Da jeg var yngre, brød jeg mig ikke om lyrik. Jeg ville egentligt gerne kunne lide denne esoteriske korte form, men den provokerede mig med sin prætentiøse, lakoniske form. Hvorfor skulle man lede så længe efter kærlighed blandt roser, død blandt levende, mismod i blæsevejr? Var det ikke litteraturens metaforiske analogi til H.C. Andersens nøgne kejser?
Men så skete der noget. Vækkelsen. Og det var Søren Ulrik Thomsens skyld. Jeg hørte ham live på Krogerup Højskole læse op fra sin digtsamling ‘Det skabtes vaklen’ (1996) da jeg var atten og netop blevet student.
Hans optræden (for det var det) var komplet med dybfølt intonation, våde øjne og hans signatur: den dansende venstre hånd, der nærmest dirigerede digtet fremad:
Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet,
kødet før kjolen
og kjolen før dit svævende blik,
for det er december, og mere
nøgne end den frygtelige kylling,
jeg tog fra køledisken og straks smed fra mig,
da dens tynde blod pludselig pibled
gennem cellofanen og ned i mit ærme,
er træerne,
hvis sorte strukturer forfølger mig
som alt, der er levende, men minder om døden
som alt, der er dødt, men synes at leve;
regnestykker med syv variable,
digtes snoede sneglehuse,
og
Nordhavns kraner, der gir sig i vinden,
mens jeg sover ind i dine lange lemmer,
men drømmer om højhuse belejrede af stilladser
og om stilladser behængt med buldrende presenninger.
Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider
for skiftevis at krone dig med kærtegns lys
og klæde dig af som en råkold regn;
jeg påstår jo ikke,
at denne måneds strenge stammer
er sandere end de dunede blade i maj –
og sandheden har jeg i øvrigt
overladt de unge:
For mig er det tilstrækkeligt,
at sige tingene som de er.
Thomsens digt dansede i min mave, og efterlod en blød skov af rejste hår på min overarm.
Siden da har poesi været en del af mit liv. Ikke som en hverdagsforteelse men som langsommelig luksus. For selvom digte oftest er korte, er deres virkning varig. Der skal være tid til fordøjelse.
Jeg ville aldrig læse et digt, når jeg var sulten klokken ti minutter over fem, eller mæt en fredag aften efter gæstemad og mokka. Digte kræver te og tid.
Jeg har lige læst Jesper Gaarskjærs fine digtsamling ‘at synke et ocean’, der netop er udkommet. Og igen viste digtsamlingen mig, hvad denne særlige koncise genre kan: det er netop den korte, kondenserede form, der gør, at ordene bliver i os længere. Ikke som minder om et handlingsforløb, men som knivskarpe stillbilleder for vores indre blik.
I dette værk smelter smerte og verdens voldsomhed nemlig sammen med hverdagsfragmenter, der ikke er ubetydelige, selvom de ofte kan virke sådan.
Jeg følte mig ramt på side 19 i den smukke lille bog:
’til aftensmaden afbryder drengene hinanden
med skingre stemmer
de er så ivrige, når de fortæller
alle tre
den ældste er syv år
i dag har de lavet kastanjedyr
hoppet i vandpytter
jeg lytter kun halvt
jeg kan se på min kæreste, at hun kan se det på mig’
For hvad stiller man op mod dagligdagens larmende lethed, når omverdenen trodser fysiske grænser, og helst indfinder sig i din stue, bedst som du vil slappe af:
‘under vandspejlet i stuen
flyder ung krop
marmoreret hud i middelhavet
jeg tror, det er en druknet kvinde
jeg kan se på skærmen
efterfulgt af talende politiker
alle vil tale
ingen vil svare
jeg slukker for lyden og lytter
børn kravler
over lig i bådene
drengene leger på deres værelser’
Jeg, som selv er mor til tre, tænker også tankerne, vi helst undgår: ’hvad skal det ende med?’ og ‘hvilken verden er det, jeg har sat mine børn ind i?’.
Det skarpe værk fastholder tankerne i deres flygtige eskapisme. Alligevel oplevede jeg ikke digtsamlingen som en dystopi eller, værre endnu, en resigneret konstatering af tingenes tilstand.
Den tilbyder ingen ’comic relief’ eller oaser af håb, men den udlægger ærligt det, vi bliver nødt til at tænke: vi aner ikke, hvordan det hele skal ende. Og vi kan ikke love vores børn andet, end, at vi elsker dem og passer på dem så godt vi nu kan. Ved at skrue ned for tv’et og slukke for YouTube.
‘At synke et ocean’ tvinger vores sjæl til at lytte på smerten, og med lidt held kunne dette lille værk vække netop den hverdags-aktivisme, der ville klæde vort blaserte elitære samfundssind, og række længere end abonnementsordninger på aflad og politisk korrekte opdateringer på Facebook.
Sæt kedlen over og hengiv dig til hans ord. Men forhast dig ikke med læsningen, for disse ord kræver opmærksom tid. Og at du synker et par gange undervejs.
Jesper Gaarskjærs bog er netop udkommet fra People’s Press og du kan købe den til dig selv og din nabo her på SAXO.
Topillustration: Sine Gerstenberg.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her