BØGER // ANMELDELSE – Jón Kalman Stefánsson bekræfter sin position som en af Islands mest væsentlige og anerkendte forfattere med Den gule ubåd. Som i de tidligere bøger stiller hans form og univers fortsat krav til læserne – de trofaste fans vil nok ubesværet hænge på, skriver Niels Dichov Lund.
Det er sjældent at høre Beatles-musik i en kirke, men det skete, da Yellow Submarine en aften i september lød fra orglet i Roskilde Domkirke. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson var på besøg til en samtale med stedets præst om sin nye roman, Den gule ubåd, og det længe før den kunne fås på dansk.
Omkring 300 mennesker kunne det samle, øjensynlig en stor trofast læserskare til det forfatterskab, som også har et mellemværende med kristendommen.
Kalman Stefánsson bekræfter under alle omstændigheder sin position som en af Islands mest væsentlige og anerkendte forfattere. Hans mange romaner er – næsten – alle regelmæssigt udkommet på dansk ved fortrinsvis den sikre oversætter Kim Lembek. Mest udbredt er nok den store slægts-trilogi Himmerige og helvede (2010-13).
Island i 1970- og 80’erne
I hovedparten af bogen Den gule ubåd følger vi den 6-8-årige dreng og jeg-person i hans lidt ydmyge og kuldslåede barndomsmiljø: en lejlighed i udkanten af Reykjavik og håndværkerfaren med Trabant, alkohol og lussinger.
Hans mor er død, ret pludseligt, drengen forstår intet, får intet at vide og en hastigt tilkommet stedmor formår lidt, men for lidt.
Det er et tidspunkt i Island, hvor moderniseringen fra 1960’erne er godt i gang med medier, populærkultur og amerikanske flybaser
Han er opvakt og i gang med at forlæse sig på Biblen og i latent konflikt med søndagsskolens forvredne kristendom, men han har også udseendet lidt imod sig og er utilpasset. Senere følger vi ham som teenager og ung mand på vej, men også med en kammerats selvmord og flere bekendtskaber, der er slået skæve.
Det er et tidspunkt i Island, hvor moderniseringen fra 1960’erne er godt i gang med medier, populærkultur og amerikanske flybaser, men også med afstikkere til en mere ydmyg landbokultur i en natur langt nordpå – med ”fjelde der er lavet af tavshed”.
Kalman Stefánsson har været der før – en levende miljøidentifikation plus sorg, savn, voksensvigt, ensomhed, som netop trækker de store livsspørgsmål med sig.
Ubåden – populærmusik og frihed
Yellow Submarine fra 1966 blev som alle ved en succes og en international ørehænger, den ret enkle sang med besværgende omkvæd og eksperimenterende lyd-underlag. Sangen fik en video oveni og blev i samtiden brugt som en venstrefløjsprotest, fx mod Vietnam-krigen, medens den med dansk tekst blev en børnesang.
Ubåden som et fartøj – en ark – der bringer os alle i sikkerhed, sejler til utopia, hvor det gode liv findes eller op til solen. Kalman Stefánssons jeg-person fanger symbolet i en særdeles ung alder og kan bruge det til at drømme eller flygte hen til det gode sted, fartøjet til life of ease.
Romanen her er fyldt med andre populære musiknavne – fx Johnny Cash, Rod Stewart og David Bowie. Foruden Ringo Starr (der bl.a. er biskop på Nordisland i bogen) optræder 80-årige Paul McCartney som en kultperson, som den ca. 60-årige jegfortæller i 2022 ser i syner i en park i London.
Kalman Stefánssons symbolvalg bekræfter det indbrud, den engelsksprogede populærmusik var fra 1960’erne og frem. Båret af pladespillere, transistorradioer og spolebåndoptagere, en litterær emancipation for også nordiske unge og yngre – fx den norske forfatter Lars Saabye Christensen i hans roman Beatles (1984) og svenske Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula (2000).
Jón Kalman Stefánsson er ikke nem læsning
Er det så en let tilgængelig bog?
Med en handling, der ikke er nem at referere, med autofiktion, en jeg-fortæller og en styrende alvidende fortæller som snor sig ud og ind, stedvis bredt og roligt skildrende, stedvis mere essayistisk ræsonnerende.
Og fyldt med (usandsynlige) barnefantasier, erindringer, drømme, syner, der er blandinger af personkonstellationer, mindelser om den magiske realisme. Vi læser selvmodsigelser og kontakter med de døde, der er bestemt meget, der flyder sammen.
Nej, ikke helt nem læsning! Mest fast som holdepunkt er det, at jeget mister sin mor som 6-årig og ikke får sat sprog og forståelse på det.
Der skal en stor og lang tekstsymfoni – en hel bog – til at fortælle, at livet – måske – er for kort til sorg. I citat lyder det således: ”Græder treoghalvtreds år senere”. Som i de tidligere bøger stiller Kalman Stefánssons form og univers fortsat krav til læserne – de trofaste fans vil nok ubesværet hænge på.
Og desforuden bekræfter bogen den ’regel’, at litteraturens bedste barndomsskildringer ofte knytter sig til og springer af forfatterens egen (erindrede) barndomstid.
En poetik
I en lille prolog i bogen loves, at alt kan ske – især det, vi ikke forstår, selvom – eller fordi der ligger så mange begivenheder, hændelser, erindringer, glemsel og fortællinger bagved. Og med alle lagene samles det således til en bog om, hvordan litteratur bliver til, hvordan en person bliver forfatter, en jeg-person, der synes at ligne denne romans forfatter; islandske Kalman Stefánsson.
Som 18-årig gymnasieelev opsøger han biblioteket i Keflavik og nærmest bebor stedets lille kælderrum, der er arkiv for aviserne, dvs. tidens realiteter.
Det er med ord som med liv, man må kunne tage afsked med de døde – for at kunne leve videre
Det bliver hans gule ubåd for en tid og hvorfra der skrives postkort til stedmoren:
”Jeg er ved at skrive mig ud af verden. Nej, det er ikke rigtigt. Det er ordene, der skubber mig ud af den. Ordene er alt, hvad jeg har, men det eneste, de længes efter, er at slippe af med mig. Smut med dig, siger de. Men måske leder jeg bare efter den gule ubåd, har du set den oppe hos dig nordpå?”
Det er med ord som med liv, man må kunne tage afsked med de døde – for at kunne leve videre. At leve er at miste, men ”glem mig ikke, for så er jeg i live”, som der står i bogen.
Men kort derefter har jeg-personen en digtsamling parat, medens andre skrivende i hans bekendtskabskreds og generationen før ham lider triste skæbner, inkl. John Lennon, der blev skudt.
Alt dette plus hele hans eget liv er fornødent for at give forståelse af barnets tab af sin moder indtil de sidste sider slutter med et credo til livet.
Far-søn-forhold
Den gule ubåd er også en far-søn-historie. Dem er der skrevet mange af i de senere år; Morten Sabroe, Glenn Bech, Jesper Stein for eksempel, og for år tilbage havde forfatteren Jens Blendstrup stor succes med Gud taler ud.
Bliver man forfatter pga. af et problematisk forhold til en far? Næppe, men gennemgående synes det dog, at savn og længsel og sorg og ensomhed sporer ind i sindets sindrige kroge, hvorfra man måske kan komme ud via sproget som bedste vej – altså ud med sproget!
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og