Hadforbrydelser

Hadforbrydelser: Jeg har en sort ven, derfor er jeg ikke racist

i Debat/Politik & Samfund af
RACISME // KOMMENTAR – Hvad forstår vi egentlig ved racisme, og hvordan definerer vi hadforbrydelser? Cand.scient. Maja Bodekaer Black og cand.jur. Annalina Ege-Møller, begge researchere i Tænketanken Tora, ser på den traditionelle opfattelse af racisme, tilråb og tatoveringer. Og ender ved det evindelige spørgsmål, om man kan være racist, hvis man har en sort ven.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


De seneste tyve år har flere sager sat ild til debatten om hadforbrydelser. Vi husker det såkaldte huedrab på Strøget, hvor en ung mand med afrikanske rødder blev slået ihjel, øjensynligt fordi han ikke ville aflevere sin hue, da den fremmede gerningsperson bad om det.

Vi husker også avisbudsagen, hvor en 16-årig dreng med tyrkisk baggrund med et enkelt slag med et bat blev slået ihjel af tre fremmede drenge, mens han var på sin avisrute. Ifølge et vidne blev battet svunget sammen med ordene: “Skal du have en med battet, dit perkersvin?”. Drabsmændene blev dømt, men ikke for hadforbrydelse.

Kan man hævde, at udtalelser som ”perkersvin” og ”niggerunge” ikke er racistiske udtalelser, men blot skældsord

Og senest er der Nordskov-sagen fra Bornholm, hvor en ung mand med afrikanske rødder blev mishandlet til døde af sine to hvide venner. Den ene af de to gerningspersoner, der var brødre, havde en tatovering med et svastika og teksten “White Power” på benet.

Skældsord eller racistiske udtalelser

Undervejs i mishandlingen havde broderen sit knæ trykket mod forurettedes hals; en handling, der giver associationer til politidrabet på George Floyd en måned tidligere. Vi hverken kan eller skal afgøre, om drabet var delvist motiveret af racisme, men det er en oplagt mulighed til at tale om, hvad vi i Danmark forstår som en hadforbrydelse, og hvordan vi definerer racisme.

Kan et mord være helt eller delvist racistisk motiveret, hvis gerningsperson og offer var venner? Er straffesystemet og dets jurister helt uden bias? Og kan man hævde, at udtalelser som ”perkersvin” og ”niggerunge” ikke er racistiske udtalelser, men blot skældsord?

Hadforbrydelser

Hadforbrydelser er forbrydelser, som er motiveret af fordomme og had til offeret på grund af offerets tilhørsforhold til en bestemt gruppe.

Der findes ikke en egentlig paragraf om hadforbrydelser i den danske straffelov, men hvis en forbrydelse er helt eller delvist motiveret af et had til ”offerets etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende”, kalder strafferetten det en hadforbrydelse.

Her er en klassisk hadforbrydelse uprovokeret gadevold, hvor gerningspersonen under overfaldet udtaler sig nedsættende om offerets etniske baggrund

Hvis anklagemyndigheden er i stand til at bevise, at der er tale om en hadforbrydelse, udgør det en såkaldt strafskærpende omstændighed. Det betyder, at eksempelvis et mord vil blive straffet hårdere, hvis anklagemyndigheden kan bevise, at mordet er helt eller delvist racistisk motiveret.

Hadforbrydelser er særlige i den forstand, at forbrydelsen mod det enkelte offer har konsekvenser for bestemte grupper, fx racialiserede eller homoseksuelle mennesker, fordi hadforbrydelsen sender et signal til gruppen om, at den anses for uønsket og underlegen af (dele af) majoriteten.

Forbrydelsen skaber på den måde en utryghed og usikkerhed blandt alle, der tilhører den udsatte gruppe.

Det vilkårlige offer på åben gade

Politiet beskriver hadforbrydelser som vilkårlige, fordi de som regel sker uprovokeret og pludseligt, uden at offer og gerningsperson kender hinanden.

Vilkårlighedselementet ses i domstolenes behandling af sager. Her er en klassisk hadforbrydelse uprovokeret gadevold, hvor gerningspersonen under overfaldet udtaler sig nedsættende om offerets etniske baggrund.

Set i lyset af opfattelsen af en hadforbrydelse som noget vilkårligt, hvor gerningsperson og offer ikke kender hinanden i forvejen, er det ikke overraskende, at drabet i Nordskoven på Bornholm ikke blev behandlet efter den strafskærpende bestemmelse om hadforbrydelser.

Sagen ligner simpelthen ikke det, vi i dag forstår ved en hadforbrydelse, blandt andet fordi forbrydelsen ikke gik ud over et tilfældigt offer.

Vilkårlighed i straffeloven

Lad os zoome ind på, hvor kravet om vilkårlighed kommer fra. Svaret ligger ikke ligefor. Vilkårlighed indgår ikke som et element i paragraffen i straffeloven. Det er altså ikke lovgivningen, der stiller krav om, hvordan forholdet skal se ud for at være en hadforbrydelse.

Historien er på den måde en beskrivelse af, hvilke livsformer og hvilke mennesker der kategoriseres som normale, og hvem der kategoriseres som afvigende

Svaret er heller ikke at finde i det arbejde, politikerne lavede forud for, at paragraffen blev en del af straffeloven i 2003. På den baggrund kan man ikke pege på, at det var Folketingets hensigt med bestemmelsen, at den kun skulle gælde for forbrydelser, der rummer et element af vilkårlighed.

Så hvordan er det blevet en del af politiets, domstolenes og på den måde også samfundets opfattelse, at en hadforbrydelse er noget, der går ud over et tilfældigt offer?

Det, du måske ikke ved, du ikke ved

Et bud på en forklaring for den nuværende opfattelse af hadforbrydelser som vilkårlige er vores antagelser, altså vores såkaldte “biases”. Normer og antagelser styrer vores adfærd, og de fortæller os noget om, hvad der i samfundet opfattes som rigtigt eller naturligt – men også hvad der opfattes som forkert eller afvigende.

Normer siger også noget om magt, for der er noget, som må vige, en grænse, der må trækkes, for at kunne skelne mellem det normale og det afvigende.

Historien er på den måde en beskrivelse af, hvilke livsformer og hvilke mennesker der kategoriseres som normale (dem med magten til at definere narrativet), og hvem der kategoriseres som afvigende (dem hvis historier og oplevelser bliver benægtet og/eller latterliggjort).

Dem og os

Med andre ord er normer også historiens skabelse af ”os” og ”dem”. Opdelingen af ”os” og ”dem”, hvad der er ”normalt” og ”afvigende”, ændrer sig over tid i takt med historiske skift.

Historiske begivenheder former, hvem der er ”os” og ”dem”, og hvad der er ”normalt” og ”afvigende”. Det kan påvirke, hvordan vi har set og i dag ser på racialiserede mennesker – hvad end det er bevidst eller ubevidst.

Det er for eksempel, når man ikke registrerer, at man holder sin taske tættere ind til kroppen, når en sort person nærmer sig

Her spiller Danmarks fortid som kolonimagt, der endte slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer, en vigtig rolle. Det, at en dansker ophævede slaveriet som en af de første, har – på trods af at det reelt fortsatte i flere år efter den officielle ophævelse – forstærket vores selvforståelse som en nation, der ser alle mennesker som ligeværdige.

Koblet med de voldsomme og negative billeder af Sydafrikas apartheid og USA’s segregation, var det nemmere at danne et billede af Danmark som den gode og velvillige kolonimagt, der ikke er så slem som de andre. Problemet med denne selvopfattelse er, at man risikerer at lukke øjnene for racisme i Danmark.

Vi ser ikke racisme i hverdagen

Vi ser altså ikke nødvendigvis racisme og undertrykkelse i hverdagen, i samfundets institutioner eller som en del af vores professionelle virke. Den måde, hvorpå vi lærer om os selv som danskere og mennesker, de stereotyper og vaner, vi vokser op med, er med til at definere, hvad der er acceptabelt i forskellige sammenhænge.

Justitia – Retfærdigheden – skildres gerne som blind, men hvor upartiske/blinde vi end prøver at være, kan det være svært at slippe for “unconscious biases”, ubevidste antagelser. Foto: S. Hermann & F. Richter, Pixabay

Dette er nært beslægtet med det, man kalder ”ubevidste antagelser” – unconscious biases. En ubevidst antagelse er, når man ikke er bevidst om de antagelser og fordomme, man har, men at den alligevel påvirker ens handlinger. Det er for eksempel, når man ikke registrerer, at man holder sin taske tættere ind til kroppen, når en sort person nærmer sig.

Ved vi, hvad racisme er?

Vi antager, at det ikke kunne falde de fleste hvide danskere ind bevidst at handle eller udtale sig racistisk. Det er måske stik imod vores værdisæt og opdragelse. Men det betyder ikke, at man ikke er i stand til at tænke, udtale sig eller handle racistisk alligevel.

For racisme er ikke udelukkende bevidste handlinger, udøvet af individer, som nærer et had til racialiserede mennesker, eller mener, at de er mindre værd. Selvom det ofte er sådan racisme opfattes, er denne definition ikke bred og omfavnende nok.

Eksempelvis kan tildelingen af ressourcer i politiet skabe en skæv tilstedeværelse i hele landet, som reelt får den konsekvens, at unge, brune mænd fra Nørrebro oftere stoppes end unge, hvide mænd i Benløse

Definitionen stammer fra en tid, hvor det var normalt at inddele mennesker i kategorier og vurdere menneskers intellekt, moral og civilisationsgrad på biologiske faktorer som hudfarve og kropsudtryk.

Det er altså fra en tid, hvor det var legitimt at mene, at nogle mennesker er mindre værd end andre på grund af hudfarve og kropsudtryk. Vi mener derfor, at man er nødt til at se racisme som flerstrenget: det er både strukturelt og isoleret.

Strukturel racisme og isoleret racisme

Strukturel racisme kan være, når ”neutrale” regler eller procedurer bliver diskriminerende i praksis. Eksempelvis kan tildelingen af ressourcer i politiet skabe en skæv tilstedeværelse i hele landet, som reelt får den konsekvens, at unge, brune mænd fra Nørrebro oftere stoppes end unge, hvide mænd i Benløse.

Det kan også være lovgivning, såsom maskeringsforbuddet, som i tekstform kun omhandler påklædning, men i realiteten diskriminerer kvinder, der bærer burka og niqab.

Isoleret racisme er de situationer, hvor racisme opstår mellem mennesker, for eksempel når en sort person bedes om at sætte sig bagerst i bussen, eller en person med asiatisk udseende anklages for at bære coronavirus til Danmark.

Racisme handler altså ikke blot om individers holdninger eller had, men om hvordan mennesker reelt forskelsbehandles gennem lovgivning, uddannelsessystemet og på jobmarkedet, og hvordan en persons kultur eller tilhørsforhold bruges til at argumentere for de såkaldt ”naturlige” forskelle mellem mennesker og deres opførsel.

At dømme med bind for øjnene

Disse ubevidste handlinger er ikke afgrænsede til privatlivet, men kan også forekomme i det professionelle virke, eksempelvis i politiet og retssystemet. Derfor må man som fagperson være opmærksom på, hvordan normer og ubevidste antagelser kan påvirke de beslutninger, man tager i sit arbejde.

Domstolene må fra tid til anden vurdere, om en udtalelse blot er skældsord eller er funderet i racisme

Inden for juraens verden bliver gudinden Justitia ofte brugt som symbol på retsvæsenet og dettes retfærdige behandling af sager. Justitia afbildes med bind for øjnene som symbol på, at hun dømmer i blinde, hun dømmer alle lige, og hun dømmer retfærdigt.

Tanken er smuk og vigtig i et demokrati. Samtidig gør overbevisningen om domstolssystemets fairness og upartiskhed det svært for domstolssystemet at blive bevidst om egne ubevidste antagelser.

Domstolene må fra tid til anden vurdere, om en udtalelse blot er skældsord eller er funderet i racisme.

Blindhed over for racisme

Vurderingen finder sted i straffesager, hvor tiltalte erkender, at vedkommende eksempelvis kaldte offeret for ”perker” under en voldshandling – men at det ifølge tiltalte blot er en fællesbetegnelse, vedkommende bruger om alle udlændinge, og som vedkommende bruger uden at lægge noget i det.

Her kan man overveje, om domstolens godtagelse af en sådan forklaring er et udtryk for en blindhed over for racisme?

Man kan også spørge, om det skal tillægges betydning, at den ene bror i Nordskov-sagen havde en tatovering med et svastika samt teksten “White Power” på benet. Ifølge eget udsagn fik han lavet tatoveringen for sjov og for at provokere.

Hvis man definerer racisme som en følelse af overlegenhed baseret på hudfarve, virker det derfor naturligt at komme til konklusionen, at hadforbrydelser kun kan begås af fremmede og derfor vil indeholde et element af vilkårlighed

Selv hvis han fik lavet tatoveringen, fordi han mente, at hvide mennesker er en overlegen race, beviser det ikke, at det var et racistisk motiveret mord. Man kan godt være racist og begå et ikke-racistisk motiveret mord.

På den anden side kan man reflektere over, om tatoveringen lagt sammen med andre forhold – såsom knæet på offerets hals – kan pege i retning af, at mordet kan være i hvert fald delvist racistisk motiveret.

Uden på tøjet

Det er tidligere set i retspraksis, at gerningspersonens tøj har haft betydning for sagens udfald. I to sager fra 2007 tillagde retten det betydning, at tiltalte var iført en t-shirt fra Dansk Front, en højreekstremistisk forening, under voldshandlingen.

Når tøj kan få betydning i en straffesag, kan en tatovering også. Men hvad betyder en umiddelbart racistisk tatovering, når en gerningsperson er ven med sit offer?

Hadforbrydelser
Er raceblandede venskaber en garanti for, at vennerne ikke kan bære på generaliserede fordomme? Foto: Naassom Azevedo, Pixabay

En overbevisning, der til tider afslutter samfundsdebatten, før den kommer i gang, er, at en hvid person ikke kan være racist, hvis personen har en ven, der er sort.

Hvis man definerer racisme som et had til sorte mennesker, og/eller mener, at de er ”den hvide race underlegen”, kan man godt forstå, at nogle ville komme til den konklusion, at den umuligt kan være racistisk motiveret. For hvordan kan man være venner med en person, som man mener er underlegen på grund af deres hudfarve?

Den uafsluttede samtale om hadforbrydelser

Det er her, vi mener, at definitionen af racisme spiller en stor rolle i forståelsen af hadforbrydelser. Hvis man definerer racisme som en følelse af overlegenhed baseret på hudfarve, virker det derfor naturligt at komme til konklusionen, at hadforbrydelser kun kan begås af fremmede og derfor vil indeholde et element af vilkårlighed.

Set i det perspektiv vil drabet i Nordskoven pr. definition aldrig være en hadforbrydelse, fordi offer og gerningsperson var venner.

Lad os fortsætte samtalen om hadforbrydelser og racisme også efter tidspunktet, hvor en person i bedste mening har bragt sætningen ”jeg er ikke racist, for jeg har en sort ven” i spil. Vi skal turde at kigge på os selv, vores historie og retssystem, og vi skal lytte til mennesker, der kommer med oplevelser, vi ikke selv kender til.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Maja Black er uddannet Msc. i Welfare Policies & Management (sociologi), og har beskæftiget sig med koblingen mellem velfærdsstaten og identitetspolitik. Annalina Ege-Møller er uddannet jurist i 2020 og har specialiseret sig i retskultur og køn. Fælles for forfatterne er, at de er engagerede i den feministiske tænketank Tora, hvor de blandt andet arbejder med menneskerettigheder

Seneste artikler om Debat