Guds udsending – #114

i Liv & Mennesker af
ESSAYSERIE – “Det er, som om himlen åbner sig for at sende en hjælpende hånd til en nødstedt familie, der ellers har fået fripas til at sejle sin egen sø. Tak er det eneste ord, jeg fatter at bruge.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om K, hendes 16-årige datter, der har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om den uventede besked, hun modtager en dag efter at have talt med K om et smukt fristed for ‘aspies’. 

Det er ikke, fordi jeg er kristen, at jeg kalder dette essay for ’Guds udsending’, men du vil nok være enig med mig i, hvorfor jeg gør det, når du har læst teksten. Hvorfor noget som synes umuligt at ændre eller eksistere i, alligevel viser sig at bære på en åbenbaring, man ikke havde set komme og slet ikke af egen kraft.

Efter K’s storebror, L, og jeg var på besøg hos min veninde Abéling og hendes familie og lille flok i deres åndehul af et hjem – et paradis om du vil, i hvert fald det mest uforstyrrede, frie og smukke hjem, trukket langt væk fra den dominerende småborgerligheds anmassende blikke, der er så fulde af fordomme og manglende forståelse for det unikkes værdi – var vi nærmest svævende i flere dage efter.

Dén der følelse af at blive løftet grundigt op i energi – glæden og henrykkelsen, som løfter en til et sted, hvor man pludselig føler alt det, som ligger brak, med ét vækkes til live og begynder at gro.

Det er livet, når det er størst, når vi mennesker formår at relatere til og med hinanden i et frit rum, hvor begrænsninger synes at være et ikkeeksisterende begreb

Den intense inspiration man kan opleve sammen med nogle mennesker, som gør, at man mærker, at jo – det er sandt, der er mere i livet end den modgang, man forsøger at tøjle og få bugt med.

Det er livet, når det er størst, og når vi mennesker formår at relatere os til og med hinanden i et frit rum, hvor begrænsninger synes at være et ikkeeksisterende begreb.

Jeg fik taget fotos af fristedet, selvom fotografierne ingenlunde retfærdiggør den sansemæssige eksklusivitet, det er at stå med himlen landet i favnen og havet strømmende i sine årer og bare forstå, at man for altid hører til i dette forunderlige univers, hvor alt har sin egen faste og sikre plads. Hvor alt passer perfekt sammen, og hvor alt og alle er ét. Hverken mere eller mindre, strømmer tanken gennem mig igen og igen, mens jeg genoplever friheden suse i mit sind: All is one.

Det er den slags oplevelser, der heler de grummeste knivstik, for saltvandet renser sårets i dets dybde, og luften lukker for den væskende åbning. Det er her, jeg trives, og her ville jeg ønske, at jeg også kunne leve. Her ved jeg, at K vil kunne løfte sig fri af sin frygt for verden og menneskene i den.

Vi kan selvfølgelig ikke bo her, og hver en celle i mig under Abéling og hendes flok, at de lever der. At netop de bor der, giver så meget mening. De er frie, de er under himlens bug og med fødderne i havets strømme, skoven står beskyttende om dem og giver dem mange gode stunder, både voksne og børn.

Så nu ved du, hvem du vil møde ude i huset ved havet. Og vi er alle med på, at du kommer derud, præcis når du klar’

’Se, jeg har taget en del fotos ude hos Abéling.’

Jeg står med min mobil i hånden, rækker den frem mod K, som nysgerrigt stiller sig hen ved siden af mig.

’Her kan du se huset’, peger jeg og vipper mobilen skråt over, så hun nemmere kan se.

’Wauw! Det er sådan et bindingsværkshus! Er det ikke sådan, det hedder?’

K ser undersøgende ind i mit blik.

’Jo, det er rigtigt meget idyllisk, ikk’?’

’Meget! Og må jeg se flere?’

Jeg viser hende det lille fotogalleri: Huset, havet, himlen, landingsbanen, skoven, urtehaven, forrådskammeret, entreen, køkkenet, spisestuen og stuen. Og fra første sal, hvor der er lounge og soveværelse, nede på stueplanet igen, hvor drengenes værelser er.

Der bor fast to drenge, de yngste i flokken på 5 og 14 år. De to andre sønner og de to døtre – alle 16 og 20 år – bor der ikke fast. Alle er frie til at leve i flokkens andre hjem, som ligger i København, ligesom de også bor hos deres fædre.

’Og her er Yon.’

’Åh!’ udbryder K.

’Kan du huske ham, fra da I gik på skolen?’

Jeg refererer til, at Abélings tre sønner, K og hendes storebror gik på samme skole, ja, faktisk i samme klasse og parallelklasse. Yon er Abélings yngste, han er to år yngre end K.

’Ja, han nåede lige at starte i nulte, da jeg gik ud.’

K studerer indgående fotoet, så viser jeg hende resten af flokken.

’Der er Abéling.’

’Hende kan jeg godt huske!’

’Ja? Fedt. Og der er Abélings ældste, han og L var meget tætte som små.’

’Og de gik i parallelklasse med hinanden, ikk?’

’Nemli’!’

’Hvor er Mads?’

Ham gik K i klasse med til 4.

’Han var ikke hjemme i havhuset, da vi var derude.’

Vi kigger videre, og K får set billeder af alle husets beboere.

’Så nu ved du, hvem du vil møde ude i huset ved havet. Og vi er alle med på, at du kommer derud, præcis når du klar. Her vil du på ingen måde føle dig som et misfoster.’

’Det ved jeg godt. Jeg ved godt, jeg kan være mig selv sammen med dem’, konstaterer K og sparker med sine ord en ordentlig luns af knuden i min mave, så der kun er selve mavesåret, som hun på ingen måde er årsag til, men som rent kan kobles tilbage til den konstante åre af stress, der kommer af at blive sparket af systemet, selvom man ikke kan rejse sig.

K gør det igen og igen og igen: lyser op i mørket. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver overrasket gang på gang, for jeg har en enorm tillid til hende og har altid haft det

K gør det igen og igen og igen: lyser op i mørket. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver overrasket gang på gang, for jeg har en enorm tillid til hende og har altid haft det. K er intakt i sit inderste væsen og psyke. Selv når hun har markant sværere vilkår, end mange voksne nogensinde kommer til at erfare, er hun intakt.

Hun har en råstyrke og en unik evne til at sige til og fra i sund overensstemmelse med, hvem hun er. Det er bl.a. det, hun har gjort så tydeligt de sidste 3 år ved at trække stikket til verden, da denne truede hendes eksistens.

Nu er hun så småt begyndt at åbne sig for den igen.

Sociale medier siger hende ingenting, fordi de er todimensionelle og overfladiske. Men i løbet af denne sommer er hun meget forsigtigt begyndt at dele noget af sin kunst på en kunstnerisk platform, og hun kan rumme den opmærksomhed, hendes værker afstedkommer der. Meget forsigtigt, meget roligt og meget kontrolleret åbner hun sig derinde.

Jeg aner ikke, hvordan det vil udvikle sig, og måske går det i stå igen. Det er også ligegyldigt. Det vigtige er, at K frivilligt bruger kræfter på andre folder end dem, hun har slået de sidste 3 år.

Vi laver en aftale om at besøge Abéling i huset ved havet næste fredag.

Da det bliver fredag, kan K ikke.

’Jeg kan ikke, mor!’ siger hun halvt skjult bag den kun netop åbne værelsesdør.

’Det er o.k., skat, no problem! Du er klar en anden dag – det skal nok komme!’

Det gentog sig ugen efter:

’Jeg kan ikke, mor!’

Og jeg gentog:

’No problem, vi gør det, når du er klar, skat.’

Jeg fatter næsten ikke de ord, jeg læser. Tårerne melder straks sin ankomst. Her melder sig et menneske, der vil hjælpe os

Men midt i al vores stampen på nye veje langt væk fra systemets magtdemonstration mod os tikker en mail ind i min Messenger.

Det er fra en, i autisme-miljøet, meget anerkendt kvinde.

’Jeg har læst med i essayserien fra starten af – den er jo umuligt at undgå, som den dukker op alle vegne i autistmiljøet. Og nu vil jeg spørge dig, om jeg må have lov at hjælpe jer? For den måde K bliver behandlet på af systemet, er så uhørt uretfærdig!’

Kapow. WHAT!?!

Jeg fatter næsten ikke de ord, jeg læser. Tårerne melder straks sin ankomst. Her melder sig et menneske, der vil hjælpe os. Et menneske, der oven i købet har kompetence, ekspertise og noget af et ry – og nu vil hun hjælpe os?! Og det uden at jeg har tigget på mine grædende knæ, som jeg ellers har gjort overfor Astrid Krag, ombudsmanden, Ankestyrelsen og et par af Københavns borgmestre.

Det er, som om himlen åbner sig for at sende en hjælpende hånd til en nødstedt familie, der ellers har fået fripas til at sejle sin egen sø.

Tak er det eneste ord, jeg fatter at bruge, og det kommer fra det dybeste af min sjæl og vibrerer på alle frekvenser hele vejen op til himlen og til det menneske, som nu har taget min datter under sine vinger.

Tak!


LÆS ALLE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Liv & Mennesker