GUSTAV KLIMT // ESSAY – I sommeren 1898 besøgte omkring 200.000 danskere ashanti-landsbyen i Tivoli. En såkaldt etnografisk udstilling, der reelt var en menneskelig zoologisk have, skriver Philip Sampson. Det humoristisk-satiriske julehæfte Blækspruttens tegner Axel Thiess var dengang på pletten og fremstillede med tidens syn vestafrikanerne som ukultiverede sorte med bestik i håret. Men året før havde Gustav Klimt portrætteret truppens leder i Wien. Med genopdagelsen af Klimts værdifulde kunstværk har vi fået et nyt billede af høvdingen som prins.
De ankom til København i sommeren 1898. Den 14. juni lagde dampskibet Nordjylland til kaj ved Toldboden med dens passagerer fra Königsberg i Østpreussen. Mange københavnere havde taget opstilling i havnen denne tirsdag for at få et glimt af passagerne.
De var i den grad eksotiske. Fra borde strømmede op imod 100 sorte mennesker klædt i farverige dragter og gevandter. Det var dem, københavneraviserne havde skrevet om de seneste dage: Ashanti-truppen, der de kommende måneder skulle fremvises i Tivoli.
Kunsthistorikeren Alfred Weidinger havde ledt efter dette maleri i 20 år
Vestafrikanerne – de var fra Guldkysten – tog efter lidt parlamentering og baksen med kufferter og bagage deres pladser i den lange linje af droscher, der stod klar. Og som nu under stor opmærksomhed fra ikke mindst gadeungdommen kørte truppen ind gennem hovedstaden. Frem til den plads mellem Tivoli og Ny Stormgade – omtrent Hovedbanegårdens placering i dag – hvor deres landsby var blevet rejst.
Inden længe havde ashanti-truppen fundet sig til rette i den ”negerlandsby”, håndværkere de seneste dage havde haft travlt med at opføre. Under kyndig supervision af truppens østrigske impresario, Victor Bamberger.
Det var en eksotisk lille landsby. En stribe stråtækte hytter, der de kommende 10 uger skulle være hjem for vestafrikanerne. Og som Tivolis gæster her skulle have lejlighed til at se, nærstudere og ja, rent ud sagt beglo.
Men de var efterhånden vant til det, ashanti-truppens medlemmer. De 40 mænd, 15 gifte kvinder, 20 unge piger i alderen 10-14 år og den lille håndfuld småbørn. Alle sammen anført af manden, en københavneravis kaldte høvding Nôthéi. Eller som hans fulde navn retteligen var: William Nii Nortey Dowuona.
Maleriet
Her 127 år senere er ashanti-truppens sorte høvding for længst glemt. Eller rettere sagt, det var han indtil torsdag i sidste uge. Det var den dag, et kunstgalleri i Wien sensationelt afslørede, at man havde fundet et maleri af Gustav Klimt, som havde været forsvundet siden 1938.
Et værk, som den berømte østrigske maler udførte i 1897. Det år, den store ashanti-trup besøgte den østrigske hovedstad og var udstillet i den dertil opførte ”negerlandsby” i Wiens Zoo.
Det var ved den lejlighed, at Klimt malede sit portræt af truppens leder. Et værk, der fik navnet Prins William Nii Nortey Dowuona.
I en pressemeddelelse udfoldede galleri Wienerroither & Kohlbacher den sælsomme historie bag maleriet. Gustav Klimt solgte aldrig selv maleriet, som stadig var i hans besiddelse, da han døde i 1918. Fem år senere blev det udbudt til salg af wienerauktionshuset Samuel Kende. Udbudsprisen var 15.000 kroner, men der var ingen køber.
I 1928 dukkede maleriet op igen i forbindelse med en udstilling i anledning af 10-året for Klimts død. Udlåneren var da Ernestine Klein, der, sammen med sin mand, Felix, havde overtaget Klimts gamle atelier og omdannet villaen til beboelse.
Gustav Klimt solgte aldrig selv maleriet, som stadig var i hans besiddelse, da han døde i 1918
I 1938 måtte ægteparret Klein, der var jødisk, flygte fra Østrig på grund af nazisternes magtovertagelse. De slog sig ned i Monaco. Men hvad der i den forbindelse skete med Klimt-maleriet er uklart. Siden kom det dog frem, at det siden 1950’erne har været del af en privat samling.
Fremme i 2023 mødte de nuværende ejere op hos Wienerroither & Kohlbacher i Wien og viste et foto af maleriet. Det oplyser Washington Post, der bragte historien i onsdags. Den unge galleriassistent, der var på arbejde den dag, afviste ejerne med begrundelsen, at maleriet på fotoet ”ikke lignede en Klimt”, beretter avisen.
”Det var ikke til at forestille sig, at dette var en Klimt. Det var meget beskidt”, forklarer Lui Wienerroither, medejer af galleriet.
Men efterfølgende opsporede galleriets anden medejer, Ebi Kohlbacher, de to, der ville sælge maleriet, til en nærliggende café. Wienerroither ringede til en ven, kunsthistorikeren Alfred Weidinger, der sagde, at han havde ”ledt efter dette maleri i 20 år”, efter at have set det afbildet på et sort-hvidt fotografi.
Maleriet med titlen ”Prince William Nii Nortey Dowuona” blev så sidste torsdag fremvist på the European Fine Art Fair i den hollandske by Maastricht.
Prisen for det nyopdagede Klimt-maleri er anslået til 15 millioner euro – næsten 112 millioner kroner. Flere har allerede vist interesse, blandt andre et museum og private samlere, siger Lui Wienerroither til Washington Post.
Etnografiske udstillinger
Høvding William Nii Nortey Dowuona og hans henved 100 vestafrikanere blev udstillet i Wiens Zoo fra april til oktober 1897. Disse shows blev dengang kaldte ”etnografiske udstillinger” for at give dem et anstrøg af videnskabelighed. For at signalere, at deres formål var at vise almindelige europæere, der ikke var meget berejste, hvordan fremmede kulturer og folkefærd levede.
Men de betegnes lige så ofte ”menneskelige zoologiske haver”, fordi man ikke kan komme udenom, at dette også var hvide impresarioer, der udstillede sorte og farvede mennesker, nærmest som var de dyr.
Ofte samlede impresarioerne bare de sorte og brune folk, de nu kunne finde – ofte sorte søfolk, der var sejlet agterud – og overtalte dem til at spille ”zuluer” eller ”ashantier”
Fænomenet havde stor udbredelse i Europa i den anden halvdel af 1800-tallet. Det var samtidig med europæernes kolonisering af bl.a. Afrika og Fjernøsten. Og udstillingerne havde ikke mindst til formål at overbevise europæerne om, at kolonimagter som Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland gjorde klogt i at erobre og underlægge sig disse ”underudviklede” og ”uciviliserede” kulturer, man på disse udstillinger kunne se eksotiske repræsentanter for.
Det var derfor, at disse menneskekaravaner ofte blev lanceret som værende fra lande og lokaliteter, der tilfældigvis var genstand for stor opmærksomhed på avisernes udlandssider.
Hvis europæiske kolonistyrker var i krig med zuluer i Sydafrika, så kunne man regne med at se menneskekaravaner bestående af ”zuluer” turnere rundt i Europa. Var der krig på Guldkysten i Vestafrika, var det menneskekaravaner med krigerfolket ”ashantierne”, man kunne se udføre krigsdanse i den lokale forlystelsespark eller zoo.
Nogle gange var det vitterligt mennesker importeret fra de pågældende brændpunkter, man kunne se udstillet. Men mindst lige så ofte, samlede impresarioerne bare de sorte og brune folk, de nu kunne finde – ofte sorte søfolk, der var sejlet agterud – og overtalte dem til at spille ”zuluer”, ”ashantier” eller hvad der nu var oppe i tiden.
Lokket til Europa
Meget tyder på, at høvding Dowuona og hans ashanti-trup blev hentet til Europa i 1896. Overtalt i deres landsby på Guldkysten af et par franske forretningsfolk. Det var på dette tidspunkt, at Storbritannien var i krig på Guldkysten med det magtfulde krigerfolk, ashantierne.
Høvding Dowuona og hans folk var imidlertid ikke ashantier. De tilhørte ga-folket og boede i landsbyen Osu, der ligger i hovedstaden Accra – ikke langt fra det gamle danske slavefort Christiansborg, der i dag hedder Osu Castle.
De omkring 100 afrikanere blev overtalt med et løfte om gode lønninger og fik fortalt, at de skulle optræde for europæerne med sang og dans. Ikke, at de skulle udstilles som dyr.
Dowuona og hans trup optrådte fra maj til oktober 1896 ved den store Millenium-udstilling i Budapest, der markerede 1000-året for kroningen af Ungarns første konge.
Som traditionen efterhånden bød, blev der opført en lerklinet, stråtækt landsby til afrikanerne. Hvor de kunne bo, kokkerere, væve, snedkerere og så videre, mens børnene fik deres lille skolestue.
Ashanti-udstillingen i Wien 1897
Året efter kom ashantierne, der altså ikke var rigtige ashantier, så til Østrig. Menneskeudstillingen i Wien Zoo var en bragende succes. Omkring 10.000 besøgende om dagen købte billet for at se afrikanerne agere afrikanere.
At publikum ikke holdt sig tilbage, når det kom for at overglo og gramse på de sorte, vidner en voldelig konfrontation om. En af truppens kvinder hed Yaarborley Domeï. Hun var muligvis gift med høvding Dowuona, og i hvert fald en, der ikke fandt sig i det, udstillingen havde udviklet sig til. På et tidspunkt, da en østrigsk kvinde var gået for tæt på hende, kradsede Yaarborley kvinden i ansigtet med sine negle.
Hvis de hvide kom til Accra, ville ingen betale en nikkel for at kigge på dem
Efterfølgende forfattede Yaarborley et læserbrev, der blev bragt i en af Wiens aviser. Det formede sig som et angreb på hele konceptet med menneskeudstillinger og på hvide europæere generelt.
Yaarborley Domeï ville hjem til Accra, skrev hun. Og hvis hun ikke fik lov til det, ville hun kradse endnu flere kvinder med sin negle.
”Hvide mennesker er så dumme”, skrev hun. ”Her går de og glor på os. Hvordan vi skræller kartofler, hvordan vi gør dit og dat. Hvis de hvide kom til Accra, ville ingen betale en nikkel for at kigge på dem”.
Peter Altenberg
Blandt de, der den sommer i 1897 blev tiltrukket af de eksotiske afrikanere, var forfatteren Peter Altenberg. Han var en af Wiens førende bohemer og skørtejægere, og som så mange af sine samtidige i Wiens kunstnerverden opsat på at afvise de etablerede normer.
Altenberg var konstant på spanden økonomisk, men altid god til at overtale sine kunstnervenner til at forstrække ham. Hvad enten det gjaldt penge til en endnu en flaske champagne på en af wienercaféerne eller hans husleje.
Altenberg blev fascineret af de sorte. Han kom på ashanti-udstillingen næsten hver dag. Sov der tillige af og til sammen med truppens kvinder. Hans interaktion med truppen førte til udgivelsen i 1897 af værket Ashantee, der er en afgørende kilde til et indblik i menneskeudstillingen i Wien Zoo det år.
Altenberg så givet sit værk som et forsvarsskrift for de besøgende afrikanere. Imidlertid er der folk i eftertiden, der har set Ashantee som en bog fyldt med både sexisme, eksotisme og racisme.
Altenberg blev fascineret af de sorte. Han kom på ashanti-udstillingen næsten hver dag
Andre kunstnere, der besøgte ashanti-landsbyen, var kunstmalerne Franz Matsch og altså Gustav Klimt. De malede begge vellignende portrætter af høvding Dowuona. Klimt valgte at kalde sin model ”prins”, snarere end ”høvding”. Et udtryk for, at han respekterede Dowuona og ønskede at højne agtelsen for ham.
Efter afslutningen af udstillingen i Wien Zoo hastede truppen videre op gennem Europa. De knap 100 afrikanere var kontraktligt forpligtede overfor deres impresario Victor Bamberger. Og han agtede at tjene så mange penge han kunne på sin ashanti-trup.
Sverige, Norge og Tyskland
I november 1897 blev truppen præsenteret i Industripaladset i Stockholm. Måneden efter var de i Norge. Fremvist i udstillingslokalet Diorama i Kristiania. Men man kunne godt mærke, at der i nogle kredse var begyndt at melde sig den tanke, at disse menneskeudstillinger, der i bund og grund dehumaniserede mennesker fra andre kulturer, var utidssvarende.
Som den norske avis Morgenbladet skrev: ”Vi er i det hele taget ikke tilhængere af menneskeudstillinger og har aldrig kunnet fatte, hvorfor ikke f.eks. en foretagsom kineser som revanche for alle de eksotiske udstillinger, Europa får i stand, engang har engageret en del europæere fra Paris og Berlin og iført dem pikkelhuer, floshatte og norske skidragter og berejst Tibet og Mongoliet med dem”.
Fra Norge gik turen til Tyskland. Hvor ashanti-karavanen i februar 1898 slog lejr i Magdeburg, i marts i Berlin, i maj i Dresden og i juni i Königsberg. For derfra at tage DFDS-damperen Nordjylland til København.
Ashanti-landsbyen i Tivoli 1898
“Negerlandsbyen” i Tivoli blev en succes. Hver dag sommeren igennem løste omkring 3000 københavnere billet til at se ”ashantierne”. Vandrede ubesværet rundt blandt de stråtækte hytter og kiggede på de sorte i deres boliger. Eller i de værksteder, hvor afrikanerne arbejdede som træsko- og pottemagere, vævere, kobber- og våbensmede og andet. Eller når de optrådte med deres krigsdanse og sange.
Ikke alle var dog lige overbeviste om autentiske i disse udstillinger. Som Politiken skrev: Der var tale om en “Negerkaravane”, hvis medlemmer ”giver Billeder af dette idiotiske Folkeliv, der stammer fra romantiske impresario-Hjærner og som Følge deraf for enhver Forsker bør være af høj etnografisk Interesse. Halvnøgne, hyllede ind paa maa og faa i brogede Laser, danser de selvopfundne Krigsdanse til de vilde Toner af mærkelige eksotiske Instrumenter, der er fabrikerede i Stockholm.”
For øvrigt, fortsatte Politiken, var truppens unge piger ”grimme med deres tykke Læber og deres Uldhaar, men alligevel ejendommelige og tiltrækkende ved deres friske Ungdom og klædelige kulsorte Farve”.
”Men de ældes aabenbart hurtig, og de unge Mødre, der gaar med deres nøgne Unger paa Ryggen, har mistet enhver Ynde, og flyder over i en Yppighed, som de ikke altid skjuler meget diskret”
Mændene, konstaterede avisen videre, var ”høje, kraftige Fyre med durkdrevne Ansigter, forhaabentlig skikkeligere, end de ser ud til. Nogle af den hopper og danser, andre sidder rolig i deres respektive hytter og fabrikerer Guldsmedearbejder, Maatter og Kalebasser, der kan købes”.
I alt omkring 200.000 danskere besøgte den såkaldte ashanti-landsby den sommer. Den 28. august var der en sidste forevisning af vestafrikanerne i Tivoli. Dagen efter, mens regnen silede ned, kørte høvding Dowuona og hans folk i en lang række charabancer fra forlystelsesparken og til Toldboden, hvor truppen bordede en damper, der skulle bringe dem til Lübeck. Og nye forestillinger rundt om i Europa.
Blæksprutten 1898
Tre en halv måned senere kom årets udgave af Blæksprutten, det humoristisk-satiriske julehæfte, på gaden. Med blandt andet en helsidestegning af Axel Thiess. ”Ved Kaffen. Tivolis Fest for Ashantinegrene” var titlen på karikaturtegningen. Det var Theiss’ fortolkning af den store afskedsfest, Tivolis ledelse havde holdt for de afrikanere, der havde sikret forlystelsesparken så mange gæster den sommer.
Nu er der kommet et nyt billede at mindes disse vestafrikanere ved. Gustav Klimts fine olieportræt af William Nii Nortey Dowuona
Tegningen forestillede ukultiverede sorte, bl.a. med bestik i håret, som – i modsætning til danskerne – rørte i kaffekoppen med fingrene, slikkede Pjerrot i hele hovedet, drak kaffe af tuden på den fine kaffekande og løb med Tivoli-betjentens bandoler og uniformshat.
Dette blev i årtier det varige indtryk af ashanti-karavanen, danskerne blev efterladt med.
Nu er der kommet et nyt billede at mindes disse vestafrikanere ved. Gustav Klimts fine olieportræt af William Nii Nortey Dowuona.
Når dette værk inden længe bliver solgt på auktion til en pris, der muligvis vil overstige 100 millioner kroner, vil vi kunne kigge på portrættet af den unge afrikaner og med kendermine sige: ”Jamen, det er da ham prins Dowuona, som i sin tid besøgte København”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
