OPERA // ANMELDELSE – “Musikalsk forekommer hele grebet om Händels værk mig forfejlet,” skriver Knud Arne Jürgensen. Händels oratorium er Iscenesat – med stort ”I” – i en velsunget Glyndebourne-produktion, men med overgearede sceniske effekter.
At udråbe Händels oratorium Saul fra 1739 til hans bedste opera nogensinde, sådan som det gøres i Det Kongelige Teaters program, er nok lige så vildt skudt over målet som den Glyndebourne-produktion fra 2015 af samme værk, der i dag er blevet overtaget af teatret og opføres med et velbesat sangerhold.
Saul er måske snarere et markant eksperiment i datiden, hvor Händel skildrer det gammeltestamentlige emne om kongen, der i sin magtjalousi over helten David personligt går i opløsning og til sidst bukker under for sit eget vanvid. Her mødes opera seria som genre med oratoriets mere punktvise musikalske opbygning, der ligesom en række musikalske stadier på en fortællingsvej prøver at lede tilhøreren frem til endemålet: kroningen af den rette helt.
“Konge bliver man ikke af byrd, men af dyd,” lyder det i et af værkets centrale korsatser. Derfor var det noget af en vild opstart ved regentparrets indtræden i Operaen, at der fra en af tilskuerrækkerne blev udbasuneret et “Republik NU!” imod majestæterne.
Man kunne i et kort sekunds øjeblik blive i tvivl, om denne ytring var del af opsætningens i øvrigt vildt kontroversielle iscenesættelse, beregnet til lige før tæppet skulle gå, eller om det blot var en upoleret ytring fra en overbevist republikaner i salen.
Det var det sidste, der var tilfældet, og tilråbet blev forbigået med opgivende stilhed i salen.
denne hæsblæsende og visuelt skærpede oratorie-forestilling dansede konstant på de fulde nagler og blev undertiden lidt for rødglødende
Opsætningen, derimod, blev modtaget med stor intensitet af publikum og har unægtelig også mange ekstraordinære billedskabende kvaliteter. På sin vis var dens sceniske effekt nærmest at betragte som bevægelige udstillingsbilleder af endog særdeles velkendte pop-art kunstnere i vor egen nutid (ingen nævnt, ingen overset), som synes af have lagt grundinspiration til opsætningens iscenesætter, og det kan der siges meget om.
Musikalsk derimod forekommer hele grebet om Händels værk mig forfejlet, da man i forsøget på at skabe en scenisk fortløbende fortælling ud af oratoriets punktvise forløb ad den gammeltestamentlige fortælling, partout har villet tage rub og stub med op på scenen.
Der lægges ud med en flersatset indledning på et lille kvarters tid, der nærmest står tilbage som en hel lille selvstændig Concerto Grosso. Her ville det dramaturgisk set have været langt mere effektfuldt at kaste os direkte ud i værkets musikalsk prægnante åbningsscene.
Det samme kan siges om de rigtig mange orkestrale mellemspil mellem arierne og korsatserne, der igen partout skal udfyldes af slapsticks dansende hofnarreagtige herrer.
Denne konsekvente sceniske “filling the gaps” gør ikke alene forestillingen umådelig langtrukken, når den realiseres scenisk og ikke koncertant, som den er konciperet. Opførelsen trætter desuden meget hurtigt med sine konsekvente gennemførte overgearede fysiske udråb af de agerende hovedpersoner, som med hvin, råb og hyl prøver at aktivere et noget nært infantilt reaktionsmønster hos hver af fortællingens personager. Konstant garneret med de evigt dansende sprællemandsagtige floorshow-dansere går dybden hos personerne fløjten, og tilbage står gentagelser på gentagelser, som meget hurtigt får trætheden til at sætte ind.
Summa summarum: De gentagne sceniske overbud i et dramaturgisk alt for udpenslet billedmæssigt forløb gør forestillingen til et show, der leder til langt mere, end oratoriet kan bære, og effektmæssigt bliver opsætningen derfor mere overgearet, end godt er.
Sangligt derimod er hver af hovedrollerne velbesatte, og alle er overbevisende ved stemme, hvis man da blot ser bort fra de noget påklistrede vokale garniturer af hvin, hyl og skrig midt blandt de omkringvimsende komparserier.
En ting må man dog undres over, og det er de nærmest utallige forsiringer i form af triller, forslagsnoder, crescendi-decrescrendi figurer m.m., der hos Händel som en af kun få blandt barokkens komponister rent faktisk bliver påbudt i hans originalmanuskripter. Ikke en eneste ærlig og rent udført kadencetrille synges klart igennem endsige blot anes i løbet af forestillingens knap 3 ½ timer lange forløb.
Denne afgørende forsiringskunst beherskes kun af meget få sangere i dag, så det er tilsyneladende en pris, man gerne vil ofre på nutidens sangeralter. Men det er nu engang i disse udsmykningsdetaljer, Händel ikke blot skildrer sangervirtuositeten, men også bibringer vokalkunsten et af sine ypperste elementer. Disse er nærmest totalt gået fløjten i dag, men hvorfor dog? Manglende uddannelse? Bevidst fravalg?
Barokorkestret Concerto Copenhagen kan sit forsiringskram under Lars Ulrik Mortensens kyndige direktion, men undertiden kom især Benjamin Hulette i den centrale rolle som Jonathan flere gange til at drukne i orkesterklangen, der godt kunne virke lidt vel robust og pågående. Det er ikke nødvendigt, for hvis der er noget, der står stærkest i hele Händels kompositionsteknik set i forhold til hans samtidskolleger, så er det hans sjældne lydhørhed for det næppe hørbare.
Det er denne vokale og instrumentale kunst, som kun i glimt kom op til overfladen i denne hæsblæsende og visuelt skærpede oratorie-forestilling, som konstant dansede på de fulde nagler og undertiden blev lidt for rødglødende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
