kommer nedefra, og mens det hele ikke desto mindre er meget topstyret lige nu, er det Donald Trump, der får æren. Og i den forbindelse kan man kun affærdige Greta Thunberg og hendes flotille som et overflødigt medie-stunt, der ikke har rykket ved noget som helst.
Det er helt tydeligt, at glæden i Gaza også indeholdt en længe opsparet vrede mod Hamas, som nu har fået frit løb
Nogenlunde samme opfattelse ser man blandt gazanerne. Det er helt tydeligt, at Hamas på ingen måde havde folkeligt mandat til at sætte våbenhvilen over styr ved nye krav til sammensætningen af listen over indsatte på vej mod løsladelse.
Da glædesrusen bølgede, lød der også taksigelser til Trump og hans team, hvilket helt givet har huet Hamas-ledelsen lige så lidt, som Netanyahu bryder sig om at blive stillet i skyggen og skammekrogen. Men det er helt tydeligt, at glæden i Gaza også indeholdt en længe opsparet vrede mod Hamas, som nu har fået frit løb.
Dr. Ezzidin Shehab, grundlæggeren af Al-Rahma Medical Center i det nordlige Gaza, udtrykker i hvert fald dette i et længere indlæg på X:
”Vi har været ofre for en udslettelse, som blev udløst af Hamas fra vore hjems midte, så den israelske hær kunne falde over os og slippe sin totale ondskab løs mod civilbefolkningen i Gaza, mens Hamas-krigerne forsvandt ned i deres tunneller,” skriver han.
Ezzidin Shehab afviser Hamas’ påstand om at ”Gaza har stået fast og udkæmpet en historisk krig”. Og han tilføjer, at civilbefolkningen i Gaza ikke har kæmpet nogen krig, men har lidt det totale nederlag.
Dette giver et ubehageligt indblik i den realitet, som civilbefolkningen nu står overfor. I disse timer er den ved at vende hjem til hjem, som ikke er mere, men som er blevet forvandlet til gult støv. Der venter en enorm indsats for at få genetableret en eller anden form for tilværelse.
Hvor det skal komme fra, er endnu et stort, åbent spørgsmål, men der er en tydelig følelse af, at der er et tungt ansvar, som skal placeres hos lederne på begge sider af krigen.
Trump giver sig ikke
Det er dette, som kommer til at stå som bagtæppe, når planen i den kommende tid skal implementeres. Israel har allerede flyttet de 1.722 palæstinensere, der står til løsladelse, til andre lokationer, for at lette logistikken. Af de meget omtalte 250 vil de 15 blive løsladt i Østjerusalem, hvor de kommer fra, og andre 100 vil blive kørt til Vestbredden, mens 135, der er dømt for enten drab eller våbenproduktion, vil blive deporteret til Gaza.
Det meldes også, at Hamas er klar til at udlevere de 20 israelske gidsler, som fortsat er i live, mandag, og det bliver efter alt at dømme i morgentimerne. Af øvrige 28, som ikke længere er i live, vil et antal ikke blive udleveret. Hamas oplyser, at det er vanskeligt at lokalisere samtlige lig, men mens dette kunne betragtes som endnu et forsøg på at forhale processen, er det næppe noget, som vil kunne sætte den i stå.
Dertil er Trump alt for opsat på at få dette til at lykkes. Han kommer i egen person til regionen mandag, hvor et fire timer langt ophold i Israel blandt andet vil omfatte en tale i det israelske parlament Knesset.
Borgmesteren i Gaza By, Yahya al-Sarraj, som er knyttet til Hamas, har efter forlydende også inviteret Trump til at komme på besøg i byen, og da dette næppe vil finde sted, har han under alle omstændigheder opfordret den amerikanske præsident til at fortsætte indsatsen.
Her ligger den nok største udfordring, når Trump senere mandag rejser videre til et særligt topmøde i Egypten: Hamas vil ikke være til stede, men det vil derimod flere europæiske og arabiske ledere, når man tager fat på drøftelserne om planens videre forløb.
Her kan det hurtigt vise sig, at løsladelsen af de israelske gidsler og de palæstinensiske indsatte, er den lette del.
Ganske vist mister navnlig Hamas derved et vigtigt kort på hånden, men det kan allerede forudses, at bevægelsen ikke uden videre vil give efter på et af de centrale krav, nemlig at bevægelsen lader sig afvæbne totalt. Hamas har tilkendegivet en vis accept af, at en ny ledelse af teknokrater vil overtage styret af Gaza, men hvad afvæbningen angår, svarer situationen temmelig meget til, hvad vi ser i Libanon.
Her opgav man den væbnede kamp mod Israel ved våbenhvilen den 27. november sidste år, men selv om der sidenhen er blevet indsat en ny libanesisk regering, der for første gang i mange år har reel indflydelse på udviklingen, kniber det voldsomt med afvæbningen af Hizbollah.
Dette er et af de mange scenarier, der vil spøge i den kommende, kritiske tid.
Dertil skal dog siges, at situationen her er noget anderledes. På mange måder kan man konkludere, at radikalisterne på begge sider er kommet til fadet i de to års krig, og at de på sin vis har sejret. Men nu, da en plan med en vej ud af krigen er ved at materialisere sig, fremstår den messianske højrefløj i Netanyahu-regeringen som stærkt svækket, og det samme gør Hamas.
De er oppe mod en Donald Trump, der har færten af en Nobelpris og en deal, der måske kan rette op på hans blakkede ry, og de ved godt, at Trump ikke er til sinds at bøje af for noget som helst.
Derfor fører den kommende tid måske til virkelige resultater, og det bliver under alle omstændigheder nervepirrende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og