GULDALDERKUNST I USA // REJSEBREV – En storslået udstilling af tegninger fra den danske guldalder spreder lige nu lys, håb og handlekraft i et USA, der står midt i en brydningstid, fortæller samfundsdesigner Nadja Pass, som var salonnìere ved de to fornemme middage, der blev afholdt for at fejre åbningen.
“A striking Danish art show at The Getty unpacks what it means to be a nation in turmoil” lyder overskriften på L.A. Times’ anmeldelse af en stort anlagt udstilling af tegninger fra den danske guldalder.
Udstillingen, “Beyond the Light” er skabt i samarbejde mellem The Metropolitan Museum of Art i New York, The Getty i Los Angeles og SMK – Statens Museum for Kunst har taget de amerikanske anmeldere og museumsgæster med storm, siden den åbnede i New York i januar.
Jeg kan videregive denne øjenvidneberetning og rejsebrev fra åbningsfestlighederne, fordi jeg var så heldig at være en del af holdet, der arrangerede de to åbningsmiddage. Men da jeg ikke har været en del af selve udstillingens tilblivelse, kan jeg relativt objektivt sige, at jeg virkelig godt forstår den store opmærksomhed udstillingen vækker. For udstillingen, der kan opleves på The Getty indtil slutningen af august, kan to meget særlige ting:
Hviskende tegninger
For det første adskiller den sig fra alle andre guldalderudstillinger, jeg tidligere har set, ved næsten ikke at vise nogen guldaldermalerier.
For mig er højdepunkterne Købkes små tegninger fra Frederiksborg Slot og Martinus Rørbyes skitsebøger fra hans mange rejser sydpå. Jeg har både en faible for Rørbye og for at dykke ned i kunstneres, filosoffers og forfatteres værksteder, deres processer, forstå deres mellemregninger. Og disse skitsebøger giver det fineste indblik i Rørbyes evne til at indfange verden omkring sig i de skitser, der måske – måske ikke – er noget, han vil arbejde videre med sidenhen.
Derimod har den for første gang samlet flere hundrede tegninger af guldaldermestre som Eckersberg, Købke og Rørbye, som du kan bladre i på The Mets hjemmeside for udstillingen.
Der er noget helt særligt rørende over deres fine streger.
For mig føltes det som at være i selskab med mennesker, der fik mig til at spidse ører, fordi deltagerne taler lavmælt om noget væsentligt midt i et ellers højlydt selskab. Når man er vant til at se farvemættede malerier i et gyldent lysskær, føles det nærmest som om tegningerne hvisker til en
Man får lyst til at gå helt tæt på og lytte opmærksomt til deres tyste fortællinger fra en svunden tid.
I New York Times skriver anmelderen: “A luminous, move-close exhibition whose paintings and drawings render a volatile world with purity of heart and line.”
Og for mig føltes det som at være i selskab, med mennesker, der fik mig til at spidse ører, fordi deltagerne taler lavmælt om noget væsentligt midt i et ellers højlydt selskab. Når man er vant til at se farvemættede malerier i et gyldent lysskær, føles det nærmest som om tegningerne hvisker til en.
Man får lyst til at gå helt tæt på og lytte opmærksomt til deres tyste fortællinger fra en svunden tid. At opdage alle de guldalderlag, der gemmer sig bag udstillingens titel: “Beyond the Light”.
Spreder lys i en dyster tid
For det andet formår udstillingen at formidle en mængde historisk viden, der siden jeg var en lille pige har været til stor inspiration for mig og mit virke.
Så det overrasker mig egentlig ikke – men glæder mig virkelig meget – at dette spændende nedslag i danmarkshistorien også vækker så stor genklang i USA.
For de mange tegninger er blevet til i den helt særlig epoke i danmarkshistorien, hvor vi efter den totale nedsmeltning efter bombardementet af København, tabet af flåden og Norge og statsbankerotten, pludselig ser den kolossale opblomstring i kunst, litteratur, filosofi, videnskab og det spirende demokrati, vi i dag refererer til som ‘guldalderen’.
Det spreder så meget tiltrængt lys og håb at kigge tilbage på tidligere krisetider og undersøge, hvordan andre mennesker i tidligere tider formåede at vende deres samtid til det bedste
Jeg har altid været nysgerrig efter at forstå, hvordan denne opblomstring kunne ske i kølvandet på dybe kriser – og det har været til stor inspiration i mit arbejde med Samfundslaboratoriet Borgerlyst, Samtalesaloner og Genopbyggerne.
Men i en tid præget af pandemiens efterdønninger, inflation, krig og klimakrise forekommer det endnu mere aktuelt og relevant at kigge tilbage i historien. For det spreder så meget tiltrængt lys og håb at kigge tilbage på tidligere krisetider og undersøge, hvordan andre mennesker i tidligere tider formåede at vende deres samtid til det bedste. Et spørgsmål der ikke mindst er presserende i et USA, hvor de demokratiske fronter lige nu er uhyggeligt skarpt optrukne.
Samtalens kraft i en brydningstid
Jeg har gennem hele livet rejst meget i USA, og er så heldig at have både familie og nære venner, der lever vidt forskellige ‘amerikanske liv’. Og jeg har aldrig før oplevet, at der over så bred en kam var så stor bekymring for fremtiden.
Der er der selvfølgelig alle de grundlæggende bekymringer i verden lige nu om klimakrise, biodiversitetskrise, krigen i Ukraine og inflation. Men der er også nogle mere specifikke amerikanske udfordringer med, at de fleste for første gang siden landets grundlæggelse ikke længere tror på, at den næste generation kommer til at leve bedre end deres forældre.
Pandemien har forvandlet mange Down Towns til spøgelsesbyer, fordi de store kontorbygninger er blevet sparet væk til fordel for hjemmearbejde – og der er så ikke længere en hærskare af pendlere, der lige skal have en morgenkaffe, en frokost eller en fyraftensdrink med på vejen. Hvilket selvfølgelig bliver forstærket af den samme udvikling som vi ser herhjemme med tomme butikslokaler, fordi de fleste er begyndt at shoppe over nettet.
Udstillingen lyser virkelig op på en dyster baggrund …danmarkshistorien har noget væsentligt at bidrage med lige nu
Ytringsfriheden er hårdt presset af de voldsomme angreb mod bibliotekerne, hvor værdikampene bølger højt om indholdet af deres hyldemeter og arrangementer. Fra hvert deres perspektiv fortalte de desuden foruroligede om stigende antisemitisme, racisme og vold mod LGTBQ+-miljøet. Og mest gennemgående af alt: frustrationerne over ikke længere at kunne få hinanden i tale på tværs af politiske overbevisninger.
Så udstillingen lyser virkelig op på en dyster baggrund. Den positive side af medaljen er, at jeg samtidig oplevede, at de mange amerikanere jeg hang ud med på min vej, var langt mere interesserede i at høre om dansk kultur og samfundsdesign, end jeg tidligere har oplevet amerikanere flest.
De er oprigtigt nysgerrige – i visse tilfælde ligefrem hungrende – efter andre bud på, hvordan liv kan leves og samfund struktureres. Så det føltes virkelig meningsfuldt og nødvendigt at kunne bibringe samtalerne nogle nye perspektiver samt inspiration til nye løsninger.
Kulturelt diplomati
Og med udstillingens fine formidling i ryggen, følte jeg virkelig, at danmarkshistorien har noget væsentligt at bidrage med lige nu. Det var spændende at få et lille indblik i det omfattende kulturelle diplomati, som SMK og AFSMK – American Friends of SMK The National Gallery of Denmark – varetager; i dette tilfælde i tæt samarbejde med ambassaden i Washington DC og generalkonsulatet i New York. Den udstilling og de mange arrangementer omkring den, bidrager virkelig til at sprede kendskabet til dansk kultur, knowhow og styrkepositioner.
Min egen rolle i ‘delegationen’ var at være salonnière ved de to middage, der blev afholdt af AFSMK, da udstillingen åbnede i henholdsvis New York og Los Angeles. Hanne Støvring, der står bag AFSMK kontaktede mig, da hun var ved at planlægge åbningsarrangementerne, fordi hun drømte om at gøre middagene til noget helt særligt, og hun havde hørt om mine guldalderinspirerede samtalesaloner.
Jeg indledte hver af middagene med et kort inspirationsoplæg om vigtigheden af faglig krydsbestøvning i en tid, hvor vi ellers hurtigt bliver ramt af tunnelsyn – og handlekraft i en tid, hvor vi ellers nemt føler os modløse og magtesløse
Scenen havde hun sat på to vidt forskellige – og på hver deres måde vildt spektakulære – steder: I New York foregik det i generalkonsulens smukke residens på 76ende etage med udsigt over Down Town Manhattan. I Los Angeles var det på panorama-terrasserne ved den smukkeste halvmåneformede villa på en bjergtop udenfor byen.
Under planlægningen nåede vi hurtigt frem til, at omdrejningspunktet for middagssamtalerne skulle være en engelsk version af samtalespillet Genopbyggerne.
For på den måde kunne vi både give gæsterne indblik i de mange spændende aspekter af guldalderen, der piblede frem side og side med den kunst, vi oplevede i udstillingen og samtidig inspirere dem til at tænke over, hvor og hvordan de hver især kunne tage fat, hvis de ville være med til at skabe en ny guldalder i vores tid.
Sammen med min trofaste grafiker Jan Rasmussen, der i over 20 år har skabt de smukkeste visuelle universer til alle mine eksperimenter med samtaler og samfundsengagement, udviklede jeg derfor The Rebuilders: 24 helt nye kort – skræddersyet til middagene.
Så jeg indledte hver af middagene med et kort inspirationsoplæg om vigtigheden af faglig krydsbestøvning i en tid, hvor vi ellers hurtigt bliver ramt af tunnelsyn – og handlekraft i en tid, hvor vi ellers nemt føler os modløse og magtesløse. Og lod så samtalerne flette sig ind og ud mellem aftenernes gastronomiske højdepunkter.
Når verden af i går hjælper os videre i dag
Som salonnière elsker jeg altid at se, hvordan gæsterne fremkalder hinanden med nysgerrighed og åbne sind.
Men det var noget helt særligt for mig at stå der lige netop i forbindelse med en guldalderudstilling. For dette er også et rejsebrev fra en livslang dannelsesrejse, der startede ganske kort efter jeg havde lært at læse. Min mor havde fundet en af sine gamle ‘pigebøger’ frem til mig. En historisk roman om Johanne Louise Heiberg. Allerede dengang var den ved at falde fra hinanden, fordi min mor som barn havde læst den så ivrigt – og siden slidt helt i stykker af de mange, jeg selv genlæste den som helt ung pige.
For dybt fascineret var jeg – ikke alene af Fru Heiberg selv, men også af den tid, hun levede i. Og for eksempel kunne jeg slet ikke fatte, at Fru Heiberg, Grevinde Danner og H.C. Andersen som unge havde gået på samme balletskole. Ifølge romanen var det nu ikke, fordi de brød sig synderligt om hinanden, men bare tanken om, at tre så store personligheder havde kendt hinanden, var svimlende for mig.
Samtidens Akademi vil skabe et fælles samlingssted for alle os, der lige nu er hinandens samtidige – og gerne vil bidrage til at få det bedst mulige ud af vores samtid – og genfortrylle verden
Og lige netop dén fornemmelse blev mangedoblet hver gang jeg læste mere om guldalderen. For da min mor kunne se, hvor opslugt jeg blev af fortællingen, introducerede hun den ‘regel’, at når jeg læste historiske romaner – og dem slugte jeg sidenhen ligeså mange af som ung, som jeg i dag binger historiske tv-serier – skulle jeg også altid slå op i Salmonsens Konversationsleksikon for at undersøge de nøgne fakta om de personer, jeg læste om og den tid, de levede i.
Og det ledte til, at jeg gravede andre bøger frem om den tid og Fru Heibergs mange spændende samtidige. Og sådan endte jeg som barn med at grave mig dybere og dybere ned i guldalderen, fordi opslagene altid linkede videre til andre personer, opdagelser og værker fra den tid.
Og JA, jeg var et temmelig nørdet barn… Men det sad nok også ekstra godt fast, fordi min folkeskoleklasse var blandt de sidste i vores generation, der havde så gamle lærere, at vi sang morgensang hver dag. Så navne som Ingemann, Weyse, Gade og Grundtvig vakte tydelig genklang, når jeg stødte på dem i leksikonet – og vi var på skoleudflugt til Bakkehuset, hvor jeg dybt fascineret hørte om Kamma Rahbeks saloner, hvor Oehlenschlæger, H.C. Andersen og H.C. Ørsted blandt mange andre mødtes og krydsbestøvede hinandens tanker.
Her blev den allerførste kim lagt til de samtalesaloner, jeg i 2010 introducerede sammen med Andreas Lloyd.
Den knap så gyldne guldalder
Længslen efter guldalderlivet fortog sig dog noget, da jeg blev ældre. For det gik snart op for mig, at selvom jeg måtte havde levet dengang, ville det næppe have været en særligt gylden tid for mig.
For det meste af det, jeg drømte om var forbeholdt den meget lille elite, der levende indenfor de københavnske volde. De fleste levede på den tid for lud, koldt og kolera. Og dem, der havde mange penge, havde ofte tjent dem på slaveri. Og ikke mindst gik det op for mig, at kvinderne næsten var usynlige i det samlede billede.
Det opdagede jeg ikke som barn, fordi min guldalderinteresse udsprang af biografien om Fru Heiberg og fortællingerne om Kamma Rahbeks saloner i Bakkehuset. Men jo mere jeg læste om det med den stadigt mere modne kvindes briller, sprang det i øjnene, at de fleste kvinder dengang levede i et gyldent bur.
Det er først for ganske nylig, at flere af kvindeskikkelserne bliver trukket mere frem i lyset – som for eksempel i Birgitte Possings forskning, der afdækker, hvor afgørende en rolle Laura Jacobsen – den gamle bryggers kone, der i tv-serien fra 90’erne skildres umælende og nervesvag – spillede i Carlsbergs succes.
Pludselig forekom guldalderen ikke nær så gylden endda.
Helle Solvang og Mary-Alice Arthur introducerede mig til begrebet ‘de trojanske mus, der bygger på ideen om, at vi alle kan være med til at skabe vigtige samfundsforandringer, hvis bare vi formår at finde sprækkerne i fundamentet og bidrage med hver vores særlige viden – og er mange nok, der handler indenfor hver vores område
Men efter at have slumret i nogle år blev min guldalderinteresse genoplivet, da jeg i 2013 – i 200-året for statsbankerotten – blev inviteret til et internationalt seminar, hvor Helle Solvang og Mary Alice Arthur fra The Art of Hosting stod for en vildt inspirerende fælles udforskning under overskriften “From Crisis to Possibility”.
Her hørte jeg dem for første gang bruge begrebet ‘de trojanske mus’ – ideen om, at vi alle kan være med til at skabe vigtige samfundsforandringer, hvis bare vi formår at finde sprækkerne i fundamentet og bidrage med hver vores særlige viden og er mange nok, der handler indenfor hver vores område; i stedet for den traditionelle tankegang, hvor man med en stor trojansk hest laver en fjendtlig overtagelse.
I Solvang og Arthurs fortælling var det konkrete eksempel, hvordan lærerne efter skolelovens vedtagelse i 1814 – efter kronprinsen udtalte de kloge ord: “Nok er vi fattige, men vi behøver ikke at være dumme” – rejste ud i landet for at bidrage til dannelsen i hele landet.
Tanken om de trojanske mus lå så smukt i tråd med de redskaber Andreas Lloyd og jeg på det tidspunkt var i gang med at udvikle i Samfundslaboratoriet Borgerlyst, hvor vi gerne ville gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen.
At gøre noget ved guldaldermisundelsen
Ret kort efter forårsagede en Eckersberg-udstilling på SMK endnu en guldaldereksplosion i min hjerne:
Udstillingen var bygget op, så man først så en masse portrætter af Eckersbergs samtidige – hans mæcener og venner… Thorvaldsen, Ørsted og mange af de andre store guldalderprofiler. Derefter kom man ind i et rum, der fokuserede på Eckersbergs videnskabelige tilgang til kunsten – blandt andet havde han opfundet centralperspektivet, der dengang var lidt af revolution i malerkunsten.
Da jeg så det, tænkte jeg: “Jamen selvfølgelig… hvis Eckersberg og Ørsted var gode venner og ofte gik lange ture, har Ørsted da inspireret Eckersberg til at afprøve nogle videnskabelige metoder på malerkunsten.
I stedet for at længes tilbage til en svunden tid, kunne jeg prøve at gøre alt, hvad jeg kunne i min tid for at prøve at samle mine samtidige sammen for at genfortrylle vores verden
I dét øjeblik gik det op for mig, at jeg altid har været ramt af ‘guldaldermisundelse’ – men også, at det nu var tid til at gøre noget ved den. For i stedet for at længes tilbage til en svunden tid, kunne jeg prøve at gøre alt, hvad jeg kunne i min tid for at prøve at samle mine samtidige sammen for at genfortrylle vores verden.
Det var den direkte anledning til, at jeg kort efter grundlagde Samtidens Akademi for at skabe et fælles samlingssted for alle os, der lige nu er hinandens samtidige og gerne vil bidrage til at få det bedst mulige ud af vores samtid – og genfortrylle verden.
Ikke længe efter var jeg så privilegeret at tilbringe en hel dag i SMK’s guldaldersamling med eksperten Kasper Monrad – fordi vi skulle lave optagelser til museets samtalebaserede audioguide, hvor jeg bevæger mig rundt gennem alle museets samlinger i samtale med de forskellige kunsthistorikere.
Det udviklede sig til den vildeste Master Class i guldalderkunst, og da Kasper Monrad gik bort alt for tidligt, kom jeg til at tænke på et smukt ordsprog jeg lærte at kende da jeg studerende mundtlig fortællekunst i Ghana: “Når et menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder”. Og jeg følte en ret stor forpligtelse til at viderebringe noget af al den viden han lige havde givet videre til mig.
Guldalderudforskningen i 2019
Den mulighed opstod, da jeg sammen med Helle Solvang stod for en omfattende guldalderudforskning som en del af SMK’s storslåede guldalderudstilling i 2019.
Her samlede vi blandt andet 12 eksperter fra vidt forskellige fagområder til flere dages fælles faglig krydsbestøvning for at genskabe lidt af stemningen fra guldalderens berømte saloner. Sammen undersøgte vi, hvilke mekanismer, der i sin tid gjorde det muligt at nå fra bankerot nedsmeltning til blomstrende guldalder.
Lige dér – på toppen af en skyskraber i New York i januar og på en californisk panoramaterrasse i juni – fletter mit rejsebrev fra USA-turene sig sammen med rejsebrevet fra livslange guldalderdannelsesrejse
De tre kodeord, vi dengang nåede frem til, var:
Krydsbestøvning – samtalerne på tværs af fag, generationer og interesser, som det foregik i salonerne, men også når man stødte på hinanden indenfor de tæt befolkede volde, på Reitzels forlag, til Ørsted forelæsninger eller på dannelsesrejserne til Rom.
Ansvar – som fx da en gruppe borgere og embedsfolk fik fredet de gamle voldanlæg, der blev nedlagt efter koleraepidemien i 1853, så der kunne komme mere lys og luft i Københavns gader. Så vi den dag i dag har Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken og Tivoli i stedet for de tætbebyggede boligområder, ejendomsspekulanterne stod i kø for at bebygge.
Kædereaktioner – når først en havde fået en god ide som for eksempel højskolerne (og nogle årtier senere andelsmejerierne) spredte den sig som ringe i vandet over hele landet.
Vi udviklede et omfattende materiale, der kunne gøre det nemt at holde sine egne guldaldersaloner rundt om i landet og undersøgte, hvordan vi selv kunne være med til at styrke den faglige krydsbestøvning, ansvarsfølelsen og kædereaktionerne i vores levetid.
Genopbyggerne og The Rebuilders
Guldalderudforskningen var stadig i helt frisk erindring, da pandemien ramte i 2020, og jeg benyttede de stille nedlukningsmåneder til at udvikle den kombinerede bog og samtalespil Genopbyggerne i håbet om at kunne sætte vigtige samtaler i gang om alt det, vi som verdenssamfund lærte, tænkte og udviklede under pandemien.
For lige så foruroligende, pandemien var, lige så stor en historisk chance var den for at nulstille verden lidt og gennemtænke alt det, vi tidligere havde taget for givet og overveje, hvordan vi fremadrettet kan indrette verden.
Det er dén grundide, de 24 nye engelske kort er en knopskydning af.
Så lige dér – på toppen af en skyskraber i New York i januar og på en californisk panoramaterrasse i juni – fletter mit rejsebrev fra USA-turene sig sammen med rejsebrevet fra en livslang guldalderdannelsesrejse.
Glæden ved at tale om ‘det fælles tredje’
Ærligt indrømmet: Jeg var temmelig spændt på, hvordan det ville gå.
For en ting er, at jeg gennem årene har holdt massevis af samtalesaloner og løsningslaboratorier med betydningsfulde gæster og derfor følte mig tryg ved, at der nok skulle opstå mange spændende samtaler undervejs. Noget andet, som jeg var virkelig spændt på, var, hvordan det ville fungere i en international kontekst.
Hvordan ville amerikanerne, der er verdensmestre i smalltalk men ofte kan være svære at dykke dybere sammen med, reagere på samtalekortenes overraskende – og ret personlige – spørgsmål? Hvordan ville de have det med, at spørgsmålene handlede om alt andet end den kunst, de var samlet om? Hvordan ville det fungere, at alle spørgsmålene udsprang af Danmark og dansk kultur og historie? Hvor åbent de ville lytte til hinanden – for selvom det relativt set var en forholdsvis homogen gæstegruppe sammenlignet med mange af de andre sammenhænge, jeg arbejder i, var der trods alt flere forskellige kulturer, sprog, fag og holdninger i spil.
Men alle mine bekymringer blev gjort til skamme.
Gæsterne elskede spillet og præcis, som jeg havde håbet, fungerede det virkelig godt, at de danske fortællinger var ‘once removed’ fra den amerikanske virkelighed. Så det blev nemmere at tale om emner, der ellers kunne have været ret betændte.
Samtidig var de konkrete eksempler på, hvad der er sket, og hvad der har fungeret i Danmark, gode løftestænger for samtalerne om kategorien ‘Envisioning Utopia’. For alt for ofte, når vi taler om store drømme, bliver det for nemt at afvise dem med, at det er utopier, der ikke har gang på jorden. Og her kan det være vigtigt at holde tænketrampolinen åben ved at sige “Det er selvfølgelig et helt andet land/en anden tid/en anden kultur – men det har kunnet lade sig gøre”.
Lad os genfinde troen på, at det nytter
Bagefter kom flere af gæsterne op til mig og fortalte, at de aldrig før havde oplevet så meningsfulde samtaler til et middagsselskab, og at de nu virkelig følte, de kendte hinanden rundt om bordene.
Og jeg ved godt, at gode samtaler ikke i sig selv redder verden. Men efter 13 år med Borgerlyst og Samtalesaloner ved jeg heldigvis også, at virkelig mange vigtige initiativer starter netop dér.
Når man første gang tør sætte ord på en frustration eller en utopi – og oplever, at der bliver lyttet åbent og nysgerrigt. At frustrationen vækker genklang, eller at man opdager man ikke er alene med det – og at samtalepartnerne gør alt for at dele deres viden og erfaringer for at berige de ideer eller løsningsforslag, man indtil nu har gået og tygget på alene.
Mange afgørende samarbejder starter lige netop dér.
Og den gode samtale er ofte et af de vigtigste første skridt, når man gerne vil nå fra strøtanker til konkrete handlinger. Så de minder, jeg gemmer allerdybest i mit hjerte efter disse rejser, er mindet om det håb, jeg pludselig så gnistre i mange af gæsterne øjne, da de sagde farvel.
Selvfølgelig var de også fortryllet af de spektakulære omgivelser, den dejlige mad og vinen. Men der var også noget mere og dybere end det. Det var lys og håb, men det var også noget der gik “Beyond the Light”. Det var troen på, at det nytter.
Fotos: Austin Donohue/AFSMK- American Friends of SMK, SMK og Nadja Pass
Nadja Pass er selvstændig samfundsdesigner og salonnière og har gennem de seneste 25 år sat en række forskellige initiativer i søen for at styrke samtalekulturen, dannelsen og samfundsengagementet. Hun står blandt meget andet bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, Samtalesaloner, Samtidens Akademi og samtalespillet Genopbyggerne. Hun har gennem flere år udviklet formidlingseksperimenter og arrangementer sammen med SMK – Statens Museum for Kunst, blandt andet den samtalebaserede audioguide, en lang række samtalesaloner i samlingerne og til SMK Fridays, Guldalderudforskningen i samarbejde med Helle Solvang – og nu salonmiddagene for AFSMK i forbindelse med ‘Beyond The Light’.
Du kan læse flere tekster af Nadja Pass i POV her.
Faktaboks:
AFSMK – American Friends of SMK/The National Gallery of Denmark er en filantropisk organisation, der styrker båndene mellem Statens Museum for Kunst, amerikanske institutioner and den amerikanske befolkning med kunsten som omdrejningspunkt. Udover ‘Beyond the Light. Identity and Place in Nineteenth Century Danish Art’ spillede AFSMK også for nylig en nøglerolle i samarbejdet mellem SMK og MoMA – Museum of Moderne Art i New York om ‘Matisse: Det Røde Atelier’. Læs mere her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
