BØGER // ANMELDELSE – I DJ Bambi stiller islandske Auður Ava Ólafsdóttir skarpt på identitet, forvandling og retten til et stille liv i den rigtige krop. Resultatet er en roman om en ældre transkvindes liv på pause – og om de små, stille revolutioner, der finder sted midt i hverdagens støj.
Ville du være i stand til at begynde at kalde din far for ”mor”, eller bror for ”søster”, hvis denne viste sig, i en alder af 60, at være transkønnet?
Kan man egentlig kræve det af sine børn? Og søskende?
Og hvad sker der med relationen hvis ikke?
Det er den slags spørgsmål, man nemt kommer til at stille sig selv, under læsningen af Auður Ava Ólafsdóttirs nye roman, DJ Bambi, som netop er udkommet på dansk ved Batzer & co i god oversættelse af Kim Lembek. Her følger vi en 61-årige transkvinde, der før hed noget med ”V”, men nu kalder sig ”Vindstille” eller ”Stille” selvom hun bor i et vindblæst højhus på Vestfjordene i Island.
Stille har været på venteliste til en kønsskifteoperation i flere år, og måske derfor føles det også lidt som om tiden er gået i stå: Hun går ture langs vandet og taler med sin psykolog, betragter mågerne der hærger højhuset og dets beboere, taler lidt i telefon med ekskonen Sonja (hvor stemningen er til den kølige side), og får jævnligt besøg af sin bror Trausti, alt imens hun drømmer om at hendes søn ville ringe, og at hun kunne få lov at passe sit halvandet år gamle barnebarn. På værelset står der nemlig en tremmeseng, hun har købt, og i skabet ligger to sæt børnesengetøj klar, lysblåt og med giraffer på.
I DJ Bambi har barnet to bedstemødre. Er der plads til flere?
Men barnet har jo allerede to bedstemødre. Er der plads til flere?
Når hun går ture langs vandet, overvejer hun, om hun skal gøre det forbi. Drukne sig selv i havet. Men dertil er hun alt for pragmatisk: dels ville hendes ruskindsfrakke tage skade af saltvandet, dels er stranden alligevel overtaget af midaldrende kvinder, der vinterbader, så det slet ikke er muligt at dø i fred. Og i virkeligheden er det da også tanken, om at dø i den forkerte krop, der holder hende tilbage:
“Det eneste der forhindrer mig i at lade bølgerne vugge mig i søvn er tanken om at der ikke kommer til at ligge et lig af en kvinde i kisten. Jeg har ikke tænkt mig at dø før der er rettet op på mit livs største misforståelse, den katastrofale fejl fra Skaberens side at lade mig fødes som en dreng.”
På et tidspunkt bliver Stille kontaktet af en tidligere skolekammerat, som hun ikke kan huske selv, forfatteren og journalisten Audur T. Først vil Audur T gerne bare mødes og interviewe Stille til en artikel. Men som tiden går, og de bliver ved med at mødes, bliver artiklen bliver til en bog, og de to udvikler et slags venskab. Bogen skal være en biografi om landets ældste transkvinde, der venter på sin operation.
Men senere ændres kursen igen, da Audur T bestemmer sig for at den i stedet skal handle om ”tiden”. For som hun siger til Stille »der er ikke så meget at gøre ved at du er trans. Det kan ingen lave om på, og i virkeligheden er der ikke så meget mere at sige om den sag. Det udgør en enkelt sætning eller allerhøjst et par i bogen«.
Omtrent samme sted i bogen slog tanken mig: Hvordan kan Auður Ava Ólafsdóttir skrive så troværdigt om at være fanget i den forkerte krop? Mon hun er blevet kritiseret for det?
Og man skulle næsten tro, at der var tale om kirurgisk præcision fra Ólafsdóttirs side, for jeg lover, at tanken ramte mig lige før jeg læste Audur T sige til Stille: “Hvis bogen skulle handle om det at være trans ville du være nødt til selv at skrive den. Der skal en transkvinde til at skrive en bog om et transkvinde. Udgiveren burde være transkønnet og oversætteren transkønnet. En i hvert af de lande bogen ville udkomme i.”
Selvfølgelig. Hvordan kunne jeg overse det? Audur T fungerer som en bro mellem virkeligheden og fiktionen, et slags alter ego, som både er et spejl- og vrangbillede af Auður selv. Et vrangbillede bliver det i hvert fald, når Audur netop siger det modsatte af hvad virkelighedens Auður nok ville sige – altså, om hvorvidt en ikke-transkønnet overhovedet kan skrive en relevant bog om en transkvinde.
Det er en roman om familie og overgange, om beboerråd og mågeplager og børnebørn, og i midten af det hele en ældre transkvinde, der allerhelst vil leve et stille liv i den rigtige krop
Dermed bliver relationen mellem Stille og Audur en metafortælling i selve handlingen, og en aldeles velplaceret kritik af ideen om at kunstnere kun kan portrættere det, de selv har erfaret. Med DJ Bambi bliver det i hvert fald tydeligt, at det ikke er tilfældet. Aldrig har jeg opholdt mig så længe i tankerne hos en, der ønsker at være et andet køn, og aldrig har jeg været så tæt på at forstå det. Bare en lillesmule. Også selvom Stille ikke findes i virkeligheden. Der er jo netop det, litteraturen og kunsten kan.
DJ Bambi er på mange måder en mindre flippet roman, end man måske kunne få indtryk af, titel og bagside-resumé taget i betragtning. Jo, den handler om en transkønnet kvinde og de store komplikationer der følger med, når man ikke længere vil være den, man var. Om at være gift og begære sin hustru, fordi man ville ønske, at man selv var hende. Om ikke længere at ville være far, men mor, til sin søn.
Alligevel er det hele også bare så normalt. Det er en roman om familie og overgange, om beboerråd og mågeplager og børnebørn, og i midten af det hele en ældre transkvinde, der allerhelst vil leve et stille liv i den rigtige krop. Tankevækkende og sympatisk læsning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og