BAG OM FILMEN – Charlie Chaplins Monsieur Verdoux fra 1947 har ikke været vist i Danmark i årtier. Med Chaplins fredselskende vagabond skiftet ud med en kynisk seriemorder adskiller filmen sig mærkbart fra Chaplins tidligere film, fortæller POV’s Karen Hammer. Hun tager læserne med bag om filmen, der blev til på et tidspunkt, hvor konsekvenserne af Anden Verdenskrig ikke efterlod meget plads til en lille, blåøjet engelsk libertiner.
Miracle Film har modigt kastet sig ud i en længevarende præsentation af Charlie Chaplins spillefilm Monsieur Verdoux. Vi har allerede set The Gold Rush (Guldfeber) fra 1925, og den vidunderligt poetiske City Lights (Byens lys) fra 1931, som er både min og Chaplins favorit. Begge er stumfilm, og det er Modern Times (Moderne Tider) fra 1936 egentlig også på trods af den vrøvlesang, som Charlie-vagabonden optræder med hen mod slutningen.
Selvom Al Johnsons sang i The Jazz Singer fra 1927 havde overbevist alle om, at talefilmen var fremtiden, nægtede Chaplin i årevis at følge trop. Mens andre fra slutningen af 20’erne lavede talefilm, ventede han i mere end 10 år, før hans vidunderlige The Great Dictator (Diktatoren) fik premiere i 1940. I denne film har Chaplin en dobbeltrolle; han er dels den lille jødiske barber, der har mange træk fælles med hans lille vagabond Charlie, og dels den fascistiske diktator Hynkel, der ligesom datidens Hitler holder svulmende millitæroprustende taler.
Farvel til den fredselskende vagabond
Filmen er endnu den dag i dag berømt og ofte citeret for den meget humanistiske, måske noget sentimentale fredstale, som Chaplin i skikkelse af den lille jødiske barber vovede at lade sin film ende med. I den tale fornemmer man det dybe engagement, som denne fredselskende kunstner ønsker at vise verden. Mange misforstod ham dengang, hvor man i USA ikke var interesseret i at gå ind i Anden Verdenskrig og hjælpe Europa mod Hitler. Den 22. juni 1941 invaderede Hitler Sovjetunionen, som han egentlig havde en ikke-angrebsaftale med. Chaplin var dybt bekymret og mente, at USA nu burde hjælpe Sovjetunionen. Først da Japan i december 1941 bombede Pearl Harbour, gik USA ind i krigen.
18. maj 1942 talte Chaplin i San Francisco Civic Center som vikar for en forkølet sovjetambassadør for tanken om at åbne en ”second front” mod øst for at hjælpe russerne mod mere end 200 Nazi-divisioner. Amerikanerne kunne ikke se ideen bag hans opfordring; man tog det som endnu et bevis for, at han var kommunist og glædede sig ligefrem over, at denne lille engelske libertiner, som ikke engang gad skifte nationalitet, og som ikke var en ægte amerikaner, havde seriøse problemer med en faderskabssag mod en tidligere skuespillerelev, Joan Barry.
Efter krigen og alt det forfærdelige, man havde overlevet, var der ikke længere plads til den lille, rørende fredselskende vagabond Charlie
Faderskabssagen tog flere år. Hitler nåede at begå selvmord, inden Chaplin blev erklæret skyldig på trods af sikre beviser på det modsatte. I denne lange, svære tid arbejdede Chaplin på en lydside til The Gold Rush og forberedte sin næste film, som skulle blive meget anderledes end noget tidligere – efter krigen og alt det forfærdelige, man havde overlevet, var der ikke længere plads til den lille, rørende fredselskende vagabond Charlie.
Fra en instruktør til en anden
I 1941 blev Chaplin foreslået et samarbejde af Orson Welles: En spillefilm om massemorderen Henri Désiré Landru – en fransk Blåskæg fra begyndelsen af 1900-tallet – med Chaplin i hovedrollen. Orson Welles anså Chaplin som en genial skuespiller, men regnede ham ikke for noget særligt som instruktør. Chaplin var i begyndelsen interesseret, men da han forstod, at han ikke ville få indflydelse på manuskriptet, sprang han fra og tilbød i stedet at købe idéen for 5000 dollars.
Orson Welles havde det ikke for nemt. Hans nyeste film The Magnificent Ambersons var blevet skrapt beskåret (”slagtet”) af hans producer, så han tog imod Chaplins tilbud og rejste på optagelser i Brasilien i 1942. På trods af alle de ovennævnte omstændigheder gik Chaplin i gang med at skrive manuskriptet til Monsieur Verdoux – A Comedy of Murders. Optagelserne varede fra april til september 1946 med premiere i april 1947. I betragtning af, at optagelserne til The Great Dictator havde varet 554 dage (!) tydede meget nu på, at perfektionisten Chaplin havde lært at slappe lidt af.
En historie om en morder
Monsieur Verdoux starter med billeder fra en kirkegård. På en gravsten kan vi læse: ”Henri Verdoux – 1880 – 1937”. Vi hører Chaplins stemme:
“Godaften. Som du kan se, er mit rigtige navn Henri Verdoux, og i 30 år var jeg en ærlig bankassistent, indtil depressionen i 1930, i hvilket år jeg fandt mig selv arbejdsløs. Det var da, jeg blev beskæftiget med likvideringen af medlemmer fra det modsatte køn. Dette gjorde jeg som et strengt forretningsforetagende for at forsørge et hjem og en familie. Men jeg forsikrer dig for, at karrieren som en Blåskæg på ingen måde er profitabel. Kun en person med uforfærdet optimisme ville påbegynde et sådan foretagende. Det gjorde jeg, beklageligvis. Hvad følger er en historie…”
I Frankrig er vinavlerfamilien Couvais bekymret over ikke længe at have hørt fra deres kusine Thelma, som for nylig har hævet alle sine penge og er rejst på bryllupsrejse med sin mand
En middelaldrende gentleman med sølvgråt hår og en desperat charme kæmper filmen igennem med at skaffe penge nok til at kunne sørge for sin invalide kone og lille søn Peter. Han gifter sig med velhavende enker, myrder dem, arver deres penge og køber aktier. For at få det til at fungere har han adskillige familier og dæknavne; han forklarer sin ofte månedslange bortrejse med brobygning i Indokina eller handelsrejser som skibskaptajn. Han slapper nu og da af sammen med sin lille ægte familie og søde kone, inden bankkrak og lignende katastrofer atter tvinger ham af sted på evig jagt efter flere penge.
Kampen mod finansverden
Vi ser Verdoux i begyndelsen henført plukke roser i sin lille have, mens nabofruerne diskuterer, hvor længe endnu de skal finde sig i den kvælende sorte røg, der vælter ud af hans havebrænder. Andetsteds i Frankrig er vinavlerfamilien Couvais bekymret over ikke længe at have hørt fra deres kusine Thelma, som for nylig har hævet alle sine penge og er rejst på bryllupsrejse med sin mand Mr. Varnay.
En rig enke ved navn Marie Grosnay kommer for at købe Verdoux’ villa, og han går straks i gang med et hektisk charmeangreb. Her bruger Chaplin adskillige af sine gammelkendte tricks, for eksempel ved at falde ud af vinduet. Det er for meget for fruen, som flygter, men slet ikke er glemt af Verdoux; alt skrives ned til senere brug.
Verdoux besøger nu sin kone, Lydia, som er vred over ikke at have set ham i tre måneder. Hans bank har meddelt ham, at hvis han ikke senest dagen efter skaffer 50.000, mister han sine aktier. Han overtaler Lydia til at hæve alt i banken af frygt for morgendagens bankkrak. Senere beundrer han aftenhimlens smukke måne, men hun er sur og beordrer ham i seng. Aftenhimlen skifter til morgensol – Verdoux kommer ud af sovekammeret med et bundt penge, går tilfreds ned af trappen og indtelefonerer pengene til sin bank. Hastigt kørende lokomotivhjul angiver hans hektiske rejseaktivitet, og man får ligefrem ondt af kvindemorderens kamp mod finansverdenen.
En ny form for Chaplin-film
Man er så vant til fra Chaplins tidligere meget morsomme og opfindsomme film om vagabonden Charlies meritter, at der konstant skal være jokes og falde-på-halen-situationer, og derfor skuffes man lidt i denne nye form for Chaplin-film. Han må have anet dette dilemma og har derfor udnyttet vaudevillestjernen Martha Rayes utroligt larmende latter og fine sans for komik ved at bruge hende som sin hustru Annabella Bonheur.
Annabella er så stolt af at have en mand, der er handelskaptajn og utrolig begejstret, når han endelig dukker op. Hun er rig, men bruger sine penge meget tåbeligt. Hun er også umulig at slå ihjel, og Verdoux gør ellers adskillige ihærdige og ret morsomme forsøg. Han opgiver hende og går på jagt efter nye ofre. På et tidspunkt eksperimenterer han med en ny form for gift, som slet ikke kan spores; han mangler lige et offer at prøve den af på.
Det er som at gense vores lille vagabond, der for en sidste gang går væk med ryggen til os
Familien Couvais har i mellemtiden sat en privatdetektiv på Verdoux; han er effektiv, men lidt for godtroende. Madame Grosnay kan efter tre ugers stormkur ikke længere holde stand, og Verdoux kaster sig begejstret om halsen på hendes stuepige, da han endelig får audiens. Han gør sig totalt til grin, men hun tilgiver ham, for hvor finder man i hendes alder en så nobel og dannet mand? Da alt endelig ser ud til at lykkes, hører Verdoux atter Annabella Bonheurs vrinskende latter – og må flygte.
Gensyn med vagabonden
Finansverdenen krakker atter; rigmænd springer ud fra femte sal, og Monsieur Verdoux bliver ruineret. Han mister sin familie og alt det, han har kæmpet for. Tilfældigt genkendes han af et medlem af familien Couvais. Under retssagen mod ham, forklarer han:
“Hvad angår det at være en massemorder, tilskynder verden så ikke til det? Bygger den ikke ødelæggelsesvåben med massemord som det eneste formål? Har den ikke sprængt intetanende kvinder og små børn i stykker – og gjort det meget videnskabeligt? Som en massemorder er jeg en amatør i sammenligning. Jeg ønsker dog ikke at miste besindelsen, for meget snart skal jeg miste mit hoved…”
Verdoux er rolig og velafbalanceret i sin tale. Han afviser en cigaret og et glas rom, men ændrer mening – ”Jeg har aldrig smagt rom før!” – og nyder sin sidste drink. Da han forlader sin celle og går mod guillotinen, der venter forude, udtrykker han glæde ved nattens friske luft, og det er som at gense vores lille vagabond, der for en sidste gang går væk med ryggen til os.
Nyd Chaplins alter ego
Censuren gik hårdt efter Chaplin, som ingen brød sig meget om efter faderskabssagen; hans moralske værdier regnedes ikke for meget. Utallige små ord og sætninger skulle ændres i manuskriptet, i det tilfælde de havde seksuelle undertoner. Ved pressekonferencen efter premieren interesserede man sig mere for hans påståede kommunistiske tilbøjeligheder end for filmen. Mange amerikanske stater forbød Monsieur Verdoux, der først rigtig blev værdsat ved repremieren i 1972. På trods af den offentlige mening blev manuskriptet nomineret til en Oscar.
I Danmark blev filmen ikke nogen publikumssucces, men vandt dog en Bodil i 1948 som bedste amerikanske film. Filmen har ikke været vist i Danmark i årtier, så det er modigt af Miracle Film at bringe os den. Den er meget anderledes end nogen tidligere film fra Chaplins hånd, men glem for en stund alt om hans mesterlige historier om vagabonden Charlie, og se i stedet Chaplins alter ego – den moralske samfundsrevser iklædt en massemorders image.
Monsieur Verdoux
Premiere: 09.11.2017
Genre: Komedie, drama
Copyright og hovedfoto: Miracle Film
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
