HANNAH ARENDT // ESSAY – I en tid præget af enorm dynamik ikke mindst inden for geopolitikken kan det være nyttigt undertiden at hæve blikket fra det aktuelle nyhedsstof for i stedet at fokusere på nogle mere fundamentale trends i det sociale og politiske. I dette essay trækker cand.scient.pol. Jakob Cold på den tysk-jødisk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt. Artiklens afsæt er spørgsmålet, om der er træk i samtiden, der leder i totalitær retning. Særligt retter artiklen fokus på det USA, der historisk siden Anden Verdenskrig har været garant for den frie verden.
Hannah Arendt (1906-1975) ses af mange som en af de vigtigste politiske tænkere i det 20. århundrede. Interessen for hendes arbejde målt i bl.a. antallet af artikler, bøger, videnskabelige symposier og talkshows er kun steget i disse år, hvor mørke skyer trækker sammen. Interessen drives ikke mindst af spørgsmålet, om tiden strukturelt og politisk har prætotalitære træk.
Men hvad definerer egentlig totalitarismen? Hvordan blev den overhovedet mulig i det 20. århundrede? Er totalitarismen et historisk overstået kapitel, eller kunne den stadig blive en aktuel trussel med enkle og ekskluderende svar i en kaotisk verden? Er Arendts begreber fra 1950’erne stadig hjælpsomme til at forstå verden og navnlig det USA, der stod i spidsen for den frie verden, men som i dag udviser anderledes bekymrende tendenser?
Totalitarismen kort defineret ifølge Arendt
Totalitarismen var ifølge Arendt en helt ny statsform. Forskellig fra tidligere tiders tyranni og despoti, fordi totalitarismen først blev mulig med det moderne samfund.
Arendt pegede på følgende samfundsmæssige megatrends, der ganske vist ikke automatisk førte til totalitarismen, men gødede jorden: Traditionsopløsning, orienteringsløshed, overflødige menneskemasser og nedbrydning af tillid og af civilsamfundet.
Politisk tog totalitarismen monopol på sandheden. En enkelt identitet – racen for nazisterne og klassen for kommunisterne – blev propaganderet som historiens drivende kraft frem mod paradis på jorden for de orienteringsløse og overflødige. Politiske anderledestænkende blev ikke længere betragtet som modstandere, men fjender, der blev intimideret og skaffet af vejen med alle midler.
I en atmosfære af stadig mere løgn og bevidst skabt kaos blev demokratiske institutioner og magtens tredeling afmonteret. Arendt er benhård realist: Det eneste, der kan holde magtudøvelse i skak, er magt. Ja – i den forstand er magt simpelthen en nødvendig betingelse for frihed. De tider i den nyere historie, hvor mennesker kan ånde frit, skyldes lykkelige konstellationer, hvor ingen kan dominere totalt.
Så hvordan kunne totalitarismen opstå? Den første del af hendes svar går endnu dybere end samfundstrends, for svaret handler om det at være menneske i det hele taget. Tankerne findes allerede i hendes trebindsværk The Origins of Totalitarism (1951) og udvikles yderligere i The Human Condition (1958) og On Revolution (1963).
Virkelighedsopfattelsen er manipulerbar
Med afsæt i fænomenologien, som hun havde studeret hos bl.a. Martin Heidegger (1889-1976) og Karl Jaspers (1883-1969), mener Arendt nemlig noget hårrejsende, at totalitarismen grundlæggende har en mulighed i det forhold, at menneskets opfattelse af, hvordan verden er, og hvordan den (moralsk) bør være, potentielt er skrøbelig og manipulerbar.
Vi har nemlig ikke nogen direkte adgang til verden, men kan kun danne os et billede af den gennem vores sanser og bevidsthed. Hver eneste dag arbejder vi på at opretholde en sammenhængende omverdensfortolkning. Nye input kan være stimulerende, men hvis der bliver for meget nyt, og gammel mening samtidig nedbrydes, mister vi orienteringen og bliver angste eller vrede.
Ifølge Arendt hører det også med til det at være menneske, at vi ultimativt er overladt til os selv. Men venskaber og fællesskaber kan være af enorm værdi.
For det første fordi vi i dialog med andre – Arendt taler her om et space of appearance – kan kvalificere vores opfattelse af verden og os selv og dermed også vores identitet. For det andet fordi vi samtidig kan opbygge tillid, der igen er en forudsætning for at kunne begynde noget nyt, hvilket for Arendt er definitionen på frihed, og for at kunne handle sammen, hvilket for Arendt er den positive definition på magt til forskel fra afmagt. Lidt populært udtryk og i kontrast til en snæver økonomisk liberalisme eller stoicisme: Arendts pointe er, at vi er hinandens lykkes smede.
Historisk fremhæver Arendt – med stærke referencer til Aristoteles – den antikke polis (bystat) i Athen. For i kraft af det direkte demokrati kunne mange ikke kun deltage og komme til orde, men også ved valg eller lodtrækning opnå civile eller militære ledelsesposter. Dermed erfarede de, hvad det indebærer både at blive regeret og at regere, og det kunne – når det gik godt – fremme den politiske modenhed og sammenhængskraft.
Men hvor fandtes et sådant politisk space of appearance for de mange i den moderne verden? Spurgte man Max Weber (1864-1920), i hvis saloner Karl Jaspers, der senere blev Arendts vejleder på hendes doktordisputats, deltog, var svaret i Webers berømte essay Politik som profession (1919), at politikken var blevet et anliggende for eliter, mens de mange stort set var reduceret til stemmeborgere hvert fjerde år. Det svar kunne Arendt ikke affinde sig med.
Inspireret af bl.a. Alexis de Tocquevilles (1805-1859) bog Om Demokratiet i Amerika (1835) hentede hun i stedet håb i de såkaldte townhall meetings i New England i USA i tiden omkring den amerikanske uafhængighedskrig.
Her var der et eksempel til efterfølgelse på direkte demokrati med valg til tillidshverv som f.eks. borgmester, sherif eller brandmand. Tocqueville anvendte også begrebet civilsamfundet om disse frivillige sammenslutninger af borgere om de fælles anliggender.
Traditionsopløsning, civilsamfundets kollaps og den enorme overflødiggørelse af mennesker
Totalitarismen skyldtes nu – ifølge Arendt – i høj grad, at menneskenes omverdensfortolkning allerede i høj grad var under pres, fordi industrialiseringen rev enorme menneskemasser op fra deres rødder i landbruget og sendte dem mod byerne, hvor de helt forfra skulle lære at tjene deres daglige brød. Samtidig havde videnskaben opløst den traditionelle fortolkningsramme. Gud er død, og nye afguder lurer for nu at bruge Nietzsches ord.
Yderligere orienteringsløshed – og dermed potentiel modtagelighed for totalitære budskaber – lurede pga. en enorm overflødiggørelse af mennesker og civilsamfundets kollaps.
Den enorme overflødiggørelse af mennesker var allerede startet med de menneskemasser, der ikke længere var brug for i det stadig mere industrialiserede landbrug og håndværk. De overflødige søgte mod byerne, hvor de i lange perioder måtte friste et liv i yderste nød.
Ikke mindst arbejderbevægelsen var med til at integrere de overflødiggjorte i en ny identitet, nemlig som arbejderklasse. Men med Første Verdenskrig og derefter massearbejdsløsheden i starten af 30’erne tog overflødiggørelsen til.
Ovenikøbet var der med den samtidige imperialisme sket et mentalitetsmæssigt skred ift. oplysningstidens forestillinger om politisk inddragelse af myndige borgere. For i kolonierne havde det vist sig muligt at administrere enorme menneskemasser per dekret uden at tillade dem adgang til deltagelse i det politiske liv eller udfoldelse i civilsamfundet. Det skriver Arendt om i bind II – Imperialismen – i trebindsværket om totalitarismen.
Denne sociale opløsning blev så ledsaget af en politisk polarisering, intimidering og terror. Totalitarismen ødelagde friheden i det politiske offentlige rum. Partier, pressefrihed og forsamlingsfrihed blev afskaffet. Kun et enkelt parti ledet af den store fører kunne udlægge, hvordan verden var og burde være.
Friheden til at rejse og vælge venner m.v. blev også ødelagt. Arendt sagde selv i et TV-interview med Günter Gaus i 1964, at det virkelig hårde ved ensretningen ikke var vores fjenders ageren, for den havde vi forudset, men hvad vores venner gjorde. Nemlig vendte os ryggen. Der blev tomt omkring os…
Ingen strukturel determinisme – politikken er altid afgørende
Men selv med disse strukturelle og mentalitetsmæssige forklaringer afviser Arendt en determinisme a la ”det måtte nødvendigvis ende med totalitarismen”. Hun tillægger jo netop det politiske afgørende betydning, og selvom hun ikke går ind i en detaljeret analyse af de konkrete hændelsesforløb omkring bolsjevikkernes og nazisternes magtovertagelse, så er der ingen tvivl om, at hun også ser en afgørende forklaring i de mange skæbnesvangre fejlvalg, der blev taget på politisk niveau i Zarrusland og i Weimarrepublikken.
Politikken selv blev i Arendts forstand så at sige ødelagt. Modstandere blev bragt til tavshed. Demokratiske mekanismer for balancering af forskellige politiske præferencer blev suspenderet. Spaces of appearances, hvor man kunne opøve sin politiske dømmekraft blandt ligemænd blev afløst af partidage og militærparader.
Magtens tredeling blev i praksis ophævet. Nazisterne selv afskaffede aldrig den demokratiske weimarforfatning. De vidste nemlig godt, at når det kommer til stykket, kan magt kun holdes i skak af magt og ikke af lov.
Totalitære tendenser i dag? Det starter med tankeløsheden
Om totalitarismen i Arendts forstand truer i dag, er et stort spørgsmål. I det følgende gøres derfor også kun et forsøg på at pege på nogle tendenser ud fra Arendts parametre. Først de mere sociale parametre, såsom orienteringsløshed, overflødiggørelse og opløsning af civilsamfundet. Derefter de mere politiske parametre, herunder bl.a. polarisering, intimidering og ophævelse af magtens tredeling.
Igen skal der dog først tages et spring tilbage til Arendts kærlighed til det at tænke overhovedet. Endda en kærlighed så stærk, at hun efter krigen genoptog venskabet med Heidegger, fordi hun stadig anså ham for at være en mestertænker, selvom han havde været erklæret nazist. Den diametrale modsætning fandt hun i Adolf Eichmann (1906-1962), der havde været en ledende aktør i udryddelsen af jøderne.
I Arendts portræt Eichmann in Jerusalem (1963) gav hun et signalement af en klovn uden empati og evnen til at tænke selvstændigt. Netop heri bestod, hvad Arendt kaldte ondskabens banalitet. Eichmann var ikke et stjernepsykopatisk monster, men en loyal og tankeløs bureaukrat.
I vore dage ville det egentligt presserende spørgsmål for Arendt formentlig være, om den kunstige intelligens og SoMe kan underminere vores evne til at tænke selvstændigt og bygge de empatiske, tillidsfulde og handlestærke relationer, der er afgørende for civilsamfundet og en fri politisk orden.
Måske kunne Arendt lige akkurat på dette punkt have tilsluttet sig USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger (1923-2023), der allerede i 2019 i en artikel i tidsskriftet The Atlantic med titlen How The Enlightenment Ends hævdede, at den kunstige intelligens vil svække vores evne til at begrunde valg af begreber og ræsonnere kritisk. Samme vurdering findes hos den israelske historiker Yuval Noah Harari (1976- ), der i tillæg peger på mange menneskers stærkt reducerede opmærksomhedsspænd i en evig scrolling i jagt på dopamin-udløsninger.
Algoritmernes potentiale: Mindre tillid og mere polarisering
Den kunstige intelligens kan have enorme positive potentialer inden for bl.a. medicin, transport og sundhed, men der er også potentialer for underminering af friheden.
Tilliden, som Arendt tillagde afgørende vægt for, at mennesker kan handle sammen og undgå afmagt, falder flere steder mellem mennesker, mens tilliden til chatbots stiger. Det er dog ikke kun en ulykke, at algoritmen kan give bedre svar end venner, lærere eller ledere. Det kan også bidrage til accelereret læring og nedbrydning af dogmatiske autoriteter. Men virtuelle venskaber giver ikke samme ressourcer som real life venskaber. Og slet ikke hvis det politiske liv tager en autoritær eller prætotalitær drejning.
Løgne skaber i sig selv kaos på det forståelsesmæssige plan. Kaos tiltager kun af skiftende udmeldinger om NATO, tilbagerulning af grøn transformation, lukning af velfærdsprogrammer vedtaget af Kongressen, interventioner i Venezuela, geografiske ambitioner i Arktis og drakoniske toldsatser
Polariseringen belønnes af algoritmerne på de sociale medier. Start dit indlæg på SoMe med Jeg er rasende, hvis du vil have mange likes… Tonen bliver ofte stærkt polariseret og rå, når temaerne er følsomme, og man ikke skal se hinanden i øjnene. Det demokratiske potentiale ved, at de sociale medier lader alle komme til orde, svækkes dermed. Vurderinger og advarsler som disse kommer ikke mindst fra Yuval Harari.
Overflødiggørelse, civilsamfundet under pres og traditionsopløsning
Overflødiggørelsen af mennesker tog et kvalitativt spring med globaliseringen, hvor store geografiske områder – bl.a. The Rust Belt i USA – blev deindustrialiseret. Den middelklasse, som et demokrati altid vil afhænge af, er blevet udtyndet markant især i USA siden 1970’erne. Og de overflødiggjorte må ovenikøbet erfare, at deres realløn er stagneret gennem flere årtier.
Nu kommer så den kunstige intelligens oveni. Humans won’t be needed for most things, har Bill Gates hævdet, og nogle videnskabelige undersøgelser dokumenterer tydelige fald i antallet af opslåede stillinger. Vel at mærke ikke kun nederst i jobpyramiden, men også for bl.a. software-udviklere og folk, der lever af at crunche tal. Ren alarmisme, vil nogen sige, og fortsætte: AI kan stadig ikke aflæses i produktivitetsstatistik. Der opstår jo også altid også nye jobs. Det sker også med globaliseringen og den kunstige intelligens.
Der er bare tale om en overgang. Tja måske har de ret. Men for det første opstår de påpegede mange nye job andre steder end i det, vi i Danmark kalder Udkanten, og til lave lønninger. For det andet er det første gang i menneskehedens historie, at vi står over for en metateknologi, der i visse henseender er smartere end os.
For det tredje kan overgangen blive hård, ligesom overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Verdenskrigene og totalitarismen kan ikke forstås uden denne overgang, selvom der også var mange andre faktorer i spil.
I udkanten fører tabet af arbejdspladser enten til arbejdsløshed eller lange transporttider til og fra arbejde, der gør det svært at engagere sig i civilsamfundet. Symptomatisk bliver der tale om Bowling alone, som var titlen på en samtidsdiagnose skrevet af Robert B. Putnam i 2000.
En mere skønlitterær reference kunne være hollandske Geert Maks bog In America (2012), hvor rejser gennem USA efter samme rute, som forfatteren John Steinbeck gjorde 50 år tidligere. Mange landskaber er totalt de-industrialiserede. Hovedgaderne er tømt for liv. Mennesker er overflødiggjorte. At disse udkantsområder så i USA også er blevet betegnet som flyover country af en ledende demokratisk politiker, kan kun have forstærket oplevelsen af at være overflødige.
Traditionsopløsningen har dertil især fokuseret på to temaer, nemlig den tilsyneladende opløsning af de geografiske grænser og forskellen mellem kønnene. Og i et stadig mere polariseret politisk klima er emigranter og queer regnbuemennesker gefundenes Fressen, for på det psykologiske plan vil angst altid lede efter konkrete objekter. Dog er der ikke kun tale om symbolpolitik og psykologi her.
Realpolitisk indebærer migrationsbølgerne udfordringer i form af integration af mennesker fra ikke-demokratiske kulturkredse og eksklusion, mens wokeismen kan føre til cancelling og eksklusion på pluralismens bekostning.
Men sådanne samfundsmæssige trends som meningstab, overflødiggørelse og traditionsopløsning definerer kun mulige totalitære potentialer og ikke selve de totalitære træk, som må defineres ud fra det politiske.
Løgne og kaos forvirrer, mens simple totalløsninger propaganderes
Løgnen har vel altid været en følgesvend i det politiske liv med det formål enten at forføre potentielle tilhængere eller forvirre politiske modstandere. Arendt skriver om løgnen ikke kun i værket om totalitarismen, men også i Crises of the Republic (1972) under indtryk af Vietnamkrigen og Watergate-affæren.
Hvad der nu kan iagttages er, at systematisk løgn er i kraftig vækst og igen med USA som eklatant eksempel, fordi USA efter sin egen oprindelige intention fra forfatningen – We the People – skulle være eksemplet for verden på det modsatte. Det var lodrette løgne fra Trumps side, at Obama ikke var født i USA, at Trumps indsættelse i præsidentembedet i januar 2016 var den største nogensinde, og at valget i 2020 blev stjålet af Demokraterne.
Løgne skaber i sig selv kaos på det forståelsesmæssige plan. Kaos tiltager kun af skiftende udmeldinger om NATO, tilbagerulning af grøn transformation, lukning af velfærdsprogrammer vedtaget af Kongressen, interventioner i Venezuela, geografiske ambitioner i Arktis og drakoniske toldsatser. Tempoet er enormt, og opposition kan næsten ikke nå andet end at blive så reaktivt, at det ofte er uaktuelt, fordi temaet allerede er skiftet.
Arendt insisterer også på, at nok så mange strukturelle faktorer, såsom overflødiggørelse af mennesker, ikke i sig selv fører til totalitarismen. Det helt afgørende er, om der træffes kloge politiske valg og tilbydes løsninger, der adresserer bekymringerne i samfundet
Totalløsningen er America first: Mere magt til præsidenten, som aldrig kan tage fejl, og ud med liberale, ikke-kristne, illegale indvandrere, queer personer m.v. Stadig er konceptet dog ikke hærdet jernhårdt, men er snarere kendetegnet ved en vis fortolkningsåbenhed, så det har tiltrækningskraft på de mange, der er vrede over at være overflødiggjorte eller truede på deres traditionelle værdier og kønsidentiteter.
Sidstnævnte gælder i vid udstrækning også mandlige latinos. Og løsningen synes jo at virke, vil nogen mene: Endelig betaler europæerne for deres forsvar, og endelig er grænsen mod Mexico lukket for illegal indvandring.
Politiske fjender intimideres, og magtens tredeling kompromitteres
Oveni løgnene og et kaos, som i sig selv har et ekstra lag af kaos, fordi det kan være svært at blive klog på hvor meget, der er strategi, og hvor meget der bare er instinkt eller regulær inkompetence eller vås (som da Trump påstod, hans politik havde reduceret medicinpriser med 300 pct., hvilket er matematisk nonsens), kommer den stærke øgning af den politiske polarisering.
Politiske meningsforskelle bliver til liv-og-død-spørgsmål. Modstandere bliver til fjender, eller måske ”kun” ignoreret eller latterliggjort.
Intimideringen af politiske fjender tager mange former: Masseafskedigelser fra ministerier og styrelser, der angiveligt skulle udgøre bastioner imod genrejsningen af USA, er et eksempel. Indsættelse af paramilitære maskerede grupper, såsom ICE, der anholder og internerer folk i ugevis uden at blive stillet for dommere er et andet eksempel.
Umenneskelige og overfyldte fængsler og immigrationscentre skræmmer folk yderligere. Dertil kommer forsøgene på at retsforfølge oppositionelle stemmer, såsom Trumps egen tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, samt CNN og andre medier, der kritiserer Trump.
Det kan lykkeligvis også ses, hvordan domstolene stadig kan udfordre forsøg på instrumentalisering og politisering. Men de konstitutionelle checks and balances er kompromitterede. Kun magt holder magt i skak ifølge Arendt. I optikken til The Founding Fathers, som optager Arendt stærkt i navnlig bogen On Revolution (1963), var det et mareridt, hvis den samme politiske kraft satte sig ikke kun på præsidentembedet, men også begge kamre i Kongressen og Højesteret.
De så også klart faren, hvis en sådan institutionel ensretning blev kombineret med en instrumentalisering af domstolene til juridisk forfølgelse af politiske modstandere på samme måde som i ”den gamle verden” – altså enevældens Europa. I dagens USA er alle disse Founding Fathers mareridt allerede indtruffet i et omfang uden historisk fortilfælde. Ovenikøbet forsøges Federal Bank intimideret, selvom dens afhængighed er juridisk fæstet i forfatningen. At toppen af militæret også har følt sig intimideret af bl.a. Pete Hegseth, er indiskutabelt.
Den stærkes ret, dekreter og fratagelse af statsborgerskab
Den regelbaserede verdensorden, der selvfølgelig aldrig har været perfekt, nedbrydes for åbent tæppe. Internationale organisationer, som FN og EU, spottes, og deres finansiering ophører. Imperialistiske ambitioner i bl.a. Arktis lægges der ikke skjul på.
I stigende omfang udøves magten gennem dekreter. Det gjaldt eksempelvis toldhammeren og indefrysningen af føderale bevillinger, der allerede var vedtaget af Kongressen. Det endelig udfald af denne magtkamp mellem Det Hvide Hus og Kongressen bliver afgørende for tredelingen af magten fremover. Trump ventede heller ikke mange måneder i Det Hvide Hus, før han udstedte et dekret, der skulle ophæve den forfatningsforankrede ret til amerikansk statsborgerskab for alle børn født i USA.
En sådan fratagelse af statsborgerskab, som der også flirtes med i europæiske lande, hvor nogle borgere gøres til ikke-borgere er en helt central om end ikke i sig selv tilstrækkelig komponent i Arendts beskrivelse af totalitarismen. Forestillingen om en imperialistisk administration af store menneskemasser med tilsidesatte rettigheder, mens de – i en erklæret overgang – styres udefra synes også aktualiseret…
Hvorfor totalitarismen aldrig kan lykkes helt
Efter at have præsenteret disse sociale og politiske potentielle totalitære tendenser ud fra Arendts parametre, skal det afslutningsvis forsøges at løfte stemningen noget ud fra nogle af Arendts egne fundamentale pointer.
Det skræmmende fænomenologiske udgangspunkt var, at vores forståelse af verden potentielt er usikker og manipulerbar. Men fænomenologien giver også håb, for vores omverdensfortolkning vil aldrig kunne ensrettes helt, fordi vores sprog og bevidsthed aldrig kan være helt identiske, fordi de altid vil være præget af unikke erfaringer. Den totale ensretning er en illusion.
Hannah Arendt fejrer derfor også, hvad hun kalder nataliteten. Altså det forhold, at vi mennesker fødes, og dermed startes noget nyt, der endda selv kan starte noget nyt. Og det at kunne starte noget nyt er jo netop Arendts fundamentale definition på frihed.
Arendt insisterer også på, at nok så mange strukturelle faktorer, såsom overflødiggørelse af mennesker, ikke i sig selv fører til totalitarismen. Det helt afgørende er, om der træffes kloge politiske valg og tilbydes løsninger, der adresserer bekymringerne i samfundet.
Det forestående midtvejsvalg i USA og de kommende valg i bl.a. Tyskland, Frankrig og England vil give svar på dette. Foreløbigt har bl.a. udfaldet af guvernør-valgene i november i New Jersey og Virginia til Demokraternes fordel vist, at det politiske stadig er åbent.
Arendt konstaterer også, at trusler undertiden (men stadig ingen garantier her!) kan føre til besindelse og værn om den frie politiske orden. Her citerer hun Thomas Jefferson (1743-1826), der som en af USA’s founding fathers i et brev skrev den berømte sætning om, at “the tree of liberty must be refreshed from time to time with the blood of patriots and tyrants.”
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og