
ANSIGTSTILDÆKNING // KOMMENTAR – Enhedslisten svigter deres egne idealer om ligestilling, når de forsvarer ansigtstildækning som et udtryk for mangfoldighed. Det handler ikke om tøj – det handler om kontrol, undertrykkelse og kvinders ret til at være synlige i det offentlige rum, mener folketingskandidat Halime Oguz (SF).
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I går diskuterede Folketinget et forslag om at forbyde ansigtstildækning på uddannelsesinstitutioner. Det burde være en principiel no-brainer i et land, der bryster sig af frihed og ligestilling.
Og ærligt talt troede jeg ikke, Enhedslisten kunne overraske mere – men jeg tog fejl. De har åbenbart et abonnement på virkelighedsflugt og fornyer det med stor entusiasme.
Jeg vil fremover være meget lidt overbevist om Enhedslistens kamp for frihed, næste gang de stiller sig op og taler om kvindekvoter og sexisme i det offentlige rum
Enhedslisten og Rosa Lund stiller sig endnu en gang op for at relativere kvindeundertrykkelse og pakke det ind som ”mangfoldighed”.

Rosa Lund siger: ”Der er ikke noget, der indikerer, at hovedbeklædning er skadeligt for integrationen.”
Halime Oguz: Ansigtstildækning, ikke hovedbeklædning
Men her er det nødvendigt at skære tingene ud i pap: Vi taler ikke om hovedbeklædning. Vi taler om ansigtstildækning. Om burka og niqab – beklædning, der fjerner kvinden fra det offentlige rum og reducerer hende til en anonym skygge.
Hvordan kan man påstå, at det ikke påvirker integrationen, når kvinder nægtes det mest grundlæggende redskab til kontakt og fællesskab – deres ansigt? Når man fratages retten til at være genkendelig, til at udtrykke følelser, til at blive mødt som ligeværdig?

Selvfølgelig er det en barriere for integration. Og mere end det: Det er et synligt symbol på kønsapartheid. Et udtryk for en ideologi, hvor kvinden ikke må være til stede som menneske – kun som krop, der skal gemmes væk. Ikke ses. Ikke høres. Ikke findes.
Men det stopper ikke her. Rosa Lund siger videre: ”Det kan ikke være et fremskridt for ligestillingen, at vi i Folketinget beslutter, hvad tøj kvinder må tage af eller på.”
Det er ikke frihed. Det er internaliseret social kontrol
Men netop den sætning afslører, hvor blind Enhedslisten er for den virkelighed, mange kvinder lever i. For vi taler ikke om tøj og mode. Vi taler om kontrol. Om sociale, kulturelle og religiøse normer, der påtvinger kvinder en bestemt adfærd – ikke som et valg, men som en pligt. Når kvinder tildækkes, handler det ikke om selvbestemmelse – det handler om at fjerne dem fra det offentlige rum.
Hvis Rosa Lund virkelig mener, at det ikke kan være et fremskridt for ligestillingen at sige nej til ansigtstildækning, så skulle hun tage en tur til Afghanistan og gentage det for de kvinder, der risikerer pisk og fængsel, hvis de viser sig uden slør. Jeg er sikker på, det ville blive meget inspirerende for hendes fremskridtsanalyse.
At påstå, at vi ikke må gribe ind, fordi det handler om ”tøj”, er naivt i bedste fald – og kynisk i værste.
Ja, nogle kvinder siger, de vælger burkaen frivilligt. Men vi ved godt, at den mest raffinerede form for undertrykkelse er den, der får den undertrykte til selv at forsvare lænkerne. Når slaven kysser sin lænke og siger: ”Det er min lænke, jeg har selv valgt den.”
Det er ikke frihed. Det er internaliseret social kontrol.
Enhedslisten påstår at være feministisk og progressiv. Men når kvindeundertrykkelse antager religiøse former, så bøjer de af. Så bliver frihed til relativisme. Feminisme bliver til tavshed. De svigter de kvinder, de påstår at kæmpe for.
Var det ikke netop en del af de venstreorienteredes DNA at gå imod al undertrykkelse – også den selvvalgte?
Jeg vil fremover være meget lidt overbevist om Enhedslistens kamp for frihed, næste gang de stiller sig op og taler om kvindekvoter og sexisme i det offentlige rum. For når kvinder bogstaveligt talt viskes ud af det offentlige rum, tier Enhedslisten. Det er ikke frigørelse – det er forræderi mod de mest grundlæggende ligestillingsprincipper.
Burka og niqab er ikke en gråzone. Det er et mørklagt rum, hvor kvinden udslettes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.