ODYSSEEN // ESSAY – Odysseen reflekterer over menneskets dannelsesrejse midt i kriser, forandringer og teknologiske spring. Temaer, der er lige så relevante i dag som i oldtiden. I en verden præget af traumer, migration og identitetstab giver Odysseen os en dybere forståelse af, hvordan vi bevarer os selv og vores værdier gennem transformation og modgang, skriver cand.scient.pol. Jakob Cold.
Andra – manden på græsk – er det første ord i Odysseen. Manden, der flere gange i det store epos betegnes med adjektivet polytropos, der kan oversættes som (manden med de) mange (poly) veje (tropos) eller på engelsk – og mere frit – som manden med de mange twist and turns.
Manden, der med forstand og list (for muskler alene havde vist sig utilstrækkeligt) bringer Troja til fald. Manden, der i fjendtlige omgivelser bliver stadig bedre til at forstå andres måder at se verden på, aflæse omgivelserne rigtigt, afveje alternative handlemuligheder og eksekvere med styrke. Odysseus er resilient.
Han rejser sig igen og igen efter skuffelser og nederlag. Han lever tålmodigt med ydmygelser og kontrollerer stadig bedre sine impulser, indtil øjeblikket er det rette.
Med en moderne diagnose led han som krigsveteran af PTSD, og han er blevet betegnet som the greatest bullshitter of all times, fordi han nok var videbegærlig som få, men også til perfektion blandede sin viden med de tricks og løgne, der var nødvendige for at kunne overleve i fjendtlige omgivelser.
Ofte måtte han endda benægte sin egen eksistens for at kunne fortsætte sin eksistens. Som da han bilder kyklopen Polyfemos ind, at hans navn var Ingen – Oitis på græsk og fonetisk tæt på Odysseus.
Manden Odysseus er toksisk. Men det er mange af kvinderne i Odysseen også, for det bliver mennesker i krig. Dengang som nu. Og kvinderne i Odysseen er så handlestærke, at det er blevet hævdet, at værket oprindeligt må være skrevet af en kvinde.
Altså en feministisk twist på det såkaldte homeriske spørgsmål, om værket virkelig blev skrevet af én og samme forfatter, som vi kender som Homer.
Eller rettere nedskrevet og formentligt midt i det 8. århundrede f.v.t. For alle er enige om, at fortællingerne, som udgør Odysseen, forinden levede i en mundtlig tradition. Det græske ord epos betyder netop det sagte ligesom det nordiske ord saga. Blandt grækerne blev epos fortalt eller sunget af rhapsoder, deraf rhapsody. I Norden var det skjalde.
Men hvad skete der i grækernes verden frem mod nedskrivningen? Havde den mundtlige tradition elementer af historicitet – altså en faktisk historisk kerne? Og hvorfor skal Odysseen læses som et værk fra en tid under enorm transformation?
Informationsteknologisk revolution og geografisk ekspansion
Med den mørke middelader forstår vi i dag som regel tiden fra Roms fald til den spirende renæssance. Men næsten 2.000 år tidligere – omkring 1.200 f.v.t. – indtraf der også en mørk middelalder, da flere højkulturer i det østlige Middelhavsrum kollapsede: Mykene på Peloponnes, Knossos på Kreta, hittitternes rige med hovedstaden Hattusa i, hvad der i dag er det nordlige Tyrkiet. Faraoernes Ægypten nåede aldrig samme glans igen. Også Troja blev ramt af en katastrofe.
Årsagerne til dette civilisatoriske kollaps angives af forskerne – og ikke så sjældent med myrekrybsfremkaldende paralleller til i dag – som bl.a. klimaforandringer, krige og migrationsstrømme. I tekster skrevet med hieroglyffer og kileskrift berettes dramatisk om invasioner af ukendte folk fra Middelhavet.
Kollapset tømte byerne for mennesker, der blev kastet tilbage til en ren subsistensøkonomi på landet. Handelsforbindelser og forsyningskæder brød sammen, og uden store paladser – med bureaukratier (sorry to mention it, but true) – gik skriftsproget i glemmebogen.
Frem mod det 8. århundrede, hvor Odysseen blev nedskrevet, lysnede det dog. Endda ganske betragteligt. Teknologisk var springet taget ind i jernalderen. I Odysseen og Iliaden besynges den strålende bronze, mens det inferiøre jern kun nævnes få gange og uheroisk som et metal for husholdningen.
Men fremstillingen af bronze var afhængigt af kopper fra Cypern (deraf navnet!) og tin fra, hvad der i dag er England og Afghanistan. Da de forsyningslinjer var afskåret, gav smedene jernet – et metal de havde betragtet som inferiøre og glansløst – en chance… Disruption af nød – ville man sige i dag.
Informationsteknologisk havde grækerne overtaget fønikernes skriftsystem med knap 20 bogstaver, der alle var konsonanter, og tilført syv vokaler, så det græske skriftsystem blev til alfa-betet opkaldt efter de to første bogstaver, nemlig alfa og beta.
Alfabetet var langt lettere at lære og bruge end tidligere skriftsystemer med flere hundreder eller måske endda tusinder af tegn. Først med Gutenbergs bogtrykkerkunst i midten af 1500-tallet og Internettet på tærsklen til det 21. århundrede skete der tilsvarende informationsteknologiske revolutioner.
Dertil kom en hidtil uset geografiske ekspansion fremmet af en udvikling af skibsteknologien, der gjorde skibene langt mere sødygtige. Transporten af mennesker og gods blev dermed – anslås det – ti gange lettere og billigere ad søvejene end over land.
Odysseen tegner absolut ikke et sort-hvidt glorificerende portræt af manden fra Ithaka, og det er netop hans polytropiske personlighed, der gør ham så interessant
Og der blev ikke kun transporteret mennesker og gods, men også tanker og teknologier. Flere steder grundlagde grækerne med succes nye byer, såsom Masilla (Marseille), Nike (Nice) og Neapolis (Napoli), og alle steder var det nødvendigt med snilde at møde andre mennesker end dem selv. Forstå deres skikke og lære af dem. Grækerne var kort sagt smarte og connected. Parallellerne til Silicon Valley er oplagte. For grækerne fungerede Middelhavet som nutidens Internet.
Det er i denne kontekst, at Odysseen vinder enorm popularitet. Det store epos virkede nærmest som et spejl, man kunne holde om for sig selv: Hvad er et menneske? Hvad har man mon i sig? Hvad lærer man på en rejse med nær-dødssituationer, og hvordan møder man fremmede mennesker og skaber frugtbare relationer? Hvordan kommer man hjem igen til hjemmet og familien efter lange rejser? Hvordan genvinder man autoritet efter fiasko og fortrolighed efter distance?
Og hvordan undgår man at blive en Ingen, der undervejs mister sin identitet og ikke længere kan huske, hvor man kommer fra, og hvad man står for? At Odysseen så samtidig er krydret med beretninger om psykedeliske stoffer, kyklopen Polyfemos og søuhyrerne Skylla og Calypso samt sexgudinder i skikkelse af Calypso og Kirke virkede kun pirrende på interessen for det store epos.
Ifølge den schweiziske kulturhistoriker (og mentor for Friedrich Nietzsche) Jacob Burckhardt var Odysseen – og Iliaden – ikke kun identitetsstiftende for den enkelte græker, men også for grækerne som nation. Grækerne kunne ikke finde ud af at samles om en stat, men de blev en nation skabt af poesi – således Burckhardt.
Afspejler ‘Odysseen’ så en historisk realitet?
Men hvor meget afspejler det store epos mon historiske realiteter? Det strides de lærde meget om: For det første, om Troja fandtes, og for det andet om der i givet fald er belæg for Den Trojanske Krig. Meget er stadig åbent, men efter den tyske arkæolog Heinrich Schliemanns (1822-1890) udgravninger af først Mykene og derefter – angiveligt, men altså stadig til diskussion – Troja, er det de færreste, der kun vil betragte det homeriske univers som skønne myter.
Et belæg for en historisk realitet har form af det såkaldte skibskatalog i den første af Iliadens 24. sange. I kapitlet nævnes, hvor mange skibe de forskellige græske byer stillede med til invasionen af Troja. Flere af disse byer – eksempelvis Pylos på Peloponnes – var blevet udslettet under bronzealderens kollaps.
På Homers tid og i den græske antik kendte man ikke længere deres geografiske placering, og man var vel derfor også usikker på, om byerne nogensinde havde eksisteret. Men i det 20. århundrede blev deres eksistens bekræftet ved arkæologiske udgravninger. Meget tankevækkende har den mundtlige tradition i form af de to store epos altså overleveret erindringen om disse byer gennem 400 års middelalder uden skriftsprog!
Hvad er et menneske?
James Joyce (1882-1941), forfatteren af Ulysses, har betegnet Odysseus som den mest komplekse helt i verdenslitteraturen. For Odysseen tegner absolut ikke et sort-hvidt glorificerende portræt af manden fra Ithaka, og det er netop hans polytropiske personlighed, der gør ham så interessant.
Romerne havde det senere tilsvarende svært med Odysseus, for nok kunne de beundre hans mod og opfindsomhed, men hans mange løgne og de mange gange, han i fortvivlelse græder over sine prøvelser, anså de som uromerske.
I Odysseen lanceres dog ikke et eksplicit katalog over de dyder, man bør stræbe efter. Det sker først 400 år senere med Aristoteles’ (384-322 f.v.t.) værker om etik og politik. Men der er alligevel en solid portion kontinuitet mellem Homer og Aristoteles. Øverst af alle dyder står således visdommen (phronesis), som Aristoteles er ret klar på ikke alene kan udvikles gennem med individuel filosoferen, men kræver praksiserfaringer.
Tilsvarende er Odysseen èn lang beretning om, at Odysseus – den mest intelligente og veltalende blandt de græske helte – kun kan transformeres til en bedre udgave af sig selv gennem prøvelser.
Aristoteles tillægger også dialogen mellem ligemænd en helt afgørende betydning for, at man kan få det bedste ud af sig selv og andre. I parentes flugter det jo meget godt med vores dages fokus på betydningen af en moden feedback-kultur. Men Aristoteles går endnu længere, fordi han – ud over som nævnt praksis – siger, at dialogens bedste rammer er venskab, og at sammenhængskraften i en polis som Athen ikke mindst afhænger af antallet og styrken af venskaber.
I Odysseen er det tilsvarende helt centralt, at Odysseus’ lykke afhænger af, om han kan nå sit nostos og undervejs møder xenia.
Xenia og Nostos – Gæstfrihed og hjemstavn
Xenia betyder gæstfrihed, mens xenofobi betyder fjendskab over for gæster. Selveste Zeus var guden for gæstfrihed, og netop på en (transformativ) rejse og oven i købet som hjemvendende og traumatiseret krigsveteran i ukendte, uforudsigelige og måske også fjendtlige omgivelser bliver gæstfrihed kritisk.
Nostos betyder hjem i betydningen hjemstavn snarere end det enkelte hjem (oikos) og var for grækerne af afgørende betydning. For ganske vist kunne de udvikle deres dyder fjernt fra hjemmet i krige eller på ekspeditioner eller handelsrejser, men det var i nostos, de blandt venner og livsvidner kunne finde den nødvendige kontinuitet, der er nødvendig for en stabil identitet og udvikling.
Længslen mod nostos – nostalgi – var selvfølgelig særlig stærk under krigen. Det går som en rød tråd gennem Iliaden – og langt det meste skønlitteratur om krige siden.
Odysseen er spækket med brud på xenia – altså gæstfriheden – og manglen på samme. Den ultimative modsætning til gæstfriheden møder Odysseus og hans mænd hos den enøjede kyklop Polyfemos, der bor alene i en grotte. Da Odysseus bringer Polyfemos vin som tegn på fredelige hensigter og ønsker om venskab, kvitterer Polyfemos i særklasse xenofobisk: Tak for vinen som gave. Men ved du hvad? Min gave til jer vil være, at jeg vil spise jer én for én!
Kontinuerlige æreskrænkende brud på gæstfriheden udøves under Odysseus’ lange rejse af de 108 bejlere til Odysseus’ dronning Penelope. De unge mænd lader paladset bekoste det ene ædegilde efter det andet, de gramser på tjenestepigerne, og talen er ganske uhøvisk.
Men der er også positive eksempler på xenia. Det gælder især Odysseus’ næstsidste station, hvor faiakernes dronning Arete og konge Alkinioos gæstfrit modtager Odysseus. Denne del af Odysseen kan i høj grad læses som en guide til, hvordan man kan udøve xenia over for et menneske langt fra hjemmet og traumatiseret af krig. Arete og Alkinioos udspørger kun den fremmed med respekt, forsigtighed og over flere dage.
At de var så ”socialt kompetente” stemmer godt overens med, at faiakerne var kendt som de dygtigste søfolk, der kom vidt omkring og mødte mange andre mennesker og kulturer.
Generelt i Odysseen gælder, at jo mere well-connected folk er, desto mere udviklede er deres sociale kompetencer. Så faiakernes gæstfrihed tegner rigtigt lykkeligt, og så er det alligevel rigtigt tæt på at gå galt, for den traumatiserede krigsveteran Odysseus er selv et splitsekund tæt på at forbryde sig mod gæstfrihedens love.
PTSD og krigens rædsel i Homers beskrivelse
Da Arete og Alkinioos arrangerer konkurrencer i atletik og våbenkunst til deres gæst Odysseus’ ære, undslår han sig først med, at han er blevet for gammel til den slags, og at han hellere vil se ungdommen brillere. Men provokeret af de unge mænds fortsatte opfordringer – og provokative udfordringer – indvilger han til sidst i en sværdkamp, hvor han er et splitsekund fra at dræbe, før han besinder sig.
Bagefter undskylder han dette brud på xenia med, at krigens rædsler stadig sidder så dybt i ham, at impulserne er svære at styre. Og hvis læseren vil tilgive mig en kort ekskurs: Ikke mindst denne episode gav den amerikanske psykiater Jonathan Shay (1941- ) inspiration til bogen Odysseus in America: Combat Trauma and the Trials of Homecoming (2002) om vietnamveteranernes PTSD og hjemkomst.
Et andet eksempel er Odysseus’ møde med de såkaldte lotusspisere. Lotusspiserne er selv krigsveteraner, og når de spiser blomsterne, glemmer de rædslerne. Men de mister også sig selv, og Odysseus tvinger de af hans mænd, der allerede har indtaget lotusblomster, tilbage til skibene.
En tur i Hades før den svære hjemkomst
Historien om Agamemnons tragiske hjemkomst dukker op flere gange i Odysseen. Nok så spektakulært møder Odysseen Agamemnon i grækernes dødsrige Hades, hvor Agamemnons råd til Odysseus er, at han skal se sig godt for, når han kommer hjem. Tingene er måske ikke, som de umiddelbart ser ud…
Turen i dødsriget – som også er et tema i bl.a. det sumeriske epos Gilgamesh og Dantes Guddommelige komedie – var nødvendig for Odysseus. Efter et år med Kirke vil hun nemlig hjælpe ham videre, men lader ham vide, at han aldrig kommer helskindet hjem uden at forsone sig med Poseidon, som er fader til Polyfemos, som Odysseus blændede. Og – tilføjer Kirke – der er kun én vej til denne forsoning.
Da Odysseus så fuld af håb og længsel spørger til denne vej, er Kirkes svar til hans fortvivlelse, at han kun kan få svaret af Tiresiras, der spillede en vigtig rolle i den Trojanske Krig. Og igen i en lidt fri parafrase: Der er nemlig bare lige det problem, Odysseus, at Tiresiras er død, og at du derfor må en tur i Hades. Kort sagt. Hvis du vil hjem, må du gå ad Hades til….
I Hades møder Odysseus også Achilleus. I tilløbet til den Trojanske Krig var Achilleus blevet stillet over for valget mellem et langt, lykkeligt og middelmådigt live eller et kort liv med et udødeligt navn. Achilleus valgte dengang det sidste, men ret interessant har Achilleus ændret sin opfattelse i Hades.
For hellere end at være en konge i skyggernes og glemslens Hades, vil han være en træl på jorden. Hold dig i live, uanset hvilke trængsler du måtte møde, var Achilleus’ råd til Odysseus.
Så da Odysseus efter 10 års krig og 10 års hjemrejse endelig sætter fod på Ithakas kyster, er hans nerver spændt til det yderste. Med gudinden Athenes hjælp faker han en tilværelse som fattig tigger fra Kreta, så han fra denne krybende og tilsyneladende magtesløse position kan aflæse, hvordan styrke- og loyalitetsforholdene faktisk er. Med tålmodighed tåler han ydmygelserne fra de arrogante bejleres side.
Opgøret med de 108 bejlere tager han sammen med sin søn Telemachos og to loyale hyrder. Telemachos har forinden trådt stadig mere i karakter over for bejlerne. I forsamlingen konfronterer han dem frygtløs og veltalende med deres misbrug af xenia. Telemachos er modnet som mand. Modnet som andra.
Men manden i fortællingen – Odysseus – har stadig ikke givet sig til kende før blodbadet på bejlerne. Ikke engang over for Penelope, selvom hendes dialog med den fattige tigger bliver stadig mere intensive og nervepirrende. Tiggeren insisterer på at være en tidligere konge ved navnet Aeton og fordrevet fra Kreta.
Altså en skæbne, der i Penelopes optik meget vel kunne være overgået hendes egen Odysseus. Passagerne i Odysseen kan læses som om, at Penelope blot ser sit håb om Odysseus’ hjemkomst skuffet. Men i teksten er der også en nerve af indignation. For er det ikke faktisk Odysseus, der lyver hende lige op i ansigtet?
Penelope resignerer ikke, men træder i karakter på en måde, hvor hun som den eneste i hele Odysseen matcher Odysseus selv. Før Odysseus egentligt er parat til at handle, annoncerer hun i forsamlingen med de 108 bejlere og til Odysseus’ åbenlyse overraskelse, at hun nu endelig vil tage den af dem til ægte, der har format til at spænde Odysseus’ bue og skyde en pil gennem 12 økseskafter stillet på linje.
Penelope selv er dog også bundet af omstændighederne. For umiddelbart inden er hun – den tricksende hustru til grækernes største trickmager – blevet afsløret i bedrag. I lang tid havde hun nemlig holdt bejlerne hen med, at hun ville tage en af dem som mage, når hun var færdig med at væve det ligklæde, der en dag skulle svøbes om Odysseus’ aldrende far, Kong Laertes. Men bejlerne fandt ud af, at hun ville trække færdiggørelsen ud i uendelighed ved hver eneste nat at optrævle det, hun havde vævet om dagen…
Så efter 20 år er det altså en kvinde, nemlig Penelope, der pludselig og resolut accelererer handlingsforløbet. Kun Odysseus har kræfterne og teknikken til at spænde buen og skyde pilen gennem økseskafterne. Umiddelbart forinden har Athene tryllet ham tilbage til fuld styrke og skønhed.
Herefter følger et veritabelt blodbad. Manden, hvis eventyr allerede havde kostet flere hundrede af de bedste unge mænd i krigen og på hjemrejsen, likviderer nu også de 108 mest lovende unge mænd i den næste generation.
Som læser sidder man og virrer lidt med hovedet. Var det nu også nødvendigt? Der var trods alt gået 20 år. Nok havde bejlerne med excesser i slagtet kvæg og vin misbrugt normen om xenia, og nok havde flere af dem ydmyget den fattige tigger fra Kreta, men ingen af dem havde rørt Penelope.
Spørgsmålene er så påtrængende, at der i Odysseen følger, hvad man fristes til at betegne som et stilbrud, hvor Athene og Zeus drøfter netop disse spørgsmål, og Athene tager skylden på sig og dermed aflaster den i forvejen rigeligt komplekse helt.
Men dramaet er ikke slut. Emotionelt bliver Odysseus måske bragt mest ud af balance gennem 20 år, da Penelope efter drabet på bejlerne udsætter Odysseus for en test for at få svar på spørgsmålene, om det nu virkelig er hendes mand, Odysseus, der er kommet tilbage? Og om han i givet fald stadig elsker hende?
Testen skal ikke afsløres her. Og måske kender læseren også udmærket testen. I stedet skal der gøres ophold ved det forhold, at Penelope igen – og i skarp kontrast til den traditionelle patriarkalske (mis-) læsning af Penelope som en passiv afventende kvinde analyser situationen knivskarpt og sætter præmisserne.
Hvordan Odysseus så endte sine dage, er der flere bud på
Drevet ud i emotionel ubalance af Penelopes test beviser Odysseus netop sin kærlighed til hende.
Så endelig kan Odysseus og Penelope forenes som mand og kvinde. Men meget af natten var allerede gået, så tiden var knap. Dog bliver de nu igen hjulpet af Athene, der i havet Okeanos holder hestene Lampos og Phaeton tilbage, der ellers sørger for at trække solen hen over himmelbuen. På den måde blev natten forlænget for de genforenede elskende…
Her i det 23. kapitel kunne fortællingen være endt lykkeligt og i bedste Hollywood-stil, og det bliver spændende at se Christopher Nolans afslutning. For i Homers Odysseen må den komplekse helt begive sig ud på en ny rejse. For i Hades havde Tiresias sagt til ham, at han aldrig ville kunne forliges med Poseidon, Polyfemos’ fader, før han langt inde i fastlandet havde rejst et tempel til havgudens ære.
Så selvom nostalgien er Odysseus’ drivkraft, så er vejen til nostos og selve hjemkomsten ikke let. Ja – hjemkomsten er ikke engang endelig. Rejsen fortsætter gennem hele livet i den forstand, at vi altid skal finde os til rette i verden. Det at være undervejs er uadskilleligt fra at leve.
Hvordan Odysseus så endte sine dage, er der flere bud på. Både i antikken og senere. Det måske skønneste bud kommer fra Dante, der i sin Guddommelige komedie møder Odysseus i den del af det dybeste helvede, der er reserveret til de største løgnere. Dante må her lytte til, hvordan Odysseus drevet af videbegær og mod passerede Herakles Søjler (Gibraltarstrædet) ud i Atlanten. Odysseus’ afsluttende citat hos Dante giver ekko gennem tiderne:
Betænk det frø af hvilket I er spiret!
For I blev ikke skabt som stumme bæster,
men til at søge dyd og kløgt og klogskab!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og