KUNST // ESSAY – I Danmark taler vi næsten aldrig om helleringene. De blev skrevet ud af historien, da staten tog al magt, og kirken selv lagde ringen fra sig. Vores lutherske arv gjorde skyld til privat pligt og tilgivelse til en stille bøn i ensomhed – aldrig til et fælles rum, hvor selv de fortabte kunne kaste sig ind.
En hellering. Sådan en havde vi engang. Derfor er det, man ser på kirkedøren, ikke bare en kæmpestor dørbanker, der næsten knækker plankerne, for at provsten kan høre det imellem at bunde vinen og kysse med Maren.
Nej, det var faktisk en helt særlig omstændighed. En omstændighed, en handling, en dyb, dannet forståelse af, at mennesket – uanset hvad – har brug for håb. En vej ud. Hvor alt er tro, håb og kærlighed. At det sted faktisk findes.
Et samfund, hvor sådan et rum findes, er et storslået samfund
Altså: Forstå, at en tyv stjal, fordi han var sulten og 12 år. At enken brød sorgperioden og trak det sorte bind om låret og dansede og elskede hele natten. Eller ham dér med blod på hænderne, der løber mod hellen med politiet efter sig. Det var meningen med den.
Havde man nået at kaste sig mod ringen, var man fri. Man skulle bare holde fast i ringen med én hånd og banke på indgangen til Guds rige.
Så var man i helle.
Fred for fortabte sjæle
At have sådan et rum sparede mange liv og kunne redde de mest fortabte sjæle, vi ellers ikke længere troede på – som måske kan se Guds lys.
Det smukkeste, der findes: fred for selv fortabte sjæle som jeg. Her har jeg hjemme, og ingen dømmer mig.
Hvis det rum ikke findes, kan ingen forandres. Det er et samfund uden forvandling og uden det magiske mirakel, at mennesker bliver større end deres egen smerte.
Og igen – kun et højt dannet samfund har et rum for selv en massemorder, så han kan finde den fred, der skal til, før han kan bekende sine synder og tage ansvar for sine forbrydelser med ridderlighed, fordi han ved, han er til fare for andre. Han ved, at kuren er at passe på det, han ikke kan.
Vi har altid haft et helle i kunsten. Vi kan sige, hvad vi vil. Vi kan være den lille djævel bag tronen
Et samfund, hvor sådan et rum findes, er et storslået samfund. Den del af vores kristne arv handler om kunsten også.
Vi har altid haft et helle i kunsten. Vi kan sige, hvad vi vil. Vi kan være den lille djævel bag tronen, der får alle til at le og græde af det samme sceneri. Vi kan få alle til at synge med og danse sammen.
Skabe et øjeblik, hvor vi bare er.
Kunsten samler os om ritualerne og er et helligt rum, hvor vi sidder stille og lytter. Hvor vi indrages, hvor vi er sammen om det.
Derfor skal Israel ikke boykottes i en kunstnerisk aktivitet. Israel er fyldt med mennesker, der hader deres regering – og muligvis endelig, med hele verdens øjne, kan sige det højt: Free Palæstina.
Fra en anerkendt og respekteret kunstner i Israel. Hvad kunne det betyde dér? Hvad kunne det gøre?
Alt. Rigtig meget. Ikke mindst give håb til de stakkels børn, der lider. Selv glitteriets allerstørste overfaldere ser med. Det kunne ændre alt. Eller måske sætte noget i gang. Sker det ikke i år, så måske næste. Måske aldrig – men vi skal altid bevare håbet. Håbet er der fremdrift i, håbløshed – ingen.
Vi må og skal aldrig tage dette helle. For selv om det måske ikke blev helt sådan i 20 år, så bliver det måske sådan om tyve, når alle vitterlig tror på, at dette helle virker. For det bør det. Det er et rum, hvor ingen dømmer, ingen kan trække os ned af scenen, og ingen skal få os til at stoppe med at flage for et land, hvor folkemord sker – og flage for dem, der lider.
Det skal aldrig ske. På den scene har vi lov at sige det hele højt. Ingen skal stoppe os i at sige fra over for mord. I det mindste håbe der – og derfor skal det nok lykkes på et eller andet tidspunkt.
Hvorfor forsvandt det?
Men i Danmark taler vi næsten aldrig om helleringene. De blev skrevet ud af historien, da staten tog al magt, og kirken selv lagde ringen fra sig. Vores lutherske arv gjorde skyld til privat pligt og tilgivelse til en stille bøn i ensomhed – aldrig til et fælles rum, hvor selv de fortabte kunne kaste sig ind.
Retssamfundet tåler ingen undtagelser, og sekulariseringen oversatte aldrig den gamle ring til en ny form. Så står vi tilbage uden mindet. På danske netsider finder man næsten ingenting.
Men søger man udenfor, i de internationale arkiver, dukker sporene frem: sanctuary ring, church door knocker – en ring, man kunne gribe, og derved blive fri.
Vi er måske blevet ramt af polariseringens håbløse individstyrede samfund. Hvor vi hverken tror på hinanden eller elsker. Men vi må tro på det. Tro på, at mennesket i sin kerne er guddommeligt lys – trods alt – og elske alle mennesker som os selv. Og håbe på den forandring, der bringer os tættere på Guds hellige haller og skove.
Det håb om helle må vi aldrig røre. Og i det rum, hvor vi tror på, at det kan ske, opstår det helende lys, som ren kærlighed er.
Her bliver de guddommelige, store galakser vi er, hver gang vi forbinder os med noget større end os selv. Kunsten forener os i det rum. Kunsten giver os håb og troen tilbage på, at vi er sammen om det. Forenet i kærlighed frem for krig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og