
Sjældent fortæller gravsten ret meget. Et navn. Et årstal. Et enkelt ønske om at hvile i fred; et ’tak for alt’, eller blot det korte: ’tak’, mejslet ind i en prunkløs gravsten. Hvis stenen undtagelsesvis bærer pynt, er det en lille rose i bronze, et kors eller en due i marmor.
I døden er vi alle beskedne. Heller ikke på kirkegården vil vi skille os ud. Men forleden på kirkegården i Eggeslevmagle stødte jeg på Lars’ og Kirstens gravsten. De er, hvis man ser godt efter, undtagelsen.
En plov, to heste og tre krager i bronze pryder deres gravsten. De fortæller ikke blot en historie om det levede liv, men gravstenen rummer også fortællingen om et Danmark, der var engang; et land i voldsom forvandling og to mennesker, som i deres levetid oplevede det hele ske.
For sidste gang har han sluppet tømmerne, men tålmodigt står de og venter, de to heste, som om han kun er borte et øjeblik.
Måske er hun kommet med hans frokost, som hun altid gør, når han pløjer.
Han har kendt sine heste… En lige plovfure kræver både sin mand og sin hest, og det kræver en særlig respekt og omsorg
År efter år har han og hestene trukket plovfure efter plovfure i den sjællandske muld. Mil efter mil har det dovne plovspand kravlet, mens det mørknede over Storebælt og solen ramte kirkens gavl. Hans udsyn har været to hesterumper og to viftende hestehaler; en fjert i ny og næ måtte han også tage med.
Han har kendt sine heste. De har deres egen personlighed; nogle er mere nervøse end andre, andre er utålmodige og andre igen er egenrådige og stædige. En lige plovfure kræver både sin mand og sin hest, og det kræver en særlig respekt og omsorg. Uden hestene gik det ikke. De var grundlaget for hans eksistens.
Da han blev født i 1871 dyrkede en bonde ikke jorden meget anderledes, end han gjorde, da stavnsbåndet blev ophævet.
Men noget nyt var på vej. Andelsbevægelsen var i sin spæde vorden. I hans og hustruens levetid kom andelsslagterier og bacongrise, andelsmejerier og smøreksport, brugsforeninger og sparekasser.
De levede under Estrups styre. De oplevede systemskiftet. De så jernbanen komme og stationsbyen opstå. Bilerne kom. Flyvemaskinerne kom. Titanic gik ned. De Vestindiske Øer blev solgt. De mærkede Første Verdenskrig og oplevede Genforeningen.
Børsen krakkede i New York. De kom gennem depressionen i 30’erne. De fik indlagt elektrisk strøm, mens Hitler galede i Tyskland, og da tyskerne kom, havde de fået radio og kunne lytte til BBC.
Da han døde i 1954 havde den grå Ferguson på få år henvist plovmanden til bagsiden af 500-kronesedlerne.
Da hun døde i 1967 var mekaniseringen gennemført, andelsbevægelsen var under afvikling, mens de første gårde var opkøbt og lagt sammen; godt to år senere satte et menneske for første gang sit støvleaftryk i Månens støvede overflade.
Så store forandringer kan to mennesker opleve i deres liv.
Så omskiftelige var de gode gamle dage.
De står der endnu, hestene, roligt og tålmodigt venter de på, at han kommer tilbage. Jeg ser ham træde ind på stenen, samle tømmerne op, give signal, fortsætte pløjningen og i adstadigt tempo forsvinde højre ud af stenen
Jeg kender dem kun fra deres gravsten.
Jeg kender ikke til deres liv med hinanden, ej heller deres sorger og glæder, men når jeg ser deres gravsten, får jeg billedet af to mennesker, der levede et jævnt og flittigt liv, passede bedriften og nærede så stor en kærlighed til deres heste, at de symbolsk skulle følge dem i graven og pryde deres gravsten.
De står der endnu, hestene, roligt og tålmodigt venter de på, at han kommer tilbage. Jeg ser ham træde ind på stenen, samle tømmerne op, give signal, fortsætte pløjningen og i adstadigt tempo forsvinde højre ud af stenen.
Topillustration: Henrik Schilling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.