TYRKIET // ANALYSE – I denne tid kommer der mange modstridende signaler fra Tyrkiet. På den ene side vil regeringen gerne markere, at den stadig fører en aggressiv kamp mod Kurdistans Arbejder Parti (PKK), og at den kan vinde kampen, og på den anden side åbner regeringen lige så stille døren for en fredelig løsning med Öcalan i spidsen.
I disse dage blomstrer der enten en ny politisk proces for en fredelig løsning for den langvarige kurdisk-tyrkiske konflikt i Tyrkiet, eller også forsøger den tyrkiske regering at snyde kurderne igen.
Der sker altid mærkelige ting i Tyrkiet: Fra at ændre landets engelske navn fra Turkey til Türkiye til afskaffelsen af sommertid og til den seneste beslutning om at aflive alle hjemløse hunde i landet. Men på trods af landets vedvarende uforudsigelige politiske initiativer havde ingen forventet, at lederen af Nationalistisk Bevægelsesparti (MHP), Devlet Bahçeli, en dag ville opfordre den fængslede leder af Kurdistans Arbejder Parti (PKK), Abdullah Öcalan, til at holde en tale i det tyrkiske parlament med henblik på at erklære, at PKK nedlægger våbnene og derved afslutter sin ”terrorisme” mod den tyrkiske stat.
Dette sagde Bahçeli den 22. oktober på sit partis gruppemøde i parlamentet. Han fortsatte med at overraske ved at tilføje: ”Hvis han (Öcalan) viser denne visdom og beslutsomhed, bør vejen være vidt åben for den juridiske regulering vedrørende brugen af ’retten til håb’ og for ham til at drage fordel af det.” Siden 1999 har Öcalan været fængslet på den tyrkiske ø Imrali, hvor han i de sidste 43 måneder ikke har haft kontakt med nogen, hverken advokater eller familie.
Det vil sige, at Bahçeli ikke alene vil gøre det muligt for Öcalan at tale i parlamentet, men han vil også fjerne den isolation, som Öcalan har været udsat for, ved at genoverveje hans straf, som er fængsel på livstid. Bahçeli har ellers altid været imod Öcalans straf på livstid, fordi han ikke fandt straf på livstid hård nok og helst ønskede, at han skulle hænges offentligt.
Bahçeli begyndte egentlig at overraske, også sit bagland. Ved åbningen af det nye år for det tyrkiske parlament den 1. oktober rakte han hånden frem til medlemmerne af det pro-kurdiske parti (DEM). Bahçeli begrundede sin forsoningshånd med: ”Hvis vi ønsker fred i verden, skal vi starte med den i vores eget land.” Her hentydede han til Tyrkiets ønske om våbenhvile mellem Israel og Hamas.
I flere år har Bahçeli ikke alene nægtet eksistensen af den såkaldte kurdiske konflikt, men også kurdernes eksistens i det hele taget.
Han betragter kurdere som ”en gren af tyrkere, der blot ikke er gode til tyrkisk”. Som leder af det ultra-nationalistiske parti, hvis ideologi alene baserer sig på, at der ikke eksisterer andre etniske identiteter i Tyrkiet ud over den sunnimuslimsk tyrkiske, har han altid været tilhænger af bekæmpelsen af kurdernes kamp for anerkendelse med militære midler. Ikke alene i Tyrkiet, men også i nabolandene Syrien og Irak, hvor der også er kurdiske mindretal. Bahçeli og hans ultranationalistiske parti har derfor altid argumenteret for Tyrkiets invasioner og annekteringer af kurdiske områder i nabolandene.
En svækkelse i Iran eller en ny regional ordning i Mellemøsten vil gøre det muligt for PKK at øge sin indflydelse i navnlig Syrien, Irak og Iran, hvor kurderne allerede kæmper for anerkendelse
Så hvordan kan det være, at Bahçeli til alles overraskelse pludselig sagde det mest utænkelige og inviterede Öcalan til at holde en tale i det tyrkiske parlament, når selvsamme Bahçeli i mange år har brugt Öcalan til at markere sit politiske ståsted ved at kalde ham for ”babymorder” og ”terrorleder”? I den snart 50 år lange væbnede konflikt mellem PKK og Tyrkiets militære styrker er mere end 50.000 mennesker omkommet.
Bahçeli sagde også: ”Hvis alle er enige om vigtigheden af en fremtid uden terrorisme, så er vi klar til at tage ansvar og handle.” Det kræver mod at komme med en sådan udmelding. Især hvis man har været koalitionspartner med Erdogans parti, AKP og regeringen siden 2018. Men det tyder meget på, at Bahçeli allerede har forventningsafstemt med Erdogan og har sikret sig hans støtte, idet Erdogan et par timer efter Bahçelis udmelding udtalte sin støtte til Bahçeli.
Hvad sker der i Ankara?
De kurdiske politikere fra DEM-partiet virker også til at være overraskede. De har svært ved at tro på, at regeringen pludselig har ændret kurs i retning af demokratiske reformer og en fredelig og demokratisk løsning på den uendelige konflikt med kurderne. DEM-partiets medlemmer valgte derfor at komme med meget afdæmpede og forsigtige udmeldinger til at starte med. De ønsker at bevare håbet om en fredelig løsning samt at vise, at de også er klar til at bidrage til en ny fredsforhandling mellem staten og PKK, hvis regeringen lader Öcalan tale ud.
Den ovennævnte forsigtighed kommer af, at den sidste fredsforhandlingsproces mellem parterne kollapsede i 2015. Begge parter gav dengang hinanden skylden for kollapset, men den største årsag var nok udviklingen i nabolandet Syrien, hvor kurdere benyttede borgerkrigen til at erklære deres egen autonomi i landet. Kurdere vandt også krigen mod Islamisk Stat med støtte fra USA. Efter kollapset af fredsforhandlingerne genoptog Tyrkiet en hård tone mod kurdere og intensiverede kampen mod kurdiske styrker i Syrien. Sidenhen har Tyrkiet invaderet to kurdisk dominerede regioner i landet sammen med sunnimuslimske jihadister.
Men kan man stole på Bahçeli og Erdogan?
Kurdiske politikere nævner et gammelt ordsprog: ”Spil (læs snyd) slutter aldrig hos osmannerne.” Overvejelserne går på, om det bare er endnu et spil for galleriet, som regeringen iværksætter med det formål at svække eller eliminere de kurdiske kræfter.
Dog forekommer Bahçeli at være fast besluttet. Dagen efter hans udmelding skete der et nyt væbnet PKK-angreb mod et center for forsvarsindustrien i Ankara. Mindst fem var blevet dræbt og 22 såret. Men det interessante er, at på trods af at både Bahçeli og Erdogan har fordømt angrebet ud fra den gamle retorik, hvor de igen vandaliserede PKK, sagde de samtidig, at angrebet ikke vil have indvirkning på deres beslutsomhed.
I deres reaktioner på angrebet kom både Bahçeli og Erdogan med klare antydninger ved at sige, at nogle forræderiske kræfter i landet, som ikke ønsker en fredelig løsning mellem kurdere og tyrkere, stod bag. Regeringsvenlige aviser gik et skridt videre og mente, at Israel og USA stod bag angrebet, idet de ikke ønsker forsoning og broderskab mellem kurdere og tyrkere.
PKK tog dog ansvaret for angrebet, men understregede, at angrebet allerede var planlagt, og at det ikke var et svar på Bahçelis udmelding, som de tager seriøst. Som gengæld for angrebet har Tyrkiet bombarderet flere kurdiske områder i Syrien og Irak, hvor mindst 27 civile mistede livet.
Regeringens kovending
Men trods angrebet i Ankara valgte regeringen dagen efter at afbryde den lange isolation for Öcalan ved at lade Öcalans nevø, som samtidig er parlamentsmedlem for DEM, besøge ham. Det vil sige, at der finder mange modstridende handlinger sted i Tyrkiet. På den ene side vil regeringen gerne signalere, at de stadig fører en aggressiv kamp mod PKK, og at de kan vinde kampen, og på den anden side åbner de langsomt døren for en fredelig løsning med Öcalan i spidsen.
Ifølge nevøen sagde Öcalan: ”Jeg er klar til at påtage mig et ansvar for at løse konflikten, hvis betingelserne bliver gjort tilgængelige.” PKK’s ledelse udpeger Öcalan som den eneste legitime part i en mulig fredsforhandling. PKK’s ledelse anser den tyrkiske vilje til at forhandle om en fredelig løsning som udtryk for en erkendelse af, at de ikke kan vinde krigen mod PKK med militære midler.
Måske har PKK en pointe. Ifølge flere analytikere er Tyrkiets dårlige økonomi, korruptionssager, flygtningekrise og den kollapsede servicesektor ikke de eneste årsager til regeringens kovending. Analytikerne ser det nemlig som mere sandsynligt, at den tyrkiske regering er bekymret for, at de er ved at miste grebet om deres ”interne” konflikt med kurderne, og at den er på vej til at blive en international eller regional konflikt.
Den verserende krig mellem Israel og Hamas og Hizbollah er med til at svække Irans indflydelse i Mellemøsten. De syriske og irakiske regeringer, der ellers har et godt samarbejde med Iran, er begge begyndt at tage afstand til Iran, idet de er bekymrede for, at konflikten kan sprede sig til deres lande. De vil i hvert fald undgå en konfrontation med Israel og USA. En svækkelse i Iran eller en ny regional ordning i Mellemøsten vil gøre det muligt for PKK at øge sin indflydelse i navnlig Syrien, Irak og Iran, hvor kurderne allerede kæmper for anerkendelse.
Selvom det virker til, at det er Bahçeli, der står i spidsen for denne proces, tyder meget på, at han handler i samarbejde med Erdogan
Selvom PKK figurerer på USA’s og EU’s terrorliste, har PKK med 40 års kamperfaring mod det tyrkiske militær og den internationale anerkendelse, som PKK har opnået i kampen mod Islamisk Stat, skabt en del frygt i Ankara. Frygten går kort sagt ud på, at PKK kan blive større og få mere indflydelse i regionen, end hvad de selv kan håndtere. De regeringsvenlige aviser er derfor fyldt med konspirationsteorier om, hvorvidt USA og Israel har til hensigt at splitte Tyrkiet med det formål at oprette et nyt land, Kurdistan, hvorfor de støtter PKK.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om PKK kan gå med til at opløse sig selv uden at opnå nogen form for indrømmelser fra Tyrkiet, heriblandt en forfatningsmæssig anerkendelse af kurderne som medborgere i landet, især når der er geopolitiske udsigter til, at bevægelsen kan blive større og styrket?
Uanset intentionerne hos den tyrkiske regering ser det ud til, at der er indledt en ny forhandlingsproces, om ikke en fredsproces, mellem regeringen og PKK. Selvom det virker til, at det er Bahçeli, der står i spidsen for denne proces, tyder meget på, at han handler i samarbejde med Erdogan. Indenrigspolitisk er det også taktisk klogt, at det er Bahçeli, der står i spidsen for forhandlingerne, fordi han er den eneste leder i Tyrkiet, som kan overtale nationalisterne til at acceptere en aftale med PKK.
Dermed bliver det heller ikke Erdogans skyld, hvis forhandlingerne ikke lykkes. Der er allerede rygter om, at kravet fra Erdogans side også er, at kurderne skal gå med til at støtte hans regering i forbindelse med en grundlovsændring, der vil gøre det muligt for Erdogan igen at være kandidat til det kommende præsidentvalg.
Men uanset hvor mærkelige tingene er i Tyrkiet, er det bemærkelsesværdigt og på en måde tragisk, at en anden grusom krig i Mellemøsten skulle bane vejen for en mulig fredelig løsning for den tyrkisk-kurdiske konflikt.
Læs også Seth Marvin Andersens artikel “Gas og geopolitik i det østlige Middelhav”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
