OFF20 – Odense Film Festival blev gennemført i år på trods af coronakrisen

i Kultur/Film af
REPORTAGE // FILM – I Odense startede man for 45 år siden en eventyrfilmfestival i H.C. Andersens ånd. Den lille fredelige sammenkomst hvert andet år for animationskunstnere blev en succes og har gennem de mange år vokset og udviklet sig kæmpestor. I 2019 besøgte 30.000 mennesker Odense i den sidste uge af august, og alle var de begejstrede over og berigede af det prægtige vejr, de super velvalgte gratis film og de utroligt søde frivillige. I år regnede det et par af dagene, og forestillingerne var ikke længere gratis, men man kunne da sidde hjemme og streame alle de 129 film i konkurrencen for kun 89 kr.

De utallige fynske frivillige var sødere end nogensinde, og jeg blev som veteran-anmelder behandlet som en dronning: Jeg er kommet til disse festivaler 18 gange siden 1989, hvor Jørgen Roos og Astrid Henning Jensen var kunstneriske ledere. Det undrede mig meget, at kun ganske få forestillinger var udsolgt på trods af at der takket være de strenge sundhedskrav kun var halvt så mange pladser i biograferne som normalt. Måske var folk bange for at gå i biografen, eller måske blev de hæmmet af at skulle betale?

Festivaldirektøren Birgitte Weinberger har knoklet bravt for at få lov til at afholde den traditionsrige festival. Hun udtalte ved Kick OFF-showet den 24. august: ”Det ville helt sikkert have været nemmere at aflyse og vente på bedre tider til næste år, men vi har kæmpet en hård kamp for at finde en vej, fordi vi synes, at det er vigtigt. Særligt i år. Særligt i en krisetid, hvor verden lukker sig om sig selv, og utryghed og angst sætter ind. Der bliver vi nødt til at arbejde for at komme hinanden ved og mødes på tværs med respekt og kærlighed. Jeg er derfor enormt stolt og taknemlig på Festivalens vegne over, at vi har fået OFF20 på vingerne, og hvis vi alle holder afstand, hænderne rene, hovedet koldt og hjertet varmt, så skal det nok gå det hele!”

Håbefulde filminstruktører fra den store verden havde sendt flere tusinde kortfilm til Odense. En hårdtarbejdende udvælgelseskomite havde skåret antallet ned til 129 kortfilm fra 42 lande, hvorved publikum fik mulighed for at blive klogere på andre landes kultur, religion, seksualitet, moral og migration.

En fascinerende film fra Kirgisistan, ”On the Boat” af Baizak Mamataliev, var både morsom og skræmmende i sin afsløring af Islams sharialoves indflydelse på dagliglivet og på mulighederne for at hjælpe anderledes tænkende i nød. Den vandt OFF Storyteller-prisen og burde få et langt større publikum f.eks på TV.

”Nina” fra Bulgarien af Hristo Simeonov vandt H.C. Andersen prisen, og vil nu blive sendt videre til Oscar-akademiets nomineringsudvalg sammen med årets bedste danske kortfilm; ”Uden at blinke” af Katrine Brocks; bedste dokumentarfilm ”Mama Rosa” fra Schweiz af Dejan Barac; og bedste animationsfilm ”Orgiastic Hyper-Plastic” af Paul Bush fra USA.

”Nina” er en realistisk og fin beskrivelse af livet som teenagelommetyv i Sofia, en Oliver Twist-agtig slavetilværelse uden meget håb, mens ”Mama Rosa” skildrer en familie med en sengeliggende ægtemand og hans stærke udearbejdende kone. Der er ikke meget kontakt imellem ægtefællerne, for han er omgivet af en kæmpe computerskærm, iPads og smartphones, og alle menneskelige lyde overdøves af de elektriske apparaters udbrud og summen.

Blandt dokumentarfilmene blev jeg grebet af den seks minutter lange ”Marta” af brødrene Verdier fra Frankrig: En kvinde sidder i et køkken og ser mod kameraet. En stemme fortæller hendes rædselsvækkende historie som sexslave fra Nigeria; hun siger ikke et ord, men hendes mimik viser stærke følelsesreaktioner.

Da hun opfordres til at kommentere sit liv, rejser hun sig og forlader køkkenet; hun har givet, hvad hun kan klare. En meget anderledes film er den charmerende ”I mørke er alle katte grå” fra Schweiz af Lasse Linder, der skildrer en enlig mand, der lever og ånder for sine to store grå katte, og bl.a. kører helt til Østrig for at skaffe sin udvalgte mis den bedste potentielle killingefar.

Jeg var godt underholdt af ”Patty are you bringing Weed in from Jamaica?”, der i en blanding af farvestrålende animationsfilm og superrealistisk dokumentarfilm lader en ældre kvinde fortælle om dengang, hun uden nogen form for problemer smuglede store ladninger af hash ind i USA.

Endelig er jeg vildt begejstret for Assa Rytters filmskoleafgangsfilm ”Manifest”, hvor hun i meget intim snak med sin mor, Dagmar Rytter, der er i færd med at male hende næsten nøgen, diskuterer sex, identitet og skamfornemmelsen ved sex op gennem generationerne, og kvinders ret til kontrol over egen krop. Denne meget vigtige film fik Ungdomsprisen; de syv 9. klasses jurydommere valgte præcist og klogt.

Årets udbud af animationsfilm var lidt af en skuffelse, og jeg kunne slet ikke lide vinderfilmen. Børge Ring, der i 1984 vandt Danmarks første Oscar for kortfilmen ”Anna og Bella”, og som glædede os alle ved at medbringe sin kontrabas og sprede en meget glad, fugtig og larmende jazzstemning ud over Odenses animationsworkshop i 1989 og 1991, må da rotere i sin grav over, at hans pris er gået til dansende plastikskeer, knapper mm! En ode til plastikdimser af enhver art – dog med ønske om aldrig mere at skulle se dem.

Svenske Guldbaggevinder Niki Lindroth von Bahr, som vi tidligere har mødt f.eks. med musicalen ”Min Byrde” fra 2017, deltog med en spøjs og tankevækkende stop-motion film med syngende dyr, ”Something to Remember” (2019), mens indiske Upamanyu Bhattacharyya og Kalp Sanghvi kommenterede verdens klimakrise med oversvømmelse, flygtninge og angribende menneskeædende tigre i Kolkatta; måske er disse meget flotte tigre fremtiden?  ”Wade” vandt OFF-prisen Artistic Award.

Min favoritfilm var ”New People”- en genial animationsfilm, der i samarbejde med Eske Willerslev og Viborg Animationsworkshop med Sia Søndergaard og Steen Rasmussen som instruktører blev skabt til et forskningsprojekt på Nationalmuseet i anledning af en vellykket DNA-analyse af et 4000 år gammelt inuithår fra Saqqaq-kulturen, der kan fortælle om fortidens migrationer fra Canada til Nordgrønland.

Den italienske kunstner Cosimo Miorelli har tegnet de lyse blågrå baggrunde og de prægtige dyre- og menneskeskikkelser, der overalt i fablen trænger sig på. Darkmatters studie har animeret og lavet lyseffekter, så man må græde af betagelse ved fortællingen om den berømte canadiske shaman Kridlanssuark, der for over 100 år siden med fem slædehold med mænd, kvinder og børn fulgte en drømmerejse fra det nordlige Canada mod nordøst og efter to år fandt nyt land og nye mennesker: Thule- eskimoerne.

Fortællingen har Knud Rasmussen fået overdraget på Den Litterære Expedition 1902-04 af inuitten Merkrusuk, der selv var med på turen. Thomas Richard Christensen har stået for sound design og musik. Han har benyttet Karsten Sommers fine udgivelser af ægte, gammel grønlandsk musik, hvilket alt i alt har medvirket til at skabe nogle utroligt betagende og uforglemmelige sanseindtryk. Animationsarbejdet er unikt. Jeg har aldrig set noget lignende. Den film burde have vundet, men vi kan jo ikke alle se/opleve det samme i et kunstværk.

”New People” blev dog nomineret til Animation Talent-prisen, men tabte til den spøjse dukkefilm ”Totem” af Katrine Glenhammar. ”Totem” foregår også i fortidens jægersamfund: Den unge kvindelige kriger (skabt af lyserødt filt!) vælger sig et totemdyr og opsøger det – et kæmpemæssigt vildsvin. Han er ikke så nem at besejre. De drabelige kampe skildres humoristisk og dramatisk flot; hun bliver slugt af dyret, men er ikke så nem at komme af med. Juryen udtalte begejstret: ”We can’t wait to see what the multitalented Katrine Glenhammar will do next.”

We live in a world where the standards of beauty are set by magazines or pictures of Instagram models. How can we find ourselves in this world which points out every “ imperfection”

OFF20 gav mulighed for at træffe nye spændende instruktører fra mange lande; jeg var heldig at få snakket med polske Tadeusz Lysiak , der er uddannet fra Warszawas Filmskole og har vundet adskillige priser for sin første kortfilm ”Techno” (2017). Hans stærkt gribende film ”The Dress” skildrer emner som ensomhed, afsky og håb om at finde kærlighed. Hans heltinde Julka arbejder på et motel tæt vad grænsen til Tyskland. Hun er 30 år, dværg og stadigvæk jomfru; hun forelsker sig i lastbilchaufføren Bogdan, der kommer forbi hver fjortende dag. Noget tyder på, at han er interesseret i hende; måske vil hun endelig kunne finde ægte følelser, finde en mand, der kan se hendes indre skønhed og glemme, at hun er anderledes.

Debutanten Anna Dzieduszycha er fremragende som den usikre og kærlighedshungrende Julka, der iført en ny kjole og make-up stråler under sin date med Bogdan. For en enkel aften virker fremtiden smuk og lysende.

Instruktøren forklarede:” We live in a world where the standards of beauty are set by magazines or pictures of Instagram models. How can we find ourselves in this world which points out every “ imperfection”.

”Ensomhed er dette århundredes dominerende sygdom, hvor millioner af menneskehjerter dør hver eneste dag, uden at nogen tager sig af det. Jeg var heldig at finde den uprøvede Anna Dzieduszycha til rollen som Julka; hun fortolker på fremragende vis en monolog om frustrationerne ved at være anderledes og uønsket; hun har siden da fået mange tilbud som skuespiller. Jeg arbejder lige nu på en spillefilm.”

Græskfødte Gabriel Tzafka, der er uddannet på Aristoteles Film School i Grækenland og siden dimitteret fra Super 16-filmskolen i København har lavet adskillige kortfilm og en dansk spillefilm ”Thorn”. Han var heldig at komme med i et østeuropæisk filmprojekt, og fik til opgave at arbejde sammen med en serbisk instruktør Urska Djukic. Resultatet, ”The Right One”, er inspireret af den tendens, der i Sydeuropa får mange unge mænd til at blive boende hjemme, til de gifter sig og ser nærmere på sagen fra familiens synspunkt.

De to instruktører har valgt at skildre mødet mellem den flotte politibetjents nye kæreste og den kærlige mor, der har dækket op med kaffe og kage og venligt udspørger pigen om hendes fremtidshåb – i én indstilling. Kameraet står fast og ser ind på kaffebordet, som om den afdøde far via kameralinsen fortsat er til stede, og mor taler da også ret meget om ham.

Den veluddannede kønne unge kvindes værdier harmonerer ikke med mors traditionelle Bosnien-Herzegovinske ideer om børnebørn m.m., så hun manipuleres dygtigt til at træffe et valg!

For mig at se bør alle unge forelskede kvinder se denne film, så de i god tid kan forberede sig på mødet med en potentiel svigermor, der ikke ønsker at miste sin søn.

Kortvarigt fik jeg en snak med franske Jules Zingg, hvis film ”High Dating” beretter om fremtidens mere ukomplicerede datings system, hvor firmaer kører deltagerne frem til et smukt idyllisk bjergmiljø, hvor unge damer venter i en teltlejr; drifterne har herefter frit spil.

Ifølge instruktøren er denne mulighed for afslappet sex desværre endnu ikke opfundet. I hans film sover vores hovedperson over sig i bussen og skal alene finde frem til teltlejren; han farer vild og en smuk, brun ged forelsker sig i ham og insisterer på at følge ham tæt. Herefter går meget galt, og man må spekulere over, om dette er en gyser eller en fantasifuld drøm. Der er et meget fint forhold mellem mand og ged; man er lige ved at tro på et rigtigt kærlighedsforhold. Jules Zingg forklarede, at han havde skrevet historien efter at have truffet manden, der slet ikke var skuespiller, men var kendt for sit nære venskab med geden. Måske bliver den noget forvirrede mand til en lystfuld ged mod slutningen? Døm selv.

Jesper Quistgaard modtog Fyns Stiftstidendes Publikumspris for ”Bonaparte”, der i disse svære tider var skabt under helt særlige forhold. På grund af myndighedernes sundhedskrav var mange skuespillere arbejdsløse og sultne efter enhver form for arbejde. Ægteparret Louise Davidsen og Anders Gjellerup Koch tog med glæde imod tilbuddet om gratis at spille med i en karantæneinspireret film om forholdet mellem et par, der af reglerne tvinges til at gå hjemme. Han er blevet fyret, hun tvinges til at arbejde hjemmefra. Nerverne er tyndslidte, og hun er bange for ham og prøver at komme på at komme ind på et beskyttet hjem. Han bliver meget voldelig, og filmen er thriller-uhyggelig mod slutningen. Mette Frederiksen taler i TV, og vi informeres om, at dobbelt så mange personer, som normalt, har anmodet om at komme på beskyttede hjem under COVID-19 krisen.

Katrine Brocks modtog prisen for bedste danske kortfilm og kan nu se frem til at deltage i Oscar-nomineringen med ”Uden at blinke”, der fortæller en smuk og gribende historie om Johanne, der efter et længere ophold på et sindssygehospital besøger sin datter Lily, der bor hos hendes fraskilte mand og søde kone. Lily har savnet sin mor; de trænger begge to til at få en god tid sammen, så Johanne frister Lily med en Tivoli-tur og kidnapper hende. De er lykkelige i Tivoli indtil et uheld vækker Johannes aggressioner, og de må flygte sammen. Da Lily bliver væk i menneskevrimlen, må Johanne acceptere endnu ikke at være tilstrækkelig helbredt. Jeg var taknemlig for, at familien klarede sig uden politiets indblanding.

Vores meget usikre kulturminister Joy Mogensen, som ikke mener, at filmer kunst, var inviteret til KICK OFF-arrangementet!? Måske er hun blevet klogere, men desværre for sent til, at de hårdt trængte biografer kunne få de tilskud, som tilfaldt teatre og museer. Jeg undrede mig over hendes tilstedeværelse

En af OFF20 festivalens mest uforglemmelige film var den russiske ”Registration” af Michael Borodin. En ung kvinde haster i snevejr gennem gaderne i en storby og standses af politiet, der øjensynligt ikke har andet at lave så sent på aftenen. Hun er fra Uzbekistan og taler ikke russisk; politiet forstår ikke et ord af hendes forklaring om, at hendes to måneder gamle baby venter alene i lejligheden, og hun har været på apoteket for at hente medicin. De tager hende med på stationen og undersøger nøje og længe hendes papirer. Hun beder dem ringe til hendes mand, så han kan forklare situationen.

De påstår hendes opholdstilladelse er udløbet. Den unge racistiske, migranthadende politimand opfører sig så forfærdeligt, at man kan undre sig over, at filmen er blevet accepteret som officielt russisk bidrag. For kvinden er det et mareridt, der fratager hende ethvert håb. Kan ses som en advarsel for alle legale som illegale migranter.

Jeg klarede at se op mod 100 kortfilm på de seks vidunderlige dage i Odense. Jeg gøs over de iranske myndigheders intimiderende kontrol med de sortklædte, tilhyllede skolepiger i ”Exam” af Sonia K. Hadad og nød de smukke naturbilleder med løbende rensdyr i den barske gyser fra Sameland, ”The Tongues” af norske Marja Bål Nango.

Endelig tænker jeg endnu meget over den newzealandske ”Daniel” af Claire van Beek. En ung nonne kommer tilfældigvis i kontakt med klosterets nabo, en flot tømrer med et fascinerende husdyr. Herved udsættes hun for fristelser som lyst, sanselig berøring og erotik; noget hendes opvækst med cølibat, broderi og salmesang aldrig har kunnet forberede hende på, og som kan ødelægge hendes velplanlagte fremtid.

Sanselighed er farligt. Det giver drømme og håb om noget andet, hvilket også vises i ”From Matti with Love” af finske Jarno Lindmark. Transvestitten Matti, der er overvægtig og på selvmordets rand, lokker med ægteskab via internettet en flot og selvsikker ligesindet fra Rusland, hvor man hader homoseksuelle, til det frie Finland. Deres møde er meget tankevækkende.

Vores meget usikre kulturminister Joy Mogensen, som ikke mener, at filmer kunst, var inviteret til KICK OFF-arrangementet!? Måske er hun blevet klogere, men desværre for sent til, at de hårdt trængte biografer kunne få de tilskud, som tilfaldt teatre og museer. Jeg undrede mig over hendes tilstedeværelse.


Foto: OFF20

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Kultur