SALZBURGER FESTSPIELE // ESSAY – I Mozarts fødeby skulle Salzburger Festspiele samle europæere for at besinde sig på det smukke, det gode og det sande, efter at de havde myrdet løs på hinanden i Første Verdenskrig. Jakob Cold, en ren dilettant, har været til festspiele, hvor arkitektonisk pragt, naturens storhed, en zweigsk melankoli, byens dramatiske historie og mødet med publikum er lige så meget en del af oplevelsen som livet på scenen.
Ikke at jeg smuglytter til andres samtaler, men ved morgenmaden på hotellet imponeres jeg endnu engang over det repertoirekendskab, der udfoldes i konversationen hen over buffeten. Nogle udtrykker med tydelig passion klare meninger om forskellige opsætninger af en opera af Verdi. Andre har med beundring fulgt en navngiven sopran gennem flere år.
Passionen er stor. Begejstringen er legendarisk. Her råbes der bravo med en lydstyrke, man aldrig ville opleve i Danmark
Indrømmet: I sammenligning med sådanne kapaciteter er jeg snarere en dilettant. Men min fordel som dilettant kan være, at jeg er mere bredt orienteret end eksperten, og at jeg bringer en bagage af historisk og politisk viden med ind i festspillenes rum. Så når jeg i det følgende forsøger at formidle min fascination, bliver der snarere tale om nogle impressioner i bredden end ekspertise i dybden. Jeg anmelder Salzburger Festspiele som helhed og ikke for alvor enkelte forestillinger. Det kan andre gøre langt bedre.
Førende globalt – limousiner og emotioner
Salzburger Festspiele blev lanceret i 1920. I Mozarts fødeby skulle europæere samles for at besinde sig på det smukke, det gode og det sande, efter at de havde myrdet løs på hinanden i Første Verdenskrig. De drivende kræfter var navnlig forfatteren Hugo von Hofmannsthal, komponisten Richard Strauss og instruktøren Max Reinhardt. I vores tid gennemføres festspillene fra midten af juli til udgangen af august. I runde tal sælges 250.000 billetter til 200 forestillinger – spændende fra stort opsatte operaer til strygerkvartetter i mere intime omgivelser – på i alt 20 scener.
Om end tysktalende er i flertal, er publikum globalt. Og til dels også prominent. I hvert fald hvis man skal dømme efter kortegen af limousiner, der ruller ind foran de store huse før forestillingerne. Garderoberne er elegante. Damernes brillanter glimter. Helt diskret selvfølgelig…
Passionen er stor. Begejstringen er legendarisk. Her råbes der bravo med en lydstyrke, man aldrig ville opleve i Danmark. Og som den største hæder klappes der samtidig med, at der stampes med fødderne i gulvet. Det lyder nærmest som en Radetzky-Marsch i fuld galop.
Selv oplevede jeg det stærkest i 2023 ved opførelsen af Hector Berlioz’ opera Les Troyens: 10 solister af høj karat, Wiener Philharmonikerne i orkestergraven og det lige så legendariske Monteverdi Choir på den kæmpestore scene. Den unge dirigent Dinis Sousa måtte træde til, efter at den egentlige dirigent Sir John Eliot Gardiner med kort varsel trak sig af grunde, der ikke skal nævnes her…
Så hellere på bordel!
Passionen kan dog slå ud på flere måder. Som småkonform og behagesyg dansker blev jeg særdeles overrasket, første gang jeg oplevede, at publikum buede højlydt i salen allerede efter første tæppefald.
I pausen spurgte min broder og jeg to østrigske herrer, om vi mon virkelig havde hørt rigtigt? Derefter fulgte en længere lektion om, at de jo godt kunne fornemme, at vi var progressive hollændere (!), men at vi ikke skulle tro, at alt nyt er et fremskridt. Vi måtte forstå, at det allerede i udgangspunktet var svært at opsætte stykket, fordi det var en opera på italiensk af Verdi over Shakespeares Falstaff. At regissøren ovenikøbet havde dubleret stykket ved at sætte et filmhold ind på scenen, der skulle udgøre Orson Welles’ filmatisering af Falstaff, gjorde det hele håbløst kompliceret. Det var simpelthen en uforskammet frækhed!
Og apropos erklærede den ene østrigske herre som afskedssalut mellem pæne mennesker, der nippede til champagne og canapeer, at han nu fortrød, at han ikke i stedet var gået på bordel…
Jeg nævner kun dette – indrømmet noget obskøne – eksempel for at sætte et billede på et publikum, der bl.a. i kraft af deres repertoirekendskab kan være anderledes kritisk end det typiske danske. Og jeg vil foreslå, at man tager det som en oplevelse i sig selv. Selvfølgelig uden som yderste konsekvens at gå på bordel…
Kan de superrige blive frelst?
Også festspillenes signaturstykke Jedermann har undertiden været genstand for kontroverser. Eksempelvis da Lars Eidinger – kendt fra bl.a. Babylon Berlin – spillede hovedrollen iklædt et kostume med kvindelige former og en kort pagefrisure, mens Vera Altenberger som den kvindelige hovedrolle var helt kortklippet. Det var lige i overkanten woke for en del af de mere konservative feinschmeckere, der måske for østrigernes del også inderst inde nostalgisk længtes tilbage til kejsertidens ridderlige æreskodeks.
Fra starten af festspillene har det dog været meningen, at Jedermann skulle stimulere og provokere. Forfatteren Hugo von Hofmannsthal lader via sin „Spielansager“ ved forestillingens start publikum vide, at stykket handler om vores jordiske livs forgængelighed, og at det nu gælder om at drage lære af stykkets indhold.
Hvis man vil vandre i Zweigs fodspor (inden det gik helt galt), anbefales en lille vandretur på 30 minutter på Kapuzinerberg lige over Salzburg, hvor man kan se Zweigs lille slot
Derefter starter 90 minutters moralprædiken for fuld musik. I nogle opsætninger endda som orgelmusik, for stykket opføres i fri luft foran Salzburgs Domkirke. I årets opsætning gør Jedermann, spillet af Philipp Hochmair, sin entré i en forgyldt Mercedes. Gældssatte, syge og fattige har han ingen sympati for. Empati findes ikke i hans vokabularium. Lækkert hår, høj cigarføring (i sig selv en provokation i disse røgfri tider), smukke damer og vilde fester hører derimod til det ubekymrede standardrepertoire.
Men under en fest af den mest celebre slags hører han for sit indre nogen råbe: Jedermann, Jedermann, Jedermann – efterfulgt af den dybe klang fra kirkeklokker: Was ist das für ein Klang? Die Glocke ruft – mir wird so bang! En indtil da lavprofileret gæst rejser sig op og bekendtgør over for Jedermann, at han er sendt af Gud, for nu handler det om afregning!
Resten af stykket handler om, hvorvidt den angrende superrige kan nå at rette op på sin Lebensführung, før han skal møde sin skaber. Til sidst i stykket står han helt afklædt bortset fra underbukser – og mikrofon. Det glitrende jakkesæt, cigaren og det forgyldte Rolex er alles vorbei. Men han er blevet et bedre menneske. Hjælpsom, lyttende og anerkendende.
Forhåbentlig svider stykket i sindet på den rå kapitalismes protagonister. Hvis de altså ikke foretrækker Formel 1 Grand Prix i Monte Carlo frem for Salzburger Festspiele.
Jedermanns aktualitet er evig. De moralske spørgsmål genfindes i alle verdensreligioner.
Salzburg som en verden af i går
Årtierne før Første Verdenskrig skildres af få – eller måske endda af ingen – andre som Stefan Zweig i sin roman Verden af i går. Zweig voksede op i Wien og boede derefter i Salzburg fra 1919 til 1934, hvorefter han som jøde måtte flygte fra nazisterne.
Zweig skildrer et Europa før Første Verdenskrig, kendetegnet ved åbne grænser, videnskabelige gennembrud og troen på mennesket – altså humanismen. Efter barbariet bliver fortællingen stadig mere gespenstisk og med rigeligt stof til paralleller til nutiden: Han beskriver, hvordan luften bliver tynd om ham, og hvordan det føltes, som om han som statsløs ikke længere havde nogen skygge, da nazisterne tog hans pas. Polarisering, dæmonisering, nihilering…
Hvis man vil vandre i Zweigs fodspor (inden det gik helt galt), anbefales en lille vandretur på 30 minutter på Kapuzinerberg lige over Salzburg, hvor man kan se Zweigs lille slot, der med tiden skal åbnes for offentligheden. Nede fra bjerget igen kan man slå sig ned på den legendariske Café Bazar, der – ud over Zweig selv – også blev gæstet af hans nære ven Hofmannsthal og Max Reinhardt, der var medstifter af Salzburger Festspiele.
Verden af i går i skikkelse af det fyrstelige Salzburg kan – ud over selve den barokke indre by – også opleves ved et besøg på fæstningen Hohensalzburg eller på lejede cykler de tre kilometer ud ad en smuk allé til lystslottet Hellbrunn. Slottet blev opført i 1600-tallet af fyrst og ærkebiskop Markus Sittikus til rekreation, præsentation og magtdemonstration. Sittikus var besat ikke kun af Bessermachen, men også af Spassmachen. Overalt på slottet og i parken er der indlagt dyser, hvorfra der uden varsel sprøjtes med vand på gæsterne, der efterlades – således intentionen – overraskede, gennemblødte og imponerede. Sittikus selv døde dog af melankoli. Og formentlig også af en infektion…
På vejen ud til slottet må man ikke gå glip af et besøg på Gössl im Gewandhaus. Her sælges østrigske dragter i de ypperste materialer og forarbejdninger. Prislappen for et komplet sæt ligger på 20-30.000 kr. Altså et helt andet segment end de rødternede skjorter og lederhosen til Oktoberfest i Bayern. Ikke så få publikummer i Salzburg møder netop frem til festspillene i Tracht (altså dragt). Superflotte og samtidig et vidnesbyrd om en romantisk nostalgi efter en verden af i går.
Og også gennem disse brydninger udøver Salzburger Festspiele en magnetisk tiltrækningskraft: Tradition og modernitet. Genkendelighed og provokation. Vision og nostalgi. Alt sammen i barokbyen og med Alperne som det mægtige bagtæppe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og