TEATER // ANMELDELSE – Krigstrommerne buldrer. Vi taler både om ”boots on the ground” og ”eyes in the sky”. I den forstand er Grounded teater til tiden. Den krig, der rumler i baggrunden for George Brants monolog, er Irakkrigen, men krig er krig. Også på hjemmefronten. Det budskab trænger igennem, skriver Steen Blendstrup.
Jess er major i det amerikanske luftforsvar. F-16-pilot. Det er før inklusionspolitikken DEI, så hun har nået sit mål i kraft af blod, sved og tårer (for lige at fjerne enhver tvivl i forhold til den aktuelle situation i U.S. Air Force). Og hvis vi skal blive i Battle of Britain-terminologien, så opfatter hun sit job med en slags Spitfire-nærkampe-på-den blå-himmel-romantik.
Hun opfatter sig som ”en af drengene”, og selv når de er hjemme på basen i Wyoming, udgør de en ret skræmmende gruppe, der ikke ligefrem tiltrækker bejlere, når de står på den lokale bar, The Rabbithole. Men Eric lader sig ikke afskrække. Man mærker antydningen af en fetich i forhold til Jess’ uniform, hendes suit.
Familien bliver flyttet til Las Vegas, og så kører Jess ellers ud til en hemmelig location i ørkenen og passer sin skærm. Different desert, same war
Men det er god sex, og som det nogle gange går, så opdager Jess på sin næste tur i Irak, at hun er gravid. Så må hun ikke flyve. Hun bliver grounded. Eric bliver lykkelig. Jess er lykkelig. De bliver en lille familie. Men hvor meget hun end elsker sin lille datter, så elsker hun også ”det blå”. At skære gennem luften i sin ”tiger”. Hun vil tilbage.
Different desert, same war
Det er sådan set ikke et problem. Der er nok investeret en million i uddannelsen af en F-16 pilot. Men tiderne skifter. Hun bliver tilbudt et job som dronepilot. Eller som hun omtaler det: ”The Chairforce”. Men hendes overordnede forsikrer hende om, at dronepiloterne er ved at blive den hotte første division i flyvevåbnet, fremtidens Top Guns.
Fordelen er, at hun nu kan ”arbejde hjemmefra”. Familien bliver flyttet til Las Vegas, og så kører Jess ellers ud til en hemmelig location i ørkenen og passer sin skærm. Different desert, same war. Ikke oppe i det blå, men med øjnene fæstnet på ”den grå grød”.
Her bliver Grounded pludselig meget nærværende. Dina Rosenmeier illustrerer sin monolog med billeder, der bliver hæftet op på en tavle. Her ser vi blandt andet billedet af et hit, hvor et missil fra en Reaper rammer en IS-leder eller et våbendepot, eller hvad det nu er. Et billede, som vi dybest set har set hundrede gange på tv i aviser og på nettet, når amerikanske, ukrainske eller israelske droner har ramt et mål. Different war, same desert.
Grounded i dagligstuen
På den måde er det ikke bare Jess i Grounded, der får krigsoplevelsen hjem i dagligstuen. Det gør vi også selv. Og hvis vi ikke tænker på alle de ”øjne”, der fra overvågningskameraer følger os i trafikken, i supermarkedet og storcenteret, så kender vi nok fiktionsfilmenes skildring af netop ”øjne i himlen”, der kan zoome helt ind på vores kontokortnummer.
Når det hele bliver serveret i den intime atmosfære på LiteraturHaus, hvor publikum i dette tilfælde er placeret på begge sider af ”scenen” (ved caféborde endda; krigen rykker helt ind i hverdagen), så kan vi virkelig føle, hvordan skillelinjen mellem livet i felten – altså krigen – og hjemmefronten bliver udvisket i Grounded.
Mandskabet i bombeflyet kan se eksplosionerne og flammerne. De ser ikke ofrene
Måske endnu mere, fordi dronernes kameraer kan zoome helt ind på deres ofre, når de skal være helt sikre på, at det er den rigtige, der bliver ramt. Det bliver personligt … med det forbehold, at Reaper-dronen stadig skyder med missiler, så der er altid risiko for collateral damage – utilsigtede tab og ofre.
Afstand til døden
Første akt af Grounded tegner så at sige kamppladsen op – måske lidt skematisk – mens anden akt udforsker, hvad der sker, når vilkårene for at være soldat bliver ændret. Det bliver noget mere hudløst, og Dina Rosenmeier spiller det sådan.
Det er et observeret faktum, at megen ammunition i en krigssituation bliver skudt af uden at sigte. Derimod har finskytter – snipers – ofte haft et blakket ry blandt soldaterne, fordi de skyder for at dræbe individer. Mandskabet i bombeflyet kan se eksplosionerne og flammerne. De ser ikke ofrene.
På samme måde kan Jess juble, når et af missilerne fra hendes F-16 rammer sit mål. Hun ser ikke ofrene, hun eliminerer bare fjenden. Hun er helten oppe i ”det blå”. Og bagefter kan hun koble af med de andre piloter på basen over en håndfuld øl.
Jess’ historie – som soldat, mor og menneske – smasker alle disse dilemmaer lige op i hovedet på os
I heldigste fald er krigsveteraner i stand til at lægge deres oplevelser bag sig, når de vender hjem. I værste fald tager de krigen med hjem i form af PTSD, som det blandt andet blev beskrevet i den beslægtede My Deer Hunter. Men Jess er jo allerede hjemme …
Krigen, der var, er og kommer
Selv om scenen for Grounded tidsmæssigt er Irak-krigen, så er temaerne på ingen måde forældede. Tværtimod er krigen flyttet tættere på rent geografisk, og mentalt er vi ved at omstille os til oprustning, værnepligt – også for kvinder – og nye F-35-kampfly. Der står vist også et par droner på indkøbslisten til Arktisk Kommando. Hvem ved, hvornår de flyver over vores egne hoveder, og hvem der styrer dem?
Du kan efter ønske lægge en masse vinkler ind over Dina Rosenmeiers monolog (eller om du vil: first person shooter teater). Piloten, der bliver mor, bliver grounded. Piloten, der bliver far, flyver videre. Dronepiloten har krigeriske hensigter og bruger kameraet som sigtekorn. Hvad ved vi egentlig om de kameraer, der er rettet mod os selv? Hvad sker der, når krig bliver forvandlet til en mere realistisk version af Counter Strike – bare uden farverne? Hvordan forholder vi os til de uskyldige ofre, når vi bogstaveligt talt kan se dem i øjnene?
Jess’ historie – som soldat, mor og menneske – smasker alle disse dilemmaer lige op i hovedet på os. Strengt taget behøvede historien ikke at blive fortalt på engelsk, som den bliver her, men med sin meget klare forankring i amerikansk kultur passer det egentlig godt til Grounded. Som oplæg til et krigstema i skolen skal der nok mindst gymnasieniveau til.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og