SOMMERSERIE #2 // POVFILM – I år fejrer Göteborg byens 400-års jubilæum. POV’s Ole Blegvad har været i Sveriges “spydspids”, hvor han har lavet tre film med danskere bosat i byen, der har meget at byde på. Mød de professionelle fodboldspillere Kristoffer Lund og Mikkel Rygaard, der i sidste sæson vandt det svenske mesterskab for den lille Göteborg-klub, BK Häcken. Andreas Veilstrup Andersen, der er direktør i Liseberg, en af Nordens største forlystelsesparker, samt Louise Wolthers, som er kurator og forskningsleder ved Hasselblad Stiftelsen, der har til formål at fremme forskning og akademisk undervisning inden for naturvidenskab og fotografi.
GÖTEBORG – De lyseblå sporvogne præger gadebilledet i Göteborg og giver byen en helt speciel lydkulisse, når de glider knirkende gennem gaderne, eller når føreren ringer med klokken til afgang. Folk venter på den næste eller kommer løbende, akkurat for sent.
Men der kommer altid en sporvogn til i Göteborg.
Sveriges spydspids mod Nordsøen og Atlanterhavet (The Frontside, som de siger på engelsk) er måske lidt glemt og gemt væk i forhold til de nordiske hovedstæder, men med skærgården, kulturliv, gastronomi, koncerter og sport – og som centrum for svensk erhvervsliv – er Göteborg i rivende udvikling.
Byen for alle
“Göteborg – en stad för alle” er byens slogan. Men det er ”för alle” med modifikationer. En international puls præger bybilledet, samtidig med at byen er meget segregeret. Man ser eksempelvis ikke mange svenskere og nysvenskere sammen i grupper hverken på gaden, på caféer eller restauranter.
Havnen er fortsat Nordens vigtigste, men store værfts- og havneområder er under forandring til bolig-, uddannelses- og erhvervsformål
Bevæger man sig længere uden for Göteborgs idylliske centrum, til forstæderne, hvor de blå sporvogne også kører, og hvor de grå, almene betonboliger ligger side om side, møder man ifølge Göteborgs-Postens politiske redaktør, Adam Cwejman, et endnu tydeligere tegn på parallelsamfund med kulturkonflikter og ekstrem bandekriminalitet.
På en varm sommerdag i byens centrum, hvor byens 400-års jubilæum fejres to år for sent på grund af corona, mærker man imidlertid ikke meget til de konflikter.
Den moderne og bevidste lillebror
Göteborg er med sine godt 600.000 indbyggere Nordens femtestørste by. Det betyder, at byen er mindre end København, Stockholm, Oslo og Helsinki – men dobbelt så stor som Tampere, Malmø, Bergen og Aarhus.
Det giver Göteborg en mængde af de samme muligheder, som man finder i de nordiske hovedstæder. På den måde skriver byen sig ind i rækken af moderne ”lillebror-byer”, som vokser i bevidstheden hos turisterne, men samtidig kæmper med en slags mindreværd i forhold til hovedstæderne. Forholdet mellem København/Aarhus, London/Manchester, Berlin/Hamborg, Paris/Lyon, Lissabon/Porto kunne være lignende eksempler.
Historier fra udkanten
Når det er sommer og sol, rejser mange af os ud i, hvad man lidt underligt kalder udkanten. Men er et sted virkelig en udkant, bare fordi det ikke ligger midt i en storby?
I disse måneder tager POV hånd om begrebet udkant set fra mange forskellige vinkler. Vores sommerserie sætter fokus på en række forskellige ”udkanter”, hvor der rent faktisk sker en masse spændende ting.
De mellemstore byer har i det 21. århundrede gennemgået en bymæssig overgang fra industriby til oplevelses-, turist- og kulturbyer. Göteborg er stadig Sveriges vigtigste havne- og industriby, og som Andreas Veilstrup Andersen siger, så er det fortsat i Göteborg, at Sverige tjener sine penge, men i Stockholm, man bruger dem.
Det store antal studerende giver byen et pulserende og sprudlende liv, som mærkes om aftenen og i weekenderne
Göteborg har med sin placering på begge sider af Göta Älv, der udspringer i søen Vänern og udmunder i Kattegat, tre skibsværfter på Hisingen-siden og har siden begyndelsen af sidste århundrede haft store industrivirksomheder som Volvo og Svenska Kullagerfabriken (SKF).
I den lidt mere fin-tekniske afdeling revolutionerende Victor Hasselblad fotografiapparat, da han i 1940’erne begyndte at producere kvalitetskameraer i Göteborg. (Hør mere om Hasselblad Samlingen i filmen med Louise Wolthers).
Havnen er fortsat Nordens vigtigste, men store værfts- og havneområder er under forandring til bolig-, uddannelses- og erhvervsformål. Det sker i en proces, hvor byen omdanner store dele af infrastrukturen, og kunst, kultur, gourmet og underholdning er kommet længere op på listen i Göteborg.
Lige nu ligner store dele af byen en byggeplads. Man er ved at etablere Västlänken, der bliver en otte kilometer lang dobbeltsporet jernbane. Seks kilometer af den skal løbe i en tunnel under Göteborg, men store dybe slugter i byens centrum udgør en betydelig teknisk udfordring.
Byggeriet begyndte i 2018, og jernbanen forventes at være driftsklar i 2028. Västlänken skal samtidig være med til at forbedre forbindelserne mod Stockholm, Malmø/København og Oslo. På den måde fremtidssikrer byen sin infrastruktur.
Se filmen med direktøren for Liseberg, Andreas Veilstrup Andersen, der fortæller om byens udvikling, nedenfor:
Kunst, kultur, mad og underholdning
Som stort set alle andre europæiske byer af en vis størrelse – især dem, der gerne vil gøre sig gældende på det internationale turistmarked – sættes der fokus på kulturens positive socioøkonomiske effekter. Kunst og kultur fremhæves som nødvendigt for at skabe bæredygtige samfund med tillid, deltagelse og evnen til at møde forandringer.
I Göteborg er kunsten og kulturen – som i det øvrige Sverige – en investering, en del af et dannelsesprojekt og en vigtig brik i forståelse af demokrati.
Byen har altid haft et vist fokus på kunst og kultur, men i takt med en øget internationalisering, gentrificering og forvaltning fra industri til oplevelsesøkonomi er fokus intensiveret.
Dertil kan lægges byens universitet, der med omkring 25.000 studerende på otte forskellige fakulteter hører til et af Skandinaviens største. Det store antal studerende giver byen et pulserende og sprudlende liv, som mærkes om aftenen og i weekenderne.
Som den frække lillebror har Göteborg altid budt ind med nye tiltag og været et kulturelt alternativ til Stockholm
Traditionelt har byens etablerede kunst- og kulturinstitutioner været samlet ved Göta-pladsen, der ligger for enden af byens Champs-Élysées-lignende hovedgade: Kungsportsavenyn, i daglig tale bare Avenyn. Her ligger Göteborgs Stadsbibliotek, Stadsteater, Kunstmuseum, Kunsthal, Hasselblad Samlingen og Koncerthuset. I sidegaderne ligger Landsarkivet, Skolen for Scenekunst, Musikkonservatoriet og Det Humanistiske Fakultet.
Med andre ord: I det lille område kan man nemt få flere dage til at gå med kunst, musik og teater, der i øvrigt ofte er på et højt europæisk niveau. Kunstmuseet og Kunsthallen huser begge nogle af Sveriges vigtigste værker.
Göteborg har også flere progressive teatre. Et af dem er Folketeatret. Siden 1920’erne har stedet ligget ved Järntorget i Folkets Hus, der har været samlingspunkt for debatter, caféer, koncerter, fester og biografen Draken – en slags kulturhus i folkets og arbejderbevægelsens tjeneste. I 2020 udnævnte den engelske avis The Guardian Järntorget til et af de fedeste steder i hele Europa.
Men det seneste års tid har Folketeatret været truet af lukning. Bestyrelsen for Folkets Hus vil hellere have et hotel, hvilket har skabt stor debat i byen, hvor blandt andet Ruben Östlund, den göteborgske filminstruktør og Cannes-vinder, har kæmpet for at bevare teatret.
Samtidig har Göteborg psykologisk set været to byer i mange år: Det “rigtige” Göteborg syd før Göta-kanalen og Hisingen (nord for kanalen), hvor der altid har været havn, industri og boliger. Men nu er den nordlige del ved at udvikle sig til byens nye, alternative centrum med undergrundsfester, gallerier, barer og nye fritidsområder. Arbejdet med at bygge og udvikle området vil formentlig tage mere end ti år.
Det er fortsat i den gamle del af Göteborg, at museerne, byens operahus ved havnefronten og de hyggelige caféer og værtshuse ligger. I det gamle kvarter med brostensbelagte gader, Haga, får man stadig fantastiske kanelsnegle i kaffehusene. Også her er de svenske traditioner imidlertid i opbrud, og nyt vinder frem. I den seneste Michelin-optegnelse i juni 2023 har byen fem restauranter med stjerner, hvilket gør Göteborg til en attraktiv gourmet-by for de madglade turister, der gerne rejser efter stjerner.
Her er granitklipper, små strande, hyggelige svenske huse, snoede stier og om sommeren helt fantastiske bademuligheder og smuk aftensol med solnedgang i Kattegat
Mange vil kende Göteborg som et centrum for musik. I årtier har Nya Ullevi været centrum for store stadionkoncerter. Man skulle tro, at David Bowie, Madonna eller Bruce Springsteen havde stadionrekorden, men den har bysbarnet Håkan Hellström med 69.349 publikummer ved en koncert i 2014.
Som den frække lillebror har Göteborg altid budt ind med nye tiltag og været et kulturelt alternativ til Stockholm – både de kommercielle af slagsen og dem fra undergrunden. Det lykkes gerne, fordi byens ildsjæle igen og igen kæmper for identitet og sjæl frem for profitmaksimering.
Eksempler på vedvarende ”frækhed”, hvor undergrund og kommercialisering har mødt hinanden på midten, er bl.a. Göteborg Film Festival, Bokmässan og Liseberg.
Filmfestivalen har eksisteret siden 1979 og er i dag Skandinaviens største filmfestival. Det samme kan siges om Bogmessen, der blev etableret i 1985. Med omkring 80.000 besøgende er det den vigtigste scene for skandinavisk litteratur og Europas andenstørste bogmesse – kun overgået af den i Frankfurt. Liseberg er forlystelsesparken med karruseller, candyfloss og seks rutsjebaner, men stedet har også koncerter med de bedste – især svenske – kunstnere.
Se filmen med Louise Wolthers, som er kurator og forskningsleder ved Hasselblad Stiftelsen, der bl.a. arbejder med kunst og kultur i Göteborg, her:
Skærgården og sport
Hvis man er til sport, skærgård og natur, er Göteborg ikke det dummeste sted at være. Man kan hoppe på sporvogn nummer 11 ved Centralstationen, og godt en halv time senere er man ved Saltholmen, hvor der er lystbådehavn, badeanstalt og klippestrand, men også de små færger, som sejler ud i den göteborgske skærgård.
Her er granitklipper, små strande, hyggelige svenske huse, snoede stier og om sommeren helt fantastiske bademuligheder og smuk aftensol med solnedgang i Kattegat.
Tager man i den modsatte retning fra Göteborg – ind i landet – så venter vilde skove og vandløb. Så man kan faktisk det hele tæt på byen: cykle, sejle i kano og vandre.
Der er flere danskere i BK Häcken, som har stor andel i klubbens succes
Göteborg er også centrum for sport. Al slags sport har plads – med hold på øverste hylde inden for mange sportsgrene. Det er måske værd at nævne, at byen har tre af verdens største årlige sportsbegivenheder: Gothia Cup, der er verdens største fodboldturnering for ungdomshold, Partille Cup, der er verdens største ungdomsturnering i håndbold, og Göteborgsvarvet, der er verdens største halvmaraton.
Mit første besøg i Göteborg var, da jeg som tv-reporter for DR dækkede EM i fodbold 1992 – dengang Danmark blev Europamestre. Richard Møller Nielsen var træner. Brian Laudrup, Flemming Povlsen, Peter Schmeichel, Store Larsen og alle de andre slog Tyskland 2-0 i finalen på Nya Ullevi.
Göteborg er måske først og fremmest en fodboldby. Der er fire store klubber i byen. IFK Göteborg, GAIS, Örgryte og den yngste af de fire, grundlagt i 1940, BK Häcken.
Hele byens hold kalder IFK Göteborg sig. Idrottsföreningen Kamraterna Göteborg spiller nu om dage sine kampe på Gamla Ullevi. Blåvitt, som klubben kaldes i folkemunde, har siden stiftelsen i 1904 været i den bedste svenske fodboldrække Allsvenskan i 74 sæsoner. De har vundet det svenske mesterskab 18 gange og UEFA Cup’en to gange. Thomas Ravelli, Ralf Edström og Glenn Hysén er fodboldnavne, som stadig huskes i Göteborg.
Men de seneste år har BK Häcken været det, som klubbens øgenavn, Getingarna, betyder, nemlig hvepse, der har sværmet om storebror IFK og nu endelig har bidt sig fast. I sæsonen 2022 vandt klubben fra Hisingen klubbens første svenske mesterskab for mænd. Klubbens kvindehold har vundet den svenske pokalturnering, men holdet blev først en realitet, da klubben Kopparbergs/Göteborg FC i 2021 blev overtaget af BK Häcken.
På fodboldbanen har mesterskaberne byttet om på magtbalancen blandt fodboldklubberne i Göteborg, men IFK Göteborg er nok stadig Göteborg-elitens foretrukne hold, også selvom holdet befinder sig nederst i den aktuelle turnering. Både BK Häckens mænd og kvinder spiller deres ligakampe på det lille Bravida Stadion, der ligger nærmest omringet af højhusbyggeri i bydelen Rambergsstaden.
Der er flere danskere i BK Häcken, som har stor andel i klubbens succes. Den danske landsholdsspiller Stine Larsen har spillet 64 kampe for Häcken, men fik i april 2023 en korsbåndsskade, som holder hende væk fra banen. På det svenske mesterhold for mænd var to danske spillere fast på holdet: Den unge back Kristoffer Lund samt Mikkel Rygaard, der i 2022-sæsonen blev kåret som Allsvenskans bedste midtbanespiller.
Se filmen med de to professionelle fodboldspillere Kristoffer Lund og Mikkel Rygaard:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her