
Bloodline var en af sidste års store, positive overraskelser på seriefronten. Dette Netflix-producerede familiedrama pustede nyt liv i en ellers lidt kitschet genre, som vi kender fra ældre tv-serier som Dallas og Dollars, men her fik serveret i en noget mere mørk og atmosfæreladet udgave. I fredags udgav Netflix så endelig den længe ventede anden sæson. Serien foregår i det solbeskinnede Florida Keys, hvor den dysfunktionelle familie Rayburn driver et mindre turistparadis. Det er imidlertid et paradis, hvor fortidens slanger stadig kryber rundt nede i strandsandet.
https://www.youtube.com/watch?v=XOBrUPASutc&feature=youtu.be
Her er alt fejet ind under gulvtæppet
Familien Rayburns dystre fortid og hemmeligheder lurer nemlig lige under overfladen og hjemsøger hvert enkelt medlem. Da den ældste søn, Danny Rayburn, vender tilbage som den fortabte søn, krakelerer idyllen fuldstændigt. Danny er det sorte får i familien og han spilles med stor nerve af en af tidens mest interessante og begavede skuespillere, Ben Mendelsohn. Hans tilstedeværelse sætter snart gang i en række dramatiske begivenheder, der får en skæbnesvanger udgang for både ham selv og resten af familien.
Resten af familien er også solidt castet med store præstationer fra især Kyle Chandler som Dannys ene bror, den tilsyneladende retskafne politimand John Rayburn, Linda Cardellini som den ambitiøse, lettere drikfældige søster Meg og Norbert Leo Butz som den iltre, yngste søn, der driver et mindre bådværksted.
Første sæson af Bloodline begyndte vovet nok med slutningen allerede i første episode, hvor vi forstår, at Danny kommer til at møde sit endeligt under sydens blændende sol, mens resten af sæsonen herefter beskæftigede sig med, hvad der førte til en så tragisk udgang. En sådan struktur ville have slået de fleste serier i stykker, men fordi Bloodlines skabere, Kessler-brødrene (Glenn og Todd) samt Daniel Zelman, der også stod bag den vanedannede serie Damages med Glenn Close, valgte at gå med Netflix som producent, var alle alle 13 afsnit i første sæson lige til at binge med det samme.
Havde serien været vist med et enkelt afsnit hver uge, ville de færreste nok have stået distancen, da Bloodline tager sig god tid til at dvæle ved de i øvrigt stemningsfyldte locations, især havudsigten over The Keys og den smukke, changerende vandoverflade sat i kontrast til Rayburn-familiens indre mørke. Det er det amerikanerne kalder for en slow burner – serien tager lidt tid at leve sig ind i, men til sidst er der ingen vej tilbage.
Det samme gør sig naturligvis gældende for anden sæson og det er et klogt valg til netop denne type narrativ, der i modsætning til andre serier ikke fortaber sig i en masse sidehistorier, men fokuserer på at pakke et mysterie ud ved at lade familiemedlemmernes fortielser afdække lag efter lag i en forholdsvis lineær fortælling, der altsammen peger hen mod slutningen.
Det er det amerikanerne kalder for en slow burner – serien tager lidt tid at leve sig ind i, men til sidst er der ingen vej tilbage.
Bloodline formår at kombinere den kulørte lufthavnsroman lige til at fortabe sig i på stranden med langt mere realistiske elementer, især i sproget og billedstilen. Serien er både et sveddryppende, indestængt familiedrama og en upoleret krimi, men vægten skifter undervejs fra første til anden sæson. Første sæson blev lanceret med serie-sloganet: We’re not bad people but we did a bad thing – anden sæson er lanceret under dette: People Die. Secrets don’t. Det er en kunst at kunne indkapsle en hel series præmis i få ord og linier, men det mestrer de amerikanske serieskabere bedre end nogen andre.

Stadig suverænt underholdende – hvis du kan sluge et par kameler undervejs
Efter at Danny Rayburns søskende alle medvirkede til at begrave sandheden om Dannys død og ikke mindst, hvem der stod bag i slutningen af første sæson, handler fortsættelsen naturligt nok om, hvad det kan har af konsekvenser i bogstaveligste forstand at have lig i lasten. Overgangen fra betændt familiedrama til noget, der minder mere om en kriminalhistorie, er ikke alle steder helt vellykket, efterhånden som Bloodline bringer flere af Dannys tidligere bekendtskaber fra fortiden på banen.
Det er en kunst at kunne indkapsle en hel series præmis i få ord og linier, men det mestrer de amerikanske serieskabere bedre end nogen andre.
John Leguizamo spiller seriens nye skurkagtige figur, Ozzy Delvecchio, og han har altså ikke helt samme format som den tidligere bad guy, den lokale narkobaron, Wayne Lowry spillet af Glenn Morshower. Der lurer imidlertid en endnu større fare i periferien, der som anden sæson skrider frem kan vise sig at være den virkelige slange i paradiset i skikkelse af rigmanden, Roy Gilbert, der spillles af Jeff Bridges lidt mindre kendte bror, Beau Bridges. Det gør han på en måde, så vi hele tiden fornemmer, hvor farlig han er bag den ellers gemytlige facade.
I det hele taget skal man være villig til at bare at lade sig underholde og sluge nogle kameler undervejs. Hvis man begynder at spekulere for meget over, hvad personerne foretager sig undervejs i opklaringen af Dannys død og omstændighederne, så det er mildest talt ikke alt, der forekommer lige troværdigt. At en enkelt familie og dens medlemmer kan blive udsat for så meget pres fra enhver kant og at det tilsyneladende aldrig får en ende, kan til tider virke helt udmattende.
I anden sæson får det vanlige persongalleri selskab af nogle nye karakterer. En kvinde og en dreng, Evangeline og Nolan, dukker pludselig op og introducerer sig til famlien som værende Danny Rayburns ekskæreste og hans søn, hvis eksistens har været ukendt for hans søskende – men muligvis ikke for alle i familien. De spilles glimrende af henholdsvis den altid karismatiske Andrea Riseborough samt Owen Teague (der også spillede Danny Rayburn som ung knægt i S01).
Her i anden omgang af Bloodline er det nu især Kyle Chandler, der stjæler billedet som den hårdt prøvede bror, John. Endnu engang skal han redde sine søskende fra sig selv samtidig med, at han stiller op til et valg – finansieret af den lyssky rigmand Roy Gilbert – som amtssherif mod en kandidat i skikkelse af den nuværende sherif. Begge parter ender med ikke at sky nogen midler for at vinde – og begge har tilpas meget på samvittigheden, så ingen har noget at lade hinanden høre for. Bloodline S02 bliver dermed også en beretning om John Rayburns tilsyneladende uendelige fald fra den moralsk høje hest. Er der ingen grænser for, hvor langt han vil gå for at redde sin familie – og sig selv?
I det hele taget skal man være villig til at bare at lade sig underholde og sluge nogle kameler undervejs. Hvis man begynder at spekulere for meget over, hvad personerne foretager sig undervejs i opklaringen af Dannys død og omstændighederne, så det er mildest talt ikke alt, der forekommer lige troværdigt

Ben Mendelsohn er heldigvis stadig med på sidelinien trods det forhold, at hans figur blev myrdet i sidste sæson – og godt for det, da han var så hypnotiserende i rollen som den både traumatiserede, sårbare men alligevel kyniske og håbløst kriminelle, Danny Rayburn, at han ville svær at være helt foruden. Det er ikke underligt den største svaghed i Bloodline S02, at Mendelsohn nu fylder noget mindre af naturlige årsager. Det er dog udmærket tænkt af seriens skabere, at de i en række nøglescener lader John Rayburn forestille sig, at Danny er hos ham. Danny bliver i hans replikker og spørgsmål til John en ekstra stemme, der fortæller seerne, hvad der måske sker oppe i hovedet på hans bror.

Bloodline er efter sæson 2 stadig en af de bedste serier produceret af Netflix. Den er nok i virkeligheden tænkt til at skulle høste større anerkendelse og være et prestigiøst modspil til de bedste af HBOs dramaserier – især når man ser på den meget talentfulde besætning, hvor selv mindre biroller bliver udfyldt med store navne som f.eks. Chloë Sevigny. Selveste Sissy Spacek og Sam Shepard burde også være et scoop som Sally og Robert Rayburn, forældrene til den miserable søskendeflok – bortset fra, at de aldrig rigtig bevæger sig udover klichéstadiet.
Bloodline er dog langt fra at være nogen ny The Wire eller Breaking Bad, men kan man abstrahere fra seriens mindre skønhedspletter og en handling, der bevæger sig over i et nyt territorium i forhold til første sæson, er der imidlertid stadig en stor underholdningsværdi at hente i sagaen om en skoldet families opløsning til lyden af den brusende vind fra det store ocean. En brusen, der har det med at få vanviddet til at bryde ud i lys lye – også i de ti nye afsnit.
Topfoto og billeder: Netflix
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan også abonnere for 20 kroner om måneden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.